Trykt i Berlingske Tidendes kronik 15. juli 2005

Gensyn med Den Kolde Krig

Redegørelsen fra DIIS om Den Kolde Krig bør lægge låg på den politiske debat, som har huseret i 90’erne i en slags forsinket opgør med den såkaldte fodnotepolitik. Den udgør et fint oplæg til debat mellem historikere. Især et spørgsmål trænger sig på: Fortalte magthaverne os i 80’erne ærligt, hvad de vidste og hvad de gjorde i vort navn?

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Journalistik er det første udkast til historieskrivningen. Så det var med en del engagement, at jeg kastede mig over koldkrigs-redegørelsen fra instituttet for internationale studier, DIIS. Fra 1976 beskrev og kommenterede jeg næsten dagligt Øst-Vest konflikten frem til afslutningen, og det skete med nær kontakt til dens deltagere fra mange niveauer på begge sider af Jerntæppet. Hvordan ville ægte historikere vurdere perioden? Havde de fået gravet noget frem, som hidtil har været ukendt? Havde de samtidige kilder, som jeg stolede mest på, ret eller uret?

Gennemlæsningen gav hurtigt et svar: Rapporten bør lægge låg på den politiske debat, som har huseret i 90’erne i en slags forsinket opgør med den såkaldte fodnotepolitik. Mange grundlæggende beskyldninger var åbenbart forkerte. Samtidig har DIIS leveret et godt oplæg til debat – især mellem historikere. Der er brug for en debat, som ikke plukker selektivt i materialet. Og brug for nøgterne debattører, som ikke har meget på spil personligt. Rapporten er nuanceret, og trods værkets enorme omfang er meget i perioden endnu uafklaret. Kildematerialet er ikke perfekt.

Men i første omgang har vi fået endnu et politisk hundeslagsmål. Der bides og bjæffes i en stor tumult. Inden vi kan komme videre, skal nogle regnskaber åbenbart gøres op.

Mit regneark har på bundlinjen stadig et spørgsmål: Var pressekritik, som i 80’erne blev rejst imod danske regeringer, NATO og vores mest magtfulde allierede berettiget? Det er et gammelt ideal for journalistik, at pressen skal være den fjerde magt, som giver statsmagten modspil, så borgerne kan få så mange informationer, at de selv kan tage stilling. En anden version af det samme spørgsmål lyder: Fortalte magthaverne os dengang ærligt, hvad de vidste og hvad de gjorde i vort navn?

Østersøen gjort til brændpunkt

Uffe Ellemann-Jensen berører i sin kommentar ( 12. juli) indirekte problemet, når han erklærer, at ”man dengang førte politik på grundlag af, hvad man troede at vide, ikke hvad man et kvart århundrede senere mener at vide bedre”. Desværre oplyser den tidligere udenrigsminister ikke, hvorvidt han dengang ”troede at vide” noget, som han i dag ”mener at vide bedre”. Man kan også spørge, hvorvidt han dengang burde have vidst noget af det vigtigste, som DIIS i dag kan berette?

Forskerne oplyser, at Danmark, USA og NATO med provokerende militær aktivitet gjorde Østersøen til et ”militært brændpunkt”. De dokumenterer, at Warszawa-pagten fra slutningen af 70’erne følte sig stadigt mere militært underlegen, og at sovjetiske ledere blev grebet af panik, idet de troede, at USA forberedte et overraskende angreb. Vi kom tilsyneladende så tæt på en atomkrig i november 1983, at selv Ronald Reagan blev forskrækket og lagde kursen om.

Er det nyt for Ellemann-Jensen og andre medlemmer af den daværende regering?

Det burde ikke være en nyhed. På Bornholm havde vi overvågningsanlæg med fremragende indsigt i fly- og flådeaktiviteten. Det må vække undren, hvis Forsvarets Efterretningstjeneste ikke har rapporteret, at f.eks. amerikanske jagerbombere, som kunne medføre atomvåben, hyppigt ”angreb” sovjetisk territorium og først bøjede af i sidste øjeblik. Selv hørte jeg først derom i 1983 fra en radar-tekniker, som var dybt rystet – desværre kunne påstanden ikke dokumenteres, så jeg videregav den ikke til læserne.

Truslen fra SS-20

Vi fik dengang oplyst, at Warszawa-pagten var meget overlegen, og at kritik af NATO ville svække det vestlige forsvar yderligere. Takket være DIIS ved vi nu, at Forsvarets Efterretningstjeneste generelt havde en mere sober vurdering.

