Trykt i Hjemmeværnsbladet maj 2005

Nytænkning i USA

Fremtidens soldater skal også være modne folk med civil ekspertise, som er udrustet med både gevær samt skruenøgle og har masser af penge i ammunitionskasserne

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Er fremtidens hær på vildspor? Er højteknologi, små mobile styrker og soldater, som i kraft af alder og træning er i det højest tænkelige kampberedskab, slet ikke svaret på de egentlige udfordringer?

Spørgsmålene rejses nu i en altomfattende nyvurdering af USA’s væbnede styrker, som skal gennemføres i de kommende måneder. Svarene vil få stor betydning også for USA’s allierede.

Lynhurtig udslettelse af en modstanders evne til organiseret kamp har siden Donald Rumsfeld for fire år siden blev forsvarsminister været opgaven for det amerikanske militær. Han indledte en omstilling af forsvaret, som lagde vægt på ”netkrig” – en koordineret indsats mellem forskellige værn, hvor man med præcise våben lammer modstanderen.

Mange allierede blev revet med. Amerikanernes militær udgør et forbillede. Det repræsenterer krigskunstens mest ”moderne” udviklingsniveau, og hvem vil ikke gerne være med i udviklingens fortrop? Dertil kom det rent praktiske: Hvis man er i alliance med USA, så er det uheldigt, hvis man ikke kan kæmpe sammen med amerikanske soldater, fordi kløften i kampevne bliver for stor.

Men noget skete på vejen til fremtidens hær. Irak. Alle de nye planer viste godt nok deres værdi, da Saddam Husseins militær blev lammet i løbet af overraskende kort tid. Men siden maj 2003, hvor alle store kamphandlinger blev erklæret for afsluttede, har USA sammen med nogle allierede været ude i en konflikt, som alt det ”moderne” ikke kunne håndtere.

Professionel omtanke

Politikere samt nyhedsmedier har fokuseret på, hvorvidt krigen var berettiget. USA’s professionelle militære planlæggere har været mere optaget af spørgsmålet: Hvorfor kan vi ikke vinde? Og: Vil svaghederne, som krigens videre forløb har afsløret, inspirere andre mulige fjender? Svaret på USA’s overlegenhed i konventionel krig er jo så åbenbart, at man i en krigs første fase skal opgive organiseret modstand, fordi man senere kan slå til imod besættelsesmagten med ukonventionelle metoder.

Denne selvkritiske læreproces har udviklet sig på militære læreanstalter, i fagblade og i en snart meget høj stak af rapporter. Det er sket uden væsentlig offentlig bevågenhed, og i mange allierede lande er den professionelle amerikanske debat blevet fortrængt. Thi, hvis forbilledet er forkert, så bliver den valgte retning for egen modernisering også forkert.

Militær planlægning er i fredstid et eldorado for særinteresser. Alle værn har deres kæpheste. Alle teoretikere har geniale forslag. Politikere kan afbalancere interesser, som ikke altid arbejder for størst mulig militær effektivitet. Men når tabstallene vokser i en krig, når nederlag bliver en reel fare, når de væbnede styrker overanstrenges – så er der tendens til, at i de mindste professionelle folk mobiliserer den kritiske sans og fokuserer på det centrale: Kan vi i praksis se, at vi har de rigtige redskaber? Eller skal vi tænke nyt?

Kritisk analyse

Ingen folkevalgt forsamling i verden holder sit militær under et opsyn, som blot tilnærmelsesvis ligner det, som Kongressen udøver. Man har for flere år siden forlangt, at enhver præsident indleder en ny embedsperiode med grundig analyse af forsvarets tilstand. Svarer dets doktriner til den virkelige verdens udfordringer? Er styrkernes størrelse tilstrækkelig? Er beredskabet godt nok? Kan alle våbenprojekter begrundes sagligt ud fra militære behov?

Efter genindsættelsen af George Bush i præsidentembedet har Pentagon indledt den lovbefalede analyse – The Quadrennial Defense Review (QDR). Det er første gang, at analysen gennemføres midt i en krig. Udfaldet vil kun en tåbe forudsige. Men der er mange tegn på, at en ny ”revolution” er undervejs i amerikansk militær planlægning. Den er mindre end tidligere drevet af begejstring over løfter, som ligger i den våbenteknologiske udvikling – langt mere drevet af bekymring over nye udfordringer, som man ikke har svaret på.

Af de retningslinjer, som forsvarsministeriet har udarbejdet, fremgår ifølge flere referater, at man vil lægge mindre vægt på konventionel krig og mere på indsats mod oprørere, terroristers netværker og kaos i stater, der er på sammenbruddets rand. For fire år siden var Andrew Hoehn leder af  QDR-analysen. Nu siger han til avisen Los Angeles Times, at da man dengang så på militærets evne til at fjerne uønskede regimer, ”tænkte vi ikke på de langsigtede stabiliserende og fredsbevarende operationer”.

