Trykt i Information 14. januar 2006

Detaljerne afgørende for dansk krigsindsats

Regeringen foreslår udsendelse af flere hundrede soldater på hidtil farligste opgave i Afghanistan

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Efter Hommel-skandalen er den gode nyhed, at Forsvarsakademiet har lagt op til en uddannelse af sprogofficerer i pashto-sproget, som tales i det sydlige Afghanistan, hvor adskillige hundrede danske soldater skal indsættes.

Og den dårlige nyhed er, at uddannelsen, hvis den godkendes af Forsvarskommandoen, først kan levere færdigt uddannede officerer fra sommeren 2008. Den danske styrke udsendes formentlig allerede fra maj-juni i år.

I mellemtiden vil man, oplyser kaptajn Anders Mathiesen fra Forsvarsakademiet, klare sig med én civil tolk – samt tolke udlånt af den britiske styrke, som danskerne bliver underlagt.

Initiativet er et eksempel på, at man i forsvaret har lært noget af indsatsen i Irak. Centralt i Annemette Hommel affæren står, at hun ikke talte det lokale sprog, og derfor havde stærkt begrænsede muligheder for afhøring af fanger. Effektiv forhørsteknik bygger på tålmodighed og direkte kommunikation, så man kan lokke oplysninger ud. Fordi Hommel skulle bruge tolk, måtte hun lægge pres på sine fanger med hårdere metoder.

Indhold overset

I flere kommentarer til dommen er skylden for det passerede blevet skubbet over på hendes foresatte. Men ansvaret kan fordeles på langt flere skuldre. Det karakteristiske for den danske indsats i Irak er, at næsten hele nationens fokus har været på for eller imod selve deltagelsen, mens selve indholdet i engagementet knapt nok er blevet belyst eller diskuteret.

Hvorvidt udsendte officerer og soldater eksempelvis havde de nødvendige sproglige og kulturelle færdigheder har været en detalje, som interesserede få. For regeringen var dansk deltagelse en slags tribut, som blev afleveret til det amerikanske imperiums overhovede, så Danmark kunne nyde godt af Bush-regeringens sympati. Det var, hvad østeuropæerne ligefremt kalder ”prisen for amerikansk solidaritet”. Ud fra denne synsvinkel har uddannelse og udrustning af styrken, så den effektivt kunne løse sin opgave, haft underordnet betydning.

Besættelse af et fremmed land, kamp mod oprørere, er imidlertid en af de mest krævende militære opgaver. Der er endog historisk erfaring for, at besættelsesmagter ofte taber. Alligevel drog Danmark til Irak, som var det blot en mere avanceret udgave af befrielses-aktionen i Kosovo. Når nogle i dag indrømmer fejl, men forklarer dem med henvisning til, at omstilling fra Den Kolde Krigs territorial-forsvar til ekspeditions-opgaver tager tid, er det en overfladisk konstatering. Mangler ved indsatsen blev konstateret i Kosovo, og det var forudsigeligt, at de ville blive følt på mere alvorlig vis i Irak.

Resultatet er, at den danske styrke ikke har opnået kontrol med sit indsatsområde. Soldaterne har utvivlsomt ydet en stor indsats, men de har manglet de nødvendige redskaber. Det ses klart i forbindelse med ”genopbygning”. Tanken var, at civile organer skulle stå for hovedparten. Som udenrigsministeriets egne rapporter viser, er denne del af indsatsen i vidt omfang mislykket. Den militære styrke har haft langt mindre midler til rådighed. Forsvarets egne rapporter tyder på, at den indsats har været effektiv. Men det er for lidt, for sent.

Farlig operation

Samtidig med Hommel-dommen fremlagde udenrigsministeren i Folketinget et beslutningsforslag, som skal bane vej for indsættelse af omkring 290 soldater i den sydlige del af Afghanistan, hvor Taliban-bevægelsen har sit hovedområde.

Ministeriet skjuler bestemt ikke, at det er en farlig operation. Erfarne soldater, som skal af sted, siger også  til Information, at de forventer tab, som overgår, hvad vi hidtil har oplevet. ”Denne gang må vi nok regne med, at vi skal bære mange af vores kammerater derfra”, siger en af soldaterne.

Af forslaget fremgår, at man har lært af Irak. Der er, forklarer dokumentet, efter regeringens opfattelse ”en direkte sammenhæng mellem forbedring af den sociale og økonomiske situation og forbedring af sikkerhedssituationen”. Eller sagt mere direkte af en officerer: ”Hvis vi kan gøre godt for dem, så vil de også være gode mod os”.

Men forslaget er uhyre vagt i sin omtale af, hvordan styrken kan hjælpe den civile befolkning. For regeringen er det ”centralt”, at ”civile danske og internationale organisationer” skal stå for genopbygning. Man nævner, at de måske ikke kan og vil, og derfor skal soldaterne kunne ”yde mindre og konkrete humanitære og andre civile indsatser”.

Hvis politikere og nyhedsmedierne også har lært noget fra Irak, må det forventes, at ganske anderledes klar besked fra regeringen fremskaffes. Vil civile organisationer arbejde i det danske indsatsområde? Hvor store beløb har styrken adgang til? Hvilken civil ekspertise til genopbygning medbringer den?

Når det gælder styrkens kulturelle færdigheder kan nogle kilder allerede levere detaljer. Soldaterne får et ”kulturforedrag”, som varer tre timer. Nogle af dem, som skal i nærkontakt med befolkningen, får et meget begrænset ”parlørkursus” i pashto-sproget – nemlig 5 dages undervisning. Og de får skam en CD med, så de kan øve sig på egen hånd.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.