Trykt i Information 24. november 2004

Mere end et valgresultat er i spil

Udsigt til skærpet Øst-Vest konflikt, internt, i både EU og NATO efter valget i Ukraine

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Hvis man elsker storpolitisk skak, kan valget i Ukraine blive optakt til en meget stor oplevelse. Hvis man ikke tror, at verdenskortet er et skakbræt, er der blot udsigt til en meget forvirrende, endog tragisk, tid.

Set med geopolitiske øjne, kan Rusland ikke blive et mægtigt imperium uden Ukraine. Det er den centrale kendsgerning, hvorom alle aktive spillere kan enes. Lige så åbenbart er det for bevidste deltagere, at Putin med sin kandidats "sejr" er rykket frem på skakbrættet.

Reaktionerne i Vesteuropa tyder på, at man ikke kan eller vil spille skak. Derfor trues nu med sanktioner, som skal ramme Ukraine. Det ville en dygtig skakspiller aldrig gøre. Han ville true Putin. Pres på Ukraine kan nemlig blot skubbe landet længere ind i favnen på stormesteren i Moskva.

Russerne er ikke de eneste i Europa, som har øje for skak. Fra Estland i nord til Bulgarien i Syd er man blevet skolet grundigt i denne opfattelse af internationale relationer. Det er en af årsagerne til, at Polen meget ihærdigt har arbejdet for Ukraines optagelse i både EU og NATO. Motivet er, at jo mindre indflydelse Rusland har i Ukraine, desto mere sikre vil man være i Central- og Østeuropa.

Så man bør ikke blive forvirret, hvis Polen ikke vil støtte hårde sanktioner mod Ukraine. Man vil måske i Warszawa mene, at hvis EU bygger den nye Øst-mur, som allerede er rejst, endnu højere, så vil det blot give Putin ro til konsolidering af sit imperium.

Østeuropæisk mistillid

Siden den kolde krigs afslutning har Vesteuropa og USA anset Rusland for en mulig partner. Da EU og NATO skulle udvides mod øst, var budskabet til de nye medlemmer, at anti-russiske følelser ikke ville være velkomne. Resultatet er, at begge organisationer har fået en del nye medlemmer, som ser med mistro på Ruslands-politikken, der føres fra Washington, Paris, Berlin, Bruxelles osv. Central- og østeuropæerne synes ganske enkelt, at deres nye allierede i bedste fald er naive - i værste fald parat til udsalg af deres vitale interesser.

Man kan i de baltiske lande eksempelvis høre, at Rusland fortsætter kampen mod udvidelse af NATO. Moskva har blot ændret taktik. Før ville russerne blokere optagelse af nye medlemmer. Nu har Rusland accepteret en plads for sig selv i alliancen, men formålet er, at NATO skal undergraves og splittes indefra.

Det argument forstår de gamle medlemmer ikke. Rusland har jo et bruttonationalprodukt på størrelse med Hollands, og resterne af Sovjetunionens militære magt er på sammenbruddets rand! I

NATO’s hovedkvarter glæder man sig over, at NATO-Rusland Rådet endelig fungerer. Vigtige politiske diskussioner foregår, og der er masser af konkrete samarbejdsprojekter. Og så mener man i øvrigt, at balterne er lettere hysteriske - dog »forståeligt nok«, deres historie taget i betragtning.

Central- og østeuropæerne hævder, at Kreml gennemfører en plan, som skal genvinde indflydelse over tidligere satellitter og begrænse Vestens adgang til en indflydelsessfære. Ukraine, Moldova og Hviderusland er i denne strategi fremskudte bastioner, hvorfra man vil lægge pres på sine svigefulde, gamle undersåtter.

Putin skal betale

Uenigheden kan iagttages meget konkret i det polsk-tyske forhold. Et polsk forskningsinstitut har lige udsendt en rapport, som ser på den indbyrdes uenighed i forbindelse med Ukraine. Ifølge den, er det set fra Warszawa meget vigtigt, at Ukraine har fuld selvstændighed, så et nyt russisk imperium ikke kan bygges. Tyskland lægger imidlertid større vægt på, at Rusland bliver en stærk og venlig partner. I modsætning til Polen vil Tyskland af frygt for indvandring have grænsen til Ukraine forseglet. Når det går dårligt, politisk og økonomisk, i Ukraine, så mener polakkerne, at Berlin har meget af skylden, fordi EU ikke har engageret sig nok i landets udvikling.

Set med central- og østeuropæiske øjne bekræfter den russiske rolle under Ukraines valg, at Kreml vil generobre fordums magt. Det betyder, at den ulmende Øst-Vest konflikt i både EU og NATO bliver skærpet, hvis EU ikke reagerer effektivt, så også Putin betaler en pris.

Noget af det mest interessante i det fortsatte spil bliver reaktionen i Washington. Bush har næsten i tavshed fulgt krigen mod tjetjenerne, udviklingen af en politistat og presset på, hvad man i Moskva kalder »det nære udland«. Det har vakt mishag i Østeuropa, og selv i USA virker dele af opinionen stadigt mere bekymret over, at præsidentens venskab med Putin tilsyneladende er vigtigere end demokrati. Men Bush kan henvise til, at i det store skakspil har man brug for russisk venskab, når det gælder Iran, Kaukasus og Centralasien.

Hvem slår med størst effekt i bordet? USA eller EU? På spil i denne sag er også loyaliteten i et område, som Bruxelles og Washington kappes om. Forstår man det i Berlin og Paris?

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.