Trykt i Information 10. november 2004

Fusk med Reagan-Bush sammenligning

Per Stig Møller forvrænger USA’s historie – dog måske i en god sags tjeneste.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Og hvor er så Europas eller Mellemøstens Gorbatjov? Spørgsmålet opstår, fordi danske politikere, støttet af såkaldte eksperter, har varslet, at Bush i sin anden embedsperiode vil følge Reagans eksempel.

Dagen efter præsidentvalget luftede både stats- og udenrigsministrene stor optimisme. Bush vil nu lægge mere vægt på FN, være mere lydhør, være mere samarbejdsvillig og så videre. Per Stig Møller fremlagde flere gange en historisk parallel: Det er »normalt« således, at amerikanske præsidenter i deres anden embedsperiode har blikket rettet imod historien – mens de i første periode tænker på genvalg. Argumentet blev også rejst af et ekspertpanel i tv-programmet Debatten.

Men kan man virkelig drage denne lære ud fra USA’s historie? Man kan med større ret sige, at deres anden embedsperiode er præget af skandaler.

Siden 1960 er kun tre præsidenter blevet genvalgt: Nixon, Reagan og Clinton. Nixons historiske rejse til Kina skete i februar 1972, og efter genvalget samme år blev han kvæstet af Watergate. Clinton mener selv, at hans største bedrift var en reform af socialhjælp i valgåret 1996, og hans anden embedsperiode blev præget af Monica-skandalen. Reagan fik skandale i sin anden periode med Iran-Contra affæren.

Reagans positive eftermæle bygger på samarbejdet med Gorbatjov, og ligger derfor i anden embedsperiode, fordi Gorbatjov først fik magten i 1985. Dette sammenfald har skabt myten, som nogle nu henviser til. Men det var ikke noget, som Reagan planlagde efter sit genvalg.

Før Gorbatjov

I sit værk Reagan and Gorbachev, påviser Jack Matlock, at Reagan set med egne øjne lige fra starten fulgte den kurs, som gav resultater. Der skete en justering af politikken i det sene efterår 1983 efter pres fra udenrigsminister Shultz og Reagans hustru, som var optaget af sin mands eftermæle. Det kan i dag dokumenteres via interne dokumenter, og fremgår også af en stor tale, som Reagan holdt i januar 1984 – mange måneder før valget. Matlock, som fra 1983 på topniveau fulgte processen, konkluderer, at »USA og Sovjetunionen bevægede sig frem imod et forhold, som mindre var præget af konfrontation, allerede inden Gorbatjov kom ind i embedet«.

Misbrug af historien sker gerne med et formål – og det er da muligt, at den danske regering vil inspirere Bush. Desværre for disse hensigter afvises parallellen massivt af amerikanske eksperter. Store tænke-tanke og amerikanske strateger har i disse dage travlt med en vurdering af udsigterne for anden embedsperiode. De varsler nærmest entydigt, at Bush vil gøre det modsatte af, hvad den danske regering håber.

Europaeksperten Philip Gordon, som i bogen Allies at War analyserer den transatlantiske krise, afviste i sidste uge Reagan-parallellen, fordi han ikke kan få øje på en Gorbatjov noget sted. Der er ingen »større misforståelse« end hvis man venter, at Bush efter sit genvalg vil ændre kurs, sagde Gordon. Bush-regeringen »tror så absolut«, at den er på rette spor, og, fortsatte Gordon, »der er gode grunde til at tro, at den vil holde sig på det spor«.

Europa er ikke partner

Ivo Daalder og James Lindsay, som har skrevet America Unbound om Bush-revolutionen i udenrigspolitik, afviser ligeledes, idet de fremhæver, at Bush lige fra starten har haft øje for sin plads i historiebøgerne.

James Steinberg, som på Brookings Institution leder studiet af udenrigspolitik, mener ikke, at USA vil fri til Europa. Bush-regeringen anser nemlig ikke Europa for en strategisk partner. Der vil heller ikke komme nogen pludselig erkendelse af, at FN skal spille en større rolle i amerikansk politik. Bush-regeringen er nemlig dybt forankret i troen på, at kun gennem handling kan de store udfordringer håndteres, og »vi skal være rede til handling, uanset indtrykket« det gør internationalt.

På Center for Strategic and International Studies (CSIS) erklærer Kurt Campbell, leder af sikkerhedsstudier, at valget har styrket en dyb tro på, at »vi er på rette spor og at andre derfor er på det gale«. Hvis hånden rækkes ud, så bliver det med et: Vil I tilslutte jer vor dagorden? Derfor vil vi »se mere af det samme«.

Tre andre programdirektører på CSIS tilslutter sig denne analyse. Der vil være »enorm kontinuitet«, siger Teresita Schaffer. Vælgernes mandat var, at man »skal fortsætte med at gøre, hvad man har gjort«, siger Jon Alterman. Bathsheba Crocker tilføjer, at denne regering hidtil ikke har vist vilje til at foretage de nødvendige politiske justeringer.

Brookings har også haft en paneldebat med tre valgeksperter.

»Jeg har slet ingen fornemmelse af, at der er noget i dette valg, som vil medføre, at Bush-regeringen ændrer sin nuværende holdning til udenrigspolitik,« siger eksempelvis Thomas McDonald.

Af hensyn til balancen i denne opremsning havde det været rart med afvigende meninger. Men de er ikke fundet. Højrefløjens eksperter jubler bare. Og så er der jo præsidenten selv, som i torsdags forklarede sit syn på internationalt samarbejde:

»Jeg vil kontakte andre og forklare, hvorfor jeg tager de beslutninger, som jeg tager.«

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.