Trykt i Politikens kronik 12. februar 2006

Imperiet i mit hjerte

Når USA her i landet ikke kan analyseres ud fra imperie-vinklen, smuldrer også forståelsen af, hvorfor det amerikanske demokratis værdier har afgørende betydning og må forsvares. Som sikkerhedspolitisk analytiker vil jeg gerne se med skepsis på Danmarks officielle bidrag til USA’s sikkerhedspolitik, fordi den mest ligner tribut fra en vasal. Derfor blive selve deltagelsen vigtigere, end hvad vi rent faktisk gør.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

At være eller ikke være et imperium? Det er spørgsmålet, som amerikanerne kæmper med. For en sikkerhedspolitisk journalist i Danmark er spørgsmålet lidt anderledes: Skal man eller skal man ikke kalde USA et imperium?

Hvis man ikke vil støde læsere fra sig eller risikere placering i den anti-amerikanske bås, er svaret klart nok. I sikkerhedspolitiske analyser må USA ikke kaldes et ”imperium”, fordi ordet er alt for belastet. Det lugter af Lenin og gammel propaganda fra venstrefløjen. Især hvis man drager den sproglige konsekvens. Thi så må Bush-regeringens udenrigspolitik kaldes ”imperialistisk”.

Men hvad hvis den dybere sandhed er, at dansk debatkultur hænger fast i fortiden? Ved hjælp af internettets søgemekanismer, kan det nemt dokumenteres, at de to ord knapt bruges på dansk, mens de i USA anvendes hyppigt – og det på tværs af politiske skel. Når ordene er belagt med tabu i Danmark, er forklaringen i høj grad politisk opportunisme. Hvis man i en analyse undgår fy-ordene, kan det altså være et politisk valg. Men hverken forskning eller journalistik bør styres af politiske hensyn eller forældede reaktioner, vel?

Fy-ord rehabiliteret

Ironisk nok er det amerikanske neo-konservative, som har rehabiliteret ordene i USA. Fra slutningen af 90’erne argumenterede mange af dem, at USA er et imperium, og at det skulle forsvares mere direkte, end Clinton-regeringen ville. Præsident Bush har flere gange afvist betegnelsen, men i praksis har han ført en politik, som er i ganske fin overensstemmelse med de nye imperialisters anbefalinger.

Siden 2002 har amerikanske forlag udgivet et halvt hundrede bøger, hvor ”empire” indgår i titlen, og endnu flere lægger begrebet til grund for analysen af amerikansk udenrigspolitik. Mellem de seneste værker er Robert Kaplans Imperial Grunts, som følger amerikanske soldaters indsats ude i imperiets kæmpende forposter. Kaplan står politisk Bush-regeringen så nær, at han i 2001 af daværende sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice flere gange blev indkaldt til oplæring af den uerfarne præsident.

Det er dog især Bush-regeringens kritikere, som bruger ordene. Selv en tidligere præsident, demokraten Jimmy Carter, har nyligt beklaget, at Bush stræber efter ”imperial dominans”. Fra denne fløj i debatten er det et gennemgående tema, at imperialisme er i strid med USA’s idealer og faktiske magt. Det er en kritik, som kan høres fra både højre og venstre i det politiske spektrum. Der er også kritikere, som er helhjertede tilhængere af et amerikansk imperium, men de mener ikke, at Bush i praksis tilstrækkeligt effektivt håndhæver dets interesser, og de tvivler også på, at vælgerne har den nødvendige viljestyrke.

Blot fordi politiske debattører i USA har rehabiliteret nogle ord, behøver man naturligvis ikke tage dem så alvorligt i Danmark, at de gøres til redskaber i analyser, som nødigt skal anses for partsindlæg. Men det er også en del af den amerikanske virkelighed, at stadigt flere forskere anser sammenligning med tidligere imperier for det mest præcise redskab.

