Trykt i CS-bladet oktober 2004

Gamle soldater er de bedste

Behovet for mandskabsmæssigt tunge styrker, med modne soldater, fremhæves efter nederlaget i Irak

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Hvordan vil nederlaget i Irak påvirke omstillingen af de væbnede styrker?

Det er spørgsmålet, som nu rykker frem i militære kredse. Som sædvanlig udgør amerikanske officerer og civile eksperter fortroppen i den internationale debat.

Nederlaget anses i overvejelserne for en grundlæggende antagelse. Måske vil den internationale koalition ikke i sidste ende tabe krigen. Men mange debattører har erkendt, at indsatsen hidtil har været på taberkurs, og derfor skal de indhøstede erfaringer bearbejdes, så ”en lære” uddrages. Det er forudsætningen, hvis en ydmygende tilbagetrækning fra et Irak i borgerkrig skal afværges. Og hvis nederlaget er uafvendeligt, vil man være bedre forberedt næste gang.

Siden 90’erne har omstilling af NATO’s væbnede styrker fokuseret på udvikling af kampstyrker, som kan indsættes hurtigt og er udrustet med den mest moderne teknologi. Forbilledet, som afspejles i NATO’s nye reaktionsstyrke, har været USA’s professionelle styrker og deres evne til ”netkrig” – samtidig og koordineret indsats på højt teknologisk niveau fra flere værn overalt i fjendeland.

Denne militære udvikling vil ikke blive stoppet. Men et nyt fokus for omstillingen er på vej, fordi USA og de allierede mangler styrker, som kan varetage stabilitets- og genopbygningsopgaver. Groft sagt kan Rambo-soldater støttet af computere udslette nogle mål, men hvis freden skal vindes, så er mere modne soldater støttet af civil ekspertise nødvendige. ”Netkrig” vil, når man ser bort fra USA, være en opgave for de få, mens stabilitets- og genopbygningsopgaver skal løses af flertallet. USA selv har indledt en omorganisering af cirka 100.000 mand, så eksempelvis enheder med artilleri udskiftes med militærpoliti. Men det er i flere fremtidsvisioner kun indledningen til en mere omfattende proces.

Nye fjender

Sammenstødet mellem gammel praksis og den nye visdom udstilles dagligt under Irak-krigen.

Evnen til præcis udslettelse fra fly af mål anvendes til angreb på bygninger i f.eks. byen Fallujah. Angiveligt er hensigten udslettelse af terrorister, men mange sagesløse civile dræbes også. Kritikere mener, at denne type angreb er uhensigtsmæssige, fordi man støder den civile befolkning væk og skaber nye fjender, som mere end erstatter de dræbte.  Tal fra det irakiske indenrigsministerium viser, at nok dræber terrorister sagesløse civile i hundredevis, men amerikanerne dræber det dobbelte antal civile.

I begyndelsen af oktober var den nye visdom derimod vejledende, da amerikanske styrker rykkede ind i byer, som var erobret af oprørere. Indsatsen for stabilitet og genopbygning skete i f.eks. byen Samarra så samtidigt med kampstyrkers indsats, at ingeniør-tropper indledte reparation af  strøm- og vandforsyning, mens kuglerne endnu fløj. Bevogtning af byen blev straks overtaget af irakiske styrker. I en tale erklærede forsvarsminister Rumsfeld, at ”det, der skal gøres i landet, er stort set, hvad der blev gjort i Samarra”.

Kortsigtet tradition

Kampen for den nye visdom føres især fra militære læreanstalter, hvor officerer kan nyde godt af udstrakt ytringsfrihed.

Ifølge oberstløjtnant Antulio Echevarria fra US Army War College har USA’s væbnede styrker traditionelt forsømt overvejelse af, hvordan man gør militære sejre til strategisk succes, altså vinder freden. Man har ikke haft øje for, hvorfor krige udkæmpes og har ikke gjort formålet til en del af selve krigen. USA’s væbnede styrker har kun stræbt efter sejr i slag, konstaterer han i en analyse fra marts 2004, ”Toward an American Way of War”. Man har, skriver Echeverria, anset krig for et alternativ til politiske processer og ikke, som Clausewitz, krigsteoriens store guru, ellers dikterer anset krig for en fortsættelse af politik, blot med andre midler.

Det var en mindre alvorlig brist i forbindelse med krige, som varede i årevis, fordi man havde god tid til planlægning af tiden efter krigen. Problemet var dog åbenbart i Vietnam, og i 90’erne blev det ekstra nærværende. Nogle officerer og civile eksperter mente, at militær magt fremover især ville blive anvendt til fredsbevarende operationer og indsats i lande, hvor statsmagten var brudt sammen, så borgerkrig og oprør hærgede. Derfor ønskede de en omstilling af militæret til denne opgave.

Dansk forbillede

Den fremherskende holdning i de væbnede styrker var dog, at hovedopgaven stadig ville blive kamp mod stater – såkaldte slyngelstater og på længere sigt rivaliserende supermagter såsom Rusland og Kina. Et centralt spørgsmål i disse overvejelser var: Hvordan kan man besejre disse staters regulære styrker med færre soldater og bedre teknologi?

Svaret blev udviklet fra 1996 med konceptet: Hurtige Afgørende Operationer (Rapid Decisive Operations). Luftvåbnet afprøvede det under Kosovo-krigen. Det var også grundlæggende ved angrebene på Afghanistan og Irak. Konceptet har desuden påvirket NATO og været vejledende i forbindelse med udviklingen af en ny dansk forsvarsordning. Det byggede på traditionen, som Echeverria kritiserer, men alligevel blev det altså overtaget af europæere, som ud fra deres krigsteoretiske fundament burde vide bedre. Men det afgørende for dem var, at USA’s væbnede styrker var blevet et forbillede, når et såkaldt moderne militær skulle udvikles.

