Trykt i Hjemmeværnsbladet november 2004

Porten til Helvede

Efter det amerikanske præsidentvalg kan den dystre virkelighed i Irak næppe holdes på afstand længere

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Irak skulle være en demokratisk model, som kunne inspirere reformer i hele Mellemøsten. Det var visionen, da USA sammen med nogle få allierede angreb landet i marts 2003.

fter mere end 19 måneders kampe, døde i ti-tusindevis, er en afslutning ikke i sigte. ”Helvedes port er åbnet i Irak”, siger lederen af Den arabiske Liga, Amr Moussa. Ledende officerer, som vender tilbage fra Bagdad, siger uden omsvøb: ”Vi er ved at tabe krigen”. Samme vurdering kommer fra pensionerede amerikanske generaler og selv konservative civile eksperter. Den fremtrædende amerikanske general Anthony Zinni forventer, at amerikanske soldater skal blive i landet op til ti år.

Selvfølgelig er der også gode nyheder fra Irak. I slutningen af oktober udsendte den amerikanske ambassade i København tre siders opremsning af dem: Over 2.405 skoler er blevet sat i stand. Fem millioner børn under fem er blevet vaccineret mod børnesygdomme. Der er seks kvinder i den irakiske regering. Mere end 100.000 betjente håndhæver landets love. Iraks væbnede styrker er nået op på 62.000 mand.

Mange af de gode nyheder holder imidlertid ikke, når de undersøges nærmere, og de overskygges alle af en virkelighed, som USA efter præsidentvalget ikke længere kan skubbe fra sig. Adskillige grundige rapporter dokumenterer, at udviklingen i Irak går i modsat retning af den, som koalitionen ønsker. Få tror længere, at Irak kan blive et regionalt forbillede. Alle gode hensigter forsvinder i et sort hul. Den egentlige udfordring er, hvordan en tilbagetrækning kan kamufleres, så den ikke ligner en flugt.

For få soldater

Hvis sikkerheden i landet skal forbedres, må USA og resten af koalitionen sætte betydeligt større styrker ind. Lige nu har man 162.000 soldater i landet, hvoraf de 138.000 er amerikanere. En britisk ekspert, Charles Heyman fra Jane’s Consultancy, siger til den amerikanske aviskæde Knight Ridder, at hvis man vil kontrollere Irak, så er der brug for en kvart million soldater ekstra. Men det behov støder imod grænserne for Vestens militære magt. ”Vi har teknologien, men vi har ikke støvlerne, som skal placeres på jorden”, siger Heyman. Nogle skøn ligger lidt lavere, men de er også hinsides, hvad USA og Storbritannien kan klare gennem længere tid.

Håbet er, at nye irakiske styrker kan fylde hullet. Under valgkampen hævdede præsident Bush, at 125.000 irakere ved året udgang vil stå klar, trænede og udrustede.

Men dette tal er ikke relevant, mener australieren Peter Khalil, som var direktør for national sikkerhed i koalitionens nu nedlagte regeringsmagt CPA. ”Det er kvalitet og ikke kvantitet, som er nøglen”, siger han. Der er tendens til, at alle mulige, vidt forskellige, styrker slås sammen, når ”Iraks sikkerhedsstyrker ” omtales, påpeger Khalil.

Ringe træning

Politiet er på lidt over 40.000 mand. Det er et dramatisk fald siden maj, hvor det officielle tal var 90.803. Men siden er ti-tusinder blevet fyret, idet de var korrupte, ikke mødte på arbejde eller sympatiserede med oprørerne. Ifølge Khalil er styrken kun egnet til indsats mod normal kriminalitet. Flere kilder peger desuden på, at politifolkene kun har modtaget få ugers træning.

Selve hæren var i september på 7.747 mand. Soldaterne har fået 8 ugers træning. Amerikanske soldater får næsten 12 måneders træning, inden de anses for fuldt kampduelige. Når nogle tal for de væbnede styrkers omfang kommer højere op, er årsagen, at de inddrager Nationalgarden, en slags hjemmeværn, på knapt 38.000 mand. De har fået fem dages træning.

Blandt andet den amerikanske sikkerhedsekspert Michael O’Hanlon mener, at det vil vare 3-5 år inden Irak har en ægte sikkerhedsstyrke, som selv kan kontrollere landet.

Ringe genopbygning

Oprøret henter næring i udbredt vrede, fordi den lovede genopbygning af landet stort set er udeblevet.

Koalitionen rykkede ind i landet uden en plan for genopbygning. Den amerikanske Kongres afsatte i efteråret 2003 et beløb på 18,7 milliarder dollar  til opgaven. Men i september blev det afsløret, at kun 1,2 milliarder var blevet brugt, og selv det tal var misvisende højt.  En analyse foretaget af tænke-tanken Center for Strategic and International Studies (CSIS) i Washington viser, at kun 27 procent af  ”hjælpen” kommer irakerne til gode – resten forsvinder i udgifter til administration, korruption, sikkerhed og profit til amerikanske firmaer, som har fået bistandskontrakterne.

Mange af de ”gode nyheder”, som eksempelvis USA’s ambassade formidler, er løsrevet fra den sammenhæng, som kan give dem mening. Godt nok er nogle skoler blevet sat i stand, men det betyder lidet, hvis forældre ikke tør sende deres børn i skole af frygt for, at de bliver kidnappet.

Tilbageskridt

Derfor har CSIS gennemført en omfattende analyse, hvor man inddrog informationer fra mange forskellige kilder – officiel statistik, avisartikler, opinionsanalyser og interviews med irakiske borgere. Rapporten Progress or Peril? Measuring Iraq’s Reconstruction har på denne vis studeret fem sektorer: sikkerhed, regeringens opbakning og effektivitet, økonomiske muligheder, forsyninger (elektricitet, vand, renovation), social velfærd (uddannelse, sundhed). Konklusionen er, at ”i hver eneste sektor, som vi så på, har vi konstateret tilbageskridt i de seneste måneder”.

Rapporten undersøger også, hvorvidt nyhedsmedierne har tegnet et for negativt billede af udviklingen. Konklusionen er, at ”medierne ikke har været væsentlig mere negative end andre kilder”, f.eks. de officielle. Dækningen af forsynings-situationen og irakernes sociale velfærd har været mere negativ, men rapporten konkluderer, at nyhedsmedierne i dette tilfælde har været mere ”afbalancerede” end officielle kilder, fordi man har inddraget irakernes egen opfattelse af forholdene.

Et gennemgående problem med gode nyheder, som fremhæver fremskridt i forbindelse med genopbygning, er, at de ikke tager højde for, hvad irakerne forventer. Statistikken viser, at Irak nu har en el-produktion, som svarer til niveauet før krigen, og hospitalerne er formentlig bragt op på en lignende standard, hvis ikke bedre. Men Saddams Irak var i stærkt forfald, og irakerne ventede mere fra verdens rigeste land. Derfor er utilfredsheden stor.

Flere oprørere

Koalitionen har dræbt mange tusinde oprørere. Men officielle kilder kan berette, at antallet af oprørere i den hårde kerne mindst er blevet firedoblet siden 2003 – fra 5.000 til 20.000. Samtidig viser statistikken, at antallet af angreb på koalitionens styrker er blevet seks-doblet, hvis man sammenligner udviklingen fra februar til september i år.

Modstandsbevægelsen består af 25-30 meget forskellige grupper, oplyser Peter Khalil. Men de samarbejder i voksende omfang og er ”meget velorganiserede”. Officielle kilder har gjort et stort nummer ud af udenlandske terrorister, men de udgør ”et lille antal”, siger Khalil. Baath-partiet, som Saddam Hussein var leder af, havde forberedt guerilla-krig, og udgør formentlig den stærkeste gruppe i modstandsbevægelsen. Partiet kan betale f.eks. tidligere soldater for angreb på koalitionens styrker.

Den tidligere CIA-analytiker Ken Pollack, som støttede et angreb på Irak, mener, at koalitionen står foran et valg i kampen mod oprørerne. Man kan fortsætte med spredt genopbygning og beskyttelse af denne proces. Eller man kan sætte hårdt ind mod oprørerne med en klassisk anti-guerilla operation (counter-insurgency). Så skal Irak opdeles i enklaver, der renses fra hus til hus. Hvis alt går vel, kan disse enklaver derefter udvides.

Farlig taktik

En sådan indsats er, mener Pollack, det mest realistiske svar på udfordringen, men han fremhæver også, at den kan give bagslag. Amerikanske soldater er ikke trænet til opgaven, og bortset fra briterne er resten af koalitionen endnu dårligere forberedt. Mere håndfaste militære metoder kan dræbe flere oprørere, men der er betydelig risiko for, at man slår endnu flere sagesløse civile ihjel.

Statistik fra det irakiske indenrigsministerium bekræfter denne frygt. Amerikanerne har skylden for langt de fleste døde civile irakere. Ministeriets indberetninger fra hospitaler viser, at terrorister har ansvaret for hundreder af civiles død, men civile tab, som skyldes koalitionens kugler og bomber, ligger mindst på det tre-dobbelte.

Fordi koalitionen har overlegen slagkraft, kan den godt erobre byer, som kontrolleres af oprørerne. Man har imidlertid ikke soldater nok, der kan sikre, at modstandsbevægelsen bagefter generobrer kontrollen med byerne. Adskillige eksperter fremhæver desuden, at når civile dræbes, så vil resten af familien søge hævn. Militær indsats kan altså skabe flere oprørere, end man i første omgang får dræbt.

Det er O’Hanlons vurdering, at ”uanset vort militære engagements omfang” vil oprørerne ikke blive besejret eller blot holdt i skak i løbet af 1-2 år.

Tilbagetrækning

Officielle kilder håber på, at valg i januar til en nationalforsamling vil blive et vendepunkt. Pollack tvivler sammen med mange andre uafhængige eksperter på, at valgene kan gennemføres.

En opinionsundersøgelse fra starten af oktober tyder på, at valgets vindere vil blive religiøse ledere. Regeringen, som blev indsat af koalitionen med såkaldt fuld suverænitet den 28. juni, er blevet stadigt mere upopulær.

Hvis valgene gennemføres, kan de bane vej for hurtig tilbagetrækning. Det er muligt, at nye ledere vil bede koalitionen forsvinde fra landet hurtigst muligt. Adskillige undersøgelser viser, at irakerne føler sig besat, og at de – uanset følgerne – vil have de fremmede styrker ud.

Koalitionens ledere har sagt, at hvis de får en sådan anmodning, vil de efterkomme den. Løftet er gentaget så ofte, at det ligner en forberedelse af den vestlige opinion.

Spørgsmålet er, hvor hurtigt en tilbagetrækning vil ske. Adskillige eksperter mener, at en borgerkrig vil fortsætte efter tilbagetrækningen. Hvis den irakiske regering skal stå stærkere end nu i dette opgør, må koalitionen blive i landet mindst et par år, så sikkerhedsstyrker kan trænes.

Nederlaget

Et endnu større spørgsmål er, hvorvidt ”porten til Helvede” vil blive lukket af en tilbagetrækning. Det er muligt, at Irak bliver en base for terrorister, som vil fortsætte kampen mod vestlige mål. Krigen har gjort angreb på USA til en populær sag i muslimske lande, så det mere omfattende oprør mod Vesten og moderate muslimer vil fortsætte.

Men erfaringerne fra denne krig kan også gøre de vestlige modtræk mere effektive. I militære kredse vokser en erkendelse af, at man fremover skal satse mere på store styrker, der er egnet til stabilitets- og genopbygningsoperationer, end på slagkraftige enheder udrustet med den mest moderne teknologi. Der er på politisk hold en voksende erkendelse af, at Vestens holdning til den muslimske verden skal ændres, så man tager den ideologiske udfordring fra religiøse fanatikere op, får bilagt konflikten mellem Israel og palæstinenserne samt mere ihærdigt fremmer økonomisk udvikling i Nordafrika, Mellemøsten og Sydasien.

Måske har Irak-krigen givet den forskrækkelse, som skulle til.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.