Trykt i Information 1. maj 2006

Budtz var altid mest journalist

Indenrigspolitiske manøvrer var ikke drivkraften bag hans politiske indsats.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Nekrologerne er skrevet. Så nu er tiden inde til genmæle.

Ingen beskrivelse af Lasse Budtz, som døde i fredags, er mere forkert, end den ofte gentagne: "Ankers blinde førerhund".

Det var en morsomhed, som opstod i 80’erne, da Budtz var Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske ordfører, og derfor var talsmand under debatterne i Folketinget, som ofte medførte vedtagelse af dagsordensforslag vendt imod våbenkapløbet – og dermed også imod den borgerlige regerings, USA’s og NATO’s politik. Anker Jørgensens stærke moralske og politiske engagement var en vigtig drivkraft. Budtz leverede den mere detaljerede indsigt i storpolitikken.

Det kunne Budtz i kraft af sin journalistiske baggrund. Han var i 60’erne og 70’erne, indtil han i 1973 blev valgt til Folketinget, en af Danmarks Radios bedste udenrigsreportere. Indsatsen blev ydet i en tid med opbrud i synet på USA. Vietnam-krigen, kampen for borgerrettigheder og Nixons magtmisbrug var i strid med opfattelser af vor store allierede, som var skabt i taknemmelighed over amerikanernes indsats under Anden Verdenskrig. Det var et ilde hørt budskab i store dele af befolkningen, at alt, hvad amerikanske ledere sagde og gjorde, ikke var udtryk for den højeste visdom og retsind. Især radioavisens korrespondent i USA, Christian Winther, blev udsat for en smædekampagne.

Store dele af pressen var ubrugelig for enhver, som ønskede detaljeret indsigt i amerikanske forhold. Fra 1965 blev behovet opfyldt af et nyt udenrigspolitisk tidsskrift, Rapport. Budtz bidrog flittigt med lange artikler. De var så saglige, at han kun i begrænset omfang blev skydeskive for alle dem, der så deres gudebillede af USA smuldre, og han blev heller ikke den nye venstrefløjs foretrukne journalist. Men Budtz formidlede viden, som ellers var svært tilgængelig.

Frem til 1979 blev Socialdemokratiets udenrigs- og sikkerhedspolitik bestemt af Den Kolde Krigs politiske veteraner. Det var ikke Budtz, som brød markant med dem. Oprøret kom fra unge, som blev valgt i 1979 – især Jytte Hilden og Majken Hesner. På ministerniveau var det Lise Østergaard, med ansvar for udviklingsbistand og nedrustningspolitik. Budtz var den moderate, som meget forsigtigt luftede sympati for nytænkning.

Pres udefra

Når nogle i dag gør ham til "fodnoternes fadder", overser de især, at partiets nytænkning blev udviklet i samklang med et pres udefra.

Lederen af det hollandske arbejderparti, Joop den Uyl, angreb i november 1979 via et interview med Information direkte Socialdemokratiet, fordi det ikke havde støttet ham i kritikken af NATO’s raketprojekt, stationering af 572 amerikanske atomraketter i bl.a. Holland. Under møder i et nyt kontaktorgan, som samlede socialdemokrater fra Nordeuropa, måtte Budtz lytte til lignende kritik fra bl.a. norsk, tysk og britisk side. Det skete mere end én gang, at politikere fra disse partier kontaktede Information efter møder, fordi de gerne ville have udstillet, hvor træge danske socialdemokrater var i deres omstilling.

Kritikken blev formidlet hjem til partiet af Budtz, som samtidig fulgte særdeles godt med i amerikansk politik, hvor demokraternes politikere og eksperter i våbenkontrol angreb Reagan-regeringens brud med forgængeres afspændingspolitik.

Budtz var stadig mest journalist. Som Informations sikkerhedspolitiske medarbejder talte jeg regelmæssigt med ham. Modsætningen mellem behovet for udsendelse af traditionelle sikkerhedspolitiske signaler – ubetinget NATO-loyalitet, solidaritet med Washington – og den virkelige verden, som var i hastig forandring, voksede støt. Som udenrigsminister oplevede Kjeld Olesen et lignende dilemma, men for journalisten, som var trænet til at fokusere på faktiske forhold, og ikke bearbejde dem politisk, var dilemmaet størst.

Hans politiske engagement havde også rod i journalistikkens idealer. Budtz måtte påtale det åbenlyse hykleri, når USA stod bag overgreb i Mellemamerika, men samtidig fordømte sovjetiske overgreb i Polen, og han kunne ikke ignorere, at Reagan-regeringens storpolitik var i konflikt med den afspændingspolitik, som af realpolitiske og traditionelle årsager stadig var et erklæret fundament i dansk sikkerhedspolitik. En anden journalist, Uffe Ellemann-Jensen, klarerede omstillingen til sit nye job bedre. Han blev politiker, 110 procent.

Viden blev et problem

Banalt sagt, så var Budtz en af de meget få seende i en forsamling af blinde. Og det blev nok hans problem. Folketinget, herunder den socialdemokratiske gruppe, var fyldt med folk, som ikke interesserede sig for sikkerhedspolitik. Når Budtz fremlagde sin viden, blev han beskyldt for arrogance og, det værste i jante lovens rige: Han var "bedre vidende". Af den tids ordrette referater fra Folketinget fremgår det klart, at hans konkrete informationer sjældent blev modsagt, og i den øvrige debat holdt regeringens sympatisører ekstremt lav profil.

Journalister, som dækkede Christiansborg, havde ikke sikkerhedspolitisk viden, men de lyttede gerne til bagvaskelse af Budtz, og gav denne "indsigt" videre. De havde heller ikke internationale kontakter. Så den anseelse, som Budtz i årenes løb opnåede mellem socialdemokrater i Europa og amerikanske politikere – både demokrater og liberale republikanere – smittede ikke af på hjemmebanen. Men bortset fra Hans Hækkerup har ingen dansk politiker haft så høj en stjerne i f.eks. NATO-parlamentarikernes forsamling, NAA.

Nogle socialdemokrater har siden indrømmet, at det indenrigspolitiske spil var en væsentlig drivkraft bag den såkaldte fodnote-politik. Men det spil motiverede langt mindre Budtz. Der var adskillige episoder, hvor han kom i konflikt med socialdemokrater, som primært havde smag for indenrigspolitiske manøvrer.

Op til Svend Aukens overtagelse af formandsposten erkendte han, at ekspertise ville få ringere kår i dette spil. Det var årsagen til, at han forlod Folketinget. Med begejstring fortalte han kort efter, at der nu ville komme en stribe bøger fra hans hånd, som skulle udgives af Fremad. De blev også skrevet og udgivet. Samtidig fortsatte han i partiets udenrigspolitiske arbejde og holdt sine internationale kontakter ved lige.

Konflikten mellem journalisten og politikerne oplevede han i de følgende år meget stærkt, især da partiet ikke turde forsvare "fodnote-perioden" og nogle endog lagde afstand til den – uden at have dybere kendskab til de år, afstandtagen var blot opportunt.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.