Trykt i Hjemmeværnsbladet oktober 2005

Goliat og David

Al Qaeda og andre oprørere udkæmper med succes den mest moderne form for krig, hævder militære teoretikere

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Terror er modbydelig. Men terror er også effektiv. Og måske er det farligste i vestlige landes sikkerhedspolitiske overvejelser, at de hænger fast i moralsk fordømmelse af terror. Man overser så nemt den egentlige fare.

Udfordringen mod vestlige interesser kommer nemlig, fremhæver en ny krigsteori, fra den mest moderne udgave af krig, som anvender det globale samfunds ”netværk” – politiske, økonomiske, sociale og militære – til påvirkning af en modstanders beslutningstagere. Den typiske konflikt er et oprør mod materielt overlegne magter, hvor oprørerne påvirker modstanderen gennem mobilisering af store folkemasser, så de sender ”budskaber” til beslutningstagere.

Gennem de informationskanaler, som netværk leverer, angribes ”fjendens politiske vilje”, påpeger den amerikanske oberst Thomas X. Hammes, der er teoriens førende talsmand. Beslutningstagerne skal indse, at Vestens strategiske mål er enten uopnåelige eller alt for kostbare, sammenlignet med mulige gevinster.

Ud fra denne opfattelse er terror kun et af mange redskaber, som skal fremkalde nogle reaktioner. Og det er idéerne, som opstår i den forbindelse, der er oprørernes stærkeste våben. Elementer fra teorien er dukket op på officielt plan i USA’s nye nationale forsvarsstrategi fra marts i år, hvor man kan læse, at ”vor nationale styrke vil fortsat blive udfordret af dem, som anvendes den svages strategi gennem brug af internationale fora, juridiske processer og terrorisme”.

Fortiden er en byrde

Irak-krigen har givet teorien et gennembrud på militære læreanstalter. Oberst Hammes har skrevet selveste lærebogen, The Sling and The Stone – titlen er en henvisning til Goliat og David myten. Den danske brigadegeneral Michael Clemmesen, som indtil sidste år var kommandant på Baltic Defense College i Estland, siger til Hjemmeværnsbladet, at bogen udgør ”et afgørende vigtigt bidrag til Vestens sikkerhedspolitiske og militære diskussioner i disse år, hvor selv danske styrker er indsat i ’små krige’ og ’stabilitets operationer’ fjernt fra landet, i Afghanistan og Irak”.

Hammes, som har 29 års erfaring fra Marinekorpset, leverer knusende kritik rettet imod USA’s væbnede styrker, som angiveligt hænger fast i fortiden. Hverken deres strategi, planlægning, våben eller organisation udgør et svar på udfordringen. Hvad værre er: Nytænkning har svære kår, fordi officerskorpset, ja hele det militær-industrielle kompleks og dets politikere, har store egeninteresser knyttet til det bestående.

Hvis Vesten skal tage kampen op med udsigt til sejr, bliver en fundamental ændring af både militæret og samfundets syn på forsvar nødvendig, hævder Hammes. Nytænkningen må komme fra soldater og strateger, som ikke er rodfæstede i det bestående militær. Hvis man er optrænet i kampformer, som er nært knyttet til hierarki, tunge våben og fokuseret på teknologi, er løsrivelse fra vanetænkning svær. Folk med rodfæste i det civile samfund og indsigt i ukonventionel krig kan nemmere udvikle relevante svar på udfordringen. Det traditionelle militær fokuserer på udslettelse af en modstander fysisk, men det afgørende slag i denne krig gælder civilpersoners tanker.

Selvbedrag

De mentale barrierer, som skal overvindes, kan særligt klart iagttages i forbindelse med terror, og, ironisk nok, leverer Hammes ufrivilligt et eksempel. Han mener, at Osama bin Laden begik en fejl med angrebet på amerikanske mål den 11. september 2001. Begrundelsen er, at den grusomme aktion vækkede supermagten til dåd, så Al Qaeda mistede sit baseområde i Afghanistan og nu er under hårdt pres. Bin Laden har altså, mener Hammes, undervurderet USA.

Men måske blokerer oberstens vrede over angrebet og hans tro på USA for kølig analyse? Al Qaedas tilhængere har en ganske anden opfattelse af aktionens betydning, som ikke virker helt i strid med de seneste års faktiske udvikling.

