Trykt i CS-bladet 20. november 2005

Krig er u-landshjælp

Rapporter finansieret af forsvarsministeriet peger på uløste problemer i forbindelse med militære indgreb

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Militære indgreb vil stadigt mere blive en del af u-landshjælpen. Derfor står både Forsvaret og de civile udviklingsorganisationer foran vidtrækkende ændringer – i tankegang og struktur.

Det er kernen i rapporter, som i den seneste tid er blevet udgivet af det danske institut for internationale studier (DIIS). Forskningen er betalt af forsvarsministeriet.

Dermed er danske sikkerhedspolitiske overvejelser kommet på højde med debatten, som i USA er blevet udløst af Irak-krigen. CS-bladet har i en række artikler tidligere påvist, hvordan den elendige amerikanske planlægning samt håndtering af overgangen fra krig til fred i Irak har udløst skarp kritik i USA fra officerer og militære forskningsinstitutter. I et direktiv fra Pentagon er kritikken nu blevet imødekommet, idet ”stabilitetsoperationer” er gjort til et kerneområde for de væbnede styrker.

Statsbygning

Forskeren Henrik Breitenbauch har til grund for sin rapport, Transition til statsbygning efter intervention, lagt et meget omfattende studie af analyser fra USA’s væbnede styrker, FN og uafhængige eksperter. Hans litteraturliste omfatter mere end 130 værker – i sig selv et tegn på, at emnet er vor tids store strategiske udfordring.

Hans centrale konklusion er, at den danske stat skal råde ”over mandskab, der i krigslignende situationer kan udføre genopbygning af basal infrastruktur, politi og juridiske funktioner, og kan igangsætte og styre en lokal politisk proces med baggrund i kulturelle, sproglige og administrative kompetencer”.

Breitenbauchs rapport er skrevet i et akademisk sprog, som kan gøre forståelse svær. Til gengæld har major Nicolas Veicherts, der for tiden er ansat på DIIS, skrevet nogle mindre omfattende redegørelser, som sprogligt er nemt tilgængelige. Problemet med hans rapporter er, at de stærkt forenkler et emne, som reelt er meget indviklet. Men begge peger på, at en stor reform af Danmarks sikkerhedspolitiske indsats er nødvendig.

Fejlslagne stater

Udgangspunktet er problemet med ”fejlslagne stater” – altså lande, hvor statsapparatet ikke kan opfylde hverken befolkningens eller omverdenens krav til god regeringsførelse. Problemet er ikke nyt. Men globaliseringen og terror-truslen har bragt det øverst på både den udviklings- og sikkerhedspolitiske dagsorden.

Gennem årtier har en målsætning for megen u-landshjælp været politisk og kulturelt neutral overførsel af tekniske færdigheder. Vestlige lande finansierede eksempelvis skoler, men de blandede sig ikke meget i, hvad eleverne skulle lære.

Resultaterne har ikke stået mål med forventningerne. I 90’erne har de ikke særligt glade givere derfor stillet krav. Målsætningen er nu, at man, som Breitenbauch skriver, vil skabe ”bæredygtige stater”, som styres efter retningslinjer, som de rige OECD-lande lægger til grund for egen regeringsførelse. Samtidig vil man integrere modtager-lande i verdensøkonomien.

Fredsskabende missioner

Sikkerhedspolitikken er også blevet ændret. Mange militære indgreb med opbakning fra FN havde før en ”fredsbevarende” målsætning. Idealet var, at man skulle holde kamphanerne ude af totterne på hinanden, og dermed fremskynde en forsoning.

Men i løbet af 90’erne vandt et nyt begreb frem. Indgreb kunne ske med ”fredsskabende” målsætning. De fremmede styrker skulle ikke længere lægge sig mellem de stridende parter. Man kunne også tage parti.

Major Veicherts beskriver denne udvikling: ”Generelt er målene for anvendelse af militær blevet skærpet fra at være et spørgsmål om at beskytte et folk, neutralisere en konflikt eller tilintetgøre en trussel, til at blive et middel til at skabe den bæredygtige udvikling, der på kort sigt fører til sikkerhed og stabilitet i et konfliktområde, og som på langt sigt kan skabe grundlag for demokrati”.

Breintenbauch fremhæver, at det nye syn på konfliktløsning forener to flagskibe i dansk udenrigspolitik – altså den sikkerhedspolitiske målsætning, hvor vi skal fremme stabil fred, og den udviklingspolitiske, som skal skabe bæredygtige stater. Derfor må, skriver han, forbindelsen mellem statsbygning og militære indgreb være et dansk ”kerneområde”.

Fremskridtstanken

Sagt mere direkte skal fremmede lande med militær magt påtvinges en samfundsmodel, som Vesten finder acceptabel. Det sker i fremskridtets navn.

Kan nogen være imod det? Det virker indlysende, at hvis et land plages af hungersnød og stammekrige, så vil en ændring efter vestligt forbillede med demokrati og markedsøkonomi udgøre et fremskridt. Hvis det samtidig er et arnested for terrorister, kan et indgreb også begrundes med selvforsvar.

