Trykt i Hjemmeværnsbladet 18. december 2005

Efter Bush kommer (måske) kaos og mørke

Amerikanerne har vendt sig mod præsidenten og vil ikke kun ud af Irak – de er også trætte af verden

Af JØRGEN DRAGSDAHL

For to årtusinder siden sendte den romerske kejser Augustus sine legioner ind i Tyskland, hvor de blev slagtet i Teutoburgerskoven af den germanske høvding Arminius.

Slaget afsluttede det romerske imperiums ekspansion. Klog af skade slog Augustus sig til tåls med en grænse mod nord langs Rhinen. Nogle historikere har siden lovprist denne kejser, fordi han skænkede menneskeheden ”romerfreden”. Andre har påpeget, at nederlaget til barbarerne banede vejen for, at de fire århundreder senere angreb og splittede romernes rige.

Spørgsmålet, som historikere i dag rejser, er: Kan det amerikanske imperium overleve sit nederlag til vor tids barbarer? Kan George Bush løsrive sit eftermæle fra Iraks hængedynd?

Formentlig kan verdenssituationen ikke opsummeres på mere provokerende vis end med disse spørgsmål. Men det er faktisk spørgsmål, som står centralt i vor tids sikkerhedsdebat, når dens tidshorisont hæves lidt fra det helt dagsaktuelle. Og svarene har afgørende betydning for andre landes sikkerhedspolitik.

Advarende røster

Lyt eksempelvis til den israelske historiker Martin van Creveld. Han hævder, at Irak-krigen er den ”mest tåbelige krig” siden kejser Augustus angreb de germanske stammer. Derfor, mener Creveld, bør Bush stilles for en rigsret, fjernes fra sit embede og bagefter, sammen med sine topfolk, sendes i fængsel, så de kan ”gruble over deres synder”.

Creveld er ikke en helt ligegyldig herre. Han er en af verdens førende eksperter, når det gælder kamp mod oprørere og terrorister. Som eneste ikke-amerikanske forfatter er hans værker på listen over bøger, som den amerikanske hærs officerer skal læse.

Eller lyt til den britiske forsker Anatol Lieven. I finansdagbladet Financial Times har han netop skrevet, at USA’s globale magtposition ikke kan opretholdes. Også han drager en parallel til tidligere imperiers fald, idet han beskylder eliten for ”grådighed og dekadence”. Det amerikanske imperium er færdigt, fordi de fleste amerikanere hverken vil ”betale eller slås” for det. Lieven, som i flere år har arbejdet på et forskningscenter i Washington, frygter, at USA ikke vil lære af Irak, så man vil gå videre til flere ”katastrofale nederlag”, og USA’s magt bliver helt knust ”med mulige frygtelige følger for verden”.

Opinionen mod Bush

Desværre kan disse advarende røster ikke afvises med, at kritikken er anti-amerikansk. I Danmark anses det stadig for upassende, hvis man kalder USA et imperium, men det er blevet rutine i mange andre lande. USA’s tidligere præsident, Nobel-pristageren Jimmy Carter, hævder, at Bush-regeringen stræber efter ”imperial dominans”. Der er i USA siden 2003 udkommet snesevis af bøger, som analyserer amerikansk sikkerhedspolitik ud fra samme synsvinkel – og sædvanligvis konkluderer, at nederlag er det mest sandsynlige resultat.

Naturligvis er kritikkens rodfæste i USA ikke ensbetydende med, at kritikerne har ret. Men det er en kendsgerning, at flertallet i den amerikanske opinion i dag giver dem ret. Amerikanerne vil ud af Irak, og George Bush er blevet en af de mest upopulære præsidenter i landets historie. Hvad værre er: Stadigt flere amerikanere vil også ud af verden, og vigtige internationale institutioner er blevet mere upopulære.

Når amerikanere i opinionsundersøgelser skal svare på, hvorvidt præsident Bush håndterer sit job godt, svarer omkring 40 procent ja, mens op til 60 procent siger nej. Tallene afspejler ikke en, måske, kortvarig irritation. Det mest bemærkelsesværdige er, at flertallets utilfredshed har mange årsager og stikker dybt. Bush var tidligere en præsident, som fik høje karakterer for sine personlige kvaliteter. Absolutte flertal siger nu, at han ikke er ”ærlig og troværdig”. I en analyse erklærer 64 procent, at Bush-regeringen ”generelt vildleder offentligheden”. 61 procent mener, at økonomiens tilstand vil blive forværret i løbet af det kommende år; kun 17 procent tror på bedre tider.