Vestlige nyhedsmedier gengiver sjældent fyldige uddrag af erklæringer fra lederne i Al Qaeda, og den debat, som foregår mellem bevægelsens sympatisører via internettet, ignoreres på det nærmeste. Betydelig indsigt kan dog hentes fra den kant, hvis man vil forstå bevægelsens metoder og mål. Og der er da også folk, som følger med ud fra de gamle visdomsord om, at man skal forstå sin fjende, hvis man vil bekæmpe ham.

Den private amerikanske informationstjeneste Jamestown Foundation gengiver i sin bulletin ”Terrorism Focus” Al Qaeda bevægelsens synspunkter og debat. Her kan man erfare, at aktivister mener, at kampen er gået ind i en ny fase, som ”de vantro ikke er opmærksomme på, eller ikke ønsker at forstå”. Islam er fra denne synsvinkel en sovende nation, og angrebet den 11. september ”skulle tvinge den vestlige slange til at bide den sovende krop og vække den”. Det er, hævder flere indlæg i debatten, lykkedes.  Vesten bekæmper stadig enkeltpersoner og har ikke fattet, at den virkelige fjende ”er en idé”, der nu spredes, som var det en ildebrand. Den vestlige strategi bygger på selvbedrag, fordi ”den islamiske nations mænd, kvinder og børn er nu alle Al Qaeda”.

Gik i fælden

Sagt med andre ord faldt USA i en fælde, fordi en af reaktionerne på terrorangrebet var krigen mod Irak. Al Qaeda har, mener sympatisørerne, opnået en del: Den amerikanske fjende er blevet lokket ud hinsides sine egne grænser, ned i den islamiske sump, så ”sandheden” om forholdet mellem Islam og de vantro er blevet afsløret. Unge krigere rejser nu til Irak, hvor USA skal smage, hvad Sovjetunionen blev udsat for i Afghanistan. USA er blevet skilt fra sine ”korsfarer rødder” i Europa via Al Qaedas straffeaktioner mod amerikanernes allierede, som har øget prisen for solidaritet med Washington. Islams masser erfarer nu via nye terror-aktioner, at Al Qaeda kan ramme enhver, der skader de troende.

Set fra denne synsvinkel er selve organisationen Al Qaeda ikke længere afgørende for kampen. Man har forladt krigens første fase, som foregik i bjerge, og er nu overgået til anden fase, hvor kampen føres med ”de islamiske nationers fulde økonomiske, militære og politiske kraft”.

Det kan kaldes ønsketænkning. Men en af USA’s førende terror-eksperter, Brian Jenkins fra forskningscentret RAND, er i vidt omfang enig. Al Qaeda er, skriver han, i dag meget mere end organisationen med dette navn, idet den er blevet til ”en global ideologi, som diskuteres på mange tusinde internet-sider, der ikke eksisterede for fire år siden”.

Mange budskaber

Det er en kendsgerning, at Irak-krigen har inspireret et voldsomt had til USA i hele verden. Irak tærer kraftigt på den ”politiske vilje” i Vesten til fortsat krig – ledernes optimistiske spådomme dementeres konsekvent af den faktiske udvikling og derfor er en dyb tillidskrise opstået. Der er endog, sagde Saudi-Arabiens udenrigsminister den 22. september under et besøg i USA, udsigt til, at landet bryder totalt sammen i en borgerkrig, som vil trække nabolandene ind. Jo større konflikt, jo mere kaos,  desto bedre for Al Qaeda. Det er også en kendsgerning, at modsætningerne mellem de islamiske mindretal i Europa og det kristne flertal vokser – derfor får Al Qaeda’s budskab bedre grobund.

Argumenterne, som luftes på Al Qaeda bevægelsens hjemmesider,  har en slående lighed med krigsteorien, som oberst Hammes udvikler. Han påpeger selv, at ”det, som i vore øjne ligner en stor fiasko, kan være en sejr” for oprørerne. Den samme handling kan indeholder mange budskaber, som afsendes til forskellige målgrupper og derfor opfattes vidt forskelligt.

En terror-aktion vil blive fordømt af f.eks. de vestlige landes ledere, men mange mennesker i de samme lande bliver bange og vil mene, at prisen for et militært engagement mod oprørerne er blevet for høj. Hvis et demokrati engagerer sig et sted, hvor dets livsvigtige interesser ikke er på spil, vil, konstaterer Hammes, det komme i en ”både vanskelig og farlig situation”, fordi aktører, som har livsvigtige interesser i konflikten, vil have ”større motiver for angreb på demokratiets styrker”.

