Trykt i Hjemmeværnsbladet 21. april 2006

Pressen er en slagmark

Med støtte fra Forsvarskommandoen skulle stor høring belyse informationsoperationers rolle i kampen for hjerter og hjerner i krigen mod terror.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

En Koran afbrændes offentligt. Journalister og tv-kameraer er på pletten.

Og så bliver spørgsmålene: Skal journalisterne skrive, at det er sket? Skal episoden med fjernsynets hjælp spredes til hele verden? Vel vidende, at prisen for denne nyhed kan blive høj?

Ingen nemme svar kan tilbydes. Spørgsmålene rejser fundamentale dilemmaer, som kendes fra krigstid, når demokratiers frihedsrettigheder begrænses.

Mange journalister vil instinktivt svare, at overgrebet på muslimernes hellige bog fandt sted, og pressen har pligt til formidling af virkeligheden. Hvis beretningen undertrykkes efter henstilling fra myndighederne eller af pressens egen selvcensur, opstår spørgsmålet: Hvad kan ellers være så skadeligt for danske interesser, at offentliggørelse bør stoppes?

Udsendte danske soldater, som i Afghanistan og Irak straks vil mærke reaktionen, har næppe samme holdning. De mærker, at befolkningen i deres indsatsområder allerede er dem fjendtligt stemt efter affæren med Muhammed-tegningerne. Billeder af en brændende koran kan derfor koste danske soldater livet. Reaktionen vil i det mindste gøre kampen mod ekstremister ekstra svær. Målet for den danske indsats er, at oprørere og terrorister skal isoleres, så de ikke har folkelig opbakning. Men fjenden kan nu med større ret hævde, at soldaterne kommer fra en "korsfarer-nation", som er imod alle muslimer.

Begrænset frihed

Pressens instinktive selvforsvar er da heller ikke hævet over selvkritik. Journalister arbejder, i det mindste teoretisk, ud fra etiske retningslinjer, som pålægger dem, at de ikke må begå "unødigt skadevoldende virksomhed". Alle menneskers ytringsfrihed er begrænset. Det er alment erkendt, at ingen for sjov i en fyldt teatersal må råbe: "Brand".

Da palæstinensiske og diverse venstreekstremistiske terrorister huserede i 1970’erne og 80’erne vedtog mange nyhedsmedier retningslinjer, der skulle fremme agtpågivenhed, så man ikke uforvarende gik terroristers ærinde. I Storbritannien forbød premierminister Thatcher, at repræsentanter for modstandsbevægelsen IRA fik direkte adgang til befolkningen via fjernsynet.

Pressefolk kan hævde, at episoden med koranen bør bringes, fordi den afslører bagmændene. Så er antagelsen, at det var anti-muslimske ekstremister, som satte ild til, og deres aktiviteter bør afsløres, hvis samfundet skal stoppe dem. Men selv det argument kan anfægtes.

Nogle frygter i dag, at Al Qaeda vil slå til i Danmark med en bombe, men den mest effektive terror-aktion mod danske (samt vestlige) interesser vil være offentlige overgreb på Koranen – kamufleret, så det ligner en "dansk" provokation. Hvis pressen spreder kendskab til aktionen ud i verden, har den altså gået terroristers ærinde. Afbrændingen bliver kun "en del af virkeligheden" i kraft af pressen. Hvis den forties, har den ikke fundet sted.

Ideernes krig

Krigen mod terrorister er en meget speciel krig. Måske er den vigtigste del en kamp mellem idéer. Den opfattelse er udbredt mellem amerikanske krigsteoretikere, og den står centralt i USA’s nye nationale strategi, som blev fremlagt i midten af marts. "Lige fra starten har krigen mod terror været både en kamp mellem våben og en kamp mellem idéer – en kamp mod terrorister og imod deres morderiske ideologi", hedder det i dokumentet, som fortsætter: "På langt sigt er sejr i krigen mod terror ensbetydende med, at kampen mellem idéer skal vindes, for det er idéer, der kan gøre de utilfredse til mordere, som vil dræbe uskyldige".

