Trykt i CS-bladet 21. september 2005

Iran står til sejr

Indsatsen mod spredning af atom-våben er rystet, fordi den brede internationale enighed bag er smuldret

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Atomvåben er tilbage i nyhederne. Ja, de rejser endog debat.

Har Iran et hemmeligt program for udvikling af atomvåben? Kan vi, altså USA og EU, stoppe det?

Nordkorea har, også efter eget udsagn, allerede atomvåben. Så hvordan kan de fjernes?

Spørgsmålene udspringer af en langt mere omfattende krise for det internationale system, som skal stoppe spredningen af atomvåben. Systemets fundament er ikke-spredningstraktaten fra 1968. Næsten alle verdens lande er med i traktaten, men der er mange tegn på, at den smuldrer. Da medlemmerne i maj afholdt en stor konference, var den indbyrdes uenighed så massiv, at man længe end ikke kunne aftale en dagsorden for mødet. Og man fik slet ikke aftalt, hvordan udfordringer mod traktaten skal håndteres.

Truslen for Danmark

Krisen betyder ikke, at truslen mod Danmark vokser væsentligt. Det er meget usandsynligt, at nogen stat, som har atomvåben, vil anvende dem mod os, og selv hvis flere stater anskaffer et arsenal, vil de langt ude i fremtiden mangle tilstrækkeligt langtrækkende fremføringsmidler.

Det er muligt, at terrorister får lettere adgang til atomvåben, hvis flere stater anskaffer dem. Men risikoen er allerede ubehageligt stor, fordi  ”gamle” atom-magter har store lagre, som terrorgrupper kan stjæle fra.  Især Ruslands er ikke beskyttet tilfredsstillende, og kaotiske tilstande i Pakistan kan give terrorister adgang til våben samt radioaktive stoffer.

Udsatte soldater

Lidt ude i fremtiden kan en stor trussel mod danske soldater, der er på internationale opgaver, anes. De kan blive deltagere i konflikter med nye atom-magter, og de kan blive sendt af sted efter en lokal atomkrig, når der skal ryddes op.

Det er også sandsynligt, at danske soldater vil blive brugt i militære aktioner, hvor formålet er blokering af spredning. Mellem begrundelserne for indsatsen mod Irak var, at dette land ville udvikle kemiske, biologiske og nukleare våben. Hvis magtanvendelse mod Iran eller Nordkorea bliver aktuelt, så kan det næppe ske uden bidrag fra USA’s allierede. Danmark er desuden allerede med i et internationalt samarbejde (anført af USA), hvor man med militær magt vil stoppe transport af teknologi og stoffer, som kan bruges til fremstilling af atomvåben.

Retssamfundet

Det er et centralt element i dansk sikkerhedspolitik, at vi går ind for et internationalt retssamfund. Begrænsning af mulighederne for anskaffelse og brug af atomvåben er nok det mest ambitiøse forsøg på udvidelse af nationalstaternes egne retssamfund, så også staternes indbyrdes spil reguleres af love.

Nationalt håndhæves love af politi og domstole. Internationalt er der også institutioner, som kan vurdere, hvorvidt regler overholdes. Atomenergi-agenturet IAEA holder øje med, hvorvidt den fredelige udnyttelse af kernekraft forbliver civil. FN’s sikkerhedsråd kan tage stilling til, hvorvidt en trussel mod international fred og sikkerhed foreligger. Den internationale domstol i Haag kan også spille en rolle. Når det gælder magtanvendelse, som kan håndhæve de internationale spilleregler, har USA sammen med sine allierede vist vilje til indsats – selv når et mandat fra internationale institutioner mangler.

Normer grundlæggende

 Nationalt anses politiets og domstolenes indsats for ”retfærdig”, hvis den er i overensstemmelse med borgernes forventninger. Retssamfundet bygger på ”normer”, altså nogle alment anerkendte opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert. Internationalt er der gennem årtier udviklet lignende normer i forbindelse med systemet, som skal stoppe spredning. Militær magtanvendelse kan opnå international sympati, hvis indsatsen begrundes med henvisning til disse normer. Grønt lys fra en international institution, for eksempel FN, har i praksis haft mindre betydning.

Det helt store problem i dag er ikke, at Iran og Nordkorea er på kant med paragrafferne i traktaten mod spredning af atom-våben. Hvis de to lande var eneste årsag til, at indsatsen mod spredning er i krise, kunne de isoleres og udsættes for pres fra et enigt verdenssamfund.

Krisen er stor og alvorlig, fordi stater, borgere og eksperter har forskellig opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Ikke-spredningssystemet hviler ikke længere på fælles normer. Uenigheden er dyb – og det er ikke håndhæverne, USA og de allierede, som har flertallet bag sig. Mødet mellem traktatens deltagere i maj viste, at USA på det nærmeste er isoleret internationalt. Bush-regeringen udsættes endog for skarp kritik fra amerikanske politikere og eksperter. Og nogle af USA’s nærmeste allierede deler denne kritik.

Byttehandel

Traktaten byggede oprindelig på et byttehandel. Stater, som ikke havde atomvåben, lovede, at de ville afstå fra anskaffelse til gengæld for især to løfter: For det første ville atom-magterne forhandle oprigtigt med henblik på total atom-afrustning. For det andet skulle alle verdens lande have ret og bistand til fredelig udnyttelse af atomenergi.

I nyhedsmediernes aktuelle dækning af krisen fokuseres på Iran og Nordkorea, som anklages for, at de udnytter atomenergien til militære formål. Iran afviser beskyldningerne. Problemet i denne forbindelse er, at et civilt program for udnyttelse af atomenergi kan bringe et land ganske nær på udvikling af de radioaktive stoffer, som kan anvendes til atomvåben. Der er intet i traktaten, som forbyder det – kun det sidste skridt, fremstilling af atomvåben, er forbudt.

Det er oplagt, at traktaten trænger til modernisering, så et land ikke ustraffet kan forberede det sidste skridt og derefter melde sig ud af traktaten, hvorefter forbudet ikke længere er bindende. Nordkorea har fulgt netop denne fremgangsmåde.

Teknisk set kan problemet løses, hvis det radioaktive ”brændstof” i atomreaktorer sendes ud af Iran efter brug, og man derefter importerer nyt brændstof. Men Iran vil genbruge brændstoffet og dermed kommer man faretruende nær på stoffer, som kan anvendes til våben. Ud fra sine historiske erfaringer fremhæver Iran, at man ikke kan være sikker på, at import af nyt brændstof er mulig.

Løfte er brudt

Reform af traktaten, så man kunne finde en løsning, som opfylder Irans og andre landes fredelige behov, er mulig. Men det politiske klima er blevet forgiftet af den kendsgerning, at USA og de andre atommagter er sprunget fra en anden reform, som skulle modernisere deres løfte om nedrustning.

Hullet i traktaten, når det gælder retten til fredelig udnyttelse af atomenergi, er ikke det eneste. Den del af indholdet, som lægger op til atom-afrustning og forbyder trusler med atomvåben, fastlægger ikke konkret, hvornår og hvordan nedrustningen skal ske. Adskillige møder mellem traktatens deltagere har beskæftiget sig med denne mangel, og man har rent faktisk i enighed vedtaget, hvordan atom-magterne kan leve op til deres forpligtelse. Det skete senest i år 2000, da man aftalte et program med 13 skridt. NATO fandt dengang anbefalingerne så gode, at man gjorde dem til sine egne i december 2000.

Men fra januar 2001 var George Bush præsident i USA, og han har gennemført et fundamentalt opgør med tidligere præsidenters syn på det internationale system mod spredning. USA vil ikke længere acceptere de 13 skridt – og denne afvisning har i det mindste stiltiende sympati fra andre atom-magter. Den centrale tanke i Bush-regeringens politik er, at atomvåben er OK, hvis staterne, som har dem, også er OK, set med USA’s øjne.

Den stærkes ret

Den grundlæggende norm bag indsatsen mod atomvåben har i årtier været, at våbnene i sig selv er et onde, man bør afskaffe. Hvis det grundlag er væk, så er den oprindelige byttehandel også svækket, måske dødeligt. Der er ikke et internationalt retssamfund, hvis reglerne kun beskytter de stærke.

Da traktaten mod spredning blev indgået, vidste man naturligvis godt, at den fredelige udnyttelse af atomenergi kunne blive et dække for udvikling af atomvåben. Men man antog, at atomvåben var på vej ned i skraldespanden. Mulighederne for snyd med civil atomkraft kunne begrænses gennem kontrol, som atomenergiagenturet IAEA skulle stå for. Og hvis nogen snød, så ville de, antog man også, blive udsat for bred international fordømmelse. FN kunne derefter skride til handling.

Takket være atom-magternes modstand, havnede deres våben ikke i skraldespanden. Da en ny mulighed for afskaffelse kom efter Den Kolde Krigs afslutning, blev skraldespandens låg åbnet igen, men med Bush-regeringen blev det smækket i med et brag. Atom-våben vil langt ud i fremtiden udgøre den hårde valuta i international politik.

Nej til ensidig reform

Derfor er de to løfter fra byttehandelen blevet til to spørgsmål: Hvis nogle lande har ret til forsvar med atomvåben, hvorfor har alle lande det så ikke? Og hvorfor skal reform af systemet mod spredning kun begrænse rettighederne, som verdens små og fattige lande har?

Så længe de to spørgsmål ikke har fundet svar, som kan tilfredsstille det helt overvældende flertal af verdens stater, kan USA og NATO ikke regne med, at militær indsats for håndhævelse af deres interesser vil få bred international opbakning.

Det bør således ikke undre, at Iran har fået opbakning fra de alliancefrie landes bevægelse, og at et par atom-magter, Rusland og Kina, tilsyneladende vil modsætte sig sanktioner mod Iran – og Nordkorea.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.