Trykt i Information 18. marts 2004

Danske soldater mangler fiskegrej

Nødhjælp og drab hænger uadskilleligt sammen i kampen mod terrorister.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Vil nogen, please, sende udenrigsminister Per Stig Møller en DVD med Pontecorvos film, Slaget om Algier? Og måske kan han så invitere forsvarsministeren samt forhandlerne, som arbejder med det næste forsvarsforlig, i biffen.

Det er en meget aktuel film. Godt nok er den fra 1965, og dens emne er frihedskampen i Algier mod fransk kolonialisme. Men filmen giver et fremragende indblik i en ’krig mod terror’.

Hvis man vil gå lidt mere grundigt til værks, kan man studere de støvede værker, som behandler emnet: Anti-guerilla-operationer – i fagsproget mere præcist altså Counterinsurgency.

Sædvanligvis er de udgivet for 30-40 år siden, men de hentes nu frem på militære skoler. I soldaters fagblade dukker artikler op, som overfører den næsten glemte viden til forholdene i Afghanistan og Irak.

Det er så åbenbart nødvendigt, at et par danske ministre også får genopfrisket deres indsigt. I forbindelse med oplægget til et nyt forsvar har de beskrevet, hvordan nødhjælpsorganisationer og soldater skal yde en fælles indsats for stabilitet og genopbygning. Tankerne kan virke sympatiske, og hvis de var blevet praktiseret effektivt under konflikterne i Bosnien samt Kosovo, så havde det gjort en stor forskel.

Guerilla og fisk

Men udfordringerne i Afghanistan og Irak er af ganske anden karakter. Her bekæmpes den udenlandske indsats aktivt af guerilla-lignende grupper, som anvender et bredt spektrum af midler, bl.a. terror. Guerillaen har folkelig opbakning – og lever dermed op til en klassisk definition: Fisken i folkehavet. Med lidt held kan nogle få fiskes op, men anti-guerilla-indsatsen bliver nemmere, hvis havet kan drænes væk, så de ligger sprællende tilbage, nemme ofre for et spyd.

Og hvordan isolerer man så guerillaen? I den klassiske litteratur påpeges konsekvent, at kampen udspiller sig på mange fronter. I en nylig opsummering skriver Steven Metz fra US Army War College i tidsskriftet The Washington Quarterly: »Anti-guerilla-operationer er ikke udelukkende eller hovedsageligt militær indsats, idet der er behov for en sømløs integration af informative, politiske, sociale, kulturelle, lovhåndhævende, økonomiske, militære og efterretningsmæssige aktiviteter.«

De to danske ministre er altså inde på rette spor, når de lægger op til en bred indsats, som kan påvirke befolkningens sindelag. Men pointen i anti-guerilla operationer er, at denne indsats skal gennemføres af en samlende organisation, og at de enkelte aktiviteter er integrerede.

Sagt på en lidt anden måde, er bistand til civile nødvendig, fordi man så sikrer sig kilder, der kan udpege fiskene, hvorefter spyd kan ramme dem. Nødhjælp og drab hænger altså »sømløst« sammen. Formålet med enhver såkaldt civil aktivitet er, at havet skal drænes, guerillaen skal isoleres fra befolkningen.

Kontrol via terror

Det ved guerillaen så udmærket godt, og derfor dræber den, som vi nu ser i både Afghanistan og Irak, missionærer og andre gode mennesker, der nok blot vil hjælpe nødlidende. Og enhver, som direkte arbejder for fjenden, er naturligvis et oplagt mål. Derfor dræbes irakiske politifolk. Som en af de store eksperter i 50’ernes og 60’ernes ’revolutionære krige’, historikeren Bernard B. Fall, har skrevet, så gælder kampen kontrol med befolkningen, og derfor har guerilla-soldater altid »først og fremmest dræbt folk fra deres egen befolkning, hvis de samarbejdede med fjenden«.

Danske nødhjælpsorganisationer ved det åbenbart også, og derfor har de afvist samarbejdet, som regeringen lagde op til.

Amerikanske styrker i Irak er hverken uddannet eller udrustet til anti-guerillaoperationer. Det blev illustreret onsdag med en massiv militær aktion i Bagdad, hvor hele kvarterer blev isoleret, så man kunne finkæmme området. Der er erfaring for, at den slags kan øge modstanden. Franskmændene brugte lignende metoder i Algier, og nederlag blev følgen. Erfaringerne er årsagen til, at eksperter så stærkt advarer imod, at soldater, som er trænet til traditionel kamp, indsættes i anti-guerilla-operationer.

Danske soldater har fået et relativt roligt hjørne af Irak, hvor organiseret væbnet modstand åbenbart ikke huserer – endnu? Men skal vi deltage i den udvidede NATO-indsats, som er lovet i Afghanistan? Og er det sandsynligt, at fremtidige missioner for danske styrker mere vil ligne udfordringerne i de to lande end i Kosovo?

Det er langt fra klart, at regeringen i sit oplæg til nyt forsvar har gjort sig klart, hvilke missioner, vi vil deltage i og hvilke vi vil fravælge. Det er heller ikke klart, hvordan man vil sikre sig imod, at en mission udvikler sig fra fredsbevarelse til anti-guerilla.

Men hvis danske soldater skal indsættes med en anti-guerilla mission, så viser faglitteraturen, at styrkebidraget skal sammensættes ganske anderledes, end der hidtil er lagt op til. De 15 millioner kroner, som militære enheder ifølge regeringens oplæg får rådighed over til civile opgaver, afslører blot, at opgavens omfang ikke er dukket op på lystavlen.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.