Trykt i Information 1. december 2005

Dansk udenrigspolitiks hulemand er ikke begravet

Udredningen fra DIIS om Den Kolde Krig var en trussel mod Foghs magt, og derfor angriber han den

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Ifølge rapporter fra weekendens landsmøde i Venstre fik Anders Fogh Rasmussen endeligt begravet den ”liberalistiske hulemand”. Så det er ekstra bemærkelsesværdigt, at en anden hulemand stadig stod fuldt oprejst på scenen.

Han blev kaldt frem af en herre fra Nærum, Peter la Cour, som bad statsministeren tage afstand fra redegørelsen om Danmark under Den Kolde Krig fra instituttet for internationale studier, DIIS. Jeg er, svarede Fogh, ”langt fra tilfreds med den udredning”, og ”jeg er slet, slet ikke enig i dens konklusioner”. Så kølleslaget var umisforståeligt tilføjede han, at rapporten giver et ”forskønnet og rosenrødt billede” af truslen fra Øst.

Rapporten er udgivet på DIIS-bestyrelsens ansvar. Foruden en række forskere har tre af regeringens egne embedsmænd altså et medansvar. Det er chefen i forsvarsministeriets internationale afdeling, Kristian Fischer, ambassadør Carsten Staur fra udenrigsministeriet og for statsministeriet har ambassadør K. Erik Thygesen nu sæde. Mens rapporten blev skrevet havde statsministerens daværende sikkerhedspolitiske rådgiver, Michael Borg Hansen, plads i bestyrelsen, og deltog altså i dens meget indgående opsyn med projektet.

Bestyrelsen har den 2. november bekræftet sit ansvar med en udtalelse, som kalder udredningen ”resultatet af et stort og fortjenstfuldt” arbejde, der helt efter hensigten udgør ”et fagligt kompetent og solidt grundlag” for vurdering af Danmarks situation under Den Kolde Krig.

Ingen af embedsmændene har trukket sig fra bestyrelsen, så man må gå ud fra, at de er uenige med deres chef, og at statsministeren er uenig med tre-fire meget centralt placerede embedsmænd. Det er jo ikke en bagatel, hvis de accepterer et forskønnet og rosenrødt portræt af landets fjender. Måske har deres dømmekraft også aktuel betydning?

Foghs fortid

Det er en lidt bizar situation, og den bliver først forståelig, hvis man ser nærmere på forbindelsen mellem Peter la Cour, spørgeren på landsmødet, og Anders Fogh Rasmussen. La Cour er en veteran fra den yderste højrefløjs anti-kommunistiske agitation. Han er så rodfæstet i fortidens opgør, at han i sit spørgsmål genoplivede beskyldninger mod en tidligere justitsminister, som i marts 1981 blev udnævnt til spion af britiske kilder. Hvis man har blot minimal tro på det danske retssamfund, er det nærliggende, at påstanden for længst er blevet undersøgt og afvist. Men i La Cours hoved huserer den helt store sammensværgelse, hvor myndighederne dækker over fjendens infiltration af det danske samfunds top.

Til statsministerens ros tjener det, at han ikke ville kommentere denne del af spørgsmålet. Foghs teknik er den mere indirekte bagvaskelse. For seks år siden skrev han eksempelvis forordet til en lille bog, som blev udgivet af netop Peter la Cour. Den hed: ”Hvem holdt de med?”. Den senere statsminister beskyldte bredt venstrefløjen, som i hans optik bestod af socialdemokrater, kommunister mm. for ”intellektuelt og moralsk forræderi”. Bogens øvrige artikler, som var redigeret af Bertel Haarder, var ikke mindre bagvaskende – og udokumenterede.

Udtalelserne på landsmødet viser dog, at statsministeren holder fast ved denne del af sin fortid. Forklaringen er, at den har tjent ham godt. Kun den rabiate liberalisme var blevet en hæmsko.

Fogh har med stor ihærdighed gjort den såkaldte fodnote-periode til et magtinstrument, som både beskytter hans udenrigspolitik imod kritik og retter kulturkampen mod dele af den intellektuelle elite. Redskabet blev brugt til splittelse af Socialdemokratiet i 90’erne, og da dansk deltagelse i krigen mod Irak var undervejs, angreb han modstandere med henvisning til, at de i Den Kolde krig havde gået Sovjetunionens ærinde. Metoden anvendes fortsat, nu hvor han vil gøre den samme venstrefløj til terroristers allierede.

Direkte trussel

Udredningen fra DIIS var derfor en direkte trussel imod statsministerens magt. Hvis fortiden ikke længere kunne gøres til en tjener, ville magten smuldre. Kun gennem grov forvanskning af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske traditioner, var retfærdiggørelse af hans vidtrækkende brud med disse traditioner mulig.

Det har næppe heller styrket forholdet til DIIS, at instituttet i flere årbøger har påpeget og dokumenteret dette brud – hvad bind fem og seks i Dansk Udenrigspolitiks Historie også har. Nok udfordrer han med angrebet på DIIS-rapporten egne embedsmænd og adskillige forskere, men de vil nok, som det er blevet sædvane, bøje hovedet, thi hvis de gik til modangreb, ville de ”kun bekræfte anklagerne” – mener nogle af dem. Men anklagerne hænger ved, og gør den kritiske forskning til politiske produkter, som kan afvises, hvis man vil tro noget andet.

Rent faktisk er DIIS-redegørelsen så nuanceret, at den kan udsættes for kritik fra vidt forskellige politiske holdninger. Politik bygger på myter, mens god forskning skal splitte myter. Fogh har med sin kritik og samtidige accept af 10 millioner kroner på finansloven til yderligere forskning signaleret, at god forskning skal bekræfte hans myter. Sådan tænker og handler en hulemand fra totalitære stater. Men sådan tænker og handler magtmennesker i demokratier tilsyneladende også. 

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.