Trykt i Hjemmeværnsbladet juni 2005

Rasmus Modsat er helt uundværlig

Amerikanske efterretningstjenesters fejl udgør et lærestykke for alle, som arbejder med informationer

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Åh nej – skal vi nu igen høre om Iraks masseødelæggelsesvåben!

Som et kollektivt suk gik denne reaktion gennem verden, da en kommission, udnævnt af præsident Bush, i foråret afleverede en rapport, som konkluderede, at amerikanske efterretningstjenester havde uret, da de før krigen hævdede, at Irak udviklede atomvåben og havde et arsenal med både kemiske og biologiske våben.

Det var ikke længere en nyhed, så rapporten fik kun meget kortfattet omtale. Kommissionen fastslog også, at efterretningstjenesternes forkerte påstande ikke var en følge af pres fra politikere, som ønskede en propaganda-offensiv.  Men kunne man vente andet fra en kommission nedsat af Bush? Så heller ikke den konklusion blev en stor nyhed.

Men det er synd – for demokratiet i USA og for alle andre demokratier. Rapportens knapt 600 sider udgør nemlig et lærestykke. Den beretter ekstremt detaljeret, hvor grueligt galt det kan gå, når myter får overtaget, og grundlæggende værdier, som demokratierne er bygget på, bliver skubbet til side.

Igen og igen fremhæver rapportens forfattere – erfarne politikere og sikkerhedseksperter – denne lære: Rasmus Modsat er uundværlig, fordi han giver demokratiet liv, og det er ham, som sikrer, at demokratiets institutioner er effektive.

Lærestykke for alle

Det er en bemærkelsesværdig konklusion, fordi den er knyttet til analyse af efterretningstjenesters effektivitet. De udgør næppe, hvad de fleste først tænker på, hvis man skal nævne en ”demokratisk institution”. Deres virke er omgivet af hemmelighedskræmmeri, opsyn udefra er ofte minimalt, og de har en hierarkisk opbygning efter militært forbillede.

Men efterretningstjenester arbejder med informationer, og derfor er de sårbare, når det gælder alle de onder, som demokrati skal modvirke. Diktaturer har vist sig ineffektive, fordi de troede på enkle sandheder og afskrækkede tvivl. Demokratier har vist sig overlegne, fordi de opmuntrer kritik, magthavere får modspil – opposition er ligefrem institutionaliseret med statsmagtens tredeling, en fri presse osv. Det er en grundlæggende erkendelse i demokratier, at ”informationer” sjældent indeholder den endelige sandhed, og at de bør afprøves gennem modsigelse. Ytringsfriheden er ikke kun indført, fordi alle skal komme til orde. Samfundet bliver ganske enkelt mindre effektivt, hvis beslutninger hviler på forkerte informationer, så debat skal trække dem gennem en slags skærsild.

Det er ikke altid, at man i demokratier værdsætter børnelærdommen, og det er årsagen til, at den amerikanske rapport fortjener udbredelse mellem alle, som producerer og forbruger informationer – især soldater, journalister, lærere, embedsmænd, redaktører og politikere.

Mytens grundlag

Efterretningstjenesterne fik uret, fordi de troede på en myte – altså en fortælling, som kunne forklare, hvad de oplevede, men som ikke kunne holde for nærmere eftersyn.

Myten havde, som myter ofte har, et rodfæste i den virkelige verden. Op til Golfkrigen i 1990-91 havde efterretningstjenesterne underdrevet truslen fra såkaldte masseødelæggelsesvåben i Irak. Inspektioner efter krigen viste, at Saddam Hussein var længere fremme med udvikling af atomvåben, end tjenesterne havde troet, og han havde et stort beredskab til kemisk samt biologisk krig.

Saddam opførte sig i 90’erne, som havde han stadig noget, der skulle skjules. Den grundlæggende antagelse for efterretningstjenester var derfor, at han nok var ”ude på noget” – at han havde bevaret ekspertise til fremstilling af forbudte våben, at produktionsanlæg var opretholdt og at betydelige lagre af stoffer, som indgår i kemiske og biologiske våben, var gemt. Man antog endvidere, at efter FN’s inspektører i 1998 forlod landet, var udvikling af irakiske masseødelæggelsesvåben blevet genoptaget.

