Trykt i CS-bladet august 2004

Kerry udfordrer Europa

Interview med den store, gamle statsmand bag Demokraternes præsidentkandidat – Zbigniew Brzezinski

Af JØRGEN DRAGSDAHL

WASHINGTON – USA kan sammenlignes med et passagerskib. Når den kolossale skude er i fart og kursen lagt, så har det på sin vej over havet en nærmest ustoppelig fremdrift. Hvis kursen skal ændres, så kræver det en betydelig kraftanstrengelse, og i begyndelsen vil kursafvigelsen virke minimal. Men skibet kan derefter ende et helt andet sted.

Med dette billedsprog går en af USA’s mest fremtrædende strateger, Zbigniew Brzezinski, til angreb. Nogle amerikanske eksperter hævder, at hvis senator John Kerry vinder præsidentvalget, så vil hans udenrigs- og sikkerhedspolitik ligne den, som en genvalgt George Bush ville føre. Der er endog tegn på, at europæiske diplomater har samme opfattelse.

Men disse folk forstår ganske enkelt ikke udenrigspolitik, siger Brzezinski til CS-bladet under en samtale i Washington. Man kan hævde, at der kun er nuancer til forskel på de to kandidaters politik, men i udenrigspolitik er nuancer betydningsfulde, og det ved ”enhver erfaren udøver af storpolitik”

Årtiers erfaring

Og når det gælder erfaring taler Brzezinski med en vis vægt. Han blev født i Polen for 76 år siden, men hans karriere har udviklet sig i USA. Under præsident Carter var han i slutningen af 70’erne leder af det nationale sikkerhedsråd. Indsatsen i de år er dog for længst overskygget af adskillige bøger, som ofte har påvirket debatten markant. I årtier har han hørt til i toppen af USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske elite.

Brzezinski har nu fået et come back, som har placeret den gamle statsmand helt centralt i amerikansk debat. Årsagen er ikke kun, at senator Kerry spørger ham til råds. Årsagen er heller ikke kun, at han i foråret fik udgivet en ny bog, der med vanlig klarhed analyserer supermagtens muligheder i en kaotisk verden. Måske er den vigtigste årsag, at Brezinski sidste efterår turde udfordre præsident Bush med en knusende vurdering af den såkaldte krig mod terrorisme.

Demokraterne havde indtil da været meget forsigtige med kritik. De frygtede præsidentens gengældelse – beskyldninger for at gå fjendens ærinde osv. Men Brzeinski har fra opgøret med Sovjetunionen ry for, at han er en hård magtpolitiker, og han har altid tilhørt Demokraternes højre fløj. Ingen kan beskylde ham for blødsødenhed i kampen mod USA’s fjender. Så hans knivskarpe kritik gav ”licens” til kritik af Bush, siger flere kilder i partiet.

Ekstremister på afveje

Det er en licens, som giver vide muligheder, fordi kritikken er vidtgående. Under samtalen kalder Brzezinski ofte Bush og præsidentens ledende folk for ”ekstremister”, der har skadet USA’s sikkerhed. Deres udenrigspolitiske koncept er ”globalt overherredømme i krig mod terrorisme”. Det fører til selvvalgt isolation, voksende national paranoia samt stadigt større sårbarhed, når det gælder angreb fra en anti-amerikansk virus, der breder sig globalt.

USA står foran en korsvej, mener han. Den ene vej fører til en militærstat, der er under belejring fra anti-amerikansk had. George Bush har valgt den vej. Den anden fører til et globalt samfund, som bygger på fælles interesser. Og den vej repræsenterer John Kerry. USA kan under hans ledelse blive anfører i udviklingen af et nyt globalt system, som styrker det mellemstatslige samarbejde. Globaliseringen skal gives et positivt indhold ved, at alle i praksis skal kunne se, at global ulighed udjævnes og demokrati spredes.

Ny æra for alliancer

Hvis Kerry vil reparere forholdet til USA’s allierede, så har han intet alternativ til denne vej, erklærer Brzezinski. Og ”en ny æra for alliancer” er netop en af de tre bærende elementer i den udenrigs- og sikkerhedspolitik, som Kerry lægger op til.

Den helt grundlæggende forskel mellem de to kandidater er, at John Kerry ”virkelig mener, at vi skal samarbejde med andre lande for at klare problemer ude i verden”, siger kampagnens ledende sikkerhedspolitiske rådgiver, Rand Beers. Et andet bærende element er, at magtanvendelse skal være en sidste udvej, hvorfor diplomati og andre redskaber skal anvendes i meget større omfang, end Bush-regeringen har gjort. Tredje bærende element er, at energi-politikken skal ses i sammenhæng med udenrigspolitikken, fordi afhængighed, når det gælder olie fra udlandet, udgør en sårbarhed, som skal ændres.

Behovet for allierede dukker konstant op i Kerry’s taler og partiets valgprogram. ”Jeg ved, hvad vi skal gøre i Irak”, sagde Kerry eksempelvis i sin store tale på Demokraternes konvent. ”Vi har brug for en præsident, som har troværdighed nok til at få vore allierede med på vores side og dele byrden, reducere omkostningerne for amerikanske skatteydere og reducere risici for amerikanske soldater”. I valgprogrammet er målsætningen ”et bedre, stærkere Amerika – et Amerika, der er respekteret, ikke kun frygtet, og et Amerika, der lytter og leder”. I kampen mod terrorisme vil, fortsætter programmet, ”den eneste vej til sejr være i selskab med andre, ikke gennem enegang”.

