Trykt i CS-bladet nr. 6, august 2006

Et amerikansk drama

Valget i USA kan blive folkeafstemning imod Bush.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Oppe på hylden hopper krystalkuglen utålmodigt. Den har en spådom, som skal afleveres:

"Amerikanerne vil, når de i november går til valg, give demokraternes parti flertallet i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Så snart den nyvalgte Kongres mødes i det nye år, vil demokraten John Conyers, der bliver formand i Husets retsudvalg, indlede en undersøgelse, som skal forberede en rigsretssag mod præsidenten".

Og dens varsling fortsætter: "Andre udvalg, som nu også har demokrater i spidsen, deltager i kulegravning af bl.a. efterretningstjenesternes og militærets håndtering af krigen mod terrorisme, Irak, Afghanistan, Nordkorea, genopbygningen af New Orleans efter orkanens rasen i 2005, osv. Efter en stribe afsløringer, som udstilles under offentlige høringer, udnævner Kongressen en særanklager, som bl.a. skal se på topfolks medansvar for krigsforbrydelser. Kongressen vedtager også en plan for tilbagetrækning af soldaterne fra Irak, som håndhæves med nedskæring af bevillingerne".

Meget på spil

Helt urealistisk er spådommen ikke – og den antyder i det mindste, at mere end normalt er på spil i amerikanernes Midtvejsvalg. Hvis demokraterne får magt, som de har agt, er der udsigt et opgør, som vil bringe årene efter Vietnam-krigen og Watergate-skandalen i erindring. Siden præsident Nixon har ingen præsident udfordret nationens værdier og regeringsform så fundamentalt, som George Bush har, og ingen har splittet nationen så dybt. For demokraterne og deres vælgere vil et centralt spørgsmål blive: Hvordan hindrer vi en gentagelse?

Og USA’s allierede og fjender vil følge forestillingen med tilbageholdt åndedræt. Hvordan vil den påvirke amerikansk politik og adfærd ude i verden?

Krystalkuglers spådomme, ja selv erfarne eksperters analyser, er imidlertid hverken fejlfrie eller upåvirkelige af uforudsete begivenheder. Der er stadig mere end to måneder til valget. I midten af august bragte den britiske aktion mod en planlagt terror-aktion eksempelvis en gammel trussel tilbage på forsiderne, og i skrivende stund er det endnu uvist, hvorvidt afsløringen vil hjælpe demokrater eller republikanere. Selv hvis demokraterne vinder, vil Bush-regeringens mest radikale modstandere måske blive holdt i skak af moderate kræfter. Desuden har oppositionen kun nødtørftigt skitseret, hvad dens alternativer til Bush-regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitik er.

Flertal mod krigen

Irak-krigen er den mest tungtvejende årsag til, at republikanerne kan se frem til valget med bange anelser. I opinionsundersøgelser markerer et solidt flertal, at de anser krigen for en fejltagelse. I begyndelsen af august erklærede 60 procent, at de er imod krigen – den højeste andel siden TV-stationen CNN, som stod for målingen, først stillede spørgsmålet. Kun 36 procent erklærede sig for krigen – en halvering af tilhængernes andel i forhold til opbakningens højdepunkt.

Flertal mener desuden, at krigen har mindsket deres sikkerhed, og at Irak nu er ude i en borgerkrig.

Krigen er også hovedårsagen til, at præsident Bush gennem mange måneder har haft et OK til sin embedsførelse fra mindre end 40 procent. I midten af august målte en undersøgelse støtten til 33 procent.

Valget vil, mener flere eksperter, blive en slags folkeafstemning for eller imod Bush. Meget mere end krigen giver anledning til utilfredshed. Når folk skal svare på, hvilket parti de foretrækker, siger 55 procent demokraterne og 37 procent republikanerne. Kun 29 procent mener, at det går den rigtige vej for USA.

Svær tilbagetrækning

Krigens bidrag til republikanernes krise har været iøjnefaldende siden foråret 2005. Derfor har det også været en stabil spådom fra eksperter, at Bush-regeringen op til valget ville gennemføre en tilbagetrækning af så mange soldater, at det kunne gøre indtryk på vælgerne.

Rent faktisk er soldaternes antal faldet siden december 2005, hvor omkring 160.000 amerikanere var stationeret i Irak. I midten af august blev antallet opgjort til 133.000. Tidligere i år ventede Pentagon en reduktion til 100.000 i løbet af efteråret.

Nedtrapning af engagementet er blevet hæmmet, fordi risikoen for en mere omfattende borgerkrig er vokset. Udvidelse af de irakiske sikkerhedsstyrker er derfor ikke længere et tilstrækkeligt argument for tilbagetrækning. I betydeligt omfang er de nye irakiske hær- og politi-enheder endog en del af problemet, fordi de reelt styres af kræfter i shia-befolkningen, der så åbenbart vil slagte sunnier.

