Trykt (delvist) i Information 17. februar 2006

Intellektuel terrorisme eller dumhed?

Lederne af den danske kulturkamp mod islam har brudt krigskunstens grundlæggende regler.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Hvor der er krig, er der også krigskunst, som kan analyseres i lyset af erfaringer.

Hvis man ser sikkerhedspolitisk på den aktuelle konflikt, bliver en række træk iøjnefaldende trods krigens tåger.  Som ofte før har kombattanterne sløret slagmarken. Det er sket med påkaldelse af motiver, som skal tjene deres egen sag. Den ene part vil forsvare ytringsfriheden. Den anden vil forsvare Muhammed. Men det er i krige sjældent, at parternes erklærede motiver leverer de egentlige årsager til en konflikt.

Danmark er en aktiv deltager i den såkaldte krig mod terrorisme. Helt grundlæggende er det en asymmetrisk krig, hvor parternes stærke og svage kort er forskellige. Sammen med sine allierede har Danmark absolut militær overlegenhed, hvis vi blot ser på de væbnede styrkers slagkraft. Derfor anvender vores fjender terror. Foruden det militære element består krigen af en kamp mellem ideer – mange eksperter vil endog hævde, at denne kamp er primær.

Set med danske og allierede øjne går vejen til sejr via isolation af terroristerne. ”Vandet” skal, som den klassiske anti-guerilla strategi byder, fjernes fra ”fiskene”, så de ligger sårbare tilbage. Vi skal altså sørge for, at terroristers muligheder for rekruttering og bistand fra sympatisører begrænses. Ud fra denne målsætning bør enhver dansk indsats vurderes.

Ikke ansvarsbevidst

Danmarks styrke i opgøret var et godt internationalt ry. Vi har gennem årtier haft langt større indflydelse, end vor størrelse berettiger. Meget af årsagen er det samfund, vi har skabt, og ideerne bag. Som krigsførende magt er Danmarks største handikap, at nationen siden 1864 stort set ikke har betalt en pris for sine meninger og handlinger. Risikoen er, at vi derfor ikke er ansvarsbevidste. Det er også tvivlsomt, at vi stadig husker, hvorfor vi fik skabt et forbilledligt samfund. Sandsynligvis har kommunikationschef på Det Kongelige Teater, Kresten Schulz Jørgensen, ret, når han skriver: ”Vi har  glemt vores egentlige værdier. Til gengæld går vi voldsomt op i retten til at pisse på hinanden”.

Et gensyn med danske medier fra de skæbnesvangre dage i september op til Jyllands-Posten offentliggjorde sine Muhammed-tegninger, viser, at initiativet skulle åbne en ny front i den kamp mellem ideer, som er et led i anti-terror krigen.

Krigserklæring

I weekenden før Jyllands-Posten offentliggjorde tegningerne fastlagde Brian Mikkelsen, hvad han kaldte ”kulturkampens nye front”.  På De Konservatives landsmøde opfordrede han til kamp mod indvandrere fra muslimske lande, som ikke vil ”anerkende dansk kultur og europæiske normer”, idet de har udviklet et parallelsamfund, hvor ”minoriteter praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegange”.

Mellem hans påstande og eksempler var, at kunstneres ”ytringsfrihed” er truet, fordi en komiker ikke ”tør pisse på Koranen”, og at tegnere ikke tør lægge navn til illustrationer, som viser Muhammeds ansigt.

Talen blev kontroversiel, fordi han trak udvikling af en dansk kanon med ind i denne kamp. Men det var, sagde han efter protester, en misforståelse. Tilbage stod dog, som Klaus Rothstein skrev i Weekendavisen, at han havde erklæret Islam krig.

Meget bemærkelsesværdigt er det, at Erik Meier Carlsen på lederplads i BT fandt, at ministeren havde overskredet en grænse med ”krigerisk, aggressiv sprogbrug mod folk af anden tro og kultur”. Nok er der problemer med indvandrerne, skrev Erik Meier Carlsen, som tit har lignet en væbner for Dansk Folkeparti, men Brian Mikkelsen havde overset, at ”andre kulturelle vaner og religiøse forestillinger ikke er udtryk for, at indvandrere eller muslimer i det hele taget på nogen måde er ringere mennesker, eller at deres religion og livsstil er mindre værdifuld end vores”.

Kulturministeren fik dog opbakning af Weekendavisens kommentator Ulrik Høy. Han fandt, at tegningerne i Kåre Bluitgens Muhammed-bog var for tamme, og så i kulturkampen behov for ”folk, der går til yderligheder”. Det opfyldte Flemming Rose samme dag med tegningerne og en tekst, der gjorde klart, at muslimer skal ”finde sig i hån, spot og latterliggørelse”.

Overmod

Hvad var kulturminister Brian Mikkelsen vurdering af magtforholdene på slagmarken, da han blæste til kamp mod muslimer i Danmark? Det har han ikke forklaret, men vi ved fra ham selv, at han kom til de nye slag i den overbevisning, at han allerede havde sejret over kulturradikalismen – en mere formidabel fjende end et religiøst og etnisk mindretal uden fælles talsmænd, medier eller organisationer. Hans nye felttog byggede også på en klar opfattelse af dansk overlegenhed, men en nærmere analyse af vores magt gav han ikke.

