Trykt i CS-bladet 25. januar 2006

Tortur

Popkulturen dyrker, at hårdt pres på fanger giver resultater, men i praksis virker andre metoder

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Fanger får tungen på gled, når Jack Bauer tager fat. Han skyder f.eks. en terrorist i benet, og så strømmer de ønskede informationer.

Naturligvis er det film. I den amerikanske serie ”24 timer”, som herhjemme vises af TV2, er Bauer i stadig strid med tåber, som ikke forstår, at i krigen mod terrorister gælder alle kneb. Hans motto er, at ”målet helliger midlerne”. Verden skal reddes, minutterne tæller, så tortur er OK.

Men det er lidt mere end film. Serien er populær. Det ville den næppe være, hvis en del seere ikke sympatiserede med Bauers metoder. Kunne man forestille sig en serie, som hyldede israelsk tortur af palæstinensere?

Vi har, mener nogle iagttagere, i den vestlige verden fået et ”Jack Bauer syndrom”. Almindelig moral og gamle frihedsrettigheder forkastes af de ramte, fordi vi er i kamp med en fjende, som ikke deler vores værdier, og selv tror på, at målet helliger midlerne. Rigtige mænd går ind for tortur!

Tikkende bombe

Men også en del intellektuelle med fornem akademisk baggrund går ind for tortur.

Den fremtrædende amerikanske dommer og juraprofessor Richard Posner har skrevet, at hvis man kun kan afværge eksplosion af en atombombe på Times Square i New York med tortur, så er det en nødvendig metode. Han tilføjer, at enhver, som har tvivl i den forbindelse, bør udelukkes fra poster med ansvar for den nationale sikkerhed.

Terror-eksperten Rohan Gunaratna, som efter invitation fra Politiets Efterretningstjeneste har besøgt Danmark, hævder, at hårde metoder ”kan redde menneskeliv i hundredevis”. Han forklarer: ”Når man fanger en terrorist, så ved han måske, hvornår den næste aktion finder sted, og derfor kan det være nødvendigt, at man udsætter en tilbageholdt for fysisk eller psykisk pres. Jeg går ikke ind for fysisk tortur, men til tider må truslen om brug anvendes”.

Hård debat

Filosoffer, jurister og terror-eksperter har i flere bøger og artikler længe diskuteret tortur. Debatten blussede sidste år op i USA, fordi den amerikanske senator John McCain, som selv blev udsat for tortur i Nordvietnam, ønskede et totalt forbud. Han blev i et langt essay modsagt af Charles Krauthammer, der i nykonservative kredse er en meget populær kommentator.

Der er tre typer fanger, skrev Krauthammer.

For det første soldater, som blev fanget på en slagmark. Eneste formål med tilbageholdelse af dem er, at deres deltagelse i nye kampe skal blokeres. Ikke et hår må krummes på deres hoveder.

For det andet terrorister. De har med deres aktiviteter brudt krigens love, og derfor har de heller ikke krav på beskyttelse fra disse love. Faktisk har de, erklærer Krauthammer, fortjent at blive ristet over en sagte ild resten af deres dage. Men det skal de ikke. ”Vi” udgør nemlig et civiliseret samfund. Så de skal kun spærres inde med et minimum af rettigheder.

For det tredje er der terrorister, som har informationer. I forbindelse med denne type haler Krauthammer det ofte brugte eksempel frem: En terrorist har placeret en atombombe i New York. Om en time eksploderer den. Da vil en millioner mennesker dø. Man fanger terroristen. Han ved hvor bomben er. Men han siger intet.

Regler efterlyses

I den forbindelse er det OK, hvis han ”hænges op i tommelfingrene”, skriver Krauthammer. Det er, i den konkrete situation, endog en ”moralsk pligt”, at terroristen bliver udsat for pres, til han taler. Hvis man er enig, så har man også erkendt, at tortur kan være nødvendig i nogle situationer. Tilbage står så kun en overvejelse af, hvornår tortur kan tillades – hvor stor skal den tikkende bombe være, hvor øjeblikkelig er faren, hvor store er chancerne for at hindre eksplosionen?

Der er altså, fortsætter Krauthammer, behov for regler på dette felt. Når det gælder den tikkende bombe, vil han tillade ethvert nødvendigt middel. Når det gælder terrorister, som mere generelt kan bidrage med informationer, vil han ikke gå så langt. Der skal være en sammenhæng mellem informationernes nødvendighed og de anvendte metoder.

I den forbindelse peger han på FN’s konvention mod tortur. Den forbyder ikke kun tortur. Der er også et forbud imod ”grusom, umenneskelig og nedværdigende” behandling. Men hvad er det? Eneste vejledning kan hentes fra samvittigheden, og det kan ikke kaldes ”umenneskeligt”, hvis man tvinger oplysninger ud af en person, så man kan sikre, at menneskeliv bliver reddet.

Så måske skal man ikke flå huden af terroristen, som har væsentlige informationer. Men det vil være OK, hvis man udsætter ham for metoder, der er mindre hårdhændede. Vandtortur er et oplagt eksempel – fangen udsættes for en oplevelse, der svarer til, at han drukner, men det er kun indbildning.