Våben kan dræbe nogle mennesker, men de får størst gennemslagskraft i opgør, hvis deres brug påvirker endnu flere. Nyheder, argumenter, ja selv tegninger, kan få følger for krigsviljen, som langt overgår våbnenes. I selve betegnelsen "terrorisme" ligger, at en bombe skal skræmme flere, end den slår ihjel. Set fra terroristers synsvinkel skal deres voldelige aktioner også mobilisere endnu passive sympatisører til kamp mod overmagten.

Lignende tankegang dukker op i amerikanske officerers vurdering af egen krigsindsats. Det er, påpeger generalløjtnant David Petraeus, ikke et fremskridt, hvis man dræber 50 oprørere, men samtidig gennem sin magtanvendelse får 200 hidtil uengagerede i befolkningen skubbet over på oprørernes side.

Slagmarken

Fordi idéer især spredes via nyhedsmedierne anser krigens strateger nyhedsmedierne for en slagmark. Fremhævelse af pressens betydning er ikke ny. Det var under Golf-krigen i 1990-91, at begrebet "Pressens Slagmark" dukkede op. Men i de seneste år er pressen i voksende grad blevet anset for den centrale slagmark.

I en tale den 17. februar sagde forsvarsminister Donald Rumsfeld, at "nogle af de mest afgørende slag udkæmpes nok ikke i Afghanistans bjerge eller Iraks gader men i redaktionslokalerne i New York, London, Cairo og lignende steder". Som bevis for sin påstand citerede han Osama Bin Ladens næstkommanderende, Ayman al-Zawahiri, der skal have sagt: "Mere end halvdelen af denne kamp finder sted på mediernes slagmark. Vi er i en medie-kamp i kapløbet for muslimers hjerter og hjerner".

Da amerikanske eksperter for alvor i 1990’erne fokuserede på truslen fra terrorister hævdede mange, at kontrol med denne slagmark ville blive nødvendig. Stjernejournalisten Robert Kaplan påstod i et kampskrift, at pressen er blevet en "farlig" verdensmagt, som handler i strid med Vestens interesser. Herhjemme skrev en tidligere journalist, Uffe Ellemann-Jensen, i 2002, at terrorangrebene på USA havde "flyttet nogle grænser mellem sikkerhed og frihed". Han efterlyste derfor diskussion af pressens spilleregler i lyset af den nye trussel.

Hårdt pres

Formelt er ingen grænser blevet flyttet ret meget siden. Anti-terror love har begrænset retten til lovprisning af terrorister, men forbudene udgør mest en undtagelse fra den juridiske hovedregel, som er, at pressens frihed ikke må undertrykkes. I praksis er pressen dog under hårdt pres.

Mange journalister oplever, at kritik af regeringers og væbnede styrkers indsats er uønsket. Det er sjældent, at journalister angribes for konkrete fejl, de har begået. Påståede fejl kan diskuteres og eventuelt rettes. Langt alvorligere for pressefriheden er det, hvis udgivere, redaktører og læsere mere vagt gør klart, at de har nogle forventninger, som journalisterne bør opfylde – uanset, hvad kendsgerningerne lægger op til.

Fordi amerikansk presse er den globale nyhedsformidlings vigtigste kilde, udgør en række af Bush-regeringens initiativer en særligt stor udfordring. Den har indført udbredt brug af "Hemmeligt" stemplet. Fordi kløften mellem denne regerings påstande og virkeligheden er vokset, har pressen haft stor nytte af anonyme kilder, som har leveret talrige pinlige – og vigtige – afsløringer. Men især i de seneste måneder har regeringen indledt en klapjagt på sådanne kilder, og man vil åbenbart ved domstoles hjælp kræve, at journalister afslører deres kilder – alternativet kan blive fængsel.

Samtidig forgiftes nyhedsformidlingen med informationer, som er mindre ægte, end selv rimeligt grundig vurdering kan afsløre. Den amerikanske efterretningstjeneste CIA investerer store beløb i "moderate" muslimer, som går imod ekstremisters tolkning af islam. Pentagon griber direkte ind på pressens slagmark i blandt andet Irak med, skjult, finansiering af artikler. "Informationsoperationer" er blevet højeste mode i den militære indsats. I praksis betyder det, at eksperter i psykologisk krigsførelse samarbejder med de væbnede styrkers informations-tjenester i et forsøg på styring af pressen.

