Trykt i Hjemmeværnsbladet august 2004

Retfærdighed?

Retssagerne mod både Milosevic og Saddam Hussein udvikler en ny international retsorden

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Hitler, Stalin, Mao, Pol Pot, Idi Amin  - ingen af disse massemordere blev stillet for en domstol. Både amerikanske og sovjetiske ledere har støttet terrorisme, men domstole har aldrig gjort dem ansvarlige.

Tiderne skifter. Milosevic, Jugoslaviens tidligere leder, og den irakiske diktator Saddam Hussein får nu deres gerninger vurderet af dommere.

Begge sager afspejler, at en ny international retsorden er undervejs. Statsledere kan ikke længere regne med, at det internationale samfund, sædvanligvis, lader ugerninger gå ustraffede. I den gryende globale retsbevidsthed ligger også et budskab til statslederes nærmeste håndlangere. Ja, et budskab til alle, som i statens tjeneste er aktive internationalt.

Soldater, ministre og embedsmænd kan blive anklaget, hvis de forbryder sig imod regler, der er nedfældet i internationale konventioner. Deres egne stater kan ikke længere beskytte dem effektivt med henvisning til national suverænitet. Mange forbrydelser er forblevet ustraffede, knapt nok undersøgt, fordi staterne havde en uformel aftale, der gav deres tjenere immunitet, men denne aftale smuldrer.

Hævn forældet

Gennem århundreder er kun ”sejrherrens retfærdighed” blevet praktiseret. Begrebet fik en så ilde klang, at endog nazi-ledere henviste til det i deres forsvar, da de blev stillet for Nürnberg-tribunalet. Og sejrherrerne afviste beskyldningen under tribunalet  med henvisning til, at principperne, som lå til grund for anklagerne, ville gælde for andre også i fremtiden.

Da den rumænske diktator Ceaucescu blev henrettet sammen med sin kone i 1989 vakte det kritik, fordi parret ikke fik en reel retssag først. Men drabene blev af mange mødt med forståelse. Der er også folk, som mener, at retssager mod Milosevic og Saddam er unødvendige.

Efter arrestationen af Iraks leder sagde en iraker: ”Vi har noget mad i Irak - en særlig ret, som kaldes kebab. Den består af hakket kød. Saddam bør hakkes, og så skal folk smage hans kød, og derefter skal han gøres levende igen, og så skal han igen hakkes. Mange, mange gange, så han kan føle smerten”. Tilhængere af kort proces findes også i kredse, som ikke personligt har lidt. En amerikansk jurist, Bruce Fein, har således argumenteret, at Saddam bare skal henrettes, fordi en retssag i lyset af hans forbrydelser er lige så overflødig som bevisførelse for, at ”solen går op i øst og går ned i vest”.

Men det er primitive røster fra fortiden. ”Retfærdighed” er i dag ensbetydende med, at den anklagede har ret til et forsvar og upartisk vurdering af sin sag. Men derefter hører enigheden også op. Retssagerne mod Milosevic og Saddam håndteres vidt forskelligt, og de valgte fremgangsmåder udsættes i begge tilfælde for hård kritik. Der er frygt for, at begge sager udvikler sig til ”farcer” – at de anklagede vinder, uanset dommen. Der er desuden mere på spil end de to herrers skæbne samt eftermæle, fordi begge sager vil påvirke den nye retsorden og det på forskellig vis.

FN’s retfærdighed

Bag sagen mod Milosevic står et tribunal, som blev oprettet af FN’s sikkerhedsråd i 1993. Det skal retsforfølge brud på international humanitær lov begået siden 1991 i det daværende Jugoslavien. Anklageskriftet har 66 punkter, som dækker folkemord, forbrydelser mod menneskeheden, alvorlige brud på Geneve-konventionerne og krigens love. Dommerne er hentet fra mange nationer, og der er ligeledes en international appeldomstol. Sagen mod Milosevic er ikke den eneste. Flere sager er blevet afgjort, og anklager er blev rejst mod deltagere i konflikten uden skelen til, hvem de kæmpede for.

Anklageren indledte sin bevisførelse mod Milosevic, med præsentation af knapt 300 vidnesbyrd,  i februar 2002. Turen er nu kommet til forsvaret. Det varetages af Milosevic selv, som har fået 150 dage. På grund af den anklagedes helbred er sagen blevet udsat flere gange, men det ventes, at den genoptages i september, og at den kan afsluttes i 2007.

Omkostningerne betales af FN’s medlemmer. Især USA har vendt sig imod, at de er blevet for store, så tribunalet i Haag samt et søstertribunal i Tanzania, som håndterer folkemordet i Rwanda, er underlagt stærkt økonomisk pres.

Iraks retfærdighed

Kort før Saddam Hussein blev fanget i december 2003, havde besættelsesmagten taget initiativ til oprettelse af et tribunal, som skal tage stilling til forbrydelser begået siden 1968, hvor Saddam Husseins parti tog magten i et kup. Tribunalets myndighed dækker folkemord, forbrydelser mod menneskeheden, brud på krigens love samt nogle irakiske love. Besættelsesmagten valgte irakere til tribunalets ledelse, og den har tilkendegivet, at man kun ønsker irakiske dommere. Sager vil blive ført i Bagdad.

Saddam Hussein blev i juli af en undersøgelsesdommer, der skal forberede sagen, konfronteret med syv generelle anklagepunkter. De gælder invasion af Kuwait i 1990, undertrykkelse af opstande i 1991, etnisk udrensning af kurdere i perioden 1988-89, angreb med giftgas på den kurdiske landsby Halabja i 1988 samt tre kampagner med drab på politisk samt religiøst aktive og kurdere. Det ventes, at selve retssagen først indledes i 2005, når irakerne har valgt en ny regering. Der er udsigt til, at adskillige af Saddams nærmeste håndlangere også stilles for tribunalet.

