Trykt i CS-bladet 11. marts 2005

Lys for enden af tunnelen

Optimisme fra Irak-koalitionen skal bane vej for tilbagetrækning

Af JØRGEN DRAGSDAHL

For knapt fire årtier siden havde den republikanske senator George Aitken et godt råd til præsident Johnson, da krigen i Vietnam virkede håbløs: Lad os erklære sejr, så vi derefter kan komme ud i en fart.

Det irakiske valg den 30. januar til en nationalforsamling, som skal skrive en ny forfatning, er blevet fulgt op med så megen optimisme fra præsident Bush og andre af koalitionens ledere, at det gamle råd komme i erindring. Kan de mon selv huske det, og er det nu grundlaget for Irak-strategien?

Sikkert er det, at en udvej fra Iraks morads er rykket højt op på den politiske dagsorden. Lige inden valget sagde præsident Bush selv for første gang, at hvis en ny regering ønsker det, så vil USA trække sine soldater hjem. Og efter valget har den sandsynlige leder af Iraks næste regering, Ibrahim al-Jafari, sagt, at han gerne ser de fremmede styrker forlade landet hurtigst muligt – bare ikke straks, thi det vil være for farligt.

Exit-strategien bygger på udvikling af irakiske styrker, som kan håndtere indre og ydre fjender. Ifølge den seneste opgørelse fra Pentagon, dateret 16. februar, er styrken allerede på 136.342 mand. Ifølge britisk presse har USA’s og Storbritanniens forsvarsministre aftalt, hvordan man kan trække soldaterne hjem via en fordobling af styrken. Til avisen The Guardian sagde en britisk militær kilde: ”Alt hvad forsvarsministeren arbejder for nu er en exit-strategi, dog uden en offentlig tidsplan”. Erklæringer fra det nylige topmøde i NATO, hvor alle medlemmer ville støtte uddannelse af irakiske soldater og politifolk, viser, at alliancen har velsignet exit strategien med en politisk demonstration af sammenhold.

Tidsplan

Så vejen kan banes for tilbagetrækning har amerikanerne tilsyneladende antaget et mere nuanceret syn på deres modstandere.

Ifølge det amerikanske ugeblad Time er der indledt forhandlinger med guerilla-ledere. Indtil for nyligt blev de alle kaldt terrorister, som man ikke kan forhandle med, men nu skal det være erkendt, at dele af modstandsbevægelsen består af pragmatiske folk, som vil sikre indflydelse for Sunni-muslimerne, Iraks tidligere herskere. Vejen til større stabilitet går via isolation af de mest fanatiske,  delvist udenlandske, elementer. En ledende sunni-arabisk gruppe, som boykottede valget, har åbnet for deltagelse i arbejdet med en ny forfatning, hvis man får en tidsplan for, hvornår besættelsesmagten forsvinder. Hvis sunnierne ikke inddrages kan de blokere forfatningen, fordi den senest i oktober skal til folkeafstemning. Hvis to-tredjedele af vælgerne i mindst tre provinser afviser udkastet, er den ikke vedtager, og i mindst fire provinser har sunnierne sandsynligt det nødvendige antal stemmer.

Den amerikanske præsident har hidtil sagt, at en tidsplan for tilbagetrækning vil opmuntre USA’s fjender. Men det modsatte argument vinder frem i både Irak og USA: Hvis modstanderne kan være sikre på, at USA ikke vil blive, så vil de være mindre kamplystne. Valgets sejrherre, en valgliste støttet af shiiternes religiøse leder Ali Sistani, havde tilbagetrækning højt placeret i sit valgprogram, og den sandsynlige statsminister, Ibrahim al-Jafari, har sagt, at når man selv kan varetage landets sikkerhed, så vil hverken fremmede baser eller militære rådgivere være velkomne.

Tilbagetrækning er desuden, hvad vælgerne i en række lande ønsker. Amerikanske opinionstal viser, at de fleste er for, og en Gallup i Danmark viste 63 procent for tilbagetrækning, enten straks eller efter en tidsbestemt frist.

Sminke for nederlag

Hvis amerikanerne havde erklæret sejr i 1966 under Vietnam-krigen, ville det på kort sigt kun have sminket nederlaget, fordi USA’s reelle krigsmål langt fra var opfyldt. Hensynet til supermagtens troværdighed var dengang det afgørende modargument. Så man skal måske ikke pille for højlydt ved den exit-strategi, som er undervejs for Iraks vedkommende. Men Vietnam udgør samtidig et argument for, at man gør det alligevel. Under valgkampen i 1968 hævdede præsident Nixon, at han havde en hemmelig plan for tilbagetrækning – amerikanske soldater i ti-tusindevis og millioner af vietnamesere måtte dog dø, inden tilbagetrækningen fandt sted.

Den aktuelle exit-strategi skal også sminke et nederlag. Mange ledende folk i Bush-regeringen antog op til Irak-krigen, at demokrati i Irak ville medføre en regering, som ville give USA ret til militære baser, ville omfavne amerikanske firmaer, kunne udgøre et eksempel til efterfølgelse for resten af området, være pro-israelsk og give USA en allieret i kampen mod terror samt regimet i Teheran.

Denne vision vækker i dag latter – og sorg. Valgresultatet viser, at Irak kan få en regering, som politisk står nærmere Teheran end Washington. Det er ikke, hvad USA ville have for de 300 milliarder dollar og knapt 1.500 amerikanske menneskeliv, som foreløbig er blevet ofret.

