Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 4, september 2006

Umulig krig

Den amerikanske hær er klar med håndbog i kamp mod oprørere – men måske er opgaven uoverkommelig.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Krig mod oprørere er tidskrævende og rodet. Det svarer til, at "man spiser suppe med en kniv".

Beskrivelsen kommer fra T.E. Lawrence, som under Første Verdenskrig organiserede arabiske stammer til kamp mod tyrkerne, og derfor fik tilnavnet "Lawrence of Arabia".

Tiden siden har ikke forbedret indtrykket. Nok tværtimod. Adskillige stater, som blev anset for militært overlegne, har lidt nederlag i kamp mod oprørere. Frankrigs krig mod den nationale befrielsesfront i Algier og Sovjetunionens krig i Afghanistan huskes ikke kun for rod – "svineri" er en mere passende beskrivelse. USA’s krig i Vietnam var så sindsoprivende, at hæren hurtigt skubbede den ud i glemsel.

Katastrofal krig

Håndteringen af oprøret i Irak har lige fra starten været katastrofal. Indtrykket forværres i takt med, at ledende officerer stadigt mere frit udtaler sig.

Den meget erfarne amerikanske journalist Thomas Ricks har netop fået udgivet bogen "Fiasco", som bygger på adskillige hundrede samtaler med især soldater på alle niveauer. Værket vil formentlig blive uundgåeligt i uddannelsen af officerer, idet Ricks fokuserer på militærets indsats og ansvar for fiaskoen. Han hævder ikke kun, at præsidentens beslutning om at indlede en krig var "var en af de mest ryggesløse handlinger i amerikansk udenrigspolitiks historie", og at selve krigsplanen "måske var den værste" i USA’s historie. Ricks dokumenterer også, at oprøret blev skabt af fejl, som supermagtens civile og militære ledere begik.

Katastrofen har medført, at mange officerer er gået i tænkeboksen med spørgsmålet: Hvordan kunne vi have håndteret krigen bedre? Mange af de foreløbige svar er fremlagt i forbindelse med ny interesse for "stabilitets- og genopbygningsoperationer". Men processen har også halet et ældre begreb frem: counterinsurgency – med forkortelsen COIN. Lidt upræcist kan det oversættes til "oprørsbekæmpelse".

Undervejs har den amerikanske hær nu en håndbog i COIN. Det, måske, endelige udkast sivede i juni ud på internettet. Den 241 sider lange vejledning skal erstatte en 20 år ældre. I forordet konstateres, at de grundlæggende principper bag oprør og bekæmpelse af dem er blevet "forsømt" i USA’s militære doktriner og sikkerhedspolitik siden Vietnam-krigen, så dette "hul" i doktrinerne skal håndbogen udfylde.

Dansk behov

Sandsynligvis vil den også blive studeret her i landet, hvor man heller ikke i uddannelsen af officerer har beskæftiget sig indgående med COIN i de seneste 40 år. En af de få undtagelser er major Nicolai Møller, der er ansat på Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet. Han har skrevet speciale om den amerikanske COIN-doktrin "i forhold til principperne for gennemførelse af henholdsvis en maoistisk og en radikalt muslimsk oprørskamp". Analysen bygger på et tidligere udkast fra 2004.

Til Hjemmeværnsbladet siger han, at vejledningen fra 2004 "er et rigtigt godt produkt, der bør give anledning til et nærmere studie i Danmark".

"Antallet af fejlslagne stater, der kollapser eller truer med at kollapse ser ikke ud til at ændre sig radikalt i den nærmeste fremtid", fortsætter han. "Heri ligger et stort potentiale for fremtidige oprørsbevægelser. Desuden synes den transnationale radikale islam i stigende grad at indlade sig på væbnede konflikter med svage staters regeringer. Dette sammenholdt med den nuværende aktivistiske danske udenrigspolitik indikerer for mig, at danske styrker vil komme til at stå over for oprørsbevægelser i indsættelser, hvad enten der er tale om FN-mandaterede operationer eller koalitioner".

Major Møller tilføjer, at man "i meget grove træk" kan sammenligne det danske samtænknings-projekt, der lægger vægt på koordineret militær og civil indsats, med en COIN-kampagne.

Umådeligt svært

Håndbogen fokuserer, naturligvis, på den militære indsats, idet man dog fremhæver, at stridens æble er den politiske magt. Definitionen på COIN, som anvendes, er, at det er de "politiske, økonomiske, militære, paramilitære, psykologiske og civile aktiviteter, som en regering anvender til at besejre et oprør". Militæret skal anvende en blanding af offensive, defensive og stabiliserende operationer samtidigt, idet soldaterne må påtage sig både kampopgaver og funktioner, som normalt udføres af ikke-militære organer. Målsætningen er, at befolkningen og oprørerne skal skilles, så regeringen får et solidt folkeligt fundament.

Hvis man, trods faren ved forenkling, skal markere forskellen mellem stabilitets/genopbygnings operationer og COIN ligger det i bredden af de opgaver, som soldaterne må påtage sig. Når et aktivt oprør skal bekæmpes vil mulighederne for civile organers indsats være begrænsede, men en række "civile" opgaver skal stadig løses. Stabilitets- og genopbygningsoperationer har doktrinært mere hjemme under forhold, hvor man skal forebygge et oprør eller en skrøbelig fred skal konsolideres. Der er dog, som major Møller påpeger med henvisning til det danske samtænkningsprojekt, en vis overlapning.

Opgaven er, advarer håndbogen, "umådeligt vanskelig og kompleks". Soldater på alle niveauer skal hver eneste dag være beredt til modtagelse af både "håndtryk og håndgranater". Generel vejledning kan gives, men konkrete lokale forhold kan påvirke blandingen af de anvendte metoder.

Krav til indsatsen

Håndbogen beskriver generelt en række principper for vellykket indsats:

Den primære opgave er, at regeringsmagten skal gøres legitim, altså have det store flertals aktive opbakning. Det er ikke nok med passiv accept, fordi oprørerne med støtte fra selv et mindretal af engagerede tilhængere så stadig kan vinde. Planlæggerne af COIN bør derfor fra starten vurdere, hvad befolkningens krav til en legitim regering er.

Politiske faktorer er afgørende. Der henvises til, at planlæggere af revolutionær krig ud fra den maoistiske model fremhæver, at 80 procent af krigen består af politiske handlinger, kun 20 procent af militære. Hvis COIN-styrkerne ikke i "passende" omfang inddrager de politiske følger af deres militære aktioner, vil de i bedste fald miste effektivitet, i værste fald blive direkte skadelige.

Den lokale befolkning udgør konfliktens afgørende tyngdepunkt. Derfor skal de indsatte soldater, på ethvert niveau, have indgående kendskab til samfund og kultur, hvor de opererer. Sejrens forudsætning er, at COIN-styrkerne bliver en del af befolkningens dagligdag.

Man kan ikke dræbe alle oprørere. De skal i stedet isoleres – fra deres sag og deres støtte. Det sker f.eks. gennem imødekommelse af de sociale, politiske og økonomiske klager, der giver oprøret næring. Jo mere regeringen selv kan vise, at den har ret til legitimitet, desto mere udstødte bliver oprørerne. Men sejren er ikke nået, når oprørerne er blevet isolerede. Man skal sikre, at tilstanden er permanent gennem befolkningens aktive indsats.

Hjørnestenen i enhver COIN-indsats er, at den civile befolkning opnår sikkerhed. Jo hurtigere man kan flytte indsatsen fra kamp-operationer til "normal" håndhævelse af love, desto bedre. Overgreb mod menneskerettigheder og lovbrud begