Trykt i CS-bladet nr. 5, juni 2006

For lidt, for sent?

I det sydlige Afghanistan mødes danske soldater af en befolkning, som ser med mistro og fjendtlighed på den internationale indsats.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Enhver "befrielseshær" er i et kapløb med uret, fordi den skal opfylde forventninger i befolkningen, som er blevet befriet. Hvis man ikke hurtigt imødekommer forventningerne, bliver soldaterne til en "besættelseshær".

Det var en af konklusionerne, da den amerikanske generalløjtnant David Petraeus nyligt i tidsskriftet Military Review opsummerede sine erfaringer fra Irak. Og det er en lære, som måske endnu mere rammer i plet, hvis den overføres til Afghanistan.

Fem år efter, at præsident Bush erklærede sejr over Taliban-styret, blinker røde lamper. I de sydlige dele af landet har Taliban indledt en offensiv. Civile bistandsorganisationer melder, at sikkerheden er blevet forværret i resten af landet. Selv hovedstaden Kabul oplevede i slutningen af maj store demonstrationer mod den vestlige tilstedeværelse – mindst 17 afghanere blev dræbt.

Skuffede forventninger

Mange journalister og forskere peger på, at afghanernes forventninger er blevet skuffede, fordi den internationale indsats hverken har givet dem sikkerhed eller økonomisk udvikling.

Den pakistanske journalist Ahmed Rashid, som anses for en førende kender af området, mener, at det er gået galt, fordi USA’s opmærksomhed kort efter invasionen blev flyttet til Irak. "For Afghanistan har resultatet været for få vestlige soldater, for lidt penge og fravær af en sammenhængende strategi samt vedholdende politiske initiativ fra vestlige og afghanske ledere", siger Rashid.

"Verden har indtil nu lagt Afghanistan i respirator og ikke investeret i en helbredelse", erklærer den amerikanske professor Barnett Rubin i en rapport fra det udenrigspolitiske selskab, Council on Foreign Relations. Der er risiko for, at Afghanistan udvikler sig til en "katastrofe", tilføjer han.

Noget er gået godt. Der er gennemført både præsident- og parlamentsvalg. En national hær er under opbygning. Nogle provinser i de nordlige dele af landet er fredelige. Statistikken viser, at mange hundrede skoler er blevet åbnet, og international bistand har medført forbedringer af bl.a. vejnettet. På papiret kan Afghanistan desuden udvise en meget stor økonomisk vækst.

Ekstrem fattigdom

Men landet er stadig et af verdens fattigste lande, som sammen med nogle få afrikanske ligger i bunden på FN-statistik, som rangerer verdens nationer efter udviklingsniveau. Den økonomiske bistand er blevet fordelt meget skævt, så flertallet oplever en eksplosivt voksende ulighed, der sættes yderligere i relief af udlændingenes ekstreme velstand. I nogle analyser peges på, at de seneste års vækst kan være ovre, og at et økonomisk tilbageslag er på vej.

En situations- og trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste, dateret 2. juni, er holdt i lidet optimistiske vendinger. Det konstateres, at landet "præges i mange områder af omfattende lovløshed, kriminalitet og menneskerettighedskrænkelser". Parlamentet kaldes "splittet og præget af lokale interesser". Den afghanske hærs indsats beskrives nøgternt med, at den "deltager" i kampen mod oprørere sammen med koalitionsstyrkerne. Politiet er "præget af massiv korruption".

For få soldater

Sammenlignet med andre NATO og FN-operationer siden Den Kolde Krigs afslutning har indsatsen med både soldater og økonomisk bistand været meget lille. Det er en tommelfingerregel i stabilitets- og genopbygningsoperationer, at 20 soldater pr. 1.000 indbyggere er en passende målsætning. Den blev opfyldt i både Bosnien og Kosovo, mens både Øst-Timor og Irak måtte nøjes med under 10 soldater pr. 1.000 indbyggere. Selv når man tager den afghanske hær med i regnestykket, ligger den samlede militære indsats i Afghanistan på betydeligt under 1 soldat pr. 1.000 indbyggere.

NATO overtog i 2003 ansvaret for den 5.000 mand store ISAF-sikkerhedsstyrke, som med FN-mandat fra starten af 2002 rykkede ind i hovedstaden Kabul. I juni 2004 gik operationen ind i sin anden fase, da NATO tog kommandoen over såkaldte PRT-hold i fire provinser i den nordlige del af landet. Tanken med PRT-holdene er, at de skal bane vej for økonomisk genopbygning.

Alliancen har nu indledt fase 3 i sine operationer. Den medfører, at NATO får ansvaret for PRT-hold i de sydlige dele af landet. Canada står for en ny PRT-mission i Kandahar-provinsen. I nabo-provinsen Helmand har Storbritannien det nationale ansvar, mens USA opretter en PRT-enhed i Zabul. Holland har fået Uruzgan-provinsen. Dermed vokser ISAF-styrken fra omkring 9.000 til cirka 15.000.

For Danmarks vedkommende betyder det, at den danske styrke i Afghanistan udvides til 360 soldater, hvoraf de 290 placeres i syd. Størstedelen skal operere sammen med britiske styrker i Helmand. Grundelementet er en let opklaringseskadron fra Gardehusarregimentet på Bornholm.