Ud af Irak

Irak er hovedårsagen til krisen. Hans håndtering af krigen får kun positiv anerkendelse fra lidt over 30 procent – enkelte undersøgelser ligger præcist på 30 procent. Det helt store flertal, over 60 procent, er utilfredse med præsidentens indsats på dette felt. Absolutte flertal mener, det var en fejl, at USA indledte krigen. Når det gælder tilbagetrækning, svinger svarene noget, alt efter den konkrete formulering af spørgsmålene. I en Gallup svarede et flertal (52 procent), at de vil have alle soldaterne hjem – enten straks (19 procent) eller i løbet af 12 måneder (33 procent). Andre analyser har givet højere tal for tilbagetrækning.

Hvor vigtige er disse tal? Det er diskutabelt. Bush kan ikke genopstille til et nyt præsidentvalg, så dårlige opinionstal truer ham ikke direkte, og hans parti har lige nu solidt flertal i Kongressen. Præsidenten har så megen magt, at han måske kan videreføre en upopulær krig. Helt udelukkes kan det heller ikke, at positive nyheder fra Irak vil give Bush større opbakning. Men det er langt fra hele virkeligheden.

Kampen er tabt

Når det gælder opinionens holdning til krig, er forskere indbyrdes uenige. Nogle mener, at selv store tab vil blive accepteret af befolkningen, hvis den mener, at meget står på spil, og at et militært engagement har udsigt til succes. Denne opfattelse ligger bag en politisk offensiv, som Bush indledte i slutningen af november med fremlæggelse af en ”strategi for sejr” i Irak. Men dette initiativ blev mødt med stor skepsis fra opinionsledere.

Reaktionen kan bekræfte, at mange ikke længere tror på præsidenten, uanset hvad han siger. Der er, mener andre forskere, næsten ingen udsigt til, at præsidenten kan vende opinionen. USA’s nok førende ekspert på dette felt, professor John Mueller, peger således i seneste udgave af det udenrigspolitiske magasin Foreign Affairs på erfaringerne med krigene i Korea og Vietnam. Opinionen vendte sig mod krigene i takt med voksende tabstal, og andre faktorer påvirkede ikke varigt den faldende kurve. Det eneste overraskende i forbindelse med Irak-krigen er, at opinionen har vendt sig imod den meget hurtigt, og at folk er mere end utilfredse – de er vrede.

Ud af verden

Muellers analyse af opinionen bekræftes af helt friske analyser, hvor amerikanske opinionsledere – blandt andet udenrigs- og sikkerhedspolitiske eksperter, pressefolk og officerer - er blevet udspurgt. De har en langt mere negativ hold til både Bush og Irak, end befolkningen har, og dermed bekræftes, at den amerikansk elite massivt har vendt sig mod præsidenten. Kun 15 procent af eksperterne i udenrigspolitik støtter ham, og 71 procent mener, at USA ikke vil få skabt stabilt demokrati i Irak.

Mueller mener, at opinionens holdning vil få vidtrækkende følger for amerikansk udenrigspolitik længe efter, at Irak-krigen er slut. En meget omfattende analyse fra Pew-instituttet konkluderer, at ”isolationistiske” holdninger er blevet genoplivet. 42 procent siger således, at USA skal passe sig selv internationalt, og lade andre lande klare sig på egen hånd. Et spinkelt flertal erklærer sig stadig uenige i den holdning, men forskerne fremhæver, at de såkaldte isolationisters antal er vokset stærkt, og at det er denne tendens, som kan påvirke amerikansk politik. Journalisten John Judis, som i adskillige bøger har beskæftiget sig med amerikansk indenrigs- og udenrigspolitik, mener, at flertallet er på vej til holdninger, som prægede USA efter første verdenskrig, hvor nationen afviste internationalt samarbejde og isolerede sig bag Atlanterhavet. Man vil nu igen, siger han, ”også ud af verden”.

Bush under pres

Det er en udvikling, som har noget nær uoverskuelige følger for resten af verden. Uanset man kan lide det eller ej, så spiller USA’s aktive internationale engagement en grundlæggende rolle for den eksisterende ”verdensorden”. Eksperters bud på følgerne spænder vidt – fra forudsigelse af, at USA fremover meget nødigt vil engagere sig militært, til varsling af et totalt sammenbrud i den globale orden, som vil medføre kaos og meget mørke tider.