Tvivlsom sejr

Fordi vi lever i en tid, hvor ”spin” former nyhedsformidlingen, er selve valgets afholdelse blevet udråbt til en stor sejr for USA og koalitionen. Sandt er det, at mange såkaldte eksperter ikke troede, at valget kunne gennemføres. Sandt er det også, at irakerne, som gik til valgurnerne, ofte udviste så stor glæde, at mange iagttagere måtte lade sig smitte af begejstringen.

Men valg på nuværende tidspunkt var ikke USA’s idé. Den amerikanske plan var, at en flok håndplukkede irakere skulle anføre landet til det var mere modent for en pro-vestlig, demokratisk kurs. Valget blev nødvendigt, fordi Shia-flertallets religiøse leder, Ali Sistani, krævede det. Den store valgdeltagelse i områder, som domineres af kurderne og shiaerne, skyldes næppe kun, at befolkningerne går ind for demokratiske principper.

Sistani havde udstedt en religiøs ordre, som forpligtede alle shiaer til deltagelse. Fordi shiaerne udgør det store flertal af befolkningen, havde de udsigt til genoprettelse af en lokal dominans, som de mistede for cirka 1.000 år siden.

For kurderne tjente valget et nationalistisk formål, idet man så chance for større selvstyre og, ad åre, gerne selvstændighed. Kurderne kaldes ofte ”verdens største folk uden en nation”, fordi de aldrig har haft en stat, men de er nu nærmere målet end nogensinde gennem tusinder af år.

Islamistisk sejr

Selve valgresultatet har vakt bred bekymring i USA. Den nuværende statsminister, som sidste år blev hyldet i Kongressen, vandt ikke vælgernes opbakning. Hans parti fik 40 pladser i den 275 medlemmer store nationalforsamling. Den gamle sunni-politiker Adnan Pachachi, som USA gjorde til præsident, opnåede end ikke repræsentation for sit parti. Vinderen blev Sistanis valgliste med 140 pladser, mens kurderne fik anden-pladsen med 75, så de bliver tungen på vægtskålen, når forfatningen, som forsamlingen udarbejder, skal vedtages med to-tredjedeles flertal.

Forsamlingen to største grupper har et positivt forhold til USA’s regionale hovedfjende, Iran. Den kurdiske leder, Jalal Talabani, kommer fra en grænseprovins, som nyder godt af Teherans velvilje. Han bliver formentlig kurdernes repræsentant i det tre mand store præsidentembede. Mange tusinde medlemmer af Sistanis valgalliance har tilbragt årtier i eksil i Iran.

Den sandsynlige statsminister Ibrahim al-Jafari har tilbragt ni år i Iran. Han kommer fra Dawa-partiet, der blev oprettet med den målsætning at gøre Irak til en islamisk stat. Vurderingerne af ham svinger noget. Religionen tager han åbenbart så alvorligt, at han ikke vil hilse med hånd på kvinder, og hans holdning til dette køn har allerede medført et offentligt sammenstød med selveste senator Hillary Clinton. Det er hans erklærede mål, at islam skal præge den nye forfatning. Desuden deler han ikke USA’s syn på terrorismen, idet han støtter Hezbollah-bevægelsen, som med iransk støtte bekæmper Israel. Men nogle iagttagere kalder ham også en pragmatisk politiker, der ikke vil lade sig diktere fra Teheran og vil søge forsoning med sunni-mindretallet. De mest onde tunger peger på, at da Khomeini holdt sit indtog i Iran, var der også eksperter, som anså ham for moderat.

Vi står foran en debat, som også blev rejst under Vietnam-krigen: Er der gode og dårlige kommunister? Nu er spørgsmålet: Er der gode og dårlige islamister? Irak-engagementets tilhængere vil hævde, at man kan og skal skelne, mens mange modstandere vil hævde, at nuancer er uden betydning.

Det er en diskussion, som ikke kun gælder Irak. Den amerikanske Mellemøsten-ekspert Juan Cole mener, at valget har sat spørgsmålstegn ved hele USA fremme af demokrati. Hvad skal man gøre, hvis demokratiske valg giver magt til bevægelser, som ikke deler amerikanske værdier og mål?

Falsk optimisme

Mange eksperter forudsiger, at amerikansk tilbagetrækning først er mulig efter 18-24 måneder. De irakiske sikkerhedsstyrker vil nemlig ikke være tilstrækkeligt store, udrustede og trænede før.

Men denne forudsigelse bygger på oplysninger, som ikke længere er tilgængelige. Pentagon har for nyligt ganske enkelt stoppet offentliggørelse af data, som gjorde kritisk vurdering af de irakiske styrkers niveau mulig. En lignende blokade er indført på andre felter, så vurdering af fremskridt i genopbygningen er blevet svær.

Den amerikanske sikkerhedsekspert Anthony Cordesman, som siden krigens start har beskrevet udviklingen i en stribe uhyre detaljerede rapporter, mener, at de irakiske styrker er blevet mere effektive siden efteråret 2004, men, tilføjer han, censur har ”gjort det umuligt at kende sandheden”.

Der er dog grundlag for betydelig skepsis. Det officielle tal for styrkens omfang, 136.342, er yderst suspekt. Det består helt overvejende af politifolk og enheder fra hjemmeværnet, der ikke kan  bekæmpe guerilla-grupper. Cordesman vurderer i sin seneste rapport, at kun et sted mellem 7.000 og 11.000 effektivt kan indsættes i kampe. I en Kongres-høring har den amerikanske forsvarschef general Richard Myers vurderet, at 40.000 fra styrken kan anvendes.

Men i takt med, at styrkens officielle tal vokser, vil også figenbladet, som gør tilbagetrækning mulig, vokse.

Cordesman-rapporten, ”Strengthening Iraqi Military and Security Forces”, kan læses på www.csis.org/features/iraq_strengtheningforces.pdf

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.