Den samme aktion kan blive fordømt meget halvhjertet eller endog hilst velkommen i det miljø, som udgør oprørernes bagland. Reaktionen er for flere årtier siden blevet analyseret af psykiateren Franz Fanon, som ud fra erfaringer under den franske kolonikrig i Algier skrev: ”På individuelt plan har den voldelige befrielseskamp en rensende kraft, som skiller den indfødte af med hans mindreværdskompleks, med hans passive og håbløse indstilling. Den gør ham frygtløs, den rehabiliterer ham i hans egne øjne”. Fanons hovedværk, Fordømte her på jorden fra 1961, er utvivlsomt en tekst, som indgår i Al Qaeda bevægelsens grundlæggende lærdom.

Fjerde generation

En central påstand hos oberst Hammes er, at den nye kampform udgør en ”fjerde generation” i den moderne krigs historie. Hele teorien kaldes således ofte bare ”4GW” – et akronym for Fourth Generation Warfare.

Den første generation blev domineret af  store hærstyrker og nåede sit højdepunkt under Napoleonskrigene. Anden generation var præget af massiv ildkraft og toppede under Første Verdenskrig. Under Anden Verdenskrig kom tredje generation til med vægt på manøvre-dygtighed, og denne form er stadig krigskunsten for USA og andre højt industrialiserede lande. Fjerde generations største teoretiker er Mao Tse Tung, der fremhævede, at overlegen politisk viljestyrke kan besejre en, i traditionel forstand, militært overlegende modstander.

Den eneste type krig, som USA nogensinde har tabt, er fjerde generations konflikter, skriver Hammes. Han nævner Vietnam, Libanon og Somalia. Den samme type krig besejrede Frankrig i Vietnam og Algier. Sovjetunionen led nederlag i Afghanistan.

Teorien udsættes på nogle punkter for skarp kritik. Antulio Echevarria fra den amerikanske hærs højeste læreanstalt, US Army War College, kalder teorien ”grundlæggende og håbløst forkert”, idet forestillingen om ”generationer” lægger op til, at hver krigsform har udviklet sig direkte fra forgængeren. Michael Clemmesen tror heller ikke på ”en fremadskridende udvikling”, men ”det gør ikke Hammes’ diskussion af den aktuelle situation mindre relevant”. Han fremhæver især, hvordan man kan ”undergrave soldaternes eller borgernes loyalitet overfor deres ledere i en politisk-militær kampagne”.

Svaret

Hvad er så svaret på denne udfordring? Der er tendens til, at både vestlige demokratier og truede diktaturer lukker informationskanaler, så oprørere ikke kan sprede deres ideer og undergrave forsvarsviljen. Men Hammes har andre anbefalinger, som vil ændre både militære organisationer og samfundets institutioner.

For det første skal man ”fokusere på mennesker” – ikke teknologi.  Han efterlyser en debat om, hvordan man skaber ledere, som er effektive under de nye vilkår. Det nuværende personel-system udvikler ikke officerer, som tænker frit og tør give sig i kast med risikable initiativer. Når man kun sender officerer ud på kortvarige missioner, så betyder det, at ledelsen regelmæssigt overlades til amatører.

For det andet skal man ærligt analyse truslen og organisere styrker samt beslutningsprocesser i overensstemmelse hermed. Fjerde generations krige varer typisk årtier. Fjenden er netværk af grupper, som ”ofte har berettigede klager”. Fjendens fundament er ideer og ikke territorium. Man kan derfor ikke bare ”halshugge” modstanderen gennem udryddelse af ledere, fordi nye vil komme til fra netværket, og det er heller ikke nok, hvis man udsletter baser. Hurtig indsats med genopbygning af krigsområder har afgørende betydning.

For det tredje skal man skabe en hidtil ukendt grad af fleksibilitet i beredskabet, så det uventede altid kan håndteres. Det militære hierarki har ikke den ønskede fleksibilitet, og den skarpe opdeling mellem de institutioner i samfundet, som skal føre kampen over en bred front – økonomisk, politisk, kulturelt og militært – bør afskaffes, så man får en integreret indsats.

”The Sling and The Stone” af oberst Thomas X. Hammes er udgivet i 2004 af Zenith Press i USA.

En meget omfattende debat om 4GW kan findes på internettet, www.d-n-i.net/second_level/fourth_generation_warfare.htm

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.