Trykt i Information 7. september 2006

Hård kritik fra brigadegeneral af NATO’s indsats i Afghanistan

Michael Clemmesen sammenligner den danske debat med en diskussion mellem Titanics dækmusikanter efter sammenstødet med isklumpen.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Et "pinefuldt" og for NATO "muligvis ødelæggende" nederlag i Afghanistan er uundgåeligt, hvis en lang række spørgsmål i forbindelse med indsatsen ikke alle bliver løst hurtigt.

Det skriver den nu pensionerede brigadegeneral Michael Clemmesen i en lang analyse. Han er kendt for sine ofte skarpe kommentarer, og han holder heller ikke igen denne gang.

Han finder eksempelvis nederlaget uundgåeligt "uanset den nuværende, nervøst håbefulde, men lidet indsigtsfulde, politiske og folkelige støtte til den nuværende utilstrækkelige og stedvis vel amatøragtige indsats".

Men Clemmesen er også en af de få danske officerer, der tidligt i kraft af sin uddannelse fik indsigt i bekæmpelse af oprør. Han blev soldat i 1964, da Vietnam-krigen rasede, og gik på de militære læreanstalter samtidigt med, at læren fra amerikanernes mislykkede indsats blev et centralt fag. Siden forsvandt det. Clemmesen var fra 1998-2004 kommandant på Baltic Defense College i Estland, hvor bekæmpelse af oprør igen blev et vigtigt emne i lyset af krigene i Irak og Afghanistan. Han er i dag tilknyttet Forsvarsakademiet, hvor interessen for counterinsurgency også er hastigt voksende.

Bøndernes trues af NATO

I sin analyse lægger Clemmesen op til kritisk vurdering af indsatsen ud fra teorierne, som er udviklet efter, ofte fejlslagne, forsøg på kamp mod oprørere.

Bekæmpelsen skal, fremhæver han, have et attraktivt politisk projekt. Det er ikke mindst vigtigt i et land med Afghanistans fremmedkritiske tradition. Er der, spørger Clemmesen, afsat tilstrækkeligt store udviklingsressourcer, og bliver de fordelt på en indlysende retfærdig måde?

Holdningen til dyrkningen af opiumsvalmuer anser han for særligt afgørende. Kan man undgå at forværre forholdet til befolkningen, når man angriber dyrkningen mindst et årti før, at en tilsvarende rentabel landbrugsproduktion kan oprettes? Hvorfor har man ikke blot sikret opkøb af opium til overpriser i Helmand og Kandahar provinserne?

Ledelsen af indsatsen bør være præget af effektivt samarbejde på mange niveauer. Har man sikret, at dette samarbejde kan foregå mellem afghanerne og NATO-landene under kapabel afghansk ledelse? Viser NATO-landene selvdisciplin og undertrykker de loyalt ødelæggende tendenser til selvstændig markering?

Bekæmpelse af oprør sammenlignes ofte med oliepletters spredning på en vandoverflade. Den politiske, propagandamæssige og militære kamp skal sikre, at man udvider sin kontrol med befolkningen, så der bliver ro.

En hovedregel er, at "der skal anvendes minimal magt – selv om det medfører væsentlig øget risiko for egne tab".

Det er, påpeger Clemmesen, en "entydig erfaring", at store offensive operationer, som fejer gennem et område på jagt efter oprørere, "er spild af tid og ressourcer på trods af, at de indsatte militære føler det modsatte". Faktisk er det "grundlæggende militær rygradsdrevet tåbelighed". Denne type operationer er ineffektive, fordi man forlader de "fejede" områder ved operationens afslutning. Oprørerne kan så hævde, at de var vundet en sejr.

Han stiller også spørgsmål i forbindelse med brug af fly-bombardementer, som kun bør ske "i åbent landskab med bevæbnede oprørsstyrker, der er identificeret ved at være i kampføling med sikkerhedsstyrker på land". Brigadegeneralen tilføjer: "Dette er desværre vanskeligt for mange flyverofficerer at forstå og acceptere".

Medusa-offensiven

I hvilket omfang, spørger Clemmesen, er den militære indsats i Afghanistan styret af denne opfattelse af oprørsbekæmpelse? Har man fået løst problemet med forsyning af oprørerne fra Pakistan? Er der håb om en sammenhæng mellem styrkebehov (samt deres kvalitet) og de faktisk tildelte styrker?

Har man i forbindelse med den igangværende operation Medusa, hvor bl.a. danske styrker fejer gennem et område for at rense hovedvejen vest for Kandahar, forstået, at den "kun giver mening, hvis man herefter har evnen til at besætte og fastholde det rensede område"?

Clemmesens afsluttende salut er, at han sammenligner den danske debat med en diskussion blandt oceandamperens Titanics dæksmusikanter efter sammenstødet med isklumpen om, hvad man skal spille ved ankomsten til New York. "To huller i skibssiden er", skriver han, kombinationen af den "accepteret åbne grænse til Talebans baser i Pakistan og den valgte politik overfor opiumsproduktionen i kampområdet".

Ingen af spørgsmålene, som Clemmesen stiller, er hidtil blevet besvaret under den informationsoperation, som Forsvarets top har kastet sig ud i efter tilbagetrækningen af danske styrke fra Musa Qala. Information har i de seneste måneder talt med mange officerer, som deler Clemmesens bekymring, men af hensyn til deres fortsatte karriere har de valgt tavshed i offentligheden – og påvirkning af systemet indefra.

Brigadegeneral Clemmesens analyse kan læses på www.clemmesen.org

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.