Trykt i Information 1. juni 2004

Redaktører har vel også mistet tillid

Har danske presse tilstrækkeligt grundigt belyst katastrofen i Irak, mens den var under opsejling?

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Det borgerlige Danmark "føler sig bedraget" af USA, oplyser Berlingske Tidende. På lederplads fastslår avisen, at "USA må genoprette den tabte tillid", og man kræver desuden, at Rumsfeld bør gå af.

Hvorfor går redaktøren på dette blad ikke selv af? Gerne sammen med en række andre redaktører og kommentatorer. Og hvad vil de gøre, så tilliden til dem kan genoprettes?

Spørgsmålene er naturligvis naive. Redaktører og kommentatorer går ikke af, fordi læserne er blevet systematisk misinformeret. De finder blot "en ny vinkel". Men måske kan man i det mindste forlange, at de udøver selvkritik på et niveau, som det flagskibet i amerikansk presse, The New York Times, netop har præsteret.

Denne avis har efter en undersøgelse erkendt, at noget af journalistikken ikke har været så grundig, som den burde have været. Tvivlsomme informationer blev leveret til læserne uden nødvendige forbehold og modsigelse.

Selvkritikken gælder artikler, som hævdede, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Længere nede i den journalistiske fødekæde blev påstandene gentaget i danske medier. Men der var, da påstandene blev fremsat, mange advarsler mod deres sandhedsværdi. Disse advarsler blev hverken i USA eller Danmark tilstrækkeligt undersøgt.

Danske redaktører – også på Information - kan udøve mere omfattende selvkritik, hvis de vil. Grundlaget er der.

Ekstremisme overset

Blev det ekstremistiske element i sammensætningen af Bush-regeringens sikkerhedspolitiske hold og dets mulige politik belyst tilstrækkeligt grundigt efter den såkaldte valgsejr i 2000? Angrebet på USA den 11. september 2001 forstærkede kun tendenser, som allerede var åbenbare, hvis man ville se dem. Adskillige top-folk havde desuden gennem årtier stået for en politik, som radikalt afveg fra, hvad hovedparten af USA’s sikkerhedspolitiske elite anså for klogt.

Tredje hovedpunkt i selvkritikken bør være, hvorvidt dansk presse tilstrækkeligt grundigt belyste de problemer, som en krig mod Irak ville medføre. Igen gælder det, at disse problemer ikke var en hemmelighed. Især det amerikanske senat gennemførte i 2002 høringer, hvor advarslerne føg fra kompetente folk, bl.a. nogle af USA’s mest fremtrædende generaler.

Kritikerne fremhævede især udfordringerne i forbindelse med sikring af stabilitet og genopbygning. Det var klart inden krigen, at forberedelserne var ringe, og efter krigen var håndteringen katastrofalt ringe. Blev disse problemer tilstrækkeligt undersøgt i 2003 og blev et ansvar placeret?

Nu erkender "det borgerlige Danmark" åbenbart, at USA – og vel også Danmark – har lidt nederlag, og at det eneste store spørgsmål er: Kan nederlaget begrænses? Men man er nået frem til denne erkendelse efter mere end et år, hvor nederlag er blevet anset for en nærliggende mulighed af observatører, som stod det amerikanske forsvar nær. Nævnes skal her blot en omfattende analyse fra Army War College i februar 2003, som næsten på dato forudså, hvornår irakere ville gøre oprør. "Risikoen for, at USA kan vinde krigen og tabe freden i Irak er reel og alvorlig", lød en konklusion fra denne analyse. Har advarslerne i disse analyser i tilstrækkeligt omfang påvirket nyhedsmediernes dækning?

Som et sidste punkt i et oplæg til selvkritik kan mishandling af fanger indgå. Der har siden krigen i Afghanistan blev indledt været mange artikler og rapporter i den internationale presse, som mere end antydede, at noget stank. Har man i tilstrækkeligt omfang afsat ressourcer til undersøgelse og gengivelse af disse anklager?

I kommunisters fodspor

På et tidspunkt vil en medieforsker formentlig skrive doktorafhandling med fokus på disse spørgsmål. Men det vil klæde dansk presse, hvis man selv tager fat først. Som Berlingske skrev på lederplads: "Ved at lære af sine fejl kan USA vise, at man tager sit ansvar i Irak alvorligt". Det er kloge ord, med en generel lære.

Problemet for dansk presse og danske politikere har været, at man hang fast i fortiden og desuden lod sig gøre blind af ideologiske hensyn. Det kommer klart frem, når Berlingske skriver, at de borgerlige kritikere ikke er "forbitrede anti-amerikanere og tossegode pacifister". Det kan ikke afvises, at slige væsener eksisterer, men den skarpeste og bedst funderede kritik er meget længe blevet fremført i USA af f.eks. general Anthony Zinni, tidligere kommandant for USA’s styrker i området. Det er disse røster, som det såkaldt borgerlige Danmark har overhørt.

Hvorfor? Måske, fordi man ville lægge afstand til "fodnote-perioden" i 80’erne. Måske, fordi man ikke ville genere regeringen. Måske, fordi man ikke har evner til kompetent dækning af sikkerhedspolitik. Svarene fra andre end dem selv kan kun være spekulationer, så lad os dog høre fra synderne selv. Hvorfor blev I bedraget? Adskiller I jer fra de kommunister, som lod sig bedrage af Sovjet? Hvilket medansvar synes I selv, at I har for katastrofen, som I har sendt danske soldater ud i og som også kan få følger på hjemmefronten?

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.