Trykt i Hjemmeværnsbladet december 2004

NATOs chance

Alliancen har en frist på seks til otte måneder, hvis de seneste års forværring af det transatlantiske ægteskab skal vendes til fremgang

Af JØRGEN DRAGSDAHL

NATO skal bruges mere – især politisk. Med dette ønske besøgte alliancens generalsekretær, den tidligere hollandske udenrigsminister Jaap De Hoop Scheffer, i november præsident Bush. Måske ville værten gerne høre budskabet.  Mange iagttagere så bagefter et signal til europæerne i, at generalsekretæren var den første udenlandske gæst, som blev inviteret til Det Hvide Hus efter valget. ”Uden fortilfælde”, lød kommentaren fra Clinton-årenes amerikanske NATO-ambassadør, Robert Hunter.

Transatlantisk dialog har haft svære kår i de seneste fire år. Men det bør være fortid, erklærer man fra begge sider af Atlanterhavet. Intet sted virker mere velegnet til en dialog end bordet i NATO’s hovedkvarter, hvor amerikanerne er permanent til stede sammen med 25 nære allierede.

”Fordi det er min stærke overbevisning, at en sikker og stabil verdensorden ikke er mulig uden USA’s fulde og aktive deltagelse, bør vi benytte Det Nordatlantiske Råd, og vi skal gøre det mere, end vi hidtil har gjort”, forklarede Scheffer efter samtalen med Bush. Man bør kunne diskutere alle verdens udfordringer – ja, endog invitere ledere, som ikke tilhører NATO-kredsen, så de kan fremlægge deres synspunkter, tilføjede han.

Scheffer hævdede, at NATO-rådet både under den kolde krig og i 90’erne var et mere centralt politisk forum, end det er nu. Det er en vurdering, som støttes af andre kilder. I 90’erne blev Rådet ofte brugt til debat, så det ikke blot var et sted, hvor medlemmerne afleverede budskaber, der var modtaget fra deres hovedstæder. Men Bush-regeringen har ganske enkelt ikke anset NATO for en vigtig organisation., og derfor er Rådets betydning blevet mindre. Hvis generalsekretærens forslag bliver gennemført, kan det måske give alliancen ny livskraft.

Truet alliance

Hvis dialogen kommer i gang, kan det første punkt meget passende blive: Hvad vil vi bruge NATO til? Spørgsmålet er hørt før, men svarene har åbenbart ikke været gode nok. Under et møde i New York, hvor generalsekretæren beskrev besøget hos Bush, sagde ambassadør Hunter, at vi står foran ”NATO’s sværeste øjeblik”, fordi nogle spørgsmål er blevet påtrængende: Er NATO relevant, når det gælder fremtiden? Vil USA ”arbejde effektivt via NATO”?

Efter præsidentvalget har utallige eksperter i USA og Europa haft krystalkuglerne fremme, så de kunne give et bud på det transatlantiske forholds fremtid. Optimisterne har været meget få. Den helt fremherskende opfattelse er, at Bush-regeringen vil fortsætte ad de spor, som hidtil har ført til konflikt med de allierede, og at europæerne heller ikke vil være mere villige til samarbejde.

Der er, konstaterer udenrigsredaktør Quentin Peel på den store britiske avis Financial Times, fare for, at europæernes utilfredshed med Bush udvikler sig til ”en mere generel anti-amerikanisme”. Når tilhængere af transatlantisk samarbejde i dag mødes, så er stemningen ”på selvmordets rand”, beretter han.

Amerikaneren Simon Serfaty, som er tilknyttet forskningscentret CSIS i Washington, erklærer, at ”det transatlantiske partnerskab er truet”. Han sammenligner den aktuelle situation med januar 1949, hvor præsident Truman skulle træffe beslutninger, som lagde rammerne for de næste fire årtiers historie. Man har, mener han, seks til otte måneder.

Vinduet lukkes

Tidsfrister af denne art kommer hyppigt fra eksperter, når de giver politiske råd. Deres udsyn til fremtiden sker gennem ”vinduer”, som vil blive lukket, hvis man ikke gør noget. Reelt er NATO ikke på vej til en ”deadline”. Alliancen vil stadig bestå, når de 6-8 måneder er gået. Men der er både muligheder og problemer, som hober sig op i første halvdel af 2005, og håndteringen af dem kan få afgørende betydning for alliancens fremtid.

Sædvanligvis får nye amerikanske præsidenter en periode med ”hvedebrødsdage”, hvor kritikere i ind- og udland forholder sig afventende. Selv en brugt præsident kan efter genvalg regne med, at nye initiativer får en chance. Bush har sagt, at han i starten af det næste år vil besøge Europa. Det vil ikke overraske, hvis han lægger op til en fornyelse af det transatlantiske forhold. Bagefter vil alle parter, i en periode, optræde velvilligt.

Gensidigt imødekommende smil vil dog ikke være nok. De irakiske oprørere vil næppe give USA hvedebrødsdage. Koalitionen skal beslutte sig til, hvorvidt man kan trække sig ud af landet på en rimeligt pæn måde – eller satse helt anderledes massivt på en militær indsats. Folkemordet, som er undervejs i Sudans Darfur-region, vil øge presset for et indgreb. Ruslands fremtid virker stadigt mere dyster, og hidtil har hverken EU eller USA markeret, hvordan man vil hindre, at et diktatur genopstår.

