Trykt i Information 30. maj 2006

Indsats mod Iran svækkes af NATO’s dobbeltmoral

Atomvåben avler atomvåben, siger lederen af det internationale atomenergiagentur i en anklagende tale rettet mod atommagterne.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Officeren fra NATO’s hovedkvarter blev pludselig meget venlig: "Vil du gerne have én, to, ti øl mere? Jeg betaler".

Vi sad sammen i en bar under en nylig konference, som fokuserede på atomtruslen fra Iran. Hans tilbud blev udløst, da jeg spurgte til et dokument, som beskriver NATO’s retningslinjer for våbenkontrol og nedrustning.

Det er et offentligt dokument – og alligevel en af alliancens bedst bevarede hemmeligheder. Kort fortalt, så beskriver det en politik, som er i nærmest total konflikt med Bush-regeringens. Men i december 2000 blev det godkendt på ministerniveau i NATO’s højeste myndighed, Det Nordatlantiske Råd. Få uger efter overtog George Bush præsidentembedet, og indholdet var i praksis dybt forældet. Men alliancen har aldrig ophævet det.

Så NATO’s officielle holdning til våbenkontrol må stadig være, at man går ind for et program med 13 punkter, der i 2000 blev vedtaget af deltagerne i traktaten mod spredning af atomvåben. Hele programmet blev uændret optaget i rapporten, som NATO vedtog.

Pinligt bevis

Det er et interessant program, fordi det beskriver, hvordan atom-magterne skal gøre et løfte i selve traktaten troværdigt. I artikel seks forpligtede de sig til total atomnedrustning. Ifølge programmet skulle de "utvetydigt" forpligte sig igen. I praksis skulle de vise den gode vilje gennem opfyldelse af de 13 punkter. Mellem dem er underskrivelse af traktaten mod prøvesprængninger, "uigenkaldelige" nedrustnings-skridt, forstærkning af ABM-traktaten mod anti-raketsystemer, mindskelse af atomvåbens rolle osv.

Dokumentet er et af de mest pinlige beviser for, at NATO’s medlemmer gør sig skyldige i grov dobbeltmoral, når de fordømmer Iran, men samtidig accepterer, at USA ikke respekterer egne forpligtelser. Derfor ville officeren hellere drikke os begge under bordet end blive presset på et meget ømt punkt.

Når nogle af verdens mest fremtrædende ledere pirker til det samme ømme punkt, er uddeling af gratis øl til verdensopinionen ikke nødvendig. Nyhedsmedierne klarer problemet med fortielse. Og deres undskyldning er, at det er en gammel nyhed.

Seneste eksempel er en tale, som lederen af det internationale atomenergiagentur IAEA, Mohamed ElBaradei, holdt 25, maj på Johns Hopkins University i Washington DC. Det er IAEA, der leverer de tungeste argumenter imod Iran, som er under anklage for brud på ikke-spredningstraktaten. Så man kunne måske have forventet, at ElBaradei ville beskrive truslen fra Iran.

Men han rettede i stedet for den anklagende finger mod atom-magterne. Han gav reelt dem skylden for den aktuelle krise med påpegning af, at "atomvåben avler atomvåben". ElBaradei forklarede uddybende, at "så længe nogle nationer fortsat hævder, at atomvåben er nødvendige i deres forsvar, vil andre nationer ønske dem". Det er den "enkle sandhed".

Han anklagede endog ikke kun atommagterne, idet han fik sagt, at "mere end 20 lande" i "alliancer" også bygger deres forsvar på atomvåben. Manden er jo diplomat, så han nævnte ikke, at det er NATO’s medlemmer.

Advarsler overhørt

Iran blev heller ikke nævnt, men tilhørerne måtte få det indtryk, at hvis landet vil anskaffe atomvåben, så er det en forståelig holdning, og at mange andre lande vil følge det iranske – og nordkoreanske – eksempel. Vi står, sagde ElBaradei, ved en korsvej – enten går vi væk fra brug af atomvåben, eller også må vi affinde os med en verden, hvor mange lande anskaffer dem.

Joh, det er en gammel nyhed. ElBaradei har sagt det før. Lignende advarsler er strømmet fra andre eksperter og ledende politikere. I begyndelsen af 90’erne var der udsigt til, at atomvåben ville ryge ned i historiens skraldspand, men siden 1995 har de fået et come back. Bombernes antal er faldet med mere end 50 procent siden arsenalerne var størst under Den Kolde Krig, men USA og Rusland har stadig tilsammen et pænt stykke over 20.000 og syv andre lande tilsammen adskillige hundrede. Men nu, hvor de advarende røster har fået ret, er ansvaret for atom-krisen blevet helt overskygget af, hvordan man skal presse Iran tilbage i flokken af lande, som afholder sig fra udvikling af et våben, der, ifølge officiel mytologi, sikrer freden.

Man kan selvfølgelig diskutere, hvorvidt den "enkle" sandhed er, at atomvåben avler atomvåben. Flere faktorer spiller nok en rolle. Men selve fraværet af debat viser, at den gamle internationale norm bag indsatsen mod spredning er død. Det anses ikke længere for givet, at atomvåben er et onde.

For et par år siden påpegede det danske udenrigsministerium i rapporten om missilforsvaret, at internationale normer "ofte har en betydelig politisk rækkevidde og slagkraft". De kan eksempelvis gøre det "nemmere at skride ind over for stater, der bidrager til spredningen af masseødelæggelsesvåben…".

Hvis man i dag undrer sig over problemerne med mobilisering af et effektivt internationalt pres på Iran, kan man finde svaret i f.eks. de seneste ti års overhørte advarsler. De blev overhørt, fordi man i USA og NATO var blændet af sin egen magt. Enhver udfordring kunne, troede man, blive slået ned. Nu, hvor udfordringen er der, har man end ikke den nødvendige magt.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.