Trykt i Information 4. maj 2006

Læren af Den Kolde Krig blæser stadig i vinden

Hvis konflikten med kommunismen var en værdikamp, burde man måske afklare indholdet i værdierne.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Hvad skal vi bruge Den Kolde Krig til? Efter tirsdagens fire timer lange debat i Folketinget, hvor man diskuterede redegørelsen fra DIIS, er det åbenbart, hvad man kan bruge perioden til – nemlig perspektivløs gentagelse af datidens opgør.

Tilsyneladende er der stadig brug for oprydning i gamle myter, hvis vi skal nå frem til en brugbar lære, som kan berige demokratiet. Forskerne fra DIIS har forsøgt kulegravning i arkiver og litteratur, så vi kunne få et fælles historisk fundament til den videre debat. Det er lykkedes så godt, at debattørerne over en bred front afleverede roser til dem. Selv statsministeren kaldte deres værk "fagligt kompetent".

Men vi er endnu langt fra en fælles opfattelse af blot indholdet i redegørelsen. Statsministeren sagde, at Socialdemokratiet i perioden "lod sig spænde for modpartens vogn", og det skete "alene" af indenrigspolitiske årsager. Samme påstand blev gentaget af andre. Men det er netop ikke konklusionen, som DIIS entydigt nåede frem til. Forskerne fremhæver, hvordan danske overvejelser blev påvirket af andre socialdemokratier og oppositionen i USA.

Der var mange flere selektive henvisninger. DIIS har således ikke kun påpeget, at militært pres medførte Sovjetunionens sammenbrud. Man fremhæver, foruden Sovjets egne modsætninger, også en "idépolitisk" påvirkning, som ikke mindst europæiske socialdemokrater kan tage æren for.

Desuden bød debatten på et væld af påstande, som burde inspirere pressen til fact checking – en metode, som amerikanske nyhedsmedier anvender efter taler af præsidenten, og som med fordel kunne gøres til et fast indslag i referater fra Folketinget. Den konservative Pia Christmas Møller kritiserede således Socialdemokratiets Lasse Budtz, fordi han i 1983 sagde, at Sovjetunionen ikke havde opstillet SS-20 raketter "i Østeuropa". Det vil være en stor nyhed, hvis hun kan modbevise Budtz. Og Svend Auken bidrog med omtale af sin rolle op til atomvalget i 1988, så man måtte føle stærk trang til kulegravning i alle arkiver, også hans egne.

Højrefløjens fortællinger

Når det gælder en lære af blivende værdi, har højrefløjen hidtil med størst gennemslagskraft leveret nogle fortællinger, der opsummerer "fodnote-perioden" og peger på enkle konklusioner. Som statsministeren sagde, var vi dengang i en "værdikamp", og den kan man ikke forholde sig "neutral" til.

Man kan på dette punkt udmærket erklære sig enig med Fogh Rasmussen uden, at man dermed anerkender hans analyse og konklusioner.

Mellem de værdier, som dengang stod centralt, var "folkets" ret til indflydelse på landets udenrigspolitik. Opinionsundersøgelser viste i 80’erne stort flertal for dansk nej til atomoprustning og støtte til det alternative sikkerhedspolitiske flertals standpunkter. Disse holdninger gav vore allierede besvær; det var et brud med regeringernes indbyrdes solidaritet, når de blev til officiel dansk politik. I sit tilbageblik sætter statsministeren solidaritet med Reagan-regeringen og NATO over befolkningens synspunkter.

Nyligt har vi haft en krise, hvor statsministeren formentlig repræsenterede befolkningens flertal. Men hans politik var til stort besvær for vores allierede – og skadede danske interesser. Som Niels Helveg Petersen påpegede i tirsdagens debat, så overgik denne krise langt, hvad nogen fodnote har anrettet af skade.

Folkets vilje

Derfor er et interessant spørgsmål: I hvilket omfang skal et lands udenrigs- og sikkerhedspolitik afspejle befolkningens vilje?

Et andet problem af principiel karakter fra 80’erne gælder konflikten mellem en politik, som tilstræber afspænding, og en politik, som primært lægger vægt på pres med militær styrke. DIIS lægger nærmest op til en både-og politik. Men i praksis er der store dilemmaer.

Dele af fredsbevægelsen fandt en løsning, da man antog slagordet: "Fred og Frihed". Man tilstræbte "afspænding nedefra" gennem kontakter med systemkritikere. Samtidig opretholdt man en dialog med systemets repræsentanter. Med kritik af oprustningen i begge blokke og en indsats for fri meningsdannelse overalt gennemførte fredsbevægelsen sammen med oprørere i Øst et opgør med Den Kolde Krigs logik og deling af Europa.

For regeringer og statsbærende partier, som gik ind for afspænding, var dilemmaet større. Man ønskede rustningskontrol, men på det felt er en forudsætning, at man anerkender modpartens legitime interesser. Undergravende idépolitisk virksomhed kan nemt komme i konflikt med rustningskontrol. Men tanken var, at hvis den militære spænding blev mindsket, så ville Vesten bedre kunne påvirke Øst-landene politisk og kulturelt – samt udkonkurrere dem økonomisk.

Bush-regeringen har, med dansk støtte, anvendt "styrkens politik" mod Irak, og man vil måske gentage denne succes mod Iran. Årsagen er i vidt omfang en såkaldt reaganistisk opfattelse af Den Kolde Krigs afsluttende fase.

Kernen i denne problematik er nok forskellig tro på demokratiets værdi. Er vores "system" så stærkt og forbilledligt, at det, hvis vi udviser tålmodighed, vil sejre i international kappestrid? Eller skal vi eksportere det med væbnet magt? Der er mange tegn på, at hvis man vælger styrkens politik, så må man samtidig indskrænke demokratiet. Det er, hvad regeringen Fog Rasmussen i praksis gør, og det er, hvad Bush-regeringen også gør. For dem er læren af Den Kolde Krig, at demokratiet især har værdi, når det støtter dem.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.