Som konkret eksempel kan nævnes de sovjetiske SS-20 raketter, der fra slutningen af 70’erne blev opreklameret til den helt store trussel. Måske var Ellemann-Jensen i god tro. Så sent som sidste år kunne han stadig i sin selvbiografi, Fodfejl, hævde, at SS-20 var en trussel i kraft af ”enorm sprængkraft”. Han skrev også, at ”SS-20’erne dukkede op - samtidigt med, at Sovjetunionen forøgede opstillingen af sine kortrækkende SS-4 og SS-5 missiler i Europa”.

Men han burde have vidst bedre. SS-4 og SS-5 var gamle mellemdistanceraketter, som i årtier havde truet hele Vesteuropa, og som havde meget større sprængkraft end SS-20. Mange, især amerikanske sikkerhedseksperter, fremhævede dengang, at udskiftningen af SS-4 og SS-5 med SS-20 ikke rejste en væsentlig ny trussel. Det samme hørte regeringen fra efterretningstjenesten. DIIS kan oplyse, at Forsvarets Efterretningstjeneste anså SS-20 for blot en modernisering af de ”forældede” SS-4 og SS-5 raketter, og rapporten finder det i lyset af datidens debat ”påfaldende”, at de militære aspekter ved SS-20 spillede en relativt begrænset rolle i efterretningstjenestens vurderinger. Sovjet havde endog fra slutningen af 70’erne, ifølge  efterretningstjenesten,  ”nedtonet” betydningen af kernevåben.

Sovjet på galskabens rand

Vidste regeringen, at sovjetiske ledere af krigsfrygt blev drevet ud på galskabens rand? Det fremgik af deres offentlige udtalelser, men signalerne blev afvist med, at det nok kun var propaganda. OK, kommunisterne havde ikke gjort sig fortjent til troværdighed. Propagandaen blev dog så grotesk, at enhver burde have erkendt, at den var motiveret af mere end et ønske om at skræmme opinionen i Vest. Under en reportage-tur til Moskva i 1983 satte mine officielle kilder konsekvent lighedstegn mellem Reagan og Hitler – og de vidste godt, at meget få i Vesten ville sluge den påstand. Men propagandaen afspejlede, at lederne selv frygtede et nyt overraskelsesangreb. I Danmark skrev Ellemann-Jensen dengang, at vi bare skulle holde hovedet koldt, men krigsfrygten i Danmark afspejlede en reel fare, som vi nu har yderligere dokumentation for.

Der kan fremlægges mange, mange flere eksempler på regeringens misinformation af befolkningen. Professor Nikolaj Petersen påpeger i sin nylige fremstilling af periodens historie i Dansk Udenrigspolitiks Historie bind VI, som bygger på regeringens arkiver, adskillige tilfælde.

Men misinformationen fortsætter. Udenrigsminister Per Stig Møller kan således i sin kronik (14. juli) forklare, hvorfor USA ikke ville oplyse, hvorvidt amerikanske krigsskibe, som anløb danske havne, havde atomvåben ombord. ”Efterkom skibene dette krav, ville USSR vide, om de var atombestykkede og i givet fald hvilke, der var det”, skriver han, og fortsætter: ”Det ville være en rar oplysning at sidde inde med i tilfælde af konfrontation”. Tilsyneladende et fornuftigt argument, men reelt plat. Atombevæbning af både USA’s og Sovjets krigsskibe var så udbredt, at Sovjet måtte regne med, at ethvert amerikansk skib, som kunne anvende atomvåben, også havde dem ombord. Når USA hverken ville af- eller bekræfte tilstedeværelsen af atomvåben var begrundelsen en anden: Frygt for demonstrationer i udenlandske havne.

Hundeslagsmål

Og hvad er så meningen med det fornyede hundeslagsmål? Udenrigsministeren drager af rapporten fra DIIS den lære, at Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik ”er for alvorlig til at blive gjort til kastebold i indenrigspolitikken”. Igen et tilsyneladende fornuftigt argument, men hvad betyder det i praksis? Det kan betyde, at politiske partier ikke må gå videre med kritik, som rejses i befolkningen og af pressen, hvis der er risiko for, at regeringen kommer i mindretal. Datidens problem var jo, at regeringer ikke kunne besvare den kritik, som blev rejst, og derfor voksede presset.

DIIS-rapporten peger på, at der var ”elementer af hasard” i USA’s politik, og Danmark deltog i dette spil. Hvis vi fra pressen havde givet statsmagten et mere ihærdigt modspil, gravet mere efter dens faktiske motiver og informationer, havde befolkningen dengang vidst mere af det, som vi ved i dag.

På mit regnearks bundlinje vokser derfor en konklusion frem: Regeringen fortalte ikke befolkningen sandheden, for hvis den havde, var den ikke kun blevet ramt af flere ”fodnoter”. Den var blevet dyppet i tjære, rullet i fjer og sendt ud af Folketinget. Dømt for hasard. Tilsyneladende tror nogle politikere, at dette stadig er en fare.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.