Trykt i Information 29. april 2004

Pressen svigtede demokratiet

Nyhedsmedierne kritiserer Bush-regeringens propaganda mod Irak, men hvad gjorde pressen selv?

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Adskillige undersøgelse viser, at verdensopinionen var massivt imod krigen mod Irak, men det ved 59 procent af amerikanerne ikke.

Langt de fleste eksperter mener nu, at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben, men det ved 65 procent af amerikanerne ikke.

Der er ikke beviser for, at Saddam Hussein støttede Al Qaeda terroristerne, og påstanden afvises da også af alle eksperter, men det ved kun 15 procent af amerikanerne.

Disse tal er plukket fra en opinionsundersøgelse, som Center on Public Atttitudes ved University of Maryland offentliggjorde i sidste uge. Tilsyneladende har amerikanske nyhedsmedier problemer med formidling af korrekt viden til befolkningen.

Det er ikke nødvendigvis pressens skyld. Mennesker lukker ofte informationer ude, som strider mod deres gamle meninger. Amerikanske mediekritikere hævder imidlertid, at pressen har svigtet demokratiet, fordi den op til krigen ikke undersøgte Bush-regeringens påstande tilstrækkeligt grundigt. I månedsvis har pressen med stor ildhu kritiseret regeringen, fordi den misinformerede, men redaktører og journalister har glemt selvkritikken.

Kritiske kilder overset

Anklagen blev først rejst med grundig dokumentation i det litterære blad New York Review of Books. Mediekritikeren Michael Massing påpegede, at allerede fra sensommeren 2002 stod det klart, at mange embedsmænd i militæret, efterretningstjenesterne og udenrigsministeriet var dybt foruroligede over topledernes bevidste overdrivelse og til tider direkte forfalskning af beviserne mod Irak. Men bortset fra en enkelt aviskæde, som ikke har politisk gennemslagskraft, snusede førende medier kun overfladisk til påstandene fra disse kilder.

Massing angriber nogle af USA’s bedste aviser. Særligt skarp er kritikken af Judith Miller fra New York Times, som lagde navn til adskillige artikler, der, viser det sig nu, byggede på misvisende kilder. Han påviser, at eksperter, som kunne rokke ved disse kilders påstande, blev ignoreret.

Siden Massings artikel blev bragt i februar har redaktører og journalister forsvaret sig. De fremhæver, at den grundige læser kunne finde kritik i spalterne. De påpeger desuden, at meget af kritikken blev rettet mod enkelte elementer i Bush-regeringens anklageskrift mod Saddam, og at den helt fremherskende opfattelse mellem eksperter og politikere var, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Det er en korrekt indvending, men den støtter reelt også Massings hovedpåstand: At journalister lider af flokmentalitet. Man risikerer nemlig egen troværdighed, hvis man går imod strømmen.

Fordi Massing er så konkret i sin kritik, kan den absurd nok også affærdiges. Alle journalister begår fejl, men, lyder et forsvar, pressen lever generelt op til sin rolle i demokratiet, som er, at man skal kontrollere statsmagten. Men det forsvar tilbageviser forskeren Susan Moeller fra University of Maryland i en tyk videnskabelig rapport, Media Coverage of Weapons of Mass Destruction.

Det bedste er slemt

Pressens yderst kritisable håndtering af Irak-krigen og truslen fra masseødelæggelsesvåben skyldes, mener hun, mindre journalisters og redaktørers politiske fordomme end deres opfattelse af, hvad der udgør god nyhedsdækning.

Moeller skriver, at selve strukturen i en såkaldt objektiv nyhedsartikel giver den siddende regering store fordele. En standard-artikel indledes med, hvad den vigtigste nyhedskilde kan oplyse, og det er meget ofte præsidenten eller ledende embedsmænd. Kritikere kan komme til orde, men det sker ofte langt nede i teksten, og så er den politiske dagsorden allerede sat af indledningen.

Hun kritiserer blandt andet, at pressen hyppigt anvendte betegnelsen "masseødelæggelsesvåben". Bush-regeringen slog kemiske, biologiske og nukleare våben sammen i denne fælles kategori, og så viderebragte pressen et indtryk af, at kemiske og nukleare våben kan sidestilles – hvad de langt fra kan, hvis man ser på realistiske tab ved deres brug. Politiske lederes retorik udnyttede frygten for atomvåben, men der var størst sandsynlighed for, at Saddam havde kemiske våben. Pressen skelnede desuden heller ikke mellem, hvorvidt Irak havde færdige våben eller blot programmer for udvikling af dem. Og, så truslen blev ekstra nærværende, accepterede nyhedsmedierne, at Iraks mulige våbenlagre og truslen fra terrorister blev gjort til samme sag.

Dette amerikanske opgør er naturligvis ikke kun et amerikansk anliggende. Dansk presse forbruger i voldsomt omfang informationer fra nyhedsmedier i USA og bliver derfor smittet af den gift, som kommer ind i fødekæden. Absurd nok har vi i Danmark også tendens til mediekritik, men den fremhæver især, at f.eks. Danmarks Radio har været for USA-kritisk. Nogen burde tage Moellers rapport og rette den mod danske medier.

Susan Moellers rapport kan hentes fra www.puaf.umd.edu/Moeller%20Media%20on%20WMD.pdf

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.