Trykt i Information 2. marts 2004

Straf skal lukke munden på journalister og kilder

Besættelsesmagtens egne rådgivere har præcist forudsagt, at et folkeligt oprør var på vej i Irak

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Før den officielle invasion af Irak blev danske soldater sendt til landets nærområde, hvor de forberedte deltagelse i invasionen. Ifølge nogle kilder overskred de også grænsen sammen med britiske soldater.

Ovenstående er kun et rygte. Når det alligevel bringes frem nu, er årsagen, at det kan illustrere alvoren i et lovforslag, som regeringen overvejer. Ifølge Berlingske Tidende mandag har et udvalg foreslået, at strafferammen for videregivelse af militære hemmeligheder skal hæves til fængsel på livstid. Forsvarsminister Jensby ser åbenbart med sympati på det projekt.

Straffen skal gælde under "væbnet konflikt" og når der er "truende udsigt hertil". Det gælder ikke blot forsætlige afsløringer. Også grov uagtsomhed vil blive ramt. Avisen har indhentet kommentarer, hvori det påpeges, at forslaget er så bredt formuleret, at det kan anvendes under den aktuelle såkaldte krig mod terrorisme.

Udbredt rygte

Rygtet kan være sandt. Adskillige officerer tror på det. Fagligt sagkyndige anser det for muligt. Og politikere, deriblandt borgerlige, er bekendt med det – nogle tror også på det.

Mere konkret forlyder det, at soldaterne var fra Jæger- og Frømandskorpsene. Danmark har en udvekslingsaftale med den britiske specialstyrke SAS, som står for kommandoaktioner. I perioder på op til 6 måneder indgår danskerne i den britiske styrke. Formålet er træning under realistiske forhold.

Op til krigen betød det, hævder en version af rygtet, at danskerne var med britiske soldater, som inden krigens officielle udbrud trængte ind i Irak. De ledte bl.a. efter anlæg, som kunne indeholde masseødelæggelsesvåben. Ifølge en anden version blev de danske soldater i et naboland, hvor de forberedte en større indsats af danske specialstyrker, men planen blev skrinlagt, da regeringen ikke kunne få politisk opbakning.

Deres medarbejder hørte først rygtet fra en hollandsk journalist, som kunne henvise til, at den danske indsats var omtalt i et fortroligt NATO-dokument. Han offentliggjorde det sammen med et dansk dementi. Faktisk anså jeg rygtet for usandsynligt, men spurgte alligevel til det, når lejlighed bød sig, og i de følgende måneder har en del kilder bekræftet, at de har hørt lignende.

Historien er ikke blevet skrevet. For det første kunne eller ville ingen kilder give så mange detaljer, at der kunne fremlægges en troværdig beretning, og alle kilder gjorde krav på anonymitet. Desuden oplyste en kilde, som burde kende til aktionen, at han "aldrig har hørt derom". Denne kilde har ofte vist sig troværdig.

Ulovligt og farligt

Burde det rygte være skrevet? Hvis det er sandt, så udgør aktionen, mener politikere, et brud på landets love. Danske soldater kan ikke gå i krig uden Folketingets godkendelse. Aktionen kunne medføre, at soldaterne blev fanget, og at Irak havde hævnet sig på angribernes hjemland. Den danske befolkning var altså, ulovligt, blevet udsat for en risiko.

Så, hvis historien var blevet bekræftet, var den også blevet skrevet. Måske ikke i dagene før krigen, hvis soldaternes liv via offentliggørelse ville blive udsat for en ekstra trussel. Men helt sikkert efter krigens udbrud, så de ansvarlige kunne stå til regnskab og befolkningen, som normalt er i et demokrati, kunne få indsigt i, hvad der bedrives i dens navn og for dens penge.

Hvad hvis både kilderne og Deres medarbejder havde stået til fængsel på livstid? Det oprindelige rygte, fra den hollandske journalist, havde stadig bestået. Men det er sandsynligt, at kilderne ikke havde diskuteret sagen, og jeg selv havde måske, af hensyn til mine børn, overladt rygtet til andre, som måske heller ikke var gået videre. Men næsten sikkert er det, at jeg aldrig havde troet på den anonyme kilde, som ikke kunne bekræfte rygtet. Han måtte jo lyve af hensyn til egen sikkerhed. Så måske var historien blevet skrevet.

Brugen af kilder til udlugning af fejl og rygter fra informationsstrømmen er et af journalisters vigtigste redskabet. Det bygger på gensidig tillid. Men hvis straffen for videregivelse af hemmeligheder bliver høj, så kan journalister ikke længere tro på kilders fortrolige dementier. I forvejen ser vi med skepsis på officielle dementier. Resultatet kan blive en vild rygtestrøm, som gengives i nyhedsmedierne.

Mistillid er sundt

En anden mulighed er, at straffen virker så afskrækkende på journalister, at ingen hemmeligheder nogensinde afsløres. Det vil alvorligt undergrave demokratiet, hvis vi i forsvars- og sikkerhedsanliggender kun kan anvende officielt godkendte informationer. Selve årsagen til, at vi har demokrati, er en grundlæggende mistillid i forbindelse med magthavere. Hvis vor historiske erfaring var, at de altid gør det rigtige og tjener befolkningens interesser, så var vi blevet i det oplyste enevælde.

I forbindelse med krig eller fred er mistillid vigtigere end i nogen anden sammenhæng, fordi følgerne af forkerte beslutninger i magtorganer kan være katastrofale. Regeringen har i forbindelse med Irak-krigen til overflod demonstreret, at mistillid er et tegn på sundt demokrati. Det er ikke kun i forbindelse med krigen, at misinformation og politisk brug af embedsmænd har nået nye højder. Det er eksempelvis også sket, da regeringen skulle begrunde, hvorfor USA kan få lov til brug af Thule-basen i et missilforsvar.

Når embedsmændene anvendes politisk, er der også sandsynlighed for, at nogle embedsmænd, anonymt, gør indsigelse med afsløringer via pressen. Set fra regeringens synsvinkel er hårdere straf i forbindelse med sådanne lækager en logisk følge, hvis man i fred og ro vil manipulere med befolkningen og begå ulovligheder. Derfor er den gået på jagt efter de kilder, som for en uge siden lækkede rapporter fra Forsvarets Efterretningstjeneste til Berlingske, og derfor vil Forsvarschefen give ledende officerer mundkurv på, når regeringens oplæg til forsvarsforlig offentliggøres. Mon nogen, som tror på borgerlige frihedsrettigheder, vil bede regeringen tøve en kende?

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.