Ministerens væbner, Ulrik Høy på Weekendavisen, har ansatser til en analyse af magtforhold, da han få dage efter opfordrer til en kulturkamp, der ”går til yderligheder”. Han aner en risiko for, at muslimer vil svare med ”de helliges terror”, men det er et problem for ”politi, militær og efterretningsvæsen”, og han anser truslen for begrænset til København, hvor der angiveligt ligger et ”filial” af ”Londonistan”. Hans medkæmper, Flemming Rose, ignorerer helt, at der kan komme en modreaktion, idet muslimer blot skal ”finde sig i hån, spot og latterliggørelse”.

Undervurderede fjenden

Centrale aktører i den nye kulturkamp begik en af krigskunstens største synder: De undervurderede deres modstandere. Det kan kaldes forståeligt. Individuelt har muslimer og ”fejlfarver” i årtier affundet sig med hån, spot og andre, ofte voldelige, overgreb. Generelt har danskerne vendt det blinde øje til.

Det er i tilbageblik bemærkelsesværdigt, at den ramte gruppe først udnyttede de muligheder, som demokratiet giver dem. Man protesterede med breve og udtalelser i medierne. Men, som det ofte er tilfældet i demokratiers etniske konflikter, stødte de på flertalstyranniet, som ikke ville tage klagerne alvorligt. Først da greb de til det klassiske redskab, som mindretal ofte anvender: De søgte bistand i udlandet.

Europæiske nationalstater har længe givet landsmænd, som befinder sig i andre lande, bistand. Sorte amerikanere har siden forrige århundredes start søgt international støtte til deres frihedskamp. Under det danske koloniriges afvikling har vi oplevet, at grønlænderne søgte hjælp fra bl.a. Inuitter i Canada og Alaska.

Stor gave

Der er således rige traditioner for både ambassadørernes rolle i forsvaret af trosfæller og nogle muslimers rejse til troens hjemlande. De havde tilmed fået en stor gave af Jyllands-Posten. Tegningerne gav dem redskabet, som kunne forvandle deres længe rent individuelle lidelser til en kollektiv oplevelse af hån og spot. Der var jo blevet ”pisset på” et symbol, som alle muslimer ærer.

Gennem mobilisering af over 1 milliard muslimer kunne det ringeagtede mindretal i Danmark fundamentalt ændre magtforholdene i Brians Mikkelsens kulturkamp. Moralsk har Laban & Co. et stort medansvar for ”massernes” vilde reaktion, men det er analytisk set uinteressant. Lederne af offensiven mod muslimer i Danmark burde have forudset vilkårene i den kamp, som de lagde op til.

Det er et par årtusinder siden, at alle store strategers læremester, Sun Tzu, dikterede, at man skal kende sin fjende. Men denne lære var åbenbart ikke trængt frem til den danske kulturkamps strateger. Forbløffende nok. Det er jo ikke netop, fordi de har set gennem rosenrøde briller på truslen fra islamister og terrorister. Alligevel hævder nogle af dem, at reaktionen er kommet overraskende.

Hvordan kan det forklares? Hvis man skal tage deres overraskelse for pålydende, må der peges på uvidenhed. Det er kendt for enhver, som arbejder med truslen fra terrorismen, at Al Qaeda’s styrke bygger på, at man angiveligt vil forsvare islam. De danske kulturkæmpere gik altså Osama Bin Ladens og andre ekstremisters ærinde. De fik vandet samlet omkring fiskene. Mens det danske erklærede argument var kamp for ytringsfrihed, fik man nu i den muslimske verden beviset for, at ytringsfrihed er uforeneligt med islam, fordi friheden måske vil blive misbrugt til blasfemi.

Samtidigt fik kulturkæmperne fjernet den positive aura omkring danske soldater i Iran og Afghanistan. Vores stærkeste skjold har været, at ”vi” er anderledes end repræsentanter for gamle koloni- og imperiemagter. Dannebrog var før ikke et korsfarer-flag, som signalerer trussel.

Dumhed eller…

Den danske offensiv på ideernes kampplads var selvmorderisk, og samtidig har man undergravet den militære indsats. Kan noget tænkende menneske med international horisont optræde så dumt? Måske, vi har nu i nogle år set, hvordan neo-konservatisme og nationalisme har blændet ellers ganske intelligente og humant indstillede amerikanere. Dansk højre-radikalisme, nationalisme, overmod og selvretfærdighed er næppe mindre hæmmende.

Men en alternativ forklaring er også mulig, om end den lyder lettere vanvittig. Et meget sympatisk portræt af Flemming Rose i Frederiksborg Amtsavis, 3. februar, afsluttes med disse ord: ”Måske håber Flemming Rose, at fanatismen nu vil gøre arbejdet for ham – gøre det soleklart for Gud og hver demokratisk sindet mand og kvinde, at vi står i en alvorlig kulturkamp, som det vil være dumt at vende det blinde øje til”.

Dette håb er et ekko af teorier, som engang havde et liv på den yderste venstrefløj og inspirerede dens terrorister: Lad os provokere statsmagten - så vil den med brutal undertrykkelse miste sin tillidsvækkende maske, og derefter vil masserne rejse sig til kamp.

Hvorfor legede en minister og hans væbnere med tændstikker midt i en krudttønde? Ville man i dette tilfælde provokere islam, så muslimernes ”sande ansigt” blev afsløret?

Hvis det var danske kulturkrigeres motiv, så er problemet ikke kun dumhed. Vi er i stedet blevet udsat for en intellektuel terroraktion. Og den er uhyre effektiv. På kort sigt. På længere sigt er der betydelig sandsynlighed for, at det var en selvmordsaktion, som trækker mange andre end dem selv med ud i katastrofe.

Artiklen er, så dens forudsætninger står klart, udvidet med afsnit fra en tidligere analyse.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.