Trykt i CS-bladet den 27. maj 2005

Livstegn i NATO

Alliancen skal igen stå i centrum for USA’s og Europa’s sikkerhedspolitik

Af JØRGEN DRAGSDAHL

NATO er døende – eller allerede død! Begge påstande er siden præsident Bush kom til magten  blevet luftet en del. Men den gamle alliance udviser igen livstegn. Er det liv efter døden? Eller oplever vi en genopstandelse? Ja, måske har alle nekrologerne, som ofte før i NATO’s historie, overdrevet patientens kritiske tilstand noget.

Efter Bush i februar deltog i topmøder arrangeret af både NATO og EU, har optimister set mulighed for et nyt kapitel i det transatlantiske samarbejde. De seneste års strid er tilsyneladende skubbet i baggrunden – i det mindste, når ledende politikere og embedsmænd udtaler sig offentligt. Det er i sig selv et stort fremskridt, fordi man så får et bedre samarbejdsklima. Og det er nødvendigt, hvis man skal løse problemerne, som de færreste helt benægter eksistensen af. Men hvor meget god vilje skal der til? Er problemerne overkommelige?

Hvis man ønsker et nuanceret indtryk af alliancens tilstand og fremtid, udgør rapporter fra NATO Parliamentary Assembly en oplagt mulighed. Organisationen samler politikere fra alle 26 medlemslande (fem danskere er med) og 13 andre lande sender deltagere med en slags observatør-status. En række udvalg holder opsyn med NATO’s aktiviteter, og med bistand fra et sekretariat udarbejdes op til to årlige møder meget informative rapporter. Forårs-samlingen finder sted i slutningen af maj, og vanen tro er udkast til rapporterne lagt på Internettet.

Mens nyhedsmediernes dækning af alliancen svinger mellem yderpunkterne ”snarlig død” og ”genopstandelse”, følger NATO-parlamentarikerne med i de utallige aktiviteter, som sjældent giver anledning til store overskrifter. Man får indtryk af en alliance, som støt fortsætter sin omstilling til en ny tids udfordringer.

Løfterne fra Prag

Under et topmøde i Prag i november 2002 forpligtede de allierede sig til udvikling af militære færdigheder, så man kan påtage sig et bredt spektrum af opgaver uden for Europa. Håbet er, at de europæiske allierede gennem investeringer i nyt materiel kan indgå i et mere effektivt samarbejde med USA, som udgør et våbenteknologisk forbillede.

En rapport fra et NATO Parliamentary Assembly udvalg, som beskæftiger sig med transatlantisk forsvars- og sikkerhedssamarbejde, er overraskende positiv i sin vurdering af fremskridtene. Et af indsatsområderne, som blev aftalt i Prag, er evnen til transport af styrkerne. Udvalget mener, at udsigterne er særligt positive, når det gælder transport på skibe, bl.a. takket være et dansk løfte om to roll-on/roll-off fartøjer. Rapporten noterer desuden fremskridt i forbindelse med fly-transport, fordi alliancen fra 2005 får adgang til seks chartrede ukrainske Antonov 124-100. Evnen til optankning af fly i luften forbedres også, fordi Tyskland og Canada anskaffer Airbus A310 fly. Spanien står i spidsen for et langsigtet projekt, som sammen med otte lande, deriblandt Danmark, stiler efter indkøb af ti fly.

Udvalget beskriver også fremgang, når det gælder andre løfter fra Prag. Det gælder logistik, beskyttelse mod bl.a. C- og B-våben samt raketter, præcis ammunition og C4ISR – altså forbedring af styrkernes evne til indbyrdes kommunikation og overvågning af et kampområde.

NRF-styrken

Prag-mødet aftalte også oprettelse af en ekspeditions-styrke, NATO Response Force (NRF). I oktober sidste år blev den meldt kampklar. Styrken, som venter fuldt udbygget i 2006 med 21.000 soldater, kombinerer land-, luft, og flåde-enheder i en styrke, som kan indsættes overalt i verden i løbet af fem dage og klare sig selv i op til 1 måned. NRF er motoren i alliancens højteknologiske omstilling efter amerikansk forbillede, og den skal afprøve ny teknologi, nye doktriner og procedurer.

Adskillige rapporter kommer ind på engagementerne i Balkan, Afghanistan og Irak. Tonen er igen overvejende optimistisk.

Øget engagement

Overdragelsen af missionerne i Makedonien og Bosnien er, mener man, gået godt. Der er alvorlige problemer med FN’s indsats i Kosovo, fordi økonomisk udvikling og genopbygning er udeblevet, befolkningen er utilfreds og FN beskyldes for korruption, men stor kritik rammer ikke KFOR. Siden august 2003 har NATO haft kommandoen over ISAF-styrken i Afghanistan, og den udvides med de såkaldte PRT-hold, der består af relativt små enheder, som placeres ude i provinserne. Fem ud af sytten PRT-hold står under NATO’s kommando, og det ventes, at deres antal øges. Man vurderer, at sikkerheden er stærkt forbedret – Taliban er angiveligt slidt op, den afghanske regeringshær gør hastige fremskridt og selv en mulighed for kontrol med produktionen af opium øjnes.