Den grundlæggende filosofi er imidlertid meget kontroversiel. Den konservative amerikanske forfatter Robert Merry har således i bogen Sands of Empire argumenteret, at drivkraften bag krigen mod Irak er en tendens i vestlig filosofi, som kendes under betegnelsen ”fremskridtstanken”. Kernen i den er, at menneskeheden har været i stadig udvikling væk fra barbariet. Efter Den Kolde Krigs afslutning hævdede den amerikanske forsker Francis Fukuyama, at Vestens liberale demokrati med markedsøkonomi udgør intet mindre end menneskehedens højeste og endelige politiske udviklingstrin. Merry påviser, at denne udgave af fremskridtstanken siden har styret amerikansk sikkerhedspolitik. Det er også en tankegang, som styrer dansk udenrigspolitik.

Imperialisme

Fremskridtstanken har et filosofisk alternativ i det, som lidt misvisende kaldes ”undergangstanken”. Den peger på, at civilisationer spirer frem, udvikler sig, modnes og derefter går i forfald. De bedst kendte repræsentanter for denne opfattelse er historiefilosofferne Oswald Spengler og Arnold Toynbee.

Den amerikansk forsker Samuel Huntington har i 1995 opdateret dem med sin påstand om, at drivkraften bag fremtidens storpolitik vil blive sammenstød mellem verdens store civilisationer. Modsat Fukuyama afviser Huntington skarpt, at Vesten skal overføre sine værdier, institutioner og kultur til resten af verden. Det er, erklærer han, en ”falsk”, ”umoralsk” og ”farlig” holdning.

Hvis ikke-vestlige samfund igen skal formes af vestlig kultur, så kan det, skriver Huntington, kun ske med ”imperialismens” metoder. Man bør erkende, fortsætter han, at ”vestlige indgreb i andre civilisationers anliggender formentlig vil være den farligste årsag til ustabilitet og mulig global konflikt i en verden med mange civilisationer”. Han foretrækker fredelig sameksistens.

Modstand

Huntington og Fukuyama anses i USA begge for konservative – Fukuyama tilhører den neo-konservative bevægelse, som har inspireret præsident Bush. Men når mange venstreorienterede og liberale har store problemer med fundamental kritik af Bush er forklaringen, at de også bygger på fremskridtstanken, og derfor må begrænse sig til kritik af Bush-regeringens fejltagelser.

Henrik Breitenbauch indrømmer åbent, at tendensen i vestlig politik, som han fremhæver, kan kaldes imperialistisk. Han ser dog intet alternativ.

Hvorvidt man foretrækker Fukuyama eller Huntington er delvist et filosofisk spørgsmål. Men forskellen mellem dem vil få stor betydning i praksis. Hvis Fukuyama har ret, så vil den moderne vestlige u-landshjælp med militær magt nok møde modstand – men modstanden vil være i strid med hele menneskehedens udvikling, altså fremskridtet, og dermed kortvarig, begrænset. Hvis Huntington har ret, så slås Vesten for en forlængelse af sin storhedstid imod selve historiens gang, som erfaringsmæssigt vil medføre, at den vestlige civilisation vil gå under, og det kan blive en meget omfattende samt langvarig kamp.

Skel sløres

De to DIIS-forskere erkender begge, at vestlige bestræbelser vil blive mødt med modstand, og at man bør ”samtænke” den civile og den militære indsats. Man skal, mener de, starte stabilisering og genopbygning meget hurtigt efter et indgreb, fordi befolkningen i indsatsområdet skal vindes for indgrebets sag. Men de ser forskelligt på omfanget af den indsats, som Danmark bør yde, hvis modstanden skal overvindes.

Major Veichert støtter sig til forsvarsforligets tekst, hvor det slås fast, at den civile og militære indsats ”i højere grad (må) koordineres og målrettes, således at konfliktområdet hurtigst muligt stabiliseres og normaliseres”. Embedsmænd forklarede i et oplæg til forliget, at selve opbygningen af en ny stat ”er ikke en del af den militære styrkes kernekompetence, og bør efter regeringens opfattelse heller ikke være det”. Man ville i stedet anvende det Internationale Humanitære Beredskab, som er et samarbejde med bl.a. Dansk Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp.

Som nævnt går de amerikanske overvejelser i en helt anden retning, fordi man erkender, at mange opgaver, som normalt vil blive anset for civile, skal udføres under krigslignende forhold.

Denne opfattelse støtter Breitenbauch, og han anbefaler derfor, at danske soldater skal håndtere statsbygning. Man kan også anvende civile, men de skal styres af staten og arbejde under risiko for eget liv. Det er betingelser, som vil udelukke mange udviklings- og nødhjælpsorganisationer, som ellers i den danske planlægning skal håndtere stabilisering og genopbygning.

Veichert mener ikke, at danske styrker, som typisk vil være en bataljon med 500-700 mand, kan løse civile opgaver samtidigt med, at de skal sørge for den militære sikkerhed. Det er, forklarer han, selve omfanget af USA’s indsats med styrker på divisionsniveau, som åbner mulighed for, at de også kan klarer statsbygning. Derfor, konkluderer Veichert, må udviklingsindsatsen i dansk sammenhæng løses af ”andre” end de militære.

Irak-krigen viser imidlertid, at de andre – NGO’er eller specialiserede private firmaer – ikke står til rådighed. Så: Hvordan vil Danmark løse stabilisering og genopbygning? Har man undervurderet kravene til os selv i forbindelse med fremtidens indgreb?

Rapporter fra DIIS kan findes på www.diis.dk

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.