Trykt i CS-bladet april 2004

Oprøret

Besættelsesmagtens egne rådgivere har præcist forudsagt, at et folkeligt oprør var på vej i Irak

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Irakernes oprør mod besættelsen var forudsagt, næsten til den rette dato. Det skete før krigen blev indledt, og spåmændene var rådgivere for Pentagon.

En massiv opstand er ”usandsynlig” i det første år efter en amerikansk besættelse, konkluderede en omfattende analyse fra US Army War College i februar 2003. Men ”efter det første år” kan risikoen vokse, erklærede forskerne.

Rapporten blev udarbejdet i samarbejde med det kontor i Pentagon, hvor hærens chef, dengang general Eric Shinseki, har sæde. Det var i øvrigt ham, som, også kort før krigen, varslede, at USA ville få brug for ”adskillige hundrede tusinde” soldater til besættelse af Irak i mange år. Den vurdering blev han hånet for offentligt af  viceforsvarsminister Wolfowitz.

Rapporten er interessant læsning i dag, fordi den beskriver udfordringerne, som USA kunne vente, og behovet for modtræk. Forskernes råd blev ignoreret og udfordringerne blev til trusler. Det er tilmed langt fra den eneste rapport, som rimeligt præcist har forudsagt, at et oprør var undervejs.

Flere analyser efter oprørets første uge har fremhævet, at dets rødder skal findes i en lang række alvorlige fejl, som besættelsesmagten har begået lige fra starten. Men det alvorligste er, at fejlene blev begået på trods af gode råd fra eksperter. Koalitionens ledere ville ikke lytte. Årsagen er måske, at invasionen blev gennemført i trods mod kritiske røster, og derfor har de ansvarlige lige siden klamret sig til egen overbevisning. Det har for disse ledere nu medført et tab af troværdighed, som ikke er set siden Vietnam-krigen.

Freden kan tabes

I rapporten fra US Army War College forventes en periode med ”hvedebrødsdage” efter invasionen, fordi irakerne vil være glade over, at Saddam Hussein er væk. Men forskerne fremhæver, at ”langvarig taknemmelighed” er usandsynlig og at mistænksomhed i forbindelse med USA’s motiver vil vokse under fortsat besættelse. Problemerne kan, påpeger de videre, blive særligt alvorlige, hvis en international styrke ikke overtager ansvaret.

”Risikoen for, at USA kan vinde krigen og tabe freden i Irak er reel og alvorlig”, lyder en konklusion. Derfor påpeger man, at det ”er ikke en acceptabel løsning”, at man først planlægger krigen, og så senere overvejer, hvordan besættelsen skal foregå.

Men det var præcist, hvad krigens ledere gjorde. Affæren med såkaldte masseødelæggelsesvåben har overskygget en mere alvorlig skandale: Besættelsesmagten havde ikke realistiske planer for sikkerhed og genopbygning.

Det amerikanske udenrigsministerium havde gennemført endog meget detaljeret planlægning, men de civile ledere i Pentagon forkastede alt. Adskillige veldokumenterede rapporter har vist, at forsvarsminister Rumsfeld og hans nærmeste afviste alle, som pegede på alvorlige problemer efter ”befrielsen”, og derfor accepterede de heller ikke planlægning, som skulle imødegå problemerne. De anså påpegning af mulige problemer for et trick, som skulle blokere krig.

Advarsel ignoreret

Det er i skrivende stund uvist, hvorvidt opstanden, som blev indledt i begyndelsen af april, vil blive nedkæmpet. Især er det uvist, hvorvidt Shia-muslimer under ledelse af præsten Muqtada al Sadr vil få opbakning fra store dele af deres egen befolkningsgruppe, som udgør landets flertal. Men selv hvis en periode med mindre uro følger, er det langsigtede perspektiv dystert.

Amerikanske talsmænd fremhæver, at Sadr højst har nogle få tusinde kampklare mænd i sin milits. Men en anden analyse fra Army War College, udsendt i februar 2004, fremhæver, at USA er på kollisionskurs med Iraks førende Shia-præster, som ”alle (…) kritiserer USA’s militære tilstedeværelse”. Rapportens forfatter, Andrew Terrill, fastslår, at ”ingen af dem stoler på USA eller antager, at USA har en godgørende dagsorden”.

Terrill, som var medforfatter til den næsten synske rapport fra før invasionen, anbefaler, at USA undgår konfrontation med Muqtada al Sadr, og hvis det bliver uundgåeligt, så bør man først søge opbakning fra de førende Shia-præster og deres væbnede grupper. Også det råd er blevet ignoreret.

Skrækkabinet

Under Vietnam-krigen voksede en troværdighedskløft mellem USA’s ledere og befolkningen, fordi optimistiske udtalelser kom i konflikt med den faktiske udvikling. Der var, forsikrede lederne ofte, ”lys for enden af tunnelen”. Når Irak-krigens historie skal skrives, vil det første år være præget af kontrasten mellem fremsynede advarsler fra uafhængige observatører og optimistiske udtalelser fra indsatsens ledere.

I dette skrækkabinet af citater og fakta indtager præsident Bush førstepladsen, fordi han den 1. maj 2003 erklærede fasen med store kamphandlinger for afsluttet. På det tidspunkt var 100 amerikanske soldater blevet dræbt i kamp. Statistikken viser, at i månederne siden er, indtil 7. april, 493 amerikanske soldater dræbt i kamp. Dertil kommer 67 allierede soldater og mere end 1.000 civile irakere. Hvis kurven med tabstal ikke brydes, vil mere end 300 amerikanske soldater blive dræbt inden udgangen af 2004 – og det er kurven, som statistikken viste før oprøret.

