Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 1 i 2006

Frihedskamp med terror

Indsatsen mod terror kan medføre, at stadigt flere får behov for frihedskamp

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Hvad er forskellen mellem frihedskamp og terror?

Det er ikke sandsynligt, at de franske revolutionære, som først gav ”terror” en politisk rolle, så en forskel. Robespierre forklarede, at ”terror er intet andet end hurtig, streng, ubøjelig retfærdighed”.

I den såkaldte terror-periode fra 1793-94 blev 18.000-40.00 dræbt, da den franske revolution skulle beskyttes imod inden- og udenlandske fjender. Grusomt var det, men eftertidens demokratiske udvikling står i taknemmelighedsgæld til ”terroristerne”.

Senere er ”terrorist” blevet et skældsord. Det er blevet knyttet til talrige aktivister i bevægelser, som med voldelige midler ville gennemtvinge ændringer i den politiske og sociale orden. Men i modsætning til Frankrigs revolutionære, vil ingen af disse aktivister i dag anerkende, at de er terrorister. Normalt anser de sig selv for ”frihedskæmpere”, og mere neutrale betegnelser er ”oprørere” eller ”guerilla-soldater”.

Terror er en taktik

Hvis man meget enkelt vil skelne mellem frihedskamp og terror, er det første problem, at terror er en taktik, mens frihedskamp beskriver en målsætning. Sprogligt set kan en frihedskæmper godt anvende terror. Mange har gjort det. Det klassiske eksempel er, at Menachem Begin i juli 1946 var en ledende kraft i den jødiske Irgun-gruppe, som terroriserede Palæstinas britiske administratorer. Han planlagde eksempelvis et bombeattentat på Kong David hotellet i Palæstina. 90 blev dræbt; mange af dem civile jøder og arabere. Denne baggrund forhindrede ikke, at Begin i 1977 blev Israels statsminister og året efter fik Nobels fredspris.

En ikke helt ubrugelig tommelfingerregel er, at frihedskæmpere anstrenger sig, så civile ikke bliver dræbt, idet de retter deres aktioner mod militære mål. Under den tyske besættelse var denne regel vejledende for danske frihedskæmpere. Men det hindrer ikke, at politikere kalder angreb på rent militære mål for terror. Da en danske soldat sidste år blev dræbt af en vejsidebombe i Irak rykkede statsminister Anders Fogh Rasmussen ud med en erklæring, som fordømte ”disse afskyelige og feje handlinger” begået af ”terrorister”.

Ingen klar definition

Man kan selvfølgelig, lettere opgivende, slå armene ud og konstatere, at hvad der for nogle er frihedskæmpere, er for andre terrorister. Faktisk har denne holdning i årevis blokeret forhandlinger i FN, når man ville nå frem til fælles indsats mod terror. Problemet er delvist blevet omgået med forbud, som fokuserer på bestemte handlinger, f.eks. flykapring. Nationalt og internationalt er der skrevet alenlange definitioner, så man kunne vedtage love vendt mod terrorister, og der er oprettet lister over ”terror-organisationer”.

Men disse bestræbelser har ikke løst problemet. Definitionerne kritiseres, idet de ofte er så vidtfavnende, at frihedskæmpere og fredelige aktioner mod myndigheders samt store private virksomheders magtmisbrug, rammes. Inden han blev udenrigsminister forsvarede Per Stig Møller varmt en iransk organisation, som var på USA’s liste over terror-grupper.

Afklaring af begreberne er imidlertid nødvendig, fordi brugen af ordene, som bygger på det vage terror-begreb, meget stærkt påvirker samfundslivet og international politik. Eksemplerne er talrige:

Nej til forhandling

Man skal, erklærer forskere og politikere, aldrig forhandle med terrorister. Begrundelsen er, at kun med denne holdning kan man forhindre, at enkeltpersoner og grupper tror, at de med grove trusler kan få opfyldt krav. I praksis er denne regel blevet håndhævet meget fleksibelt. Terror har været et endog meget effektivt redskab.

Irak leverer nu beviser for, at bred tilsværtning af modstandere med terror-penslen kan skade mere end gavne. Siden modstandskampen tog til fra sommeren 2003 har vestlige ledere rutinemæssigt kaldt fjenderne for terrorister. Ofte er terrorister, som angiveligt kom fra udlandet, gjort til den største hindring for en fredelig løsning. Men retorikken er i de seneste måneder undergået en forandring. Efterretningstjenesterne har erkendt, at mange og forskellige grupper – formentlig over hundrede - er aktive i kamphandlingerne. De meget omtalte udenlandske terrorister udgør ganske få procent af hele modstandsbevægelsen.

Denne erkendelse har afgørende betydning, fordi konflikten er på vej ind i en fase, hvor man skal forhandle med grupper, som utvivlsomt har mange liv på samvittigheden. Man skal også isolere de grupper, som med terror-handlinger vil starte en borgerkrig, der meget gerne, set med deres øjne, skal udvikle sig til en både regional og global konflikt.

