Trykt i CS-bladet 30. marts 2006

Genopbygning – en opgave for NATO

Det amerikanske forsvarsministerium peger i fremtidsvision på, at USA’s allierede skal sikre freden

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Kampen mod terrorister er en langvarig krig, hvor støtte til udvikling af retsstaten og civile samfund har "fundamental" betydning for sejr.

Det konstaterer USA’s forsvarsministerium i en rapport, som udstikker retningslinjerne for de væbnede styrkers fremtid.

Denne vision rejser, erklærer man, behov for "store ændringer" i de strategiske begreber, som er knyttet til opfattelsen af national sikkerhed og brugen af militær magt.

Evnen til samarbejde mellem USA og allierede har også "fundamental" betydning, hvis terroristers globale netværk skal besejres. Derfor vil forsvarsministeriet fremover lægge øget vægt på fælles planlægning og gennemførelse af operationer, som kan fremme stabilisering, sikkerhed, omstilling og genopbygning i indsatsområder.

Konkret støtter man, at NATO "skaber" en evne til stabiliserings- og genopbygningsoperationer. Man støtter også, at EU med samme formål udvikler et paramilitært politikorps.

Store forventninger

Rapporten er resultatet af en meget omfattende proces, hvor man kritisk skal analysere de væbnede styrkers tilstand og vurdere deres fremtidsplaner ud fra den nationale strategi. Kongressen har bestemt, at denne analyse skal gennemføres hvert fjerde år. I fagsproget kaldes analysen "QDR" – forbogstaverne i Quadrennial Defense Review.

Analysen blev sidst gennemført i 2001. Dette års rapport blev offentliggjort efter terrorangrebet den 11. september, men selve arbejdet skete før. Så forventningerne til QDR 2006 var store.

Angrebene på USA har medført en vidtgående ændring i amerikanernes sikkerhedsopfattelse med fokus på blandt andet udfordringer fra terrorister med global rækkevidde, spredning af "masseødelæggelsesvåben" og risikoen for, at staters evne til kontrol med eget territorium bryder sammen, hvorefter de bliver et arnested for regional afstabilisering eller base for terrorister. Dertil kommer så krigene i Irak og Afghanistan, som har påført militæret en række yderst ubehagelige lærestreger.

Ingen klar plan

Så har den nye indsigt påvirket analysen? Ja, men svaret på udfordringerne er mindre klart, end mange eksperter ønskede. En af de mest rammende kommentarer kommer fra journalisten Fred Kaplan, som kalder rapporten "et udvalg af interessante idéer uden nogen plan for overførsel af dem til virkeligheden". Under høringer i Kongressen er repræsentanter for Pentagon blevet mødt med mange og kritiske spørgsmål fra også republikanske politikere.

Mellem de største problemer er, at konklusionerne peger i forskellige retninger. Alle værn og interessegrupper har fået noget, som skal glæde specielt dem. Noget lægger op til, at militæret med moderne våben skal styrke sin evne til krig mod Kina – altså en traditionel opgave vendt imod en fjendtlig stat.

Men samtidig fremhæver man, at vor tids udfordringer er anderledes end under den kolde krig, fordi amerikanske interesser især trues af staters indre konflikter – altså truslen fra oprørere og terrorister. Derfor er det "absolut nødvendigt", at USA kan bekæmpe oprørere, støtte fremmede stater mod indenlandske fjender og med en storstilet militær samt civil indsats håndtere stabilisering og genopbygning.

Der er imidlertid ikke meget i rapporten, som lægger op til nødvendige valg mellem forskellige typer styrker. USA skal tilsyneladende klare alle tænkelige opgaver – men det er ønsketænkning, hævder kritikere, fordi forsvarsbudgettet er under pres, så der skal prioriteres.

Slagmark

Kritikerne har væsentlige indvendinger, men hovedproblemet for folkene, som har skrevet QDR, er, at USA skal løse mange og meget forskellige opgaver. Som en verdensmagt, der har globale interesser og er tilstede militært i over 130 lande, skal amerikanske styrker være klar til atomkrig, kæmpe imod fjendtlige stater, trevle terror-netværk op og eskortere børn sikkert frem til skoler, som soldaterne har bygget i forbindelse med genopbygning.

Det er årsagen til, at den fremtrædende strateg Thomas Barnett har foreslået, at USA anskaffer sig to vidt forskellige typer militær. Man skal have en dræberstyrke, som kan knuse fjender. Og man skal have en styrke, der kan forsvare, administrere og genopbygge områder, hvor statsapparatet ikke kan hjælpe egne borgere.

Ud fra denne synsvinkel er QDR rapporten en milepæl i krigshistorien. Siden problemerne i Irak blev iøjnefaldende, har amerikanske forskere, Pentagons rådgivere og militære læreanstalter udgivet en lang række rapporter, som detaljeret beskriver, hvordan man kan imødekomme behovet for styrker, som kan håndtere stabilitet og genopbygning. Sidste år erklærede de amerikanske værnschefer i et direktiv, at denne opgave skal sidestilles med kampoperationer. Rapporten er den hidtil mest autoritative påpegning af, at militæret har brug for omstilling, så opgaven kan løses.