Direkte vildledende

Rapporten afviser, at det var ”tåbelige eller blot urimelige” antagelser. Men på et tidspunkt blev de til mere end formodninger, som indgik i efterforskningen, og blev til ”mere eller mindre uafviselige konklusioner”.

Ja, ”værre endnu, efterretningssystemet blev alt for villigt til at finde bekræftelse for dem i materiale, hvis tvivlsomme troværdighed burde have været erkendt samtidigt”. De, som indsamlede og analyserede efterretningsmateriale, ”accepterede alt for beredvilligt ethvert tegn, der støttede deres teori om, at Irak havde lagre og udviklede våbenprogrammer, og de bortforklarede eller ignorerede ganske enkelt tegn, som pegede i modsat retning”.

I en stor analyse fra efteråret 2002, som alle tjenester bidrog til, blev antagelserne ”svøbt i efterretningsarbejdets mystik, idet man leverede hemmelige informationer, som tilsyneladende støttede (antagelserne), men rent faktisk var nærmest værdiløse, hvis ikke direkte vildledende”.

Myten blev plejet

Som forklaring henviser rapporten til det politiske ”miljø”, som omgav tjenesterne. Man har ikke fundet beviser for, at politikere direkte greb ind i deres arbejde. Konklusionen er overraskende, fordi anonyme efterretningsfolk har klaget til nyhedsmedierne over politisk indblanding. Desuden rapporterede lederen af den britiske efterretningstjeneste MI6 til premierminister Tony Blair syv måneder før krigens start, at Bush havde besluttet sig til et militært angreb, og ”efterretninger samt kendsgerninger arrangeres nu ud fra denne politik”. Briterne kaldte også det amerikanske bevismateriale mod Saddam ”tyndt”.

Men kommissionens fremhævelse af, hvordan samfundets forventninger påvirkede tjenesterne,  udgør reelt en mere alvorlig anklage, end hvis de blot havde handlet efter ordre. Politisk indblanding kan afvises. Udbredte myter påvirker uden, at tjenesterne selv opdager det. ”Det generelle miljø bidrog” til, konkluderer rapporten, at man ”endog var uvillig til overvejelse af mulighederne for, at den alment udbredte sandhed var forkert”. Tjenesternes analytikere følte, at vurderinger, som ville være i strid med denne ”sandhed” ikke var velsete, og tjenesternes ledere belønnede vurderinger, som passede ind i myten.

Rapporten bruger mange hundrede sider på gennemgang af de alvorligste fejl. Saddam fik masseødelæggelsesvåbnene ødelagt i 1991, fordi han ønskede FN’s sanktioner ophævet. Men han turde ikke indrømme det offentligt af frygt for, hvad hans fjender så ville gøre mod et afvæbnet Irak. Efterretningstjenesterne end ikke overvejede hans dilemma. Iraks import af nogle specielle metalrør blev et fældende bevis for, at landet i hemmelighed ville fremstille radioaktivt materiale til atomvåben. I virkeligheden var rørene uegnede. De skulle bruges til raketter. Trods indsigelser fra eksperter konkluderede tjenesterne, at de godt kunne bruges i et atomprogram. Militærets førende eksperter indenfor raket-teknologi vurderede, at rørene ikke skulle bruges til raketter – de end ikke undersøgte, hvorvidt Irak tidligere havde brugt sådanne rør til raketter, og de overså også, at Italien og USA selv anvendte lignende rør. Da man hævdede, at Irak havde et aktivt program for fremstilling af biologiske våben, kom næsten alle ”beviser” fra kun én kilde, og hans informationer havde man kun på anden hånd. Kildens troværdighed blev ikke afprøvet, og voksende tvivl blev undertrykt.

Myternes kamp

Myter er ikke et usædvanligt fænomen i demokratier. Danmark står, mener historikeren Hans Kirchhoff, midt i et opgør mellem to myter, der har udspring i besættelsestiden. Politikere skabte i sommeren 1945 en myte, hvor samarbejdspolitikken blev til ”en form for modstand”, skrev han i dagbladet Politiken den 28. maj. Nu har statsminister Anders Fogh Rasmussen så, ifølge Kirchhoff, skabt en modmyte, hvor ”en hel generation” fordømmes ”for opportunisme og medløberi”. I 1945 ville politikerne med myten forklare en adfærd, som havde vakt mishag i befolkningen. Nu vil statsministeren bruge hyldest til modstandsbevægelsen ”som legitimering af Irakkrigen”.

