Trykt i Information 25. april 2006

Fyring i CIA sætter EU i skammekrogen

Ledende medarbejder i CIA afslørede hemmelige fængsler i Østeuropa.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Opklaringen af en række EU-landes medansvar for klart ulovlige metoder i kampen mod terrorister er kørt fast. Under en høring i EU-parlamentet sagde Unionens chef for anti-terror, Gijs de Vries, i torsdags, at nok er mange påstande blevet fremsat, men der mangler beviser "hinsides rimelig tvivl".

Samme dag blev en ledende medarbejder i CIA, Mary McCarthy, fyret. Hun har åbenbart bidraget til, at journalisten Dana Priest fra Washington Post sidste år kunne afsløre, at CIA havde hemmelige fængsler i Østeuropa, hvor formodede terrorister blev tilbageholdt uden dom og formentlig udsat for tortur. For sine artikler har Priest netop modtaget den fornemme Pulitzer pris.

De to samtidige begivenheder illustrerer fundamental forskel mellem den politiske kultur i Europa og USA. Men en tilnærmelse er i gang.

Afmægtigt retssamfund

Høringen viste, at EU ikke har udviklet et retssamfund. Fællesskabets institutioner kan ikke opklare forbrydelser, hvis nogle stater vil forhindre det.

Der er næppe nogen sikkerhedspolitiske eksperter, som har rimelig tvivl, når det gælder, hvorvidt en række lande har brudt egne love og aftaler, som er grundlæggende for EU. Fyringen af McCarthy er endnu et tegn på, at informationerne i Washington Post artiklerne var korrekte. Priest blev bragt på sporet af sine kilder i amerikanske efterretningstjenester, og hun fik oplysningerne bekræftet under rejser til europæiske hovedstæder. Efter pres fra Bush-regeringen slørede Washington Post navnene på de lande, som bistod CIA – og bekræftede dermed også indirekte, at anklagerne var korrekte.

Det har dog ikke hindret, at andre har skaffet indicier, som peger på, at især Polen, men også Rumænien, gav plads til fangerne. Mange flere lande har dog været inddraget – nogle, sædvanligvis meget velinformerede kilder, oplyser, at EU-landene Letland og Estland har spillet en vigtig rolle i håndteringen af fangerne.

Ja, der er ikke beviser, som ved en domstol kunne klare dokumentation "hinsides rimelig tvivl". Men forklaringen på dette fravær af beviser skal søges i mangler ved de europæiske retsstater og EU. Det er myndighederne, som skal fremskaffe de nødvendige beviser, men det kan de altså ikke, fordi regeringer, som er under stærk mistanke, lyver, og fordi efterretningstjenester, som er velinformerede, har et interesse-fællesskab, som er vendt mod opklaring.

Det er forståeligt, at officiel efterforskning bliver svær under sådanne vilkår. Men i samfund med en solid retsbevidsthed vil der altid være embedsmænd og nyhedsmedier, som sørger for opklaring, trods statsmagternes uvilje. Det er bemærkelsesværdigt, at Dana Priest kunne finde kilder i Europa, mens europæiske nyhedsmedier ikke kan. Mange forklaringer er mulige, men den mest centrale og sandsynlige er, at vi i Europa er tilbagestående i forhold til USA, når det gælder værdier og institutioner, som kan give statsmagten modspil.

Demokratiets vogtere

Den amerikanske efterretningstjeneste CIA er nok ikke, hvad man først tænker på, hvis et mindesmærke for demokratiets og retsbevidsthedens vagthunde skal rejses. Men når en Mary McCarthy sætter værdier højere end sin tavshedspligt, skyldes det en politisk kultur, som altid har haft grobund også i CIA. Det er årsagen til, at meget af denne efterretningstjenestes forbryderiske adfærd er blevet afsløret – ansatte gik til pressen eller politikere, når kløften mellem idealer og praksis blev for stor. Senest kunne de dele af pressen, som var interesserede, øse af anonyme kilder, som advarede inden det katastrofale angreb på Irak.

McCarthy selv er tavs lige nu. Men hendes motiver kan anes i træk ved hendes karriere, som amerikanske aviser har gravet frem. Hun anvendte i 1998 sin ret til at appellere til selveste præsidenten, da et angreb på Sudan blev forberedt – beviser mod landet var for dårlige, mente hun, og eftertiden har givet hende ret. Da Bush-regeringens ideologer indtog Washington, tog hun orlov fra 2001 til 2004. Sit kendskab til hemmelige fængsler og tortur fik hun på sin seneste post - ledende medarbejder i det CIA-kontor, som skal sørge for, at tjenesten ikke begår lovbrud. Det er kendt, at mange i CIA var dybt bekymrede over behandlingen af de formodede terrorister, og hun kan have oplevet, at klagerne blev afvist. For Mary McCarthy var Washington Post en sidste udvej.

Fyringen af hende leverer endnu en transatlantisk kontrast. Mens en dansk Frank Grevil blev idømt fængsel, bliver Mary McCarthy næppe retsforfulgt. Den politiske kultur har modsat sig love og retssager mod embedsmænd, som af moralske årsager lader informationer sive til pressen.

Bush-regeringen har imidlertid indledt en offensiv mod denne politiske kultur. Idealet er tilsyneladende den europæiske statsopfattelse, hvor embedsmænds loyalitet ligger hos magthaverne – og ikke i demokratiets idealer. Både journalister og embedsmænd skal skræmmes til tavshed.

Får man dermed en mere effektiv stat? Eller får man fjernet nogle af de træk ved USA, som har gjort magtkoncentrationen i Washington tålelig?

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.