Værdier trues

Den såkaldte krig mod terrorisme undergraver også vestlige værdier, som har afgørende betydning for udvikling af stabile demokratier. Begrundelsen har været, at terror udgør en ekstraordinær trussel, som kun kan bekæmpes med ekstraordinære midler. Terrorister anerkender ikke den ”civiliserede verdens” spilleregler, og derfor, fortsætter argumentet, skal de heller ikke nyde godt af beskyttelse fra disse regler.

For ganske få år siden var den vestlige verden udsat for en trussel, som bestod af undergravende virksomhed fra fjendtlige agenter og egne statsborgere. Der var risiko for, at konflikten kunne udløse en krig, som udslettede menneskeheden. Mange af argumenterne, som nu anvendes for en hård kurs mod terror, var udbredte under Den Kolde Krig. Overgreb på grundlæggende menneskerettigheder fandt sted i anti-kommunismens navn. Men der var også en modreaktion, som viste, at demokratiers værdier har livskraft – og det var i sidste ende disse værdier, som sejrede. Det konstante problem var, at man i kampen mod en fjende meget nemt blev et spejlbillede af denne fjende, idet man selv overtog mottoet: ”Målet helliger midlerne”.

Kampen mod terror er eksempelvis blevet brugt til retfærdiggørelse af tortur. Hvis terrorister skånselsløst kan skære halsen over på fanger, hvorfor så skåne dem under forhør, hvis de måske har informationer, som kan redde menneskeliv? Svarene, som afviser brug af tortur, er mange, men det bedste er, at tortur er forbudt, fordi vi ud fra nogle hundrede års erfaring ved, at det er tortur-bødlernes bagland, som lider størst skade. Sovjetiske systemkritikere har påvist, at KGB blev en ineffektiv organisation, da efterforskning blev overladt til slagtere. Det var vigtigere, at man fik tilståelser, end at man fik sandfærdige informationer. Selv spionerne, som arbejdede i udlandet, sendte informationer hjem, som skulle gøre indtryk på lederne, og dette indtryk var vigtigere end sandfærdig beskrivelse af virkeligheden.

Opgør med terror-undskyldning

Modreaktionen er nu indledt. Under Vietnam-krigen gjorde præsident Nixon krav på uindskrænket magt, fordi han var de væbnede styrkers øverstkommanderende i krig. Præsident Bush har man henvisning til krigen mod terror stået i spidsen for et lignende fremstød. Magtdelingen i det amerikanske system mellem udøvende, lovgivende og dømmende magt er imidlertid så fundamental, at præsidentembedet vil blive udsat for kamp, når det hæver sig over andre magthavere.

Nixons bestræbelser udløste Watergate-skandalen – samt svækkede USA indenrigs- og udenrigspolitisk. Kongressen, domstolene og nyhedsmedierne, den 4. magt, har indledt et opgør med Bush-regeringen, som kan få lignende følger. Anti-terrorens redskaber – tortur, ulovlige aflytninger, misinformation, magtkoncentration – har givet bagslag.

Kend din fjende

Det største problem med brugen af terrorist-sværten, når modstandere skal beskrives, er, at det blokerer for den gamle visdom: Kend din fjende! Siden det 4. århundrede før Kristus, hvor den kinesiske strateg Sun Tzu formulerede denne opfordring, er dette råd blevet fulgt med succes – eller ignoreret med katastrofale følger.

Fornuften i rådet er indlysende, men det forudsætter, at man kan sætte sig i fjendens sted og se på verden med hans øjne. Det er ikke nemt af flere årsager. Kendskab opnås via et minimum af sympati og respekt. Mellem de største hindringer er, at forsøg i denne retning kan ligne forræderi, og derfor vil blive bekæmpet. Fordybet i fordømmelsen af fjenden mister vi adgangen til kendskab.

Faldgruben er uhyre nærliggende i forbindelse med terror-truslen. Den islamiske terrorisme står for den vestlige verdens absolutte modsætning. Terroristerne hader os, for det vi er, siger vestlige ledere. Men er det rigtigt? Næh, svarer stadigt flere forskere. USA er under angreb på grund af, hvad dette land har gjort og gør. USA’s allierede er under angreb, fordi de er allierede – og desuden også selv har gjort og gør en del.

Forsvarer Islam

Det er også konklusionen i et værk, som Michael Scheuer, der i flere år anførte CIA’s indsats mod Osama Bin Laden, har udgivet. I ”Imperial Hubris” fremhæves, at Al Qaeda bevægelsens leder ikke er en religiøs fanatiker. Han forsvarer den muslimske verden i en hellig krig mod konkret vestlig og amerikansk politik, nemlig: Støtte til Israel, som angiveligt holder palæstinenserne nede i trældom. Militær tilstedeværelse på den hellige Arabiske Halvø. Besættelse af Irak og Afghanistan. Støtte til Ruslands, Indiens og Kinas kampagner mod muslimske oprørere. Pres på arabiske olie-lande, så priserne holdes nede. Støtte til religiøst frafaldne, korrupte og tyranniske muslimske regeringer.