Krigens første offer

Denne udvikling er en årsag til, at UNESCO sammen med Forsvarskommandoen og Dansk Journalistforbund i midten af marts afholdt en høring. Som emne havde man sat spørgsmålet om, hvorvidt "sandheden" er krigens første offer.

Men hvad er "sandheden"?

I sit oplæg til høringen erklærede forsvarsminister Søren Gade, at oplysninger fra Forsvaret skal være korrekte. Til journalisterne i forsamlingen sagde han, at "jeg vil gerne have, at I har tillid til, at det, vi kommer med, er rigtigt". Forsvarskommandoens kommunikationschef H.C. Mathiesen fremhævede, at "den mest dyrebare vare" på hans hylde er "troværdighed". Hvad man kan vinde på kort sigt med en løgn, forklarede han, vil på langt sigt komme tilbage, som var det en boomerang.

Tilsyneladende er den amerikanske forsvarsminister enig. I førnævnte tale sagde han, at i kampen mod terrorister er "sandheden på vores side" og i sidste ende vil "sandheden sejre". Jeg tror, fortsatte Rumsfeld, med hele min sjæl, at "et frit folk, når det får tilstrækkeligt med informationer, efterhånden vil finde frem til de rigtige beslutninger".

Den amerikanske sikkerhedspolitiske forsker og kommentator William Arkin, som holdt hovedtalen på høringen, satte imidlertid store spørgsmålstegn ved "sandheden" og dens værdi. Der er, hævdede han, ikke en overordnet opfattelse af sandhed, som vi deler med samfund, "vi ikke forstår og er i krig med". Der er, tilføjede han, end ikke en fælles opfattelse af sandhed mellem Europa og USA.

Troen på en sandhed, som vil sejre, hvis den bare når frem til alle, der skal overbevises, kan, advarede Arkin, være vildledende. Tilhængerne af denne sandhed vil argumentere for, at man har brug for mere effektiv kommunikation, ja endog kontrol med nyhedsmedierne. Det er deres svar, når langt de fleste amerikanere vender sig imod krigen og præsident Bush, og når store flertal ude i verden vender sig imod USA’s sandhed. Alternativet er, at man ændrer politik, men den mulighed udelukkes, når man tror på sandhedens uimodståelige kraft.

Sammenholdet er tyngdepunktet

Andre af høringens deltagere gjorde da heller ikke formidling af "sandheden" til den store opgave. Den sikkerhedspolitiske forsker Mikkel Vedby Rasmussen pegede på, at den centrale udfordring ligger i at skabe den "fortælling", som skal forklare krigen. Det er fortællingen, som giver overblikket og forståelsen. Tilbage i oldtiden leverede et fokus på heltens bedrifter den rette fortælling. I det 19. århundrede udgjorde "nationen" og dens interesser forklaringen. Under og efter første verdenskrig er krige blevet vurderet gennem en fokusering på "ofre". Kampen på ideernes kampplads står i dag mellem fortællinger, som giver forskellige opfattelser af krigens nødvendighed og forløb.

For Mikkel Vedby Rasmussen gælder den egentlige kamp kontrol med de krigsførende vestlige befolkningers "hjerter og hjerner", fordi ingen andre kan tvinge os til tilbagetog. Samme holdning lå bag et indlæg fra en dansk ekspert i informationskrig, orlogskaptajn Dan Termansen. Det er, sagde han, "vores eget sammenhold, som udgør tyngdepunktet i konflikter". Heller ikke han ville give bud på, hvad sandhed er – højst, at det er noget, som kan skabes gennem styring af folks opfattelser.

Høringen efterlod en masse ubesvarede spørgsmål. Ikke underligt – William Arkins kommentar til dagen var, at Danmark nu har indledt den debat, som i USA blev startet for 40 år siden. Termansen pegede på, at vi har brug for "robuste medier, som ikke påvirkes af modstandere", men hvad det i praksis vil betyde, forklarede han ikke. Og hvis en central opgave i informationskrig er, at myndighederne, som Termansen har formuleret det, skal "besætte informationsrummet", kan man vel spørge: Hvad bliver så tilbage af forskellen mellem totalitære samfund, som søgte kontrol med ideernes markedsplads, og demokratier, hvor kampen mellem ideer, udfordring af vedtagne sandheder og kritik af statsmagten har været nøglen til effektivitet?

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.