Trykt i CS-bladet 14. december 2005

USA på vej ud af Irak

Bush har tabt slaget om opinionen, så tilbagetrækning skal redde republikanerne fra nederlag ved næste valg

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Tilbagetoget fra Irak er næsten fuldendt, psykologisk og politisk. Næste fase, hvor de militære styrker trækkes tilbage, indledes for USA’s vedkommende i løbet af få uger, og adskillige andre medlemmer af Irak-koalitionen er allerede på vej hjem.

Det er situationen få dage inden det irakiske parlamentsvalg den 15. december. Resultaterne fra dette valg vil næppe påvirke vurderingen. Koalitionens fremtidige engagement bestemmes nemlig ikke længere af udviklingen i Irak.

Hvis Iraks fremtid var afgørende for USA’s og allierede nationers beslutningsproces, er både det politiske tilbagetog og den militære tilbagetrækning blevet indledt alt for tidligt. Adskillige måneders næsten uafbrudte strøm af dårlige nyheder fra Irak har undergravet den politiske vilje til fortsat engagement. Men optimister er ikke løbet tør for argumenter, og helt uafviseligt er det ikke, at Irak vil undgå, hvad pessimister længe har varslet: en meget blodig borgerkrig, udenlandske styrkers flugt under kaotiske forhold, deling af landet og måske en mere omfattende regional krig.

Sidste chance

Håb bygger på to processer, som formentlig først kan udsættes for sikker vurdering i løbet af sommeren 2006.

Efter valget skal irakerne danne en regering. Det kan tage tid. Der er mulighed for, at den, mere end nogen anden tidligere irakisk regering, har et folkeligt mandat. Regeringen vil stå med to store politiske udfordringer. Den skal inddrage det sunni-muslimske mindretal, som udgør fundamentet i oprøret, og som med god grund kan føle sig truet af flertallets magt. Den skal også forhandle en ændring af forfatningen. Dokumentet, som blev vedtaget trods sunniernes modstand, giver ikke Irak grundlaget for et stabilt demokrati.

Hovedproblemet er, at forfatningen baner vej for en opdeling af Irak i tre reelt selvstyrende områder, hvor kurdernes og shiaerne sidder på oliefelterne. Dermed står sunnierne uden væsentlige indtægtsmuligheder. Der er adskillige andre uløste problemer med forfatningen, som kan forstærke modsætningerne.

Fortsat kamp

Uanset udfaldet af denne proces, har Irak stadig alvorlige sikkerhedsproblemer. Der er i dag mere end 100 forskellige grupper, som er engageret i væbnet kamp – mod udenlandske styrker, mod regeringen, mod befolkningen, mod hinanden. En ny regering kan måske indgå fredsaftaler med det faldne Saddam-regimes tilhængere og sunni-muslimske grupper, som er imod, hvad de anser for fremmede besættelsesstyrker og kurdernes samt shia-muslimernes sammenrotning. Men det er uundgåeligt, at nogle ekstremister vil fortsætte en kamp, hvor brug af terror indgår. Det er også uundgåeligt, at diverse klaner, forbryderbander og militser vil udgøre en konstant trussel mod regeringsmagten.

Efter en meget sen start har USA og resten af koalitionen fokuseret på udvikling af en irakisk hær samt politistyrker. Det er langt fra klart, hvor langt man er nået i denne proces, og hvorvidt projektet blot er muligt. En 332 siders lang gennemgang af alle tilgængelige informationer, som Anthony Cordesmann fra forskningscenteret CSIS i Washington netop har udsendt, konkluderer blot, at både succes og fiasko stadig er mulig. Han mener dog, at udrustning og træning af sikkerhedsstyrkerne vil være så langt fremme i sommeren 2006, at en sikker vurdering da er mulig.

Bush har tabt

Men den amerikanske opinion har vendt ryggen til Irak. Krigen er den vigtigste årsag til, at præsident Bush nu er blevet en af USA’s mest upopulære præsidenter i nyere tid. Opinionstal viser, at kun omkring 30 procent støtter hans håndtering af Irak, mens 60-65 procent er imod. Folks vurdering af hans generelle indsats i præsidentembedet er ikke meget bedre. Det er ikke kun utilfredshed med hans politik, som huserer. Mandens personlige kvaliteter – f.eks. ærlighed og dømmekraft – får også et negativt skudsmål af flertallet.

15.000 såret. Indsatsen koster, hvad der næsten svarer til 40 milliarder danske kroner hver eneste måned. Desuden mener amerikanerne, at krigen har ødelagt USA’s anseelse ude i verden. Det er muligt, at opinionen ville acceptere prisen, hvis man mente, at vigtige nationale interesser var på spil, og at der var udsigt til sejr. Men amerikanerne mener ikke, at det er tilfældet.