Store udfordringer

Meget store udfordringer venter de danske og britiske soldater i Helmand. De overtager en amerikansk PRT-mission, som omfattede 3.200 mand. Briterne kommer med 3.300, og derfor vil den internationale tilstedeværelse ikke vokse markant. De skal opnå kontrol med et bjergrigt landområde på 23.000 kvadratkilometer med over 1 million indbyggere fordelt på omkring 1.000 landsbyer. Helmand har fælles grænse med Pakistan, hvor oprørerne har både baser og sympatisk indstillede stammefrænder.

Hvis tommelfingerreglen for stabilitets- og genopbygningsoperationer anvendes, må det konstateres, at ISAF-styrken ligger langt under idealet for indsatte soldater i forhold til indbyggertal. Officielt skal man bistå den afghanske regeringshær, men det er uklart, hvor mange soldater den har afsat til Helmand. Desuden kan man få bistand fra amerikanske styrker og andre ISAF-enheder, hvis de ikke er optaget af andre operationer.

Sympati for oprørerne

Fra officiel dansk side har bidragene til indsigt i Helmand-provinsens forhold været sparsomme. Den offentlige redegørelse fra Forsvarets Efterretningstjeneste er yderst ordknap og beskæftiger sig hovedsagelig med de generelle tilstande i hele Afghanistan. Under behandlingen i Forsvarsudvalget af udstationeringen stillede politikerne næsten 100 spørgsmål, men svarene var kortfattede og næsten intet kunne oplyses i forbindelse med Helmand.

Især britiske samt amerikanske rapporter og avisartikler har dog, siden Folketingets behandling af sagen i januar, bragt en del informationer frem.

Mest ildevarslende er disse kilders beskrivelse af den lokale befolknings holdning til oprørerne og den internationale indsats. Udenrigsministeriet henviste i januar til en opinionsundersøgelse fra sidste år, som angiveligt viste, at afghanerne generelt støtter den internationale indsats. Men i en 63 siders analyse af Helmand, som den britiske afdeling af Senlis Council – en sikkerheds- og udviklingspolitisk organisation – har udsendt, hævdes det, at 80 procent af befolkningen støtter oprørerne. Senlis hævder også, at nok anså man lokalt oprindelig de udenlandske tropper for befriere, men nu anses de stadigt mere for en invasions-styrke. Befolkningens selvopfattelse skal være, at man er "muslimer, som undertrykkes af kristne soldater".

Opiums-økonomi

En indsats for genopbygning af området er, tilsyneladende, stort set ikke indledt. Ifølge en rapport fra forsvarsudvalget i det britiske parlament, har den amerikanske PRT, som nu nedlægges, brugt i alt 100 millioner dollar (omkring 600 millioner danske kroner). Briterne har til det kommende år afsat 38 millioner pund ( omkring 400 millioner danske kroner). Amerikanerne har, ifølge nogle forlydender, især anvendt pengene til køb af støtte fra områdets stammer, mens briterne mere målrettet vil satse på langsigtet udvikling af det civile samfund.

Provinsens rolle i fremstilling af opium kan blive den største udfordring. Afghanistan står for næsten 90 procent af hele verdens opium-produktion; heraf kommer de 25 procent fra Helmand. Senlis-gruppen vurderer i sin rapport, at halvdelen af befolkningen bygger sin indtægt på opiums-valmuen. Sidste år havde høsten en værdi af næsten 900 millioner danske kroner, og der er i år udsigt til en endnu større høst.

For briterne er målet, at bønderne skal dyrke alternative afgrøder, men udsigterne er ikke lovende. Indtægten pr. hektar er ti gange større, hvis man dyrker valmuer, end hvis man har hvede på markerne. Den afghanske regering afbrænder under militær beskyttelse valmuemarker. FE konstaterer i sin vurdering, at truslen mod danske styrker vil "stige markant", hvis de skal deltage i narkotikabekæmpelsen. I Folketinget har forsvarsminister Gade fremhævet, at danske soldater ikke skal deltage i afbrænding, men Senlis-gruppen påpeger, at afghanske bønder ikke skelner mellem udlændinge, som i deres øjne alle er ude efter deres afgrøder.

Krigstilstand

Siden Folketinget vedtog udstationeringen har sikkerhedsproblemerne udviklet sig dramatisk. Oprørerne gennemførte sidste år kun spredte aktioner, men i de seneste måneder har de gennemført en regulær offensiv med enheder af betydelig størrelse og terror-aktioner gennemføres i selv de største byer. Journalister rapporterer fra det sydlige Afghanistan, at der er daglige militære sammenstød, og blot siden maj er adskillige hundrede afghanere blevet dræbt. Ifølge talsmænd for NATO og USA dræber de internationale styrker næsten kun oprørere, men journalister kan rapportere, at lokale civile også bliver dræbt, når f.eks. bombardementer med fly gennemføres.

Afghanske, amerikanske og andre internationale enheder indledte i maj deres egen offensiv med op til 11.000 soldater. Man vil angiveligt knuse oprørerne, inden ISAF fra slutningen af juli overtager ansvaret for Helmand.

Spørgsmålet er så blot, hvorvidt oprørerne lader sig opsuge i befolkningen eller søger tilflugt i Pakistan, indtil offensiven er ovre. Talsmænd for den internationale koalition har selv påpeget, at kriteriet for succes er, at man i de erobrede områder kan oprette en permanent tilstedeværelse. Det er imidlertid ikke oplagt, at hverken den afghanske hær eller de internationale enheder har det fornødne omfang.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.