Vaneforbrydere, forener eder! - (PRESSEN) - Trykt i Information 17. april 2004

Demokratisk kontrol med staten og militæret nedbrydes af det nye dårlige danske eksempel.

Som bekendt er to journalister fra Berlingske Tidende blevet sigtet af politiet efter de viderebragte oplysninger fra fortrolige dokumenter, som var udarbejdet af Forsvarets Efterretningstjeneste. Denne sigtelse er et meget alvorligt angreb på værdier, som i årtier har været grundlæggende i det danske demokrati.

Nok siges det: Lov er lov, og lov skal holdes! Men i praksis er et samfunds normer – uskrevne regler for adfærd – afgørende. Derfor har journalister aldrig bekymret sig over straffelovens paragraf 152[i], som kriminaliserer vores arbejde, idet vi rutinemæssigt viderebringer og udnytter fortrolige oplysninger. Samfundet forventer ganske enkelt, at vi gør det, og meningen med, at pressen kaldes den fjerde magt, er, at vi skal afsløre det, som statsmagten vil skjule. Jo større hemmelighed, desto mere ros til pressen.

Siden demokrati officielt kom til Østeuropa har jeg været med til undervisning af sikkerhedspolitiske eliter i demokratisk kontrol med de væbnede styrker. På et seminar i Polen var jeg endog den officielle repræsentant for Danmark. Meget tit er det sket, at lokale forsvarere af statens og militærets magt har henvist til, at vestlige lande har love, som beskytter den ”nationale sikkerhed”. Og så har jeg påpeget, at disse love ikke håndhæves, og at der ville opstå et ramaskrig, hvis de blev. Ganske ubeskedent har jeg gjort Danmark og mig selv til et forbilledligt eksempel.

Eksemplets magt

Gennem snart 30 års sikkerhedspolitisk journalistik har jeg regelmæssigt overtrådt straffeloven, herunder paragraf 152. Det er sket så åbenlyst, at ingen myndigheder kunne være i tvivl. Her er nogle rimeligt friske eksempler:

I foråret 1998 undersøgte jeg, hvorvidt et stort marked for vestlige våben var åbnet i Centraleuropa efter pres fra NATO. Det var en udbredt påstand, men den var falsk. Jeg nød godt af kilder på højt niveau i NATO, og fik bl.a. fat på NATO’s hemmelige vurdering af Polens forsvar. Den indeholdt også Polens langsigtede planer for modernisering. I en rapport, offentliggjort af British American Security Information Council i juli 1998, citerede jeg lange passager fra dokumentet. To lige så udførlige artikler blev bragt af CS-bladet, som udgives af Centralforeningen for Stampersonel.

Den danske generalløjtnant Ole Kandborg, direktør i NATO’s internationale militære stab, bad officielt Danmark indberette mig for sikkerhedsbrud. Det mærkede jeg ikke noget til bortset fra, at man endnu griner over Kandborg på højt niveau i NATO. Man var jo bare glade over, at jeg, med solid dokumentation, havde afsløret en medieskabt myte.

Et par år efter bad Forsvarsudvalget mig være ekspertvidne på en høring i Folketinget, som satte fokus på NATO’s nye strategiske koncept. Jeg rystede de relevante træer, og ned faldt adskillige hemmelige dokumenter. Mellem dem var et udkast til konceptet, som indeholdt forskellige forslag til punkter, hvor uenighed rådede lige op til vedtagelsen (PCG-N(49)32(3rd Revised). Der var også et sent udkast til Washington-topmødets sluterklæring, samt det meget vigtige direktiv fra Militærkomiteen med retningslinjer for den militære gennemførelse af alliancens strategi (MC400/1). Adgangen til disse dokumenter fremgik klart af mit indlæg den 2. februar 2000 på høringen, og ingen af de forsamlede politikere og officerer protesterede. Jeg citerede også fra dokumenterne i artikler, som CS-bladet og Aktuelt bragte.

Året efter skulle jeg på en konference med sikkerhedspolitiske ledere i Holland diskutere Kosovo-konflikten med en ekspert fra NATO. Desværre kom han ikke, så jeg fremlagde både NATO’s egen vurdering af konflikten og min kritik. Modpartens oplæg kunne jeg holde, fordi jeg bare læste op fra NATO’s fortrolige analyse, Consolidated IS Report on Lessons Learned. Alle var glade, fordi emnet blev belyst fra begge sider.

Og, jo, fortroligt dansk materiale er også blevet viderebragt. Til tider medfører kildebeskyttelse, at dokumenters indhold og kilders informationer viderebringes uden ”røde flag”, som bekendtgør, at materialet er klassificeret. Men i december 2002 citerede jeg da fra et fortroligt notat, som udenrigsministeriet havde sendt til Udenrigspolitisk Nævn. Det skete i Information (10. december) og i Danmarks Radio. Som nogle måske husker, så hævdede ministeriet indirekte i sit forsvar af dansk ja til USA’s anti-raket system, at jorden er flad. Bagefter havde embedsmændene sure miner, men politisag kom der ikke.

Stempel misbruges

Sandt nok. Det var ikke oplysninger af vital betydning for Rigets sikkerhed, som blev afsløret. Men på chefkriminalinspektør Per Larsen fra Københavns Politi kan jeg forstå, at det heller ikke er så afgørende. I Berlingske Tidende har han begrundet sigtelsen mod journalisterne: "Det er alvorlige paragraffer, der kan komme på tale. For det er hemmeligtstemplede dokumenter, og det er de blevet, fordi man har ment, at det ikke ville tjene nationens interesser, at de bliver lagt ud i en bred kreds".

Der er altså nu sat lighedstegn mellem ”nationens interesser” og hemmeligtstempling. Af erfaring ved enhver, som har adgang til fortrolige dokumenter, at stemplet misbruges groft. Men nu vanker der op til to års fængsel, og, hvis en bebudet stramning gennemføres, op til livsvarigt, når en journalist vil kontrollere statsmagten.

Og så er det, at spørgsmålet melder sig: Hvad skal jeg sige næste gang i Beograd, Tartu eller Tirana, når generalerne ser stift på mig og siger: Jamen, I straffer da også journalister!

[i] Ifølge straffelovens paragraf 152 d stk. 3 kan enhver straffes med op til 2 års fængsel, hvis de ”videregiver oplysninger, der er fortrolige af hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar”. I paragraf 152 e rejses dog mulighed for straffrihed, hvis man har handlet i ”åbenbar almeninteresse”.