Trykt i CS-bladet 13. april 2005

En ny Bush?

For amerikanske præsidenter udgør USA’s enorme magt en konstant fristelse, som kan skabe konflikter med selv nære allierede

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Under det amerikanske præsidentvalg lovede senator Kerry, at han ville besøge Europa straks efter sin indsættelse i embedet. Symbolsk skulle et topmøde med europæerne fremhæve, at USA nu igen – i kontrast til Bush-årene - ønskede nært samarbejde med sine allierede.

Ideen var åbenbart så god, at præsident Bush straks efter sin genindsættelse rejste til Europa. Med et topmøde i EU lagde han endog afstand til kræfter i det politiske bagland, som mener, at EU kan blive en farlig rival, og at USA derfor bør modarbejde europæisk enhed.

Signalet var klart: USA har brug for sine allierede. Med et andet lån fra Kerry sagde Bush, at han især ville lytte til, hvad de allierede har på hjertet.

Konservatisme

De erklærede hensigter blev mødt med udbredt skepsis – og bifald fra europæiske ledere, som gerne ville opmuntre det tilsyneladende kursskifte i amerikansk sikkerhedspolitik.

To måneder efter er opinionen stadig delt i to lejre. I Bush-regeringens initiativer og erklæringer er der masser af ammunition til begge opfattelser.

Men selv hvis USA entydigt havde lagt en ny kurs, så er det sandsynligt, at denne strid ville bestå. Opinionsundersøgelser fra hele verden har i løbet af de sidste fire år vist et så dybt dyk i USA’s anseelse, at en markant ”optur” ikke kan forventes i løbet af måneder. Skeptikere vil lede efter – sikkert også finde – beviser for, at de har ret. Ud fra en psykologisk betragtning er det vel ganske forståeligt.

Konservatisme i meningsdannelse er imidlertid ikke kun et problem for skeptikere. Gennem adskillige årtier har mange eksperter, politikere og store dele af opinionen vænnet sig til, at USA er en supermagt, som tager store hensyn til sine allieredes interesser. Da Bush for fire år siden lagde en anden kurs beroligede mange sig med, at det ville være en kortvarig afvigelse. Ofte erkendes nye politiske fænomener sent – det gælder i indenrigspolitik, og det gælder især i udenrigspolitik, hvor stærke interesser er knyttet til bevarelse af status quo. Så USA’s ”venner” vil også lede efter beviser for, at de har ret.

Imperialistisk fremstød

Samfundsvidenskaberne tilbyder en række redskaber, som angiveligt kan få analyse af fremtidens muligheder over på et mere sikkert grundlag end lommefilosofi. Historikere kan pege på erfaringer fra fortiden, som måske kan kaste lys over nutiden. I faget international politik har man udviklet en række redskaber, der skal pege på udviklingstendenser i det storpolitiske spil.

Hvis vi henter hjælp fra historien, så er det klart, at USA tidligere har lært af fejl.

Det mest oplagte eksempel er den spansk-amerikanske krig i 1898. Mange historikere fremhæver, at krigen udgjorde et vendepunkt. Siden nationens grundlæggelse havde amerikanerne ført en såkaldt isolationistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. USA skulle være hele verdens forbillede – man ville udøve indflydelse gennem eksemplets magt, ikke med militær magtanvendelse. Men i 1880’erne agiterede en lille klike af politikere, intellektuelle og erhvervsfolk for, at USA skulle følge det europæiske eksempel og anskaffe sig et imperium. Den senere præsident Theodore Roosevelt sagde, at USA skulle stræbe efter ”herredømme over verden” gennem oversøisk ekspansion.

Den spansk-amerikanske krig blev meget kort og kostede få hundrede amerikanske soldaters liv i kamp. USA overtog Spaniens besiddelser i Caribien og Filippinerne. Men det sydøstasiatiske ørige lod sig ikke genbesætte af amerikanerne uden kamp. Mere end 4.000 amerikanske soldater blev dræbt under kampe med en oprørsbevægelse, inden USA i 1902 erklærede den for besejret. Reelt fortsatte kampene i flere år.

Lærte af fejl

Den hurtige sejr over Spanien havde givet amerikanske imperialistister stor appetit, men den blodige guerillakrig bragte dem på andre tanker. Som præsident erklærede Theodore Roosevelt i 1907, da erobring af Santo Domingo blev foreslået, ”jeg har lige så stor lyst til anneksion, som en overmæt Boa-kvælerslange har til at sluge et pindsvin fra den forkerte ende”. Amerikanerne satsede så på mere indirekte herredømme end via kolonialisme. Præsident Wilson ville med våbenmagt lære latinamerikanerne demokrati, men han fik store problemer med Mexico. Han drog den lære, at militære indgreb ”imod den invaderende vil forene al den patriotisme og energi, som mexicanerne kan præstere”. Hvis USA indsatte en ny regering, så ville man ”udskifte en regering, som folk ikke kan stole på, med en regering, som de uværgerligt må hade”.

Adskillige amerikanske kommentatorer og forskere har draget en historisk parallel mellem den tids amerikanske imperialister og Bush-folkene. De moderne imperialister har ikke, som Roosevelt og Wilson gjorde, lært af fortidens fejl, lyder anklagen. Men eksemplet kan også bruges, så det fremhæver, at amerikanske ledere hurtigt lærer af deres fejl. Det åbner altså mulighed for, at også Bush kan lære af den mislykkede krig mod Irak.