Samme logik har det amerikanske justitsministerium accepteret. I interne dokumenter, som er sluppet ud, anses det kun for tortur, hvis kroppens organer udsættes for pres, som tilføjer dem varig skade. Vandtortur indgår således i arsenalet, som den amerikanske efterretningstjeneste CIA kan anvende.

Professionelle imod

Så vidt Krauthammer. Han opstiller en logisk argumentation for enhver, som har ansvaret for, at terror-aktioner bliver stoppet. Men det er faktisk fra netop denne gruppe, at meget kraftige protester mod tortur er kommet.

Amerikanske nyhedsmedier har bragt mange og detaljerede afsløringer, som viser, hvordan militære enheder og CIA har lagt hårdt fysisk og psykisk pres på fanger. Beretningerne bygger ofte på anonyme kilder, som er i aktiv tjeneste. Kun tungtvejende grunde kan motivere dem, idet de risikerer straf. Dertil kommer, at adskillige kilder har udtalt sig med fuldt navn. Sædvanligvis har de nu forladt aktiv tjeneste, men de har viden fra egen indsats og kontakter i systemet.

Tortur ineffektiv

Som en rød tråd gennem mange beretninger går, at hårde metoder ikke er effektive. Tony Lagourants var forhørsofficer i hæren fra 2001-05 og har under sit ophold i Irak gennemført omkring 300 afhøringer. I adskillige interview har han beskrevet, hvordan fanger rutinemæssigt blev mishandlet. Hans konklusion er, at ”der aldrig kom noget ud af de hårde forhørsrunder”.

Det samme siger Michael Scheuer, der gennem flere år var leder af CIA’s Osama bin Laden gruppe og forlod tjenesten i 2004: ”Det var vores erfaring, at aggressive forhør, grænsende til tortur, ikke giver resultater. Personer, som afhøres på denne vis, fortæller agenten alt, hvad han gerne vil høre. Enten lyver de eller også giver de os præcise men forældede informationer”.

Det er i dag kendt, at ledende terrorister fra Al Qaeda bevægelsen efter tortur oplyste, at Saddam Hussein havde biologiske kampvåben og samarbejdede med Al Qaeda. Men begge dele var forkert.

Fordærver udøverne

Endnu et praktisk problem er, at oplysninger, som er fremskaffet under tortur, ikke kan anvendes af retsvæsenet. Senest har Storbritannien højeste domstol forbudt brug af sådanne informationer til f.eks. udvisning af mistænkte. Brug af tortur kan således blokere optrevling af terroristers netværk.

Dertil kommer, at brug af tortur ødelægger f.eks. efterretningstjenester indefra. Effektivt forhør er en kunst, som udnytter kendskab til menneskets psyke, sproglige færdigheder osv. Man skal lokke informationer ud af fangen. Tortur er derimod et redskab for sadister og dovne, som vil skyde genvej. Dygtige kunstnere forlader ganske enkelt organisationer, hvor bødler kan trives.

Militære organisationer rådner også op, hvis de i kampen mod oprørere accepterer tortur. Fangerne er ofte uskyldige. Hvis man anser enhver fange for en mulig terrorist, som kun vil tilstå efter hårdt forhør, påvirkes soldaternes holdning til hele befolkningen. Og befolkningen selv får påvirket sin holdning til soldaterne, som alle må anses for potentielle bødler.

Forførende eksempel

Men Krauthammers logik er blevet imødegået af andre fremtrædende konservative.

De peger på, at Krauthammers indledende eksempel – den tikkende bombe – er usandsynligt. Det er opstillet ved hjælp af elementer, som hver for sig er fantasifulde. 1) At en atombombe anskaffes af terrorister og placeres i New York, 2) At man fanger en af terror-gruppens medlemmer, 3) At man ved, at han har kendskab til bombens placering.

Eksemplet har forførende kraft, fordi det baner vej for mere generel accept af tortur. Men ethvert princip kan på lignende vis undergraves med ekstreme, tænkte, eksempler.

Selv hvis man accepterer eksemplets værdi, fører det ikke nødvendigvis logisk til den konklusion, at tortur i nogle tilfælde skal være lovlig. I vestlig retspleje indgår begrebet nødværgeret. Man kan under ekstreme forhold bryde loven, og så må en domstol bagefter tage stilling til, hvorvidt det var berettiget. Hvis en amerikansk præsident eksempelvis får reddet New York, fordi han godkender tortur, vil han nok bagefter blive frikendt.

For nogle konservative er den stærkeste indvending mod tortur, at det er i strid med hele filosofien bag frihedsbegrebet. I denne tænkning har mennesket en sjæl, som er ukrænkelig. Tortur udnytter menneskets dyriske instinkter – trangen til overlevelse – imod sjælen. Man ”knækker” fangen, som derefter taler. Under religionskrigene i det 16. og 17. århundrede var tortur udbredt. Det frihedsbegreb, som siden er udviklet, bygger på afstandtagen fra tortur, og det karakteristiske for totalitære stater er, at fordi de ikke anerkender det enkelte individs frihed, giver de også sig selv ret til indgreb i selve menneskets sjæl ved hjælp af tortur. Intet kan således være mere i strid med USA’s grundlæggende værdier end netop tortur.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.