Oraklet på Kastellet - (SIKKERHEDSPOLITIK) - Trykt i Information 24. juni 2006

Demokratisk kontrol med militær indsats i Afghanistan, hviler på informationer fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Har vi tilstrækkelig demokratisk kontrol med Danmarks internationale militære engagement?

Formelt har vi demokratisk kontrol, fordi Folketinget og en civil minister kan overvåge Forsvarets aktiviteter. Pressen kan også spille en rolle.

Men den interessante del af spørgsmålet er, hvorvidt det civile samfund har så stor indsigt i aktiviteterne, at kontrollen er reel.

Fra den kolde krigs tid har vi arvet en sikkerhedspolitisk kultur, hvor kritiske spørgsmål især blev rejst af partier, som var modstandere af NATO eller USA’s ledende rolle i alliancen. Som led i denne kultur udviklede ministerier og militære organer en tradition for svar, der skulle affeje spørgerne eller spise dem af med det mindst mulige.

Når det gælder nutidens engagementer, er nogle partier også imod, og mange spørgsmål fra den kant skal hente næring til modstand. Men der er nye interessegrupper på banen, som har brug for informationer. Der er pårørende til de udsendte, som ønsker indsigt. Og der er tilhængere af engagementerne med en skeptisk holdning til, hvorvidt de indsatte ressourcer er store og gode nok. Begge grupper vil gerne vide, om de ansvarlige er kompetente og hvor høj risikoen for tab er.

Det er en ny situation for demokratiets kontrolorganer, men det er ikke åbenbart, at de er vokset med opgaven. Til gengæld er det klart, at både Forsvarskommandoen og regeringen lægger voksende vægt på hemmeligholdelse samt styring af opinionen. Anklagerne mod journalister fra Berlingske Tidende, som offentliggjorde fortrolige informationer, er ét eksempel.

Svarene på seks spørgsmål, som SF’eren Holger K. Nielsen har stillet til forsvarsministeren, er et helt frisk eksempel. Information påviste i en artikel 8. juni, at der er betydelige mangler i en trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste af forholdene i Afghanistan. Det skete med henvisning til en fyldig britisk ekspert-rapport – adskillige andre kilder kunne også være brugt.

Ministerens svar er i samtlige tilfælde, at han ”ikke kan bekræfte” de modstridende oplysninger. Det er delvist et legitimt svar; den britiske rapport kan være forkert. Men rimeligt er det vel, at ministeren udførligt argumenterer for sin opfattelse.

Det gør han imidlertid kun nødtørftigt. Fire spørgsmål har fået samme svar. SF’eren spurgte om befolkningens holdning til de udenlandske styrker og oprørerne. I den britiske rapport hævdes det, at befolkningen i det danske indsatsområde føler sig svigtet af både den afghanske regering og den internationale indsats. Der skal være sket en dramatisk holdningsændring, så folk anser de udenlandske styrker for besættelsestropper – og oprørerne for deres beskyttere.

Ministeren henviser kun til Forsvarets Efterretningstjeneste, som har oplyst følgende:

”I det sydlige Afghanistan er stammekulturen stærk, hvilket præger de lokale magtforhold. Det er samtidig det område, hvor opbakningen til oprørerne – herunder Taliban – er stærkest. Der er store lokale variationer. Situationen er præget af lovløshed, korruption og intimidering af civilbefolkningen fra oprørs- og terrorgrupper. Det er FE vurdering, at befolkningen generelt vil være venligt stemt over for en øget international militær tilstedeværelse i forventning om forbedret sikkerhed og genopbygning”.

Når de gamle grækere før militære engagementer ville have indsigt, spurgte de oraklet i Delfi, der afgav svar med rige fortolkningsmuligheder. Nu spørger vi oraklet på Kastellet. Svaret er ikke direkte forkert bortset fra, at Kabul-regeringens repræsentanter også er skyldige i de synder, som tillægges oprørerne. Men ellers er fortolkningsmulighederne store. Og hvorfor tror FE egentlig, at befolkningen ”generelt” vil være venligt stemt?

Svaret er typisk for hele den politiske håndtering af engagementet i Afghanistan. Under to korte debatter i folketingssalen brillerede partierne bag beslutningen ikke netop med indsigt, og svarene på en mængde spørgsmål – især stillet af SF og Enhedslisten – var generelt uden væsentligt indhold. Det konkrete analytiske indhold i fundamentet for beslutningen var et bidrag på to sider fra FE i orakel-stil.

Kontrasten til andre lande er grel. Eksempelvis har forsvarsudvalget i det britiske underhus skrevet en betænkning, som fylder 36 sider, og dertil kommer over 50 sider med vidnesbyrd fra regeringens embedsmænd (afhørt over to dage) og bidrag fra kritisk indstillede eksperter. Britiske medier har desuden ofte rapporter fra Afghanistan og bringer mange kommentarer samt debatindlæg.

Det danske forsvarsudvalgs betænkning fylder et par sider – flertallets indstilling kun få linjer.

Der er officerer og soldater, som mener, at denne håndtering ikke viser respekt for deres liv. Men de må tie offentligt. Bortset fra soldaternes skæbne har Danmark meget på spil. Det har afgørende betydning for NATO’s fremtid, at oprøret bliver knust og et stabilt Afghanistan skabt. Men det er en fremherskende holdning hos uafhængige eksperter og kommentatorer, at de ressourcer, som NATO og USA har afsat, er helt utilstrækkelige.

Håndteringen af Irak gentages altså, nu blot under NATO’s flag og med direkte dansk medansvar. Og igen kan man sige: ”Jamen, vi anede ikke, at det stod så galt til”.

[i] Information bragte samme dag en række artikler af Glen Mikkelsen, som yderligere dokumenterede og udviklede artiklens indhold. Flere eksperter og politikere beklagede, at forsvarsministerens svar på de stillede spørgsmål ikke er fyldestgørende. Ministeren selv argumenterede, at forsvarsudvalget på anden vis har modtaget informationer. Se dagbladet Informations arkiv.