Politisk har det skabt et dilemma for præsidenten: Tilbagetrækning plus blodbad ville næppe hjælpe i valgkampen. Washington har i stedet satset på, at øget tilstedeværelse af amerikanske soldater i hovedstaden Bagdad, kunne dæmpe indtrykket af borgerkrig, men dette behov har gjort forlængelse af nogle enheders ophold nødvendigt.

General Peter Pace, som er USA’s øverste officer, har dog sagt, at han ikke udelukker yderligere tilbagetrækning i år, og nogle irakiske ledere har hjulpet præsident Bush med udtalelser om, at man selv meget snart kan overtage ansvaret for Iraks sikkerhed. Men grundtonen i ledende officerers vurderinger er pessimistisk.

Politisk offensiv

Fordi Bush-regeringen ikke troværdigt kan pege på store fremskridt i indsatsen, har det republikanske parti anlagt en offensiv politisk strategi. Demokraterne anklages direkte for undergravende virksomhed rettet imod både indsatsen i Irak og den overordnede krig mod terrorisme. Anklagen blev eksempelvis rejst, da aviser afslørede overvågning uden dommerkendelse af amerikanske borgeres telekommunikation og demokratiske politikere derefter hævdede, at de er ulovlige.

Det er en strategi, som gav republikanerne sejr ved valgene i 2002 og 2004. Budskabet er, at demokraterne er svage i kampen mod nationens fjender. Påstanden er blevet mere sårbar, fordi fremtrædende republikanere sammen med demokrater har kritiseret præsidentens metoder. Partiets ledende valgstrateger peger dog på, at man kan få mobiliseret kernevælgere og aktivister på denne vis. Et af partiets problemer er, at utilfredsheden med Bush i stærkt konservative kredse er vokset, fordi han ikke har plejet en del af deres mærkesager. Hård konfrontation med demokraterne over landets sikkerhed kan, håber man, udviske uenighed i forbindelse med alt andet.

Polarisering

Det er naturligvis ikke en strategi, som vil føre til national samling. Tværtimod. Et af de uafklarede spørgsmål op til valget er, hvorvidt republikanerne stadig kan udnytte befolkningens frygt. Fem år efter terrorangrebet den 11. september 2001 er det kun få amerikanere, som i opinionsundersøgelser siger, at de er stærkt bekymrede over truslen fra terrorister. Det er muligt, at det planlagte angreb på fly kan ændre denne holdning. Men det er også muligt, at vælgere vil give Bush skylden for, at Al Qaeda ikke er udslettet. Mange eksperter hævder, at Bush-regeringens indsats har været inkompetent, og at der er årsagen til, at truslen stadig er alvorlig.

Gennem polarisering kan republikanerne også opnå en radikalisering af krigsmodstanderne i det demokratiske parti. Det vil være nyttigt for deres sag, hvis modparten kan identificeres med ekstremister.

Dette kneb blev taget i brug, da den demokratiske senator Joseph Lieberman i august blev vraget af vælgerne i sin hjemstat, Connecticut. Senatoren havde konsekvent givet Bush sin støtte til krigen mod Irak og terrorister. Vælgerne foretrak efter en bitter kampagne en erklæret modstander af krigen. Vicepræsident Cheney hilste valgresultatet med, at det kunne opmuntre Al Qaeda, og andre republikanere forsøgte sig med lignende påstande. Selv hvis man ikke sluger det råt, står indtrykket af splittelse i demokraternes række tilbage, og det vil blive forstærket, fordi Lieberman har erklæret sig uafhængig og opstiller på egen hånd.

Uvist farvand

Trods opinionsundersøgelserne er det ikke sikkert, at valgene overalt i USA bliver til en folkeafstemning, som afgøres af vælgernes syn på præsidenten. Traditionelt spiller de enkelte kandidaters personlige kvalifikationer en væsentlig rolle, og republikanere, som genopstiller, har ofte sikret sig en lokal opbakning, som udfordrere vanskeligt kan overvinde. Demokraterne skal mindst erobre 15 pladser i Repræsentanternes Hus, hvis de skal opnå et flertal.

Desuden er uvisheden stor, når det gælder et demokratisk flertals politik. Ledende demokrater har tilsluttet sig et krav om en tidsplan for tilbagetrækning fra Irak, men den er holdt i vage vendinger. Der er langt fra enighed, når det gælder de mere detaljerede krav til en ny amerikansk politik.

Det mest sikre er, at en demokratisk sejr ikke vil medføre et forstærket engagement, som kan vende udviklingen i Irak og Afghanistan. Bush-regeringen har ikke planer om bistand til Iraks genopbygning, når den sum, som er bevilget tidligere, er opbrugt ved årets udgang, og en udvidelse af engagementet i Afghanistan kan kun komme fra andre NATO-medlemmer.

Større ændringer i amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik er kun sandsynlige efter præsidentvalget i 2008. Midtvejsvalget vil dog give håbefulde kandidater en strømpil for, hvordan de skal tilrettelægge deres appel. Og det mulige opgør med præsidenten kan i en lang periode gøre USA passiv internationalt.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.