USA har stillet 75 millioner dollar til rådighed for tribunalet.

Folkeoplysning

Et vigtigt formål for begge tribunaler er folkeoplysning. Normalt skal domstole afgøre skyld, men kun få anser Milosevic og Saddam for ”uskyldige, indtil det modsatte er bevist” – endog straffen virker afgjort på forhånd (livstid til Milosevic og dødsstraf til Saddam). For tribunalerne er hovedopgaven derfor, at man skal give ofrene en oplevelse af, at deres lidelser bliver anerkendt, og man vil vise alle andre, at Milosevic og Saddam virkelig har begået grusomme forbrydelser. Det sidste har betydning, fordi begge herrer stadig har opbakning i deres hjemlande. Saddam har tilmed sympatisører regionalt. Derfor er det vigtigt, at sagerne dækkes af nyhedsmedier, og at alle tilskuere får indtryk af et fair samt grundigt sagsforløb.

Det er hidtil ikke lykkedes fuldt ud. Nogle serbiske medier og kommentatorer har givet et forvrænget indtryk af beviserne mod Milosevic. Men enhver med adgang til internettet kan læse ordrette referater og fjernsyn dækker ethvert retsmøde i fuldt omfang. Problemerne i Haag blegner dog sammenlignet med problemerne, man har med troværdigheden i Bagdad. Tribunalets formand er eksempelvis under et besøg i London af en irakisk domstol blevet anklaget for mord. Dækningen af det første retsmøde blev censureret af de amerikanske myndigheder. I utallige kommentarer – i vestlige og arabiske medier, selv i irakiske medier – drages tribunalets uafhængighed i tvivl.

Gennemgang af kommentarer fra opinionsledere i mange lande viser, at domstolene har vidt forskellig legitimitet også i de dele af verden, hvor sympatien for de anklagede er minimal. Processen i Haag har troværdighed, fordi tribunalet repræsenterer det internationale samfund og derfor skal leve op til juridiske normer, der er solidt forankret i mange gamle demokratier. Bag tribunalet i Bagdad står et regime, som kun har symbolsk suverænitet. Selve oprettelsen af tribunalet er et led i USA’s bestræbelser for oprettelse af et stabilt og helst allieret styre. Desuden er udnævnelsen af en national domstol et led i Bush-regeringens kampagne mod international juridisk overhøjhed, f.eks. Den Internationale Straffedomstol.

Denne forskel i legitimitet kan skade Bagdad-tribunalets ”folkeoplysende formål” globalt, men det er ikke ensbetydende med, at en international retssag mod Saddam i Haag havde været den ideelle løsning. En svaghed i sagen mod Milosevic er, at den føres fjernt fra hans hjemland, og mange serbere føler derfor, at han udsættes for ”sejrherrens retfærdighed”. Hvis sagen mod Saddam føres efter et rimeligt demokratisk valg, kan et tribunal i Bagdad opnå legitimitet, hvis rettergangen finder sted i overensstemmelse med alment anerkendte juridiske principper.

Ud fra dilemmaerne, som de to forskellige tribunaler rejser, har nogle jurister foreslået, at man i fremtiden finder en mellemløsning. Hvis det er muligt, bør en sag føres i den anklagedes hjemland, men udenlandske dommere skal med i tribunalerne.

Politisk sprængstof

Ingen af de valgte løsninger hindrer, at de anklagede kan gøre åbne retssager til en politisk talerstol. Milosevic vil føre over 1.600 vidner – deriblandt adskillige nuværende samt forhenværende statsledere, bl.a. Bill Clinton og Tony Blair. Det er sandsynligt, at Saddam vil udnytte sin retssag på lignende vis.

Saddam kan få arrangeret et politisk show, som vil blive yderst pinligt for USA. I de oprindelige anklager leder man eksempelvis forgæves efter angrebet på Iran i 1980 og den omfattende brug af krigsgas. Adskillige hundrede tusinde iranere blev dræbt. Iranske nyhedsmedier har siden anklagerne blev fremlagt næsten dagligt kaldt denne udeladelse uacceptabel og hævdet, at USA har skylden. Hvis krigen mod Iran indgår, kan Saddam nemlig fremhæve, at han havde USA’s opbakning, og at amerikanerne endog bistod med  planlægning af angreb, hvori brug af krigsgas indgik.

Saddam kan tilmed fra USA importere dokumenter, som vil støtte ham i den principielle holdning, at en statsleder kan gøre hvad han vil, hvis formålet er forsvar af nationens interesser. Det er dokumenter, som er udarbejdet af det amerikanske justitsministerium og den amerikanske præsidents juridiske rådgivere. Deres råd til præsident Bush var op til og under krigene i Afghanistan og Irak, at han ikke skulle føle sig bundet af internationale konventioner, hvis brud på dem ville være nødvendige af hensyn til nationens sikkerhed.

Bush har naturligvis ikke ansvaret for brud på international lov, som blot tilnærmelsesvis kan sammenlignes med de brud, som Saddam har ansvaret for, og Bush-regeringen har nu, efter dokumenterne blev afsløret, officielt taget afstand fra standpunktet. Udviklingen hen imod et internationalt retssamfund, hvor statsledere ikke længere suverænt kan bestemme, kan således blive yderligere befæstet, hvis Saddam anvender dette forsvar og bliver afvist.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.