Analytisk redskab

Dimitri Simes, præsident for Nixon-forskningscentret i Washington, mener således, at man får et ”vigtigt analytisk redskab”, hvis man anser USA for et moderne imperium, som er under udvikling. Professor Eliot Cohen, som har Bush mellem sine beundrere og ofte anses for neo-konservativ, kalder ”imperium” for en værdifuld metafor, fordi imperiers historie indeholder lighedspunkter, som har afgørende betydning for vurdering af den ”knibe”, som USA er i.

Mange forskere fra den akademiske disciplin International Politik anvender teorier, som blev udviklet under Den Kolde Krig. Sovjetunionen beskyldte dengang USA for imperialisme, så disse forskere foretrækker stadig mere neutrale begreber, når USA’s magtposition i det internationale system beskrives: ”overherredømme”, ”førsterang” og ”unipolaritet”. Historikere er mindre hæmmede af  teorierne fra International Politik, idet de nærmest intuitivt uddrager kernen af fortidens erfaringer, så man kan forberede sig til fremtidens uvished. Derfor er det især historikere, som med brug af imperie-analyse har kastet sig ud i nyvurdering af USA's baggrund og nutid.

Imperium i særklasse

Sammenlignet med tidligere imperier er USA i særklasse. Amerikansk magt har global rækkevidde og er bygget på imponerende militære, økonomiske samt kulturelle søjler. Men overlegen magt er ikke en tilstrækkelig forudsætning, hvis man vil påpege eksistensen af et imperium.  Det karakteristiske for imperier er, at de skaber og håndhæver reglerne i en hierarkisk mellemstatslig orden. Foruden regulering af andre nationers ydre adfærd, opretholder imperier også et vist mindstemål af acceptabel adfærd i undersåtternes indre anliggender. USA’s magt og indflydelse kan iagttages på så mange niveauer i verdens liv, at kun brug af betegnelsen ”imperium” afspejler en dækkende opfattelse af helheden.

Placering af USA i en historisk imperie-tradition er ikke ensbetydende med, at man skubber USA ned i spytbakken, hvor mange forgængere befinder sig efter det 20. århundredes anti-imperialistiske kampe. Analysen kan bruges moralsk neutralt til beskrivelse af relationer, som udgår fra et center. Som en af USA’s mest fremtrædende forskere, Zbigniew Brzezinski, har påpeget, så beskrives et imperiums moral ud fra, hvordan dets magt fremstår, graden af samtykke i imperiet og dets formål. Man kan godt anse USA for et imperium og samtidigt erklære sig enig i, at ”aldrig før i menneskehedens historie har et land gjort så meget for så mange (…)”. Citatet er hentet fra det seneste værk af professor Michael Mandelbaum fra Johns Hopkins University, hvori han varmt forsvarer ”Goliat”, der, mener han, udgør en verdensregering.

Men citatets afsluttende ord lyder: ”(…) og modtaget så lille anerkendelse for sine bestræbelser”.  Romerne og briterne kunne i deres storhedstid have beklaget sig med et lignende suk. Også de gav verden store goder, men det er imperiers skæbne, at de vil støde på modstand, og håndteringen af denne modstand vil i sidste ende bestemmer vurderingen af deres moral.

Synsvinkel afgørende

Amerikanske forskere hævder ofte, at USA anfører et usædvanligt imperium, idet de fremhæver, at magtudøvelsen sædvanligvis har været godartet. Fra verdenshistorien kendes omkring 70 imperier, og de kan vel alle, især set med egne øjne, kaldes usædvanlige. Vurdering af det amerikanske imperium afhænger i høj grad også af den valgte synsvinkel. Præsident Jefferson grundlagde i 1803 med købet af Louisiana fra Frankrig et ”Imperium for Frihed”, men indianerne havde nok en anden opfattelse.