Myter er særligt livskraftige i forbindelse med krige. Den amerikanske krigskorrespondent Chris Hedges har i bogen War is a force that gives us meaning analyseret krigsmyternes rolle. Han hævder, at hvis en krigsførende magt mister sine myter, så er nederlaget garanteret, fordi krigen ”afsløres for, hvad den er – organiseret mord”. Det oplevede USA under Vietnamkrigen. Myter anvendes også af krigsmodstandere. Første Verdenskrig gav pacifister en myte, som har vist sig meget sejlivet: Generaler er krigsgale, som gladelig ofrer soldater for egen æres skyld. I nyere tid gav Vietnamkrigens modstandere USA’s fjender noget nær helgenstatus.

Man kan godt hævde, at myter er nødvendige, hvis man skal motivere soldater og befolkninger til en indsats. Det er således sandsynligt, at Bush-regeringen havde fået nej fra Kongressen, hvis den havde lagt op til krig mod Irak uden de skræmmende oplysninger fra efterretningstjenesterne -  masseødelæggelsesvåben var langt fra den eneste begrundelse for krig.

Men myter er også meget farlige for effektiv krigsførelse. Den amerikanske forsvarsekspert Anthony Cordesman fra Center for Strategic and International Studies har netop i en tyk rapport påvist, at USA’s problemer i Irak har rod i en myte, som såkaldt neo-konservative skabte gennem flere års ihærdig agitation: Irakerne vil hilse en amerikansk befrielse velkommen. Derfor ignorerede politiske og militære planlæggere behovet for store styrker, som kunne sikre stabilitet og genopbygning. Man ignorerede også alle de eksperter og ledende officerer, som hævdede, at den neo-konservative myte havde et meget skrøbeligt fundament i virkeligheden.

Modsigelse efterlyses

Det er en del år siden, at Sokrates blev henrettet, fordi han kom i konflikt med græsk mytologi. Moderne demokratier behandler ikke afvigere helt så slet, men som Chris Hedges påviser, så vil mytemagere også i dag – især under krige – kvæle kritiske røster. Kommissionen erkender, at hvis bureaukratiers ”sandheder” skal udfordres, så er en meget bevidst indsats for fremme af modsigelse nødvendig.

Mange af kommissionens i alt 74 anbefalinger gælder forbedring af den analytiske indsats med initiativer, som skal sikre modspil.

Det er, konkluderer man, ”helt afgørende, at analytikere udvikler metoder for rutinemæssig udfordring af deres oprindelige antagelser…”. Oprettelse af Rasmus Modsat afdelinger i tjenesterne er ikke en tilstrækkelig løsning, fordi konsekvent afvigende analyser medfører tab af troværdighed. Man skal derfor fra sag til sag udnævne hold, som skal levere alternative analyser og kritik. Desuden bør træningen af alle analytiker opmuntre evne og vilje til modsigelse af alment erkendte ”sandheder”.

Analyser skal åbent erkende, hvor man har huller i sin viden. Det er også godt, hvis forskellige tjenester ligger i indbyrdes kappestrid. Analytikere skal sikres mulighed for, at de periodevis kan fordybe sig og rejse, så de får nærkontakt med fremmede kulturer. Og så opfordrer kommissionen til et mere aktivt opsyn fra politisk side med tjenesternes virksomhed.

Endelig lægger man stor vægt på indhentning af ekspertise og kritisk modspil fra folk og kilder, som er uafhængige. Tjenesterne bør oprette et eller flere forskningsinstitutter, som ikke er underordnet kommandostrukturen – så kan man også bedre være i kontakt med forskere på universiteter, i tænketanke osv. Værdien af åbne kilder – altså f.eks. brug af internettet og udenlandske publikationer – fremhæves.

Kommissionens rapport kan hentes på http://www.wmd.gov/report/

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.