Barnett kalder QDR 2006 for "et øjebliksbillede" af magtforholdene mellem de væbnede styrker. Den viser altså, at nogle kredse i forsvaret vil holde fast på traditionelle opgaver, mens andre vil gå i nye retninger. Splittelsen er åbenbar. QDR fortæller, at USA’s væbnede styrker i dag har en indre slagmark, hvor man slås om fremtiden.

Heftig debat

Dette slagsmål kan følges i militære fagblade, hvor især hærens folk kæmper for en grundlæggende ændring af de væbnede styrkers kultur.

En sand kanonade blev nyligt affyret i hærens krigsvidenskabelige tidsskrift, Military Review. En britisk brigadegeneral med erfaring fra Irak, Nigel Aylwin Foster, stod for salven.

Hæren har, skrev han, gjort sig skyldig i "institutionel racisme", fordi den ikke har taget hensyn til irakernes kultur. Brigadegeneralens centrale påstand er, at hæren har haft den opfattelse, at man skal "udslette" oprørerne. Der er stor forskel på, hvorvidt man vil "udslette" eller "besejre" en fjende. Når udslettelse er målet, vil soldater lægge vægt på offensiv og massiv brug af vold. Befolkningens velfærd bliver i bedste fald en biting; i værste fald bliver den udsat for undertrykkelse.

Alternativet er, at oprørerne besejres, fordi de mister befolkningens støtte. Aylwin-Foster peger på, at når det er opgaven, så skal anti-oprørsstyrker leve op til to krav, som ikke rejses i forbindelse med konventionel krig mod en fremmed stats hær. Man skal kunne vurdere sin egen indsats ud fra befolkningens perspektiv, og man skal forstå, at magtanvendelse er et redskab af stærkt begrænset værdi. Der er nemlig stor risiko for, at militært set helt rimelig brug af vold kan undergrave befolkningens opbakning til kampen mod oprørerne.

Svær omstilling

Det mest interessante ved artiklen er, at den britiske general peger på, hvorfor hæren måske ikke kan omstille sig til en mere effektiv indsats. En militær organisation kan godt lære af sine erfaringer, men der vil være tendens til, at man kun "forbedrer" den allerede eksisterende organisation. Hvis hæren mener, at dens egentlige opgave er konventionel krig mod stater, så vil den militære kultur sørge for, at erfaringer tolkes og ændringer sker i overensstemmelse med denne opgave. Men Aylwin-Foster mener, at hvis man skal leve op til fremtidens udfordringer, så er langt mere vidtgående ændringer nødvendige.

Offentliggørelsen af hans artikel var utvivlsomt en bevidst provokation fra redaktørerne af Military Review, og i den seneste udgave følges aktionen op med lignende artikler.

Målsætningen for denne fløj i USA’s forsvarsdebat er intet mindre end en revolution i den militære kultur. I forbindelse med fredsbevarende operationer har det ofte lydt fra soldater, at genopbygning slet ikke er en soldats job, men, tilføjer de, "fordi ingen andre kan eller vil løse opgaven, så må vi". Det er en forældet tankegang, siger de revolutionære. Mange såkaldt civile opgaver i forbindelse med stabilisering og genopbygning er reelt militære opgaver, fordi sikkerhed er utænkelig, hvis de ikke bliver løst.

Europæernes opgave

I hele QDR rapporten er det grundlæggende håb, at stabilisering og genopbygning kan håndteres i nært samarbejde med civile organer og allierede styrker. Den lægger altså op til en byrdefordeling, hvor amerikanske soldater skal være langt bedre rustet sprogligt og kulturelt, så de kan få et godt forhold til lokalbefolkningen, men genopbygning skal helst varetages af udsendte fra regeringens civile organer og af allierede styrker. Man peger på behov for et særligt civilt korps, og man vil gerne hjælpe allierede, så de får nødvendige færdigheder.

Erfaringerne fra Irak og Afghanistan fremhæver imidlertid, at bistand fra civile i tilstrækkeligt omfang ikke er mulig. Sikkerheden kan meget vel være for ringe i lang tid. Derfor skal militære styrker, som kan forsvare sig selv, beskytte genopbygningsprojekter og lokale civile, som samarbejder, også håndtere genopbygning.

Der er således lagt op til pres på NATO, så allierede styrker kan aflaste amerikanske. Siden Kosovo-krigen har fokus i den transatlantiske forsvarsdebat været på den dybe kløft i parternes evne til kampoperationer på højt teknologisk niveau. Men i den seneste tid er amerikanske anklager mod europæerne, fordi de ikke følger med i USA’s oprustning, blevet få. Noget af forklaringen er, at USA’s forspring ikke kan indhentes. Hovedforklaringen er, at USA i dag mere har brug for allierede, som kan stå for militære operationer i lav-intensive konflikter samtidigt med, at de håndterer genopbygning.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.