Trykt i Information 26. august 2006

Strategi for sejr i Afghanistan efterlyses

Med tilbagetrækningen fra Musa Qala er Danmark ramlet ind i den virkelige verdens realiteter.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Danmarks erklærede hensigter i Afghanistan er upåklagelige. Det eneste problem er, at de i næsten enhver henseende er i strid med virkeligheden. Derfor siger nogle af vores mest erfarne soldater, at et nederlag for NATO er på vej.

Den centrale begrundelse for indsatsen er, at vi har sendt soldater, som "først og fremmest" skal "sikre udbredelsen af den afghanske centralregerings myndighed til hele Afghanistan". Det var ordene i bemærkningerne til beslutningsforlaget bag udsendelsen, og de er blevet det evige omkvæd i ministrenes argumentation.

Men hvis man lytter til officerer og militære eksperter, som har indgående kendskab til Afghanistan, har de en analyse, som gør selve målsætningen til problemet.

Man kan opstille prioriterede lister over, hvem vores modstandere er i Afghanistan. På dem vil Taleban-oprørerne, Al Qaeda og andre politiske samt religiøse grupper være nævnt. Der er også narkobander og kræfter i nabolande, som er imod stabilisering. Men, siger officerer, hovedfjenden på disse lister er: bad governance. Altså den afghanske regerings selvforskyldte mangel på legitimitet.

Hvis man, beretter de erfarne videre, taler med indbyggerne i den sydlige del af landet, så er deres evige omkvæd: Vi frygter regeringen om dagen, og om natten frygter vi Taliban.

Kan det undre, at danske soldater støder på modstand og uvilje, når vi vil udbrede denne regerings myndighed?

Uduelig regering

Det er ikke kun danske officerer, som har fattet pointen. Store amerikanske aviser har nu flere gange bragt artikler med skarp kritik af Karzai-regeringen. Den seneste blev bragt i New York Times den 23. august, idet den udsendte medarbejder dokumenterede en dyb "tillidskrise". Dagen efter skrev avisen på lederplads, at alarmklokkerne bør ringe, fordi vi er ved at tabe Afghanistan, og vi har simpelthen ikke råd til at tabe den krig.

Som forsvarskommandoens og forsvarsministerens præsentation af tilbagetrækningen fra Musa Qala viser, kan der mobiliseres stor sproglig og anden opfindsomhed, når man vil sløre virkeligheden. Men den trænger sig alligevel ubønhørligt på: Vi kan ikke sejre over Taliban uden afghanernes aktive støtte til kampen. Denne støtte var mindst fraværende i Musa Qala. Danske soldaters pårørende fik under et af Forsvarets orienterende møder et så negativt indtryk af byen, at hun foreslog massivt bombardement af den.

En ny håndbog i bekæmpelse af oprør, som det amerikanske forsvar har udarbejdet, slår fast, at en regerings legitimitet er afgørende for kampens udfald. Hvis den mangler vil kampagnen mod oprørerne mislykkes – uanset, hvor mange soldater man indsætter, for de kan kun bekæmpe symptomerne på fravær af legitimitet.

Grundprincipper overtrædes

Det er en indsigt, som NATO, Pentagon og Forsvarskommandoen utvivlsomt allerede har. Men det karakteristiske for udviklingen i den sydlige del af Afghanistan er, at de udenlandske styrker overtræder alle håndbogens regler for effektiv counterinsurgency, som det hedder i fagsproget:

Amerikansk statistik viser, at USA i en tre måneders periode i år har gennemført dobbelt så mange bombetogter i Afghanistan som i Irak. Mellem de dyrekøbte erfaringer fra bekæmpelse af oprør er, at flybomber hjælper fjenden mere end en selv. Man får nemlig dræbt en masse mennesker, som ikke var fjender, men deres slægtninge, venner og stammefælles bliver til fjender.

Sammen med andre NATO-styrker har USA i år gennemført flere store offensiver, hvor man fejer gennem et område, der skal renses for oprørere. Men, som en danske officer siger, så er Taliban lige som champignon. Man kan dynge dem til med skidt, møg og mørke, men bagefter skyder de op igen.

Den uhensigtsmæssige indsats skyldes, at stabilisering og genopbygning af et område er svær, hvis oprørerne har solidt fodfæste. Overraskelsen for de udsendte danskere har været, at Taliban står uhyggeligt stærkt, og derfor kunne man ikke i f.eks. Musa Qala komme i gang med de opgaver, som efter planen skulle løses.

Tilbagetrækningen peger på, at NATO ikke har en strategi og konkret plan for, hvordan man, nu hvor virkeligheden kan skimtes, vil gennemføre den erklærede mission. Det er ikke et problem, som tiden vil løse, thi i bekæmpelse af oprør med udenlandske styrker arbejder tiden altid for fjenden. Som en oprører har sagt: "Amerikanerne har alle armbåndsurene, men vi har tiden".

Klart er det kun, at oprørerne har en strategi. Den amerikanske forfatter Lawrence Wright giver i sin netop udkomne "The Looming Tower" et fremragende indblik i Al Qaeda, der assisterer Taliban. Det har, skriver Wright, siden 1992 været Osama Bin Ladens overordnede strategi, at han ville trække USA ind i Afghanistan, fordi man i dette område tidligere har besejret to imperier, det britiske og det sovjetiske. Han har til overmåde nået den første del af sit mål, og hans sejr er ikke længere utænkelig – over både det amerikanske imperium og hjælpetropperne fra NATO..

Men har hans fjender en realistisk strategi? Det er spørgsmålet, som trænger sig på i det danske forsvars række, hvor man hidtil kun har set ambitiøse hensigtserklæringer, skitser til en plan og et næsten totalt fravær af vilje til mobilisering af de nødvendige ressourcer. Man oplever også en dansk befolkning, som på det nærmeste er ligeglad.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.