Kort efter præsidentens 1. maj tale blev det klart, at præsidentens optimisme blev modsagt af dårlige nyheder fra Irak. Talsmænd for besættelsesmagten hævdede imidlertid, at der skete store fremskridt, og efter opfordring fra Pentagon rejste fem observatører fra et privat forskningsinstitut i Washington, CSIS, til Irak i juni-juli. Deres rapport anerkendte ”betydelige fremskridt” men satte også stort spørgsmålstegn ved, hvorvidt de var tilstrækkeligt store. Risikoen for ”kaos bliver mere reel for hver eneste dag”, og ”mulighedernes vindue”, når det gælder forbedring, ”lukkes hastigt”, konstaterede forskerne. Rapporten gav besættelsesmagten tre måneders frist til forbedring af sikkerheden, hvis befolkningens tillid skulle bevares.

Nederlag truer

Men besættelsesmagtens talsmænd fik kort efter øje på lys i tunnelen. Da Saddam Husseins sønner den 22. juli blev dræbt, erklærede de, at man nu havde opnået et vendepunkt. Påstanden blev begrundet med, at nogle irakere ikke samarbejdede med USA af frygt for, at Saddam Husseins regime kunne genopstå, men nu måtte irakerne vel fatte, at den risiko var lille!

Argumentet overbeviste ikke en fremtrædende amerikansk militær ekspert, Anthony Cordesman. I en rapport dateret 28. juli analyserede han risikoen for, at en guerilla-krig var under optræk. Cordesman påpegede, at USA sammen med sine allierede ikke havde forberedt sig på kamp for freden, havde fokuseret på de forkerte opgaver samt manglet meningsfyldt ledelse af indsatsen. ”Hvis disse tilstande ikke ændres, så kan USA havne i en tredje Golf-krig mod det irakiske folk”, konkluderede han, og tilføjede, at det er en krig, som USA ikke kan vinde.

Og strømmen af dårlige nyheder fortsatte. I september kom en advarsel fra amerikanske efterretningstjenester, som straks lækkede til The New York Times. USA’s ”mest formidable fjende” kan, lød advarslen,  i de kommende måneder blive almindelige irakeres vrede over besættelsen. Koalitionens ledere stirrede sig dog blind på en anden udfordring. Under et møde i Storbritannien den 16. september, som Danmark deltog i, besluttede koalitionen, at man ville indlede en offensiv mod nyhedsmedierne. Herhjemme erklærede statsministeren i sin tale ved Folketingets åbning i oktober, at ”vi hører mange dårlige og negative nyheder fra Irak”, men ”gradvis vil situationen blive bedre”. Og tabstallene voksede markant fra september (29 dræbte amerikanere og allierede) til oktober (46 dræbte) og toppede foreløbigt i november med 105 dræbte.

Endelig kom så en god nyhed. Saddam Hussein blev fanget i midten af december. Den amerikanske præsidents opinionstal røg i vejret, og adskillige kloge hoveder forudså, at nu måtte hans tilhængere da give op. Men virkningen var den modsatte. Med den irakiske diktator ude af billedet kunne amerikanernes fjender befri sig for arven fra ham, så de mere blev ”ægte frihedskæmpere”, ”sande irakiske nationalister”.

Tredje Golf-krig

Den tredje Golf-krig mod befolkningen, som Cordesman varslede, er ikke startet, men den kan anes forude

Der er mange forskellige grupper, som bekæmper besættelsesmagten. Nogle arbejder med bl.a. terror for en borgerkrig, hvor sunnier bekæmper shiaer. Men den seneste tids udvikling har vist, at det ikke er utænkeligt, at nogle af dem kan finde sammen på tværs af religiøse skel. Det skete i 1920 under oprøret mod den britiske kolonimagt, og i dag er nationalismen stærkere.

fleste irakere ikke ønsker, at fremmede styrker skal forlade landet. Frygten for borgerkrig er utvivlsomt stærk. Men det er også åbenbart, at især amerikanernes indsats mod guerillaen skaber nye fjender, og at irakere, som ifølge koalitionens planer skulle overtage ledelsen af landet, tvinges ud i en stadigt mere kritisk holdning til besættelsesmagten.

Det er også klart, at mange af de fremskridt, som koalitionen har peget på, udgør falsk reklame. Officielt strømmer milliarder af dollar i bistand til landet. USA’s Kongres vedtog i efteråret en bevilling på 18,4 milliarder dollar. Men reelt har USA stadig kun underskrevet kontrakter til en samlet værdi af 2,1 milliarder, og de vedtagne projekter vil først blive gennemført i løbet af de kommende år.  Så det kan ikke undre, hvis irakerne hverken kan få øje på genopbygning eller nye arbejdspladser

Koalitionen har regnet med, at en irakisk regering den 30. juni officielt skal erklæres for Iraks suveræne magthaver. Hvem vil man overgive ”magten” til? Officielt havde 208.000 irakere i marts meldt sig til Iraks nye hær og politi. Men ifølge en ny analyse fra Cordesman er ”højst” 2.900 betjente og 3.200 soldater færdigt uddannede og kvalificerede til deres opgaver. Så det kan heller ikke undre, at den irakiske ”hær” ikke ville kæmpe under oprøret, og at politiet i vidt omfang hjalp oprørerne. Også det fænomen kendes fra Vietnam.

De omtale rapporter fra US Army War College kan læses på www.carlisle.army.mil/ssi/index.html

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.