Bush kan ikke ignorere opinionens pres i forbindelse med Irak. Nok skal han ikke genvælges, men det skal republikanerne i Kongressen allerede næste år. Præsidentens eget parti vil derfor ønske meget konkrete beviser for, at en tilbagetrækning fra Irak er indledt – og så bliver det mindre afgørende, hvorvidt den irakiske regering stadig har brug for massiv støtte.

Opinionens holdning har også stor betydning for præsident magt generelt. USA’s politiske system bygger på institutioner, som skal holde hinanden i skak gennem indbyrdes magtkamp. Bush har nydt godt af en Kongres, hvor selv oppositionen knapt nok udfordrede ham, samt nyhedsmedier, som kun sjældent gav ham kritisk modspil. Det er en udbredt opfattelse, at Bush-regeringen bevidst har undergravet den lovgivende og dømmende magt samt skræmt pressen. Fordi præsidenten er blevet upopulær, kan disse institutioner nu slå igen. I de seneste måneder har politikere, journalister og dommere rent faktisk modarbejdet præsidentembedet i et omfang, som ikke er set siden præsident Nixons dage – lige før, han blev tvunget væk fra posten.

Irak-syndromet

Efter nederlaget i Vietnam opstod, hvad mange har kaldt et ”Vietnam-syndrom” – altså en sygdomslignende tilstand med fravær af politisk viljestyrke, især ved udsigten til væbnede konflikter af en vis længde og med risiko for tab. Det medførte, at USA nærmest ignorerede folkemordet i Cambodia, og knapt to årtier senere var det stadig så stærkt, at præsident Clinton ignorerede folkemordet i Rwanda.

For et år siden varslede den britiske sikkerhedsekspert Lawrence Freedman, at forsvarsminister Rumsfeld med sin uduelige ledelse af Irak-krigen kunne give USA et ”Irak-syndrom”. Ifølge Freedman kunne dette syndrom bestå af  ”en lammende tro på, at ethvert større amerikansk militært indgreb i udlandet er dømt til fiasko i praksis og moralske forbrydelser”. Hvis man i dag via internettet søger efter henvisninger til ”Irak-syndromet” vil man finde et par hundrede tusinde henvisninger, og det indgår i adskillige amerikansk eksperters analyser af USA’s magt i de kommende år. Det er allerede åbenbart, at Bush-regeringen i forbindelse med Iran, Syrien, Nordkorea og folkemordet i Darfur (Sudan) har valgt en passiv rolle, som står i skærende kontrast til regeringens oprindelige hensigter.

Imperiets fald

Tilhængere af et amerikansk imperium – altså globalt overherredømme med magt til indblanding i andre staters indre anliggender – har længe sagt, at imperiets kritikere bør overveje følgerne, hvis det bryder sammen. Den britiske imperie-historiker Niall Ferguson skrev sidste år, at der ikke er noget godt alternativ. Hverken EU, Kina eller FN kan opretholde en stabil verdensorden, som giver demokrati og velstand gode vækstforhold. Derfor hævdede han, at vi vil komme ud i et ”en ny mørk middelalders anarkistiske mareridt”.

Det er en skrækvision, som er rykket betydeligt nærmere siden. EU er stærkt svækket efter forfatnings-traktatens nederlag og optaget af sine indre problemer. Europæerne har ikke udviklet redskaber, som kan lægge stor militær magt bag Unionens diplomati. Hvis USA ikke spiller en ledende rolle i NATO, havner også denne organisation nemt i handlingslammelse.

Men Fergusons alternativ er ikke det eneste mulige. USA kan genoptage den leder-rolle, som man havde i årtierne efter anden verdenskrig op til Bush-regeringens ankomst. Moderne historikere vil hævde, at USA i de årtier også havde et imperium, men det byggede på samarbejde – ikke dominans. Hvis amerikanerne oplever, at de har allierede, som vil støtte dem, når målene er rimelige og omkostningerne lave, vil isolationisme næppe styre USA’s politik. Romernes kejser Augustus viste, at nederlag ikke er ensbetydende med sammenbrud, og selv amerikanske præsidenter har tidligere vist, at man i Washington er lærenemme. Så Bush-æraen i international politik kan blive en parentes.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.