Trykt i Information 20. september 2005

Amerikanske duer overses i kold-krigs debatten

Den danske elite beskytter sig selv med hjælp fra DIIS-rapporten

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Meget lærde folk drøftede i sidste uge på et lukket møde i København redegørelsen om Den Kolde Krig fra DIIS, det danske institut for internationale studier. Som bekendt har rapporten vakt stærke følelser på højre side i det politiske spektrum. Men kritikerne var bemærkelsesværdigt afdæmpede, da de stod ansigt til ansigt med forskerne fra DIIS – og blev overvåget af ikke blot nulevende akademikere. Også Rigets gamle vise mænd så til fra væggene i Videnskabernes Selskab. Måske var det i deres ånd, at en kritiker endog undskyldte for sine hidsige udfald.

Vejen virker nu banet for, at rapporten vil udgøre fundamentet for videre dansk forskning på dette felt. Så vidt, så godt. Det store spørgsmål er så: Hvilke spor skal denne forskning følge?

Og derfor er tiden også inde til, at et fundamentalt problem ved rapporten påpeges. Den kan lede forskere på vildspor. En gammel anekdote kan illustrere hvorfor:

En mand havde i lettere beruset tilstand ved nattetide tabt sine bilnøgler. Forbipasserende så ham lede ihærdigt under en gadelygte. På opfordring forklarede han sit uheld. Hvor, spurgte de, har du tabt nøglerne? Derovre, svarede han, og pegede ud i mørket. Jamen, hvorfor leder du så her? Jo, det er jo her, at der er lys, lød svaret.

Vildledende fokus

 Problemet med rapporten er, at regeringen havde bestemt, hvor søgelyset skulle rettes. Opgaven var  undersøgelse af, hvordan Warszawa-pagten påvirkede dansk sikkerhedspolitik. Sjovt nok var resultaterne magre. Placeringen af lyset var stærkt inspireret af den navnkundige kommunist-jæger Bent Jensen, som da også både på mødet og i Jyllands-Posten (fredag over en hel side) kritiserer forskerne, idet de intet har fundet. Rapporten fra DIIS mere end antyder, at påvirkningen nok kom andre stede fra, men dokumentationen er ikke så grundig, at Bent Jensen og andre af samme overbevisning får lukket munden.

Forskerne fra DIIS kan undskyldes. De skulle jo ikke i detalje udforske, hvordan især europæiske socialdemokrater og amerikanske eksperter påvirkede den sikkerhedspolitiske debat i Danmark.

Men ”lysets placering” har påvirket hele deres vurdering af den såkaldte fodnotepolitik, idet alle centrale spørgsmål rejses ud fra Øst-Vest konfrontationen. Styrede Sovjet med påvirkningsagenter den danske debat? Nej, svarer DIIS, og nogle kritikere vil derfor stadig opsnuse agenterne. Led Danmarks sikkerhed skade? Næh, svarer DIIS, og kritikere er uenige i varierende grad. Udgjorde fodnoterne en fornuftig og gennemtænkt politik for et lille land, når man på denne vis lagde afstand til vores store allierede? Nej, svarer DIIS, og kritikerne synes, at fordømmelsen ikke er skarp nok.

Hvad var der sket, hvis man havde ledt, hvor nøglerne faktisk ligger? Den grundlæggende antagelse havde så været, at en bitter strid blussede op i den amerikanske elite i cirka 1975, fordi højre-radikale gik til angreb på afspændingspolitikken.

Den hårde konflikt mellem ”høge” og ”duer” i den amerikanske elite fik følger for dansk politik. I den danske opinion lå sympatien hos duerne og deres afspændingspolitik, men dansk realpolitik måtte følge høgene, da de med Reagan fik magten i USA – og forinden havde voksende indflydelse i Carter-regeringen.

Duernes redskaber

Konflikten mellem duer og høge gik ikke på, hvorvidt Sovjet var ”god” og USA ”ond”. Begge fløje ville modarbejde sovjetisk magt og indflydelse, men redskaberne var forskellige. Få i den danske opinion havde sympati for Sovjet, og der var ingen stemning for udmeldelse af NATO, faktisk voksede opbakningen i 80’erne. Men den danske opinion kunne ikke lide de amerikanske høges redskaber, og partier, som udgjorde et flertal i Folketinget, fulgte opinionen – og ville bruge de redskaber, som amerikanske duer anbefalede.

Årene rejser store spørgsmål i forbindelse med  ”demokrati og udenrigspolitik”, som nok kunne være forskning værd. Var der opbakning i befolkningen til de dagsordenforslag, som det alternative flertal fik vedtaget? Var der substans bag de kortfattede sætninger? Hvorfra kom, helt konkret, inspirationen? Kunne en regering mere overbevisende have arbejdet for den politik, som flertallet skitserede? Skal en regerings udenrigspolitik afspejle en folkelig opinion? Blev offentligheden vildledt af regeringen? Var embedsmændene gode nok? Svigtede politikerne? Hvad var pressens rolle?

Undersøgelsen ville utvivlsomt være ubehagelig for langt flere end dem, som rammes af DIIS-rapporten. Dovenskab og dumhed huserede overalt. Som professor Nikolaj Petersen viser i sin behandling af perioden i Dansk Udenrigspolitiks Historie Bind 6, så misinformerede regeringen Folketinget. Men man ville også opdage, at der var et stærkt transatlantisk fællesskab mellem kritikere i USA og Danmark samt, at de fælles værdier hverken var ”røde” eller eftergivenhed.

Og, vigtigst af alt, denne forskning ville have aktuel værdi.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.