Trykt i Information 8. september 2005

Penge er der skam også i Den Kolde Krig

Hvis DIIS-rapporten bringes i miskredit, kan der være millioner til andre forskere

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man nemt tro, at danskerne lever i en verden uden store aktuelle problemer. Thi hvordan kan det ellers forklares, at Den Kolde Krig er blevet et hedt debat-emne, med fokus på mere end 20 år gamle begivenheder?

Politisk set var det en smart manøvre, da regeringen Nyrup Rasmussen for fem år siden bad DUPI, som senere er blevet til DIIS, studere truslen fra Warszawa-pagten mod Danmark.

Oppositionen havde gjort opgør med 80’ernes såkaldte fodnotepolitik til en kølle, som flittigt blev brugt mod Socialdemokratiet. Næsten ingen socialdemokrater tog til genmæle. Hovedmanden bag partiets politik, Lasse Budtz, var så åbenbart kørt træt af en debat, hvor hans indsigt blev overhørt. For yngre socialdemokrater var de borgerliges kampagne et redskab, som kunne fremskynde et generationsskifte – selv følte de ikke et medansvar for veteranernes indsats, faktisk havde de ringe kendskab til datidens problemstillinger. Til tider signalerede de endog sympati for kritikerne.

Manøvren lagde en dæmper på partiets indre spænding, som var mere alvorlig, end pressen dengang opdagede. Perspektivet i konflikten ses, hvis man husker, at den hovedansvarlige for 80’erne var Anker Jørgensen, og den kunne have udviklet sig til et opgør med ham. Nyrup fik også dæmpet oppositionen lidt ned.

Politisk orkan

Men begejstringen på DUPI over den nye opgave var ikke stor. Instituttet fik lidt flere penge, og emnet var da spændende nok. Nogle forskere anså dog projektet for spild af ressourcer, som kunne være anvendt til undersøgelse af mere aktuelle udfordringer. Og få var blinde for, at man havde fået en meget sprængfarlig sag, der kunne kaste dem ud i en politisk orkan.

Problemet blev ikke mindre, da regeringen Fogh Rasmussen udvidede kommissoriet, så DUPI også skulle se på agenters påvirkning af det alternative sikkerhedspolitiske flertal. I løbet af de borgerliges hævngerrige kampagne havde påstande sluppet jordforbindelsen, så der var ringe udsigt til, at undersøgelsens resultater ville tilfredsstille Folketingets nye flertal.

Læg dertil, at den nye statsminister indledte en kampagne mod ”smagsdommere” - en del forskere inden for samfundsvidenskaberne anså den for en trussel. Budskabet var, at man skulle holde sig fra emner, som kunne stille spørgsmålstegn ved den nye sikkerhedspolitiske ideologi. Det er bemærkelsesværdigt, at regeringen ikke blev imødegået i væsentligt omfang af forskere, da den med pinligt svage argumenter og vildledning gik ind for Bush-regeringens ”missilforsvar”.

Så ingen kunne være i tvivl, sørgede regeringen tilmed for, at DUPI blev svækket, økonomisk og på anden vis, gennem en sammenlægning af  institutter. Denne manøvre udryddede også COPRI, fredsforskningsinstituttet. Regeringens pres er siden blevet opretholdt, bl.a. gennem så alvorlige nedskæringer i bevillingerne, at det har skabt strid mellem forskerne indbyrdes om smulerne og rejst tvivl om, hvorvidt uafhængig forskning har en fremtid i DIIS.

På den baggrund var det overraskende, ja endog modigt, at DIIS-rapporten var rimeligt klar i sine konklusioner. Måske troede man, at værket enorme omfang ville afværge usaglig kritik. Måske troede man, at der efter behandling af rapporten i bestyrelsen, som officielt har ansvaret for indholdet, var skabt solid opbakning. Bestyrelsen består ikke blot af fremtrædende forskere – den har også magtfulde repræsentanter for stats-, forsvars- og udenrigsministerierne. Til overflod er arbejdet løbende blevet efterprøvet af en følgegruppe med folk, der har særlig indsigt i perioden.

Underligt ville det dog være, hvis værket var hævet over enhver kritik. Det er kendetegnende for nutidshistorie, at omskrivning må finde sted løbende, fordi alt for mange kilder er præget af et personligt engagement og adgangen til dokumenter er begrænset. Men det er et ideal, at faghistorikere tager føringen i efterkritikken, fordi samtidens politiske aktører næppe primært stræber efter sagligt begrundet afklaring.

Tavse forskere

DIIS-rapporten har fået en hård medfart i nyhedsmedierne, og der er to hoved-årsager:

For det første har regeringspartierne i et forlig med Dansk Folkeparti omkring finansloven for 2005 aftalt, at når rapporten forelå, så ”vil parterne tage stilling til, om der er behov for yderligere studier af Danmark under Den Kolde Krig”. Hvis rapporten bliver bragt i miskredit, kan der altså strømme penge til forskere og institutter. Måske forklarer det, hvorfor ingen forskere uden for DIIS hidtil har forsvaret rapporten?

For det andet kører regeringen stadig en kulturkamp, hvor Den Kolde Krig står centralt. Mandag meldte kulturminister Brian Mikkelsen sig til koret af kritikere med en kronik i Jyllandsposten. Heri konstaterer han, at rapporten er skrevet af  ”cremen i dansk samfundsvidenskab”, hvorefter han vælter en skidtspand ud over den. Formentlig kan samtlige anklager tilbagevises, men hvem vil give plads til det?

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.