Når det gælder Mellemøsten har Arafats død gjort en fornyelse af fredsprocessen mulig. Amerikanerne ser med skepsis på den aftale, som EU har indgået med Iran, så dette lands mulige udvikling af atomvåben  vil stadig stå på dagsordenen. Længere mod øst udgør Nordkoreas sandsynlige atom-oprustning et problem, som er viklet ind i et større regionalt spil, hvor USA og EU ikke ser ens på flere emner, f.eks. våbensalg til Kina. Og så er der hele tiden ”krigen mod terror”, som set med Bush-regeringens øjne er en fjerde verdenskrig (den kolde krig var nummer tre), mens europæerne nødigt vil kalde det en krig.

Skrøbelig bro

På begge sider af Atlanterhavet er der kræfter, som mener, at NATO’s tid er omme. Amerikanske eksperter kan skrive bøger, som beskriver kampen mod USA’s fjender, og NATO nævnes knapt nok. Nogle foreslår, at USA indgår en ny alliance med lande, der kan og vil udkæmpe ”beskidte krige”. Rusland og Indien er i den forbindelse mulige partnere. Nogle europæere anser igen NATO for et amerikansk redskab, der skal kontrollere Europa og hindre udvikling af en europæisk forsvarsunion. I det britiske dagblad The Guardian har en erfaren sikkerhedspolitisk journalist, Jonthan Steele, af den grund foreslået NATO opløst.

De varmeste tilhængere af NATO findes i USA hos demokraterne, som nu udgør en venstrefløj fjernt fra vælgernes flertal. I Europa kan de varmeste NATO-tilhængere findes på højrefløjen, hvor man også ser med dyb skepsis på fælles forsvar via EU. Det er næppe et stabilt fundament for en transatlantisk bro.

Mellem de optimistiske eksperter i USA er professor Walter Russel Mead, som er en af USA’s mest fremtrædende udenrigspolitiske eksperter. Han sammenligner det transatlantiske forhold med et gammelt ægtepar, hvor begge parter er utilfredse med hinanden – men heller ikke har råd til skilsmisse. Man har et ”nært forhold” til hinanden, blot ikke et lykkeligt forhold. Når kærligheden er væk, bliver også storpolitiske ægteskaber til et syndigt rod af magtkampe, gensidige bebrejdelser. Man slider hinanden op med skuffede forventninger.

Europas afmagt

På begge sider af Atlanten mener forskere og politikere, at det helt store problem for alliancen er Europas svaghed. Europa kan ikke bidrage til et ligeværdigt partnerskab, og derfor kan USA heller ikke behandle Europa med respekt. Hvorfor lytte til en gnaven svækling?

Fra denne synsvinkel vil en styrkelse af EU, også forsvarssamarbejdet, være til gensidig fordel. Som alliance kan NATO kun anbefale sine medlemmer større forsvarsbudgetter, udvidelse af det professionelle element og indkøb af nyt materiel. I det mindste teoretisk set har EU bedre muligheder for styring af medlemmerne, hvis statslederne er enige. Hvis NATO gøres til en alliance mellem USA og EU, er det muligt, at europæerne vil yde mere.

Bag forslaget ligger en især europæisk drøm, mener Walter Russel Mead: ”Der vil opstå to bærende søjler i verden af nogenlunde lige, dog ikke identisk, styrke (…) og så vil de to søjler beherske verden. Med andre ord, hvide mennesker vil regere verden i det 21. århundrede”. Men han tror ikke på, at Europa kan mobilisere den nødvendige styrke.

Når Walter Russel Mead med historikerens øjne ser på Europa, bemærker han, at den eneste sikre tendens i verdenspolitikken er europæernes nedtur. De har globalt mistet indflydelse siden det 20. århundredes start.

Europas vej tilbage

Hvad skal så til, før Europa bliver en ligeværdig partner for USA? Meget mere end militær oprustning. Walter Russel Mead beskriver fem ting.

For det første økonomiske reformer. Man bør hurtigt følge Margaret Thatchers og Ronald Reagans eksempel. Den statslige sektor skal skæres ned, og arbejdsmarkedet skal gøres mere fleksibelt. Så kan Europa opnår en økonomisk styrke, som bedre afspejler områdets, i forhold til USA, overlegne befolkningstal.

For det andet skal der bruges ”mange flere” penge på forsvaret. USA bruger snart 4 procent af sit bruttonationalprodukt til militære formål. Europæerne ligger på under halvdelen. Fordobling vil dog ikke løse problemet helt, idet europæerne spilder deres forsvarsbudgetter, så længe de opretholder nationale militære organisationer. Derfor er mere integration nødvendig også på dette felt.

For det tredje er der ”intet”, som vil gøre større indtryk i USA, end hvis EU optager Tyrkiet. Det vil gøre Europa til en magtfaktor i Mellemøsten, og det vil give ny militær styrke. ”Tyrkiet vil”, siger Walter Russel Mead, ”være det enorme, glitrende, smukke, geopolitiske trofæ for Europa, og alligevel er den europæiske politiske opinion skrækslagen ved udsigten til den største chance, som Europa har”.

For det fjerde skal europæerne lave en masse børn. Ellers vil befolkningerne skrumpe, de ældre vil udgøre en større andel, arbejdsstyrken svinder ind, og derfor vil den økonomiske vækst falde.

Femte udfordring for Europa er, at man enten må integrere de indvandrere, som man har, eller også tiltrække dem, som man gerne vil have, erklærer Walter Russel Mead. Mange amerikanere ser med dybt forundring og noget nær foragt på Europas håndtering af sine etniske mindretal, fordi USA har klaret sine racemodsætninger bedre. I sine internationale aktiviteter nyder USA godt af, at man har et multikulturelt samfund, som f.eks. kan levere menneskelige ressourcer. Amerikanske forskere undrer sig over, at Europa ikke på lignende vis har øje for sine egne muligheder, og de peger på, at Europa også vil blive skadet internationalt, hvis religiøse og etniske modsætninger vokser.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.