Virkeligheden overset

Det er en vigtig indrømmelse – om end den ikke kan kaldes overraskende. Siden den kolde krigs afslutning har USA været engageret i seks større operationer, hvor målsætningen var, at man skulle sikre stabilitet, så genopbygning blev mulig. Adskillige amerikanske studier viser, at indsatsen i intet tilfælde har været tilfredsstillende. Faktisk har den ofte været slet. Hvad værre er: Indhøstede erfaringer har ikke haft væsentlig betydning.

Målt i amerikanske soldaters liv har prisen for fiasko været ringe – lige indtil Irak kom med. Målt i spildte ressourcer har omkostninger været store. I en analyse påpeges, at store kampoperationer siden 1991 har kostet USA knapt 50 milliarder dollar. Men indsatsen for ”stabilitet og genopbygning” har kostet 150 milliarder. Alligevel har militære planlæggere fokuseret på de kampopgaver, som har lagt beslag på relativt få ressourcer, målt i arbejdstimer og penge.

Planlægningen har kort sagt ignoreret, hvad amerikanske soldater i virkeligheden beskæftiger sig med, så man kunne fokusere på det, som bedre svarer til opfattelsen af, hvad et militær bestiller. Dette misforhold medførte i 90’erne en voksende splittelse i USA’s væbnede styrker. Stadigt mere kritiske røster forlangte, at ”stabilitets og genopbygningsoperationer”, ofte forkortet til ”S&R”, skulle spille en større rolle i beredskabet – styrkernes sammensætning, deres træning, officerers uddannelse.

Kritikernes gennembrud

Men kritikken fik først medvind i løbet af 2003, da problemerne i Irak blev åbenbare. Kontoret i Pentagon, som arbejder med retningslinjer for omstilling af de væbnede styrker, bestilte fra USA’s højeste militære læreanstalt, National Defense University, en analyse af S&R. Rapporten, som blev udgivet sent på efteråret, angreb direkte den fremherskende tro på, at krig mod andre stater er den største udfordring. Vi kan, påpegede man, vinde en krig og alligevel tabe freden. Rapportens centrale forslag var, at man skulle oprette to nye divisioner, som helt fokuserede på S&R.

Debatten har siden raset. Især fra hærens læreanstalt, Army War College, er adskillige missiler i form af artikler, studieopgaver og bøger blevet affyret mod den militære planlægning.

Kritikken fik et stort gennembrud i december, da Defense Science Board udsendte en tyk rapport, ”Transition to and from Hostilities”. Forfatterne er et stort panel af eksperter, som skal rådgive forsvarsministeriet, og rapporten er et grundlæggende dokument i den store QDR-analyse, som nu er indledt.

Rapporten konstaterer, at ministeriet endnu ikke udtrykkeligt har gjort S&R til en opgave på lige fod med kampoperationer. ”Denne holdning bør ændres”, skriver panelet, ”fordi S&R operationer kan sluge ressourcer, der er på størrelse med dem, som store kampoperationer lægger beslag på, og det igennem længere tid. Stabilitets- og genopbygningsoperationer er ikke en mindre opgave, der er underordnet en kampmission, men en adskilt og klar mission med særegne behov indenfor udrustning og træning. Derfor skal S&R behov være en af de vigtigste drivkræfter bag udviklingen af fremtidens forsvar”.

NATO skal med

Behovet for styrker, som fokuserer på S&R, fremgår af et lille regnestykke i rapporten. Man påpeger for det første, at til en effektiv indsats skal afsættes fra 5-20 mand pr. 1000 indbyggere i det område eller land, hvor man er gået ind. I det krævende tilfælde Irak burde altså indsættes  460.000 mand; sammen med sine allierede dækker USA langt under halvdelen af behovet. Men regnestykket går videre. Det påpeges, at USA siden den kolde krig har startet en ny S&R operation efter 18-24 måneder. Man kan derfor forvente behov for flere operationer. Og de varer sædvanligvis 5-8 år. Så kan man jo selv regne sig til resten, hvis man ser lidt frem i tiden, hvor operationer i f.eks. Cuba (11 millioner indbyggere), Iran (76 mill), Nordkorea (22 mill) og Pakistan (156 mill) må være på en planlæggers skrivebord. Selv hvis langt mindre krævende opgaver lægges til grund, løber behovet for soldater hurtigt op i adskillige hundrede tusinder.

Det kan derfor ikke undre, at amerikanske planlæggere også har fået øje på NATO. To ledende forskere ved National Defense University, Hans Binnindijk og Richard Kugler, har i en rapport beskrevet, hvordan NATO bør oprette to S&R divisioner med 36.000 mand. De mener, at det skal være ”en tredje søjle” i alliancens nuværende beredskab. NATO udvikler en fleksibel styrke (NATO Response Force – NRF) på 21.000 mand, som med kort varsel kan indsættes i kampoperationer. Senere i en konflikt kan alliancen indsætte 4-8 divisioner fra sine HRF-styrker. S&R styrken, som bør være klar i løbet af 30 til 90 dage,  skal så håndtere overgangen fra krig til varig fred. Alt efter behov kan mindre dele af S&R styrken udsendes – eventuelt i stedet for NRF eller til flere forskellige samtidige missioner.

Som typiske missioner henviser forskerne til Bosnien, Kosovo og Afghanistan. I disse tilfælde plukkede alliancen enheder fra en række lande, som tilbød bidrag. Store mangler ved indsatsen blev hurtigt iøjnefaldende. NATO kan, påpeger de, ikke regne med, at man også i fremtiden har tid til oplæring af styrkerne i felten. Der skal i sammensætningen af den nye styrke lægges vægt på en mere målrettet effektivitet. Alliancen har mange velegnede enheder – især Tyskland og Italien fremhæves. Men problemet er, at alt for meget i dag er overladt til improvisationens kunst.

Spild af kampsoldater

Det gennemgående element i de amerikanske overvejelser er, at man ikke bare kan bruge kampenheder til S&R opgaver. Ud fra erfaringerne med fredsbevarende operationer har det været en udbredt opfattelse, at kamptrænede soldater med lidt træning kan ”nedtrappes”, så de kan sikre stabile forhold, mens genopbygning startes af civile. Den opfattelse forkaster amerikanerne.

For det første er USA’s erfaringer ikke gode. Sagt lidt brutalt, så er der tendens til, at toptrænede dræbere ikke er gode til politi-lignende funktioner. For det andet er det ikke en fornuftig anvendelse af ressourcer: Uddannelse af kampsoldater er dyr, og når de først er ”nedtrappet”, så kræver  genopdragelse tid og ressourcer.

Nogle europæiske lande hævder, at de har gode erfaringer med omstilling af kampsoldater. I forbindelse med britiske soldater i Irak fremhæves således ofte, at de kan klare både det skarpe og det bløde. Der er en del modargumenter. For det første, at fremtidens S&R styrker skal være langt mere effektive til den opgave, end selv nedtrappede britiske er. For det andet, at der er brug for både toptrænede krigere og S&R soldater til samtidig indsættelse.

Modne folk med skruenøgler

Det stærkeste amerikanske argument er formentlig, at S&R opgaverne skal løses af enheder, som strukturelt afviger betydeligt fra kampstyrker. To-tredjedele af en division skal i modellen, som Binnendijk og Kugler opstiller, have stor ekspertise på civile felter – militærpoliti, ingeniører, medicinsk personale, information samt psykologisk kamp, efterretning, genopbygning af det civile samfund (retsvæsen, renovation, energiforsyning osv). Det er ikke et svar på behovet, at man kan bruge nødhjælpsorganisationer mm. De nuværende og kommende konflikter er netop kendetegnet ved, at der vil være en lang periode med stor ustabilitet, hvor civile hverken vil eller kan bruges.

Man har kort sagt brug for modne folk med civil ekspertise, som er udrustet med både gevær samt skruenøgle og har masser af penge i ammunitionskasserne.

I analysen fra Defense Science Board peger man på de muligheder, som ligger i det amerikanske hjemmeværn, Nationalgarden, og andre reserver. Det er soldater, som kommer i felten med en stærk civil baggrund. Hovedproblemet med dem er, at langvarige ophold i det fjerne er nødvendige, fordi hyppig rotation undergraver genopbygning af et civilt samfund, og disse soldater længes efter deres familier. Man antyder derfor, at en helt ny tjenestegren kan blive nødvendig, hvis behovet skal dækkes.

Kilder:

Nogle af de vigtigste indlæg i den amerikanske debat kan findes på internettet:

Rapporten fra Defense Science Board: ”Transition to and from Hostilities” kan hentes på www.acq.osd.mil/dsb/reports/2004-12-DSB_SS_Report_Final.pdf

Rapporten fra National Defense University om S&R styrker, ”Transforming for Stabilization and Reconstruction Operations”,  kan hentes på www.ndu.edu/ctnsp/S&R.htm

Rapporten fra National Defense University om NATO og S&R, Defense Horisonzons nr. 45 “Needed - A NATO Stabilization and Reconstruction Force”,  kan hentes på http://www.ndu.edu/ctnsp/defense_horizons.htm

En række artikler med kritik af USA’s militære planlægning kan læses i ”A Nation at War in an Era of Strategic Change” (red. Williamson Murray) og hentes på  http://carlisle-www.army.mil/ssi/pubs/display.cfm/hurl/PubID=580

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.