Alt for få

Under forberedelsen af krigen mod Irak var de civile ledere i Pentagon så forblændede af det nye koncept, at de kun ville bruge 40.000 mand på opgaven. Militære ledere ønskede 380.000, så man var forsikret mod det uforudsete. Der blev indgået et kompromis på 250.000, men knapt 100.000 mand nåede aldrig frem til Irak. Begge parter troede på en så hurtig sejr, at hurtig tilbagetrækning var planlagt. Efter erobringen af Bagdad regnede man med, at der i september 2003 kun skulle være 30.000 amerikanske soldater, dog suppleret af allierede soldater. (Der er lige nu 138.000 amerikanere).

Adskillige kilder oplyser, at stabilitets- og genopbygningsoperationer, som skulle indgå i krigsplanens fase 4,  aldrig blev planlagt. Ansvaret lægges ofte på Pentagons civile ledere, men militæret står ikke uden skyld. I mange militære publikationer, som udviklede konceptet om Hurtige Afgørende Operationer, nævnes fase 4 operationer knapt nok. I en efterkritik fra juli 2004 påpeger oberst Paul Dicker fra US Army War College, at indsatsen for stabilitet i krigens første to måneder blev ”hæmmet betydeligt” af faktorer, som klart var militærets ansvar.

Forsømmelsen kan ikke kun skyldes uvidenhed. Inden krigen havde præsidentens nationale sikkerhedsråd fået en briefing, som fokuserede på erfaringerne fra tidligere stabilitets-operationer.

Hvis eksemplet fra Kosovo skulle følges, burde 480.000 soldater indsættes.  Hærens stabschef, general Shinseki, sagde offentligt, at man ville få brug for ”adskillige hundrede tusinde”, hvorefter han blev irettesat. I generalstaben efterlyste ledende officerer fase 4 planlægning. En stribe analyser påpegede før krigen, at der var stor risiko for guerillakrig, når Iraks regulære styrker var nedkæmpet.

Ophidset debat

I det amerikanske militær diskuterer man nu, hvad der gik galt. Avisen The New York Times kalder i en grundig gennemgang denne debat for ”ophidset”.

”Paradoksalt nok”, konkluderer oberstløjtnant John Nelson fra US Army War College en analyse, ”er det nu nødvendigt med større landstyrker til sikring af freden efter en konflikt,  end man har brug for til gennemførelse af Afgørende Operationer”.

Men det er også styrker, som i mange henseender skal være ”meget anderledes” end dem, som anvendes til kampoperationer, fremhæver oberst Dicker i sit studie. Den samme konklusion når eksperter på National Defense University til i en meget omfattende analyse, som tidligere er blevet omtalt i CS-bladet.

To slags militær

Et af de seneste bidrag til debatten kommer fra strategen Thomas Barnett på US Naval War College. I bogen The Pentagons New Map argumenterer han for, at USA’s væbnede styrker skal deles.

Barnett, som har en stor stjerne i Pentagons top, beskriver en strategi for USA, som er knyttet til globaliseringen. Dele af Latinamerika, Afrika og Asien, som ikke oplever økonomisk udvikling, skal med væbnet magt åbnes for udenlandske investorer. Så denne opgave kan løses har USA brug for to typer militær. For det første, hvad han kalder en ”dræber styrke”, som kan knuse fjenden. For det andet en styrke, der skal varetage ”administration” af områder, hvor statsmagten er blevet knust eller brudt sammen.

Den førstnævnte styrke udgør USA’s sværd. Den skal stå for ”meget modbydelige”, ”meget brutale” og ”meget hurtige” operationer. Den skal bestå af unge, ugifte mænd. Brug af styrken vil ofte bygge på ensidige amerikanske beslutninger. Men bidrag udefra vil være velkomne, hvis allierede kan svare med et ja på spørgsmålet: Kan dit land levere specialstyrker, som vil dræbe på kommando og stå ansigt til ansigt med døden?

Den anden styrke skal klare stabilitets- og genopbygningsoperationer. Missionerne sammenlignes af Barnett med, hvad f.eks. politifolk og socialarbejdere gør, dog nu i verdens fattigste og mest urolige områder. Styrkerne skal bestå af modne folk, som ofte har stiftet familie og som meget gerne skal have civile færdigheder. Bidrag fra allierede er nødvendige, fordi man har behov for meget store styrker. Nu er spørgsmålet: Kan dit land levere folk, som har et speciale, kan være selvforsynende og indgå i en større organisation?

Nogle europæiske analyser af fremtidens forsvar er inde på samme spor, idet man dog påpeger, at for især mindre lande vil et valg blive nødvendigt. Hvis ressourcerne er begrænsede, kan man enten levere ”dræbere” eller ”genopbyggere”.

Behovet for soldater til stabilitets- og genopbygningsoperationer er stort. Forskeren Michael O’Hanlon fra Brookings Institution i USA anslår, at omkring 200.000 vil være ude i missioner hvert år, så med rotation skal mindst 600.000 mand stå klar. Nogle europæiske rapporter anbefaler, at mens kun 10 procent af de væbnede styrker skal stå klar til kampopgaver, bør 50 procent kunne udstationeres til stabilitets- og genopbygningsoperationer.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.