I slutningen af november indledte præsidenten en politisk offensiv mod sine kritikere og fremlagde en redegørelse, som angiveligt præsenterer ”vor nationale strategi for sejr i Irak”. Men hverken hans første taler eller strategien har fået en pæn modtagelse. Folk hverken lytter til eller tror længere på Bush.

Politisk frygt

Isoleret betragtet kan dårlige opinionsundersøgelser ikke ændre præsidentens politik. Han skal ikke tænke på sit eget genvalg. Men mange af hans partifæller i Kongressen skal modtage folkets dom ved Midtvejsvalget i november 2006, og de frygter, at krigen vil ødelægge deres chancer.

Mange politiske eksperter mener, at vælgerne ønsker meget konkrete beviser for, at USA er på vej ud af det irakiske hængdynd, hvis de skal støtte republikanerne. Derfor skal, mener de, præsidenten i god tid inden valget fremlægge en plan for tilbagetrækning, og mange soldater skal hjem hurtigt, så planen virker troværdig. På denne måde kan han afvæbne demokraterne, som så bare kan kræve hurtigere tilbagetrækning – og dermed vil udsætte sig for beskyldninger om uansvarlighed.

Op til december-valget er antallet af amerikanske soldater vokset med 12.000 til omkring 160.000. Kilder i Pentagon har sagt, at de ekstra soldater og op til 30.000 mere kan trækkes hjem i løbet af foråret 2006. Ledende officerer har offentligt sagt, at der kan være behov for 138.000 mand i hele 2006, og en styrke på 100.000 frem til 2009. Ud fra militært faglige hensyn er der således næppe udsigt til en tilbagetrækning i 2006, som vil tilfredsstille vælgerne.

Ud nu

Adskillige demokratiske politikere forlanger, at alle soldater skal være ude af Irak inden udgangen af 2006. I spidsen står Jack Murtha, som er kendt for sin stærkt pro-militære holdning, og strategen Zbigniew Brzezinski, der under Den Kolde Krig blev anset for en høg. Deres stærkeste argumenter er, at krigen ødelægger militæret, og at den fjerner opmærksomheden fra mere alvorlige trusler mod USA’s nationale sikkerhed.

Men demokraterne er indbyrdes uenige. Nogle få støtter præsident Bush, men de fleste holder sig til kritik af krigen uden fremlæggelse af alternativer, som markant afviger fra præsidentens plan. De kræver, at tilbagetrækning skal indledes nu, men samtidigt fremhæver de, at det skal ske på ”ansvarlig” vis. Denne ”uldne” holdning skyldes frygt for, at præsidenten kan få vendt folkestemningen. Hvis det ikke sker, vil flere demokrater forlade den afventende position og slutte sig til kravet om øjeblikkelig tilbagetrækning.

Nogle af præsidentens kritikere ønsker en plan med tidsfrister. De hævder, at amerikanske soldater ikke længere er et svar på Iraks problemer. Det er tværtimod deres tilstedeværelse, som motiverer oprørerne. Hvis irakerne får udsigt til, at USA er på vej ud, vil modstanden blive mindre. Desuden, hævder de, vil amerikansk tilbagetrækning presse irakiske politikere til et indbyrdes kompromis.

Præsidenten er imod en tidsplan, fordi den vil give fjenden udsigt til sejr. Hans tilhængere fremhæver, at et amerikansk nederlag vil få en mængde forfærdelige følger. Mellem dem er, at Irak kan blive en rede for terrorister. Hans modstandere erklærer, at Irak allerede er en stor træningslejr for terrorister, og at krigen opmuntrer en global terror-krig mod USA samt svækker USA’s bånd til allierede lande.

Beskidt krig

I de seneste uger er et ny argument trængt ind i debatten. Der er mange tegn på, at Iraks nye ledere vil slå ned på oprøret med en brutalitet, der svarer til Saddam Husseins metoder. Både i politiet og militæret er der dødspatruljer, som dræber i hundredevis af mænd fra sunni-mindretallet. Tortur er, viser flere afsløringer, udbredt. Desto mere regeringsstyrkerne fører en ”beskidt krig”, jo sværere bliver forsvaret af USA’s og andre koalitions-styrkers indsats med henvisning til, at man skaber et stabilt demokrati. Omvendt kan man hævde, at netop den udenlandske tilstedeværelse lægger en dæmper på nogle regeringstro kræfters mest morderiske instinkter.

Et sandsynligt bud på USA’s politik i 2006 er, at store styrker vil blive trukket hjem, og at USA’s luftvåben til gengæld vil blive stillet til rådighed for de irakiske regeringsstyrker, så deres svaghed kan blive afbalanceret. Og det blinde øje vil blive vendt imod overgreb, som regeringen står bag. 

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.