Med den spansk-amerikanske krig i 1898 indledte Washington et klassisk imperialistisk fremstød, som kørte fast i en grusom krig mod frihedskæmpere i Filippinerne. Denne kolonikrig påvirkede kraftigt amerikansk politik. Washington udviklede en imperie-strategi, som ofte kaldes ”den åbne dørs politik”. Man stræbte efter et uformelt imperium med økonomisk dominans, ikke territoriel kontrol. Derfor skulle de gamle koloniriger åbnes, helst opløses. Især præsident Wilson havde et skarpt øje for, hvordan amerikansk erhvervsliv kunne omforme verden, så USA også fik sikkerhedspolitiske fordele.

Det amerikanske bud på en ny verdensorden indeholdt et dilemma, som banede vej for tragedie. Historikeren Lloyd Ambrosius har peget på dilemmaet: Når kolonirigerne blev opløst, ville man få en pluralistisk verden med risiko for kaos, men USA havde brug for kontrol. Tragedien er beskrevet af historikeren William Appleman Williams: USA ville ændre verden, men man ville også stoppe eller stabilisere forandringens processer, efter de havde nået et punkt, som tjente amerikanske interesser. Tragedien for amerikansk udenrigspolitik er, at motiver, som, i det mindste med egne øjne, er de bedst tænkelige, medfører undertrykkelse.

Afbalancering mangler

Under og efter Anden Verdenskrig skabte USA en verdensorden, som af nogle forskere kaldes et ”liberalt imperium”. Den grundlæggende vision er en globalisering af USA’s eget politiske og økonomiske system. Oprettelsen af en kommunistisk blok gjorde den verdensorden mindre global end ønsket, og dens idealer blev langt fra praktiseret i Den 3. Verden. Men USA fik, hvad den dristige forsker og generalløjtnant William Odom har kaldt en ”helt ny type” imperium. Deltagelse var frivillig og økonomisk fordelagtig. Imperiets bærende liberale ideologi og liberale institutioner begrænsede overherredømmet.

Men, påpeger Odom, det er også et system, som ikke indeholder de mekanismer med kontrol og afbalancering af magten, der er indbygget i USA’s eget regeringssystem. Den ”mest alvorlige trussel” ligger derfor i Washingtons adfærd, skriver han, fordi amerikanske ledere kan bryde imperiets regler, og ingen deltager kan effektivt håndhæve reglerne mod USA’s vilje. Med ”demagogi”, ”dårlig strategisk dømmekraft” og tilsidesættelse af det fælles bedste kan de give imperiet dødbringende sår.

Det er præcist, hvad Bush-regeringen har gjort. Det gamle dilemma blussede op i 90’erne, fordi kontrol med verden blev vanskelig. Især ideologer og nationalister i det republikanske parti angreb det liberale imperiums ideologi og institutioner. De sammenlignede USA med Gulliver, som fik sin magt begrænset af lilleputternes bånd. Vejen til en ny storhedsperiode lå for dem i frigørelse fra båndene. Nogle kaldte sig endog for imperialister.

Graden af dominans

De historiske erfaringer med imperier kan opsummeres med, at ”uformelt” og ”formelt” imperium udgør yderpunkterne på en skala, hvor graden af dominans er afgørende for imperiets natur. Alt efter behov, ofte bestemt af undersåtternes modstad, kan imperie-magten håndhæve hierarkiets orden med forskellige grader af dominans. Under Den Kolde Krig befandt eksempelvis Vesteuropa sig i den uformelle del af imperiet, hvor graden af dominans var lav, mens adskillige u-lande oplevede det formelle imperiums kamp for kontrol via dominans. Som præsident Carter har påpeget, er det karakteristiske for Bush-regeringens strategi, at den med stræben efter ”imperial dominans” har bevæget sig over i den ende af skalaen, hvor imperiet bliver mere formelt for alle.

Det er forståeligt. Forskeren Robert Art fremhæver, at så længe USA er verdens stærkeste magt, vil stræben efter dominans udgøre ”en stærk fristelse”, fordi denne strategi kan ligne den bedst tænkelige: Hvis man kan tvinge alle til underkastelse, vil nationens interesser opnå maksimal beskyttelse.