Fælles byrder

Der er mange tegn på, at Bush har lært noget, og at store dele af USA’s elite har lært meget. For ”den gamle” Bush var USA en almægtig supermagt, som kunne klare sig uden allierede. Den ”nye” Bush har tilsyneladende erkendt, at krige kan udvikle sig uforudsigeligt og blive meget ressource  krævende. Derfor har selv USA brug for allierede, der lægger skuldre til, når byrderne skal bæres. Symbolsk politisk opbakning er ikke nok. Mellem beviserne for denne holdningsændring er den udstrakte hånd til EU, støtte til den europæiske Iran-politik samt et nyt engagement i konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Den amerikanske elite har luftet sin lære af Irak-krigen gennem skarp kritik af Bush og utallige rapporter. De foreslår omstilling af hæren, så den kan håndtere stabilitets- og genopbygningsoperationer, og reform af efterretningstjenesterne, så de ikke blot leverer informationer, der passer ind i politiske lederes kram.

Fejlene, som det 19. århundredes amerikanske imperialister begik, medførte, at Theodore Roosevelt fattede sympati for international lov, og at Woodrow Wilson foreslog, at nationerne i fællesskab skulle styre verden. Det amerikanske senat sørgede dog for, at Wilsons barn, Folkeforbundet, blev nærmest dødfødt – godt nok blev det oprettet, men uden amerikansk deltagelse. Først med præsidenterne Franklin Roosevelt og Harry Truman blev forgængernes epokegørende ideer søgt gennemført i praksis. FN, NATO, EU, international våbenkontrol, verdenshandelsorganisationen WTO, den internationale straffedomstol ICC udspringer alle historisk af de her nævnte præsidenters bestræbelser.

Men der har også været en konstant konflikt mellem de erklærede idealer bag USA’s initiativer og landets faktiske praksis. Wilson og hans efterfølgere blandede sig ofte i små landes anliggender med våbenmagt. USA har ikke konsekvent efterlevet FN-pagtens paragraffer. Amerikanerne deltog ihærdigt, da ICC blev forhandlet, men præsident Bush har vendt sig imod domstolen.

Fristelsen

Hvis man skal fokusere på en enkelt grund til kløften mellem idealer og praksis, så er eksistensen af et amerikansk imperium den bedste forklaring. Tiden er væk, hvor det var USA’s fjender, som beskyldte USA for imperialisme. I dag er ”imperialisme” et analytisk redskab, som anvendes af amerikanske eksperter, og ”imperium” er et ord, som dukker op i en hastigt voksende stak bøger og utallige artikler i eksperternes tidsskrifter.

Kort fortalt har USA’s kolossale magt siden begyndelsen af det 20. århundrede afstukket nogle rammer for andre nationers manøvrefrihed, og USA’s ledere lever med en konstant fristelse: Magten kan bruges til indsnævring af disse rammer, så hvor snævre skal de være, hvis USA’s interesser skal varetages på bedste vis?

Under den kolde krig var der altid risiko for, at nationer ville søge over i den sovjetiske lejr eller erklære sig for neutrale, hvis rammerne blev for snævre. Efter den kolde krigs afslutning faldt denne risiko væk, og strateger fra det republikanske partis højrefløj argumenterede for mere håndfast amerikansk ledelse af verden. Nogle af dem kaldte sig endog ”amerikanske imperialister”.

Mål og midler

Bush lod sig friste til indsnævring af rammerne – så meget, at nære allierede gjorde oprør. Grebet af overmod indledte man, i strid med Wilsons dyrekøbte visdom, eksport af USA’s politiske og økonomiske system med våbenmagt. Man mistede helt den sammenhæng mellem mål og midler, som USA’s bedste ledere altid har efterstræbt.

Søger Bush nu en balance mellem mål og midler? Svaret er formentlig ja. Men den rette balance kan ikke findes i en lærebog. Den amerikanske præsident må eksperimentere, og hans mål er stadig, som det har været for langt de fleste præsidenter siden 1898, opretholdelse af et amerikansk overherredømme.

Når forskere skal finde svar på, hvorfor det amerikanske imperium har været så godartet, at mange lande frivilligt har affundet sig med det, er deres forklaring ofte: Det har været til fælles bedste. Problemet for Bush er, at ”det fælles bedste” ikke længere er så oplagt, som det var under den kolde krig. Udnævnelsen af John Bolton til amerikansk FN-ambassadør og Paul Wolfowitz til leder af Verdensbanken kan, set fra Det Hvide Hus, sikre, at USA’s interesser bliver håndhævet meget bestemt. Men ude i verden bemærker man især, at Bolton har gjort sig selv til fjende af internationale organisationer, og at Wolfowitz er den førende teoretiker bag de første Bush-års sikkerhedspolitik. Midlerne er i dette tilfælde ikke i bedste overensstemmelse med målene, fordi udnævnelserne kan øge modsætningerne i imperiet. Og intet tyder på, at Bush har gjort Wilson og Frankling Roosevelt til sine læremestre.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.