Trykt i Information 18. september 2004
Danmark mangler krigerisk højrefløj
USA’s valgkamp kan inspirere til spørgsmålet: Hvad vil vi gøre, så sejren bliver vor?
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Hvordan vil Bush vinde krigen? Hvordan vil Fogh?
Som man stiller et spørgsmål, får man tit svar. I det amerikanske præsidentvalg fokuserer Kerry nu på præsidentens elendige håndtering af krigen. I Danmark har den radikale Niels Helveg Petersen rejst spørgsmålet om, hvornår danske soldater kan trækkes tilbage fra Irak.
Kerry vil sejre i krigen, men hvad vil Niels Helveg Petersen? Tjah, da dum, da dum. Han vil vel udfordre statsministeren. Men reaktionen fremmede næppe hans sag. Regeringens talsmænd hævdede, at den pæne mand både stikker knive i ryggen på udsendte danske soldater og opmuntrer terror. Hvorefter han befandt sig ret så isoleret.
Den tidligere udenrigsminister forklarede selv, at han ønsker en debat, som ligner, hvad man har i USA og Storbritannien. Og sandt er det, at han blot gentog, hvad den britiske avis Financial Times skrev på lederplads den 10. september under rubrikken: »Time to consider Iraq withdrawal.« Uden reaktioner a la de danske.
Den britiske avis er nemlig konservativ og kan derfor ikke helt så nemt udsættes for bagvaskelse.
Kerry er heller ikke konservativ, og han udsættes da også for grov bagvaskelse. Men han klarer sig langt bedre end sin danske kollega. Da vicepræsident Cheney mere end antydede, at Kerry opmuntrer terrorister, var det ham selv, der blev isoleret.
Uduelige ledere
I sin valgkamp har Kerry rimeligt konsekvent fulgt en opskrift, som lyder: Jeg kan udkæmpe denne krig mere effektivt end Bush. Det er et budskab, som vinder i troværdighed i takt med, at USA’s foreløbige nederlag bliver iøjnefaldende.
Kerry hævder, at Bush lever i en fantasiverden, som er skabt af spindoktorer. Bush har, sagde Kerry i torsdags, »ikke fortalt jer, at for hver eneste dag vil vi se mere kaos, mere vold, flere vilkårlige drab«.
Har Fogh? Lever den danske statsminister i en verden, som spindoktorer har skabt?
Det er indtrykket, som man må få efter hans mange optimistiske vurderinger af udviklingen i Irak. Det er dog også muligt, at han selv har troet på lys for enden af tunnellen. I en dokumentarfilm, som DR1 viste i onsdags, lod udenrigsministeriets direktør seerne vide, at »ingen« havde forestillet sig den udvikling, som kom i Irak efter erobringen af Bagdad.
Nu er det jo ikke sandt, at »ingen« havde forestillet sig kaos, guerillakrig og terrorisme. Det var præcist varslet i mange amerikanske rapporter. Men hvad årsagerne til optimismen nu end er, så udstråler den en inkompetence, som ingen general eller leder i erhvervslivet ville overleve. Og da slet ikke, hvis det kostede menneskeliv i tusindevis og banede vej for en større katastrofe. Man ville nok heller ikke tro dem, hvis de efter striben af forkerte varsler igen så lys forude – som nogle nu ser i det valg, irakerne skal have i januar, og som mange eksperter ikke tror på.
Opposition efterlyses
Måske er det danske problem, at vi savner en krigerisk opposition, som kræver sejr over terrorismen og det muslimske oprør. Så ville der være nogen, som med vægt kunne citere det amerikanske finansblad Wall Street Journal (den 15. september): »Iraks engang splittede oprørsgrupper samarbejder stadigt mere i forbindelse med angreb på amerikanske og irakiske regeringsmål, og de vinder støt kontrol over større områder af landet.«
Så ville der også være nogen, som kunne rase over, at Danmark ikke gør nok i krigen, og rejse spørgsmålet: Hvor store ofre skal vi yde, så sejren kommer i hus?
Virkeligheden er, at erklærede mål og afsatte midler slet ikke hænger sammen i denne krig. Under en høring i Senatets udenrigsudvalg i torsdags kunne både republikanere og demokrater med stor utilfredshed høre, at USA næsten ikke har brugt af den sum på 18,7 milliarder dollar, der for 10 måneder siden blev afsat til genopbygning.
De kunne høre, at nok har Irak på papiret titusinder af politifolk og soldater, men næsten ingen af dem har fået træning til jobbet. Og ud af 13 milliarder dollar, som USA’s allierede lovede på en donorkonference, er kun 1,2 milliarder blevet brugt.
Kløften mellem mål og midler fremhæves ihærdigt i USA af forskere og politikere, som tager alvorligt, at den vestlige verden kæmper for sin overlevelse. Det tror man måske ikke på i Danmark, og derfor er det ikke så alvorligt, hvis udsigt til nederlag tårner sig op.
Måske kan Danmark heller ikke afsætte flere soldater eller større midler, men det virker ikke sandsynligt, hvis vi virkelig slås for civilisationens sejr.
Det er også muligt, at demokratiet – her og i USA – ganske enkelt er blevet overvældet, fordi informationerne og løgnene er for talrige.
Men, væk med pessimismen, lad os høre: Vil den danske regering støtte en generobring af store irakiske byer inden januar-valget? Vil regeringen sætte skatterne op, så der er mere passende midler til brug i Afghanistan og Irak?
Eller har vi slet ikke hverken medansvar for alt, der er gået galt, eller indflydelse på fremtiden?
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|