Men det kan USA ikke. Nogle forskere mener, at kamp mod en enkelt stats overherredømme er noget nær en naturkraft. Det liberale imperium skulle dæmpe denne kraft. Andre forskere peger på, at USA’s grundlæggende værdier er i konflikt med ledelse af et formelt imperium. Mange indvendinger mod at kalde USA et imperium, kan genbruges til argumentation for, at Bush-regeringens imperie-projekt er dømt til fiasko - eller til reform af USA’s politiske system, så Washington kan opnå imperial dominans uhindret af indenlandsk modstand. 

I det internationale system udgør formelt imperium det, som på nationalt niveau kaldes diktatur. En af de røde tråde i amerikansk historie er, at nationens vise fædre har fremhævet risikoen for, at demokrati hjemme ville lide skade, hvis man stræbte efter dominans ude. I 1798 skrev James Maddison til Thomas Jefferson: ”Måske er det en universel sandhed, at tab af frihed hjemme skyldes foranstaltninger mod farer, virkelige eller foregivne, i udlandet”. Daværende udenrigsminister og senere præsident John Quincy Adams advarede i 1821 mod, at USA gennem militære engagementer kunne blive ”verdens diktator”. Deres advarsler er konstant blevet opdateret af politiske arvinger, senest i forbindelse med Irak-krigen.

Generationers taknemmelighed

Vi oplever igen det ”imperiale præsidentembede”, som historikeren Arthur Schlesinger beskrev under Vietnam-krigen. Nixons greb efter uindskrænket magt blev dengang stoppet af Watergate-skandalen. Bush hævder sammen med vicepræsident Cheney og andre toprådgivere, at præsidenten er hævet over både nationale og internationale love, fordi han anfører nationens væbnede styrker i en kamp mod terrorisme. Men vi oplever også, at politikere, nyhedsmedier og embedsmænd, ikke mindst i militæret og efterretningstjenesterne, aktivt modarbejder præsidentens magtbegær.

Grundlæggerne af det amerikanske demokrati var vise, fordi de sikrede både statsmagtens tredeling og konstant magtkamp, så f.eks. den udøvende magt ikke, længe, kun gøre sig til enehersker. For generationen af danskere, som oplevede Anden Verdenskrig, var USA’s deltagelse en gave, som gav næring til varig taknemmelighed. For en senere generation, min, er opgøret med Vietnam-krigen, racistisk undertrykkelse og Nixons diktatoriske tilbøjeligheder endnu en gave, som gav indsigt i og respekt for det amerikanske demokratis grundlæggende værdier. Faktisk har min generation ofte efterlyst mange af disse værdier i det danske demokrati. Mellem dem er en grundlæggende skepsis rettet imod magthavere og en tro på individuelt medansvar for verdens gang.

Værdierne skal forsvares

Det er altså ikke en fremmed tanke for vores generation, at et globalt amerikansk imperium kan levere en række goder. Vi er i høj grad et produkt af imperiet. Det lever i vores hjerter, på godt og ondt.

Men læren fra dette imperiums historie er, at det kan blive et diktatur med grusomme følger, hvis lederne falder for fristelsen og søger uindskrænket magt. Kun konstant kamp for dets fundamentale værdier kan tæmme denne fristelse.

Når USA her i landet ikke kan analyseres ud fra imperie-vinklen, smuldrer også forståelsen af, hvorfor det amerikanske demokratis værdier har afgørende betydning og må forsvares. Som sikkerhedspolitisk analytiker vil jeg gerne se med skepsis på Danmarks officielle bidrag til USA’s sikkerhedspolitik, fordi den mest ligner tribut fra en vasal. Selve deltagelsen er så åbenbart vigtigere, end hvad vi rent faktisk gør. Når Danmark tilmed aldrig stiller krav, bliver indtrykket af en falsk solidaritet, som kun skal indynde os hos herskeren i Det Hvide Hus, komplet. Og den store tavshed, når Bush-regeringen begår overgreb imod fundamentale værdier, ligner mest af alt forræderi imod det i USA, som mange ellers gerne hylder retorisk.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.