Europas andel af byrden

Men dette tema kan også blive akilles-hælen i Kerry’s præsidentembede. Det er nemlig langt fra åbenbart, at USA’s allierede vil aflaste USA betydeligt i Irak og Afghanistan.

Adskillige opinions-undersøgelser viser, at europæerne langt foretrækker, at John Kerry bliver præsident. Men det er ikke ensbetydende med, at Europa har ekstra soldater, som de gerne vil indsætte i konflikter, hvor udsigterne til sejr virker tvivlsomme. Ja, selv hvis de gerne vil, går omstillingen af deres hære så langsomt, at de slet ikke har ”ekstra” soldater i ti-tusindevis, hvis engagementet i Balkan-området skal opretholdes.

Adskillige lande, som deltager i Irak, overvejer faktisk, hvordan de kan få deres soldater hjem. Det gælder blandt andet Ukraine og Polen, som har sendt nogle tusinde soldater. Måske kan en Kerry-regering få dem på andre tanker, men der er brug for massiv indsættelse af styrker fra andre lande, hvis USA’s engagement skal skæres ned. Kerry’s rådgivere siger privat, at de håber på støtte fra Tyskland og Frankrig, som hidtil har afvist et engagement i Irak. Der er også forhåbninger i forbindelse med Indien og muslimske lande.

Der er en stribe praktiske problemer, som kaster koldt vand på denne optimisme. Indien kan godt nok sende store styrker, men der er politisk modstand og det er tvivlsomt, hvorvidt hindu-soldater er nyttige i et muslimsk land. Den irakiske regering ønsker ikke styrker fra de muslimske nabolande.

USA’s indrømmelser

Dertil kommer politiske problemer, som kort kan opsummeres i spørgsmålet: Hvad vil USA give til gengæld for allieret bistand i større omfang? Eller mere præcist: Hvad kan sikre, at lederne i Tyskland og Frankrig ændrer holdning?

Hvis Kerry bliver præsident vil han utvivlsomt blive mødt med megen god vilje af de europæiske allierede. Han har varslet et hurtigt topmøde, så man kan få diskuteret en storpolitisk dagsorden og mulighederne for fælles indsats. Dette initiativ kan bane vej for frugtbar dialog, og den ”vej”, som Brzezinski anbefaler, repræsenterer en strategi, som ligger nær EU’s.

Men mange mere konkrete forudsætninger er ikke på plads. Brzezinski peger på, at det stadig er uklart, hvorvidt EU vil spille en global rolle. Han ser gerne, at NATO bliver en alliance med to søjler – EU og USA. Det er en stor ændring af USA’s politik også under præsident Clinton, hvor man var imod en ordning, som ville dele NATO i to ligeværdige blokke. I dag er det bredt erkendt i kredsen omkring Kerry, at europæerne først vil tage deres andel af det globale ansvar, hvis de handler via et EU med fælles forsvars- og sikkerhedspolitik.

EU skal også afklare, hvad man ønsker fra USA. Hvis man ser på de seneste års kritik, så vil det være en stor imødekommelse af europæerne, at Kerry gør samarbejde til et grundlæggende element. Men skal det kun være et samarbejde, hvor europæerne gør, hvad amerikanerne ønsker?

Når europæerne fremlægger deres ønsker til en ny verdensorden, så spiller en række institutioner og traktater en central rolle. Det er en liste, som er sammenfaldende med rækken af institutioner og traktater, som Bush-regeringen har vendt ryggen.

Skilsmisse

Vil en Kerry-regering støtte den internationale straffedomstol ICC? Brzezinski svarer ja, men mange andre eksperter i Demokraternes rækker tvivler. For det første kan Kerry umuligt selv sige ja under valgkampen – udsigten til, at amerikanere kan blive stillet for en international domstol, vil, siger mange, sikre hans politiske selvmord. For det andet er det mere end tvivlsomt, at Senatet vil godkende amerikansk deltagelse i ICC.

Lignende argumenter mødes, når det gælder resten af listen. Jo, en præsident Kerry vil formentlig gerne være med i traktaten mod prøvesprængning af atomvåben, men dette ønske kan blokeres, hvis Republikanerne bevarer flertallet i Senatet. Kyoto-aftalen mod global opvarmning er heller ikke populær i USA.

Og hvad med Israel? Vil en Kerry-regering lægge pres på et land, som har stor opbakning fra amerikanske jøder, der traditionelt er mellem Demokraternes kernevælgere? Næppe, lyder svaret fra mange.

Der er betydelig fare for, at USA og Europa efter nogle måneders nyfunden kærlighed, igen bevæger sig hen imod skilsmisse, fordi begge parters forventninger er blevet skuffede. Under valgkampen har flere eksperter, som hører til på Demokraternes hold, offentligt beklaget, at europæerne ikke allerede har leveret større styrker til Irak og Afghanistan. Deres beklagelser har endog fået, afdæmpet, støtte fra Kerry. Brzezinski siger ligefremt, at det er dumt, at Kerry deltager i dette kor, fordi han får langt afstand til nødvendige allierede. Andre siger, at det er klog politik – set i lyset af valgkampens behov.

Sikkert er det kun, at USA og Europa, hvis Kerry vinder, bevæger sig ind i en fase i forholdet, hvor gamle undskyldninger for skærmydsler ikke længere eksisterer. Ingen kan længere give Bush hele skylden.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.