Bin Laden er altså, selv set med en CIA-veterans øjne, en frihedskæmper. Det er ”forsvar” af Islam, som giver ham styrke. Michael Scheuer opstiller en kontrast til Irans nu afdøde leder Khomeini, som lagde op til ”angreb” på USA. Scheuer tager afstand fra, at Bin Laden kaldes terrorist, fordi man så kun fokuserer på hans handlinger. Terror-synsvinklen overser både motiver og mål. Den gør reelt også Bin Laden mindre farlig, end han er. Han er ikke en galning. Scheuer tilslutter sig dette portræt af Al Qaedas leder: ”En from, karismatisk, blid, generøs, talentfuld og personligt modig muslim, der er velsignet med sund strategisk og taktisk dømmekraft, dygtige assistenter, en modvillig og dog nødvendig blodtørst samt ekstraordinær tålmodighed”.

Det er i kraft af disse egenskaber, at han kan lede et ”populært, globalt og stadigt stærkere islamisk oprør”, konstaterer Scheuer. Måske bør det tilføjes, at samme Scheuer ikke er i tvivl, når det gælder behovet for udslettelse af Al Qaeda – hvis man ikke alternativt vil bøje sig for bevægelsens krav, en ret usandsynlig mulighed.

Verden skal renses

Men selv hvis man ikke skal kalde Bin Laden for en gal terrorist, kan man vel stadig kalde hans værk for terror? Joh, vil nogle forskere svare, hvis man bare ikke overser motiverne bag brugen af dette redskab.

Et af det mest kontroversielle spørgsmål i den forbindelse er rollen, som religionen, Islam, spiller. Religion har i mange tilfælde udgjort en drivkraft bag terror. Den amerikanske forsker Jessica Stern har udgivet bogen ”Terror in The Name of God”, som bygger på samtaler med religiøse ekstremister – kristne, jøder og muslimer. Hendes konklusion er, at de har meget til fælles. De lever i en verden, som er opdelt i gode og onde. Med deres handlinger renser de verden for ”uretfærdighed, grusomhed og alt, der er anti-humant”, så en mere perfekt verden kan opstå.

Men det er for overfladisk en betragtningsmåde, påviser Robert Pape, som er professor ved University of Chicago og er konsulent for Pentagon samt andre amerikanske sikkerhedsorganer. I sin bog, ”Dying to Win”, analyserer han selvmordsaktioner. Det er, konkluderer han, misvisende, hvis man antager, at der er en direkte forbindelse mellem islamisk fundamentalisme og selvmordsaktioner. Han har indsamlet data fra perioden 1980-2003, og kan dermed dokumentere, at de anti-religiøse Tamilske Tigre, som opererer i Sri Lanka, tegner sig for hovedparten, og at en række grupper med rodfæste i marxisme-leninisme er særdeles godt repræsenteret.

Det må formodes, at selvmordsaktionerne under Irak-krigen vil give en udvidet data-base et større islamisk islæt. Men Pape oplyser, at islam har endog meget stærke forbud, når det gælder selvmord. Så det store spørgsmål bliver: Hvilke drivkræfter er så stærke, at de kan overvinde religionens forbud?

National frihedskamp

Det fælles for alle selvmordsaktioner er, skriver Pape, ”konkrete og verdslige mål”, idet de skal ”tvinge moderne demokratier til tilbagetrækning af militære styrker fra områder, som terrorister anser for deres hjemland”. Aktionerne er ”sjældent” rodfæstet i religion, selv om appel til religiøs overbevisning ofte anvendes af terror-organisationer til rekruttering og andre bestræbelser, som skal tjene den strategiske målsætning.

Afgørende for selvmordsterrorister er, at de selv oplever opbakning fra deres eget samfund. Pape indfører endog begrebet ”altruistisk selvmord” – terroristen ofrer sig til bedste for fællesskabet.

Det kan være et rystende – og provokerende – svar på spørgsmålet om forskellen mellem frihedskæmpere og terrorister, at der ofte ikke er nogen forskel. Bedre bliver det vel ikke, hvis man tilføjer, at den offervilje hos frihedskæmpere og soldater, som også vestlig kultur har hyldet gennem århundreder, har sin parallel i mange muslimers beundring for dem, som vi kalder terrorister. Men mange terror-eksperter vil fremhæve, at denne erkendelse er en nøgle til effektiv indsats mod terror. Vi skal både udrydde dem, som vil slå os ihjel, og forhindre, at en ny generation af frihedskæmpere, som anvender terror, opstår. Der er betydelig risiko for, at indsatsen for førstnævnte mål bidrager til, at det andet kommer uden for rækkevidde.

 Institut for Menneskerettigheder har oprettet en hjemmeside med mange dokumenter, som belyser diskussionen om forskellen mellem frihedskamp og terror. Se www.menneskeret.dk/tema/terror/

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.