Når det gælder Irak, så har, oplyser en rapport, ”alle allierede erkendt, at det er nu i deres kollektive og individuelle interesse at sikre, at Irak bliver stadigt mere stabilt og i stand til at sørge for sin egen sikkerhed”. Ingen rapporter beskæftiger sig med, at mange deltagere i koalitionen trækker deres styrker ud – men det bidrag kommer jo heller ikke, formelt, fra NATO. Optimismen gælder NATO’s bistand i og uden for Irak, når det gælder træning af irakiske sikkerhedsstyrker. I løbet af 2005 skal cirka 1.000 NATO officerer været engageret i opgaven – nogle hundrede i selve Irak på en træningsbase øst for Bagdad.

Politisk forum

Men rapporterne udgør ikke et skønmaleri. Hvis man leder efter påpegning af problemer, så er der mange advarsler. Og hvis man yderligere vil finde grund til kritik, så har alliancens officielle tidsskrift, NATO Review, i forårsudgaven en række artikler, som yderligere fremhæver, at NATO har brug for et mere frugtbart samarbejdsklima.

Hvad er f.eks. meningen med NATO? Tidligere i år sagde den tyske forbundskansler, at NATO ”er ikke længere det primære sted, hvor transatlantiske partnere diskuterer og koordinerer strategi”. Få er uenige i denne beskrivelse. I NATO Review peger amerikaneren Robert Bell, tidligere vice-generalsekretær i alliancen, på en række emner, som ikke kom på NATO-rådets bord. USA ville ikke diskutere, hvordan angrebet på Taliban og Al Qaeda skulle gennemføres. NATO overvejede ikke, hvor lang tidsfrist FN’s inspektører skulle have i Irak. Rådet er heller ikke det ”primære sted”, hvor Irans mulige anskaffelse af atomvåben diskuteres.

Utilstrækkelig vilje

Under topmødet i februar vedtog man, at NATO’s politiske rolle skal styrkes. Men en hensigtserklæring er ikke nok. Schröder foreslog nedsættelse af et udvalg med højtstående repræsentanter, som skulle diskutere, hvordan det transatlantiske forhold kan forbedres. Men der er ikke udsigt til opbakning fra USA og størstedelen af alliancen. Mange eksperter mener, at NATO’s strategiske koncept fra 1999 – en slags grundlov – er forældet, men i alliancen frygter flere lande, at en revision vil udløse ny strid.

Generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer forsøger en optrapning af  Rådets politiske aktivitetsniveau. I april besøgte det eksempelvis Kosovo. Men den politiske vilje i alliancen til udvikling af Rådets betydning virker skrøbelig, når man ikke tør diskutere et nyt strategisk koncept.

Næsten alle problemer, som nævnes i rapporterne fra NATO Parliamentary Assembly og i NATO Review, har rod i uenighed, uklarhed og utilstrækkelig vilje, når det gælder gennemførelse af alliancens erklærede målsætninger.

Forsvarsbudgetterne i Europa er langt fra store nok – ja, selv i USA, som har set en voldsom vækst, mangler Pentagon penge. Aktuelle operationer sluger ressourcer, som skulle gå til investering i omstilling. Alliancen sender i enighed styrker af sted, men finansiering af indsatsen hviler på det land, som bidrager – en særligt tung byrde for østeuropæerne.

Vision forældet

Den amerikanske forsvarsekspert Anthony Cordesman skriver i NATO Review, at omstillingen allerede er trådt ind i en fase, hvor spørgsmålet: ”Har vi råd?” vejer tungere end: ”Hvad skal vi?”. Men det er måske ikke så galt. Cordesman og nogle af rapporterne fra NATO Parliamentary Assembly fremhæver, at de store visioner med meget kamptrænede soldater udrustet med den seneste højteknologi er forældede. Konflikterne i Afghanistan og Irak har vist, påpeger Cordesman, at det er menneskers færdigheder og ikke ting, der tæller i den type konflikter, som alliancen skal håndtere. Når det gælder en indsats mod terrorisme, bekæmpelse af oprør, fredsbevarende operationer og genopbygning, så har europæerne en række fortrin. Der er, skriver han, mere end højteknologi brug for sprogkyndige, militærpoliti, CIMIC-enheder, efterretningsfolk, ingeniørtropper og transporthelikoptere.

Afghanistan udstiller mange af problemerne. Som en af rapporterne udtrykker det, så har NATO’s indsats i Afghanistan ”afsløret alvorlige forskelle mellem politisk retorik og det faktiske engagement”. Som illustration kan nævnes, at NATO i Kosovo indsatte 20 ”fredsbevarere” for hver tusinde indbyggere – i Afghanistan er indsatsen på 0,2 pr. tusinde.

Måske vil en massiv indsats være uklog. Det er sandsynligt, at NATO ikke har store problemer i Afghanistan, fordi den militære tilstedeværelse er beskeden. Sagt på en anden måde, så har NATO ikke blandet sig meget i lokale fyrsters herredømme eller bønders dyrkning af opium – sidstnævnte en hovedkilde for narkomarkedet i Europa. Der er altså risiko for, at fremskridtene i Afghanistan vil vise sig blot at være kosmetiske.

Da den amerikanske NATO ambassadør Nicholas Burns forlod sin post tidligere i år stillede han spørgsmålet: ”Bør NATO’s motiverende formål ikke være at bistå med, at frihedens, sikkerhedens og fredens flag kommer længere ud til folk og lande i syd og øst?”. Det er fortsat et spørgsmål, hvorvidt europæerne, i overensstemmelse med USA’s politik, vil slutte op bag dette flag.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.