Trykt i Information 14. maj 2004

Farvel til Irak ikke verdens ende

Erfarne amerikanske eksperter ser på det kyniske regnestykke ved tilbagetrækning.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Tilbagetrækning fra Irak vil blive kostbar – i det mindste for Bush, Fogh, nogle irakere m.fl. Men det er ikke vor verdens ende.

Prisen, som nogle politiske ledere skal betale, er desværre nok det stærkeste argument mod tilbagetrækning. I et interview med journalisten Bob Woodward fremlagde præsident Bush sin opskrift på effektiv amerikansk ledelse i en verden, hvor mange stater tøver: »Selvsikker indsats, som medfører positive resultater, leverer en slags kølvand, som tøvende nationer og ledere kan lægge sig bag og vise, at der har været – altså noget positivt er sket for fred«.

Kølvandet trækker nu allierede ned, og suget fra præsidentskuden, når den går under, vil formentlig være uimodståeligt for nogle allierede ledere. Men Bush kan trøste sig med, at hans modkandidat principielt har støttet engagementet, og Fogh kan påpege, at Socialdemokraterne har været for den såkaldte fredsbevarende danske indsats. Sagen var god nok, kan de sige, og derfor ikke stå alene med nederlagets smerte. Men det er naturligvis et argument, som de måske ikke kan sælge.

Der er andre omkostninger, og nogle har katastrofalt format. Mange argumenter bag en fortsat indsats er af moralsk art. Diskussionen for-imod fører ikke til klare konklusioner. Så mange vil gerne gøre en indsats. ’Det rigtige’ skal have endnu en chance. Problemet er blot, at de moralske argumenter for tilbagetrækning står lige så stærkt.

Tiden er med andre ord kommet til, at kyniske regnestykker bliver gennemført. Omkostningerne plus fordelene ved fortsat tilstedeværelse skal sammenlignes med mulige gevinster samt prisen ved tilbagetrækning. Dette regnestykke opstilles nu i USA af erfarne analytikere, som ikke kan beskyldes for, at de inderst inde ønsker Saddam Hussein tilbage.

Tab for USA

To næsten sammenfaldende vurderinger er fremkommet fra henholdsvis general William Odom, chef for efterretningstjenesten NSA i Reagan-årene, og ambassadør Morton Abramowitz, en professionel diplomat med yderst glorværdig karriere. Den mulige pris for tilbagetrækning kan kort opsummeres således: Terrorister vil psykologisk få opmuntring. USA vil tabe prestige i den arabiske verden. Ustabilitet i Irak kan medføre kaos og borgerkrig. Globalt kan troen på amerikanske sikkerhedsgarantier lide et knæk.

Tilhængere af fortsat engagement vil fremhæve disse omkostninger samtidigt med, at de opreklamer en eventuel sejrs goder. Deres problem er dog, at udsigten til sejr altid mere har levet i deres egen ønsketænkning end i det sandsynlige. Siden krigens første dage har det været rimeligt klart, at indsatsen byggede på forkerte antagelser, og at tilhængerne lige siden har overhørt utallige advarsler, selv når den virkelige verden trængte sig stadigt mere ihærdigt på, gør ikke deres sejrsbudskab mere troværdigt.

Odom finder det »uundgåeligt«, at terrorgrupper i tilbagetrækning vil se en gevaldig sejr. Men allerede inden krigen var det hans vurdering, at den ville glæde Osama bin Laden, og, tilføjer Odom, »jeg ser ikke, hvordan (denne opmuntring af terrorisme) kan undgås, hvis man bliver«.

De politiske følger i den arabiske verden er »uvisse«, mener Abramowitz. Det vil gøre størst, negativt, indtryk i de små Golf-stater, hvor USA har baser, men de har intet alternativ til USA, så relationerne vil bestå, dog nok under mindre hyggelige og tillidsfulde former. Med i denne del af regnskabet hører, at det amerikanske engagement allerede kraftigt undergraver USA’s stilling i den arabiske verden.

Modtræk

Det regionale tilbageslag kan desuden imødegås med en løsning af det palæstinensiske problem.

»En afslutning på den arabisk-israelske konflikt vil påvirke den arabiske verden langt mere end oprettelsen af en ny irakisk regering«, skriver Morton Abramovitz i forårsudgaven af det konservative tidsskrift The National Interest.

På globalt plan ser begge herrer omkostninger, som USA kan leve med. Tilbagetrækningen fra Vietnam kostede USA prestige, men landet er stadig en supermagt – i dag stærkere end nogensinde før. Vi er så mægtig en nation, siger Odom, at »troværdighed ikke er et stort problem for os, og i det lange løb vil vi genetablere fuld troværdighed gennem vilje til at rette op på en strategisk fejltagelse«.

Abramowitz anerkender, at den største uvished i regnestykket gælder den tilstand, som Irak bliver efterladt i. Men han antyder kraftigt, at det må være et problem, som de regionale stater skal løse – Tyrkiet, Iran, Syrien og Saudi-Arabien. Alle har de interesse i, at kaos ikke hersker, og ekstremister kommer til magten.

Ingen af dem beskæftiger sig ret meget med, hvordan tilbagetrækningen skal foregå i praksis. For Abramowitz er det vigtigste en erklæring om, at alle amerikanske styrker er ude i løbet af 12 måneder. Odom, som udtaler sig efter de aller seneste begivenheder, vil have styrkerne ud inden årets udgang. Det skal, siger han, »gøres utvetydigt klart, at vi vil trække os ud, og hvis borgerkrig bryder ud i Irak, og alle de ulykkelige ting sker, så må vi bare acceptere det«.

Måske kan det værste afbødes via FN, og indsatsen for demokratiske reformer i Mellemøsten kan fortsætte med andre midler. Men det helt afgørende er, at alle de varslede goder, som krigen skulle bringe, er udeblevet, og i stedet vokser onderne. Teoretisk set havde sejr været det bedste, men ingen af dem tror på sejr i dag.

Der er en pris, som ingen af dem nævner – Odom anser formentlig denne pris for et gode. Den nuværende præsidents imperie-projekt må opgives.

Det spredte en atmosfære af lovløshed, der førte til den seneste tortur-skandale, som undergraver USA’s moralske selvforståelse og dermed retfærdiggørelsen af imperie-projektet.

Det bliver et mere ydmygt USA, som så må søge samarbejde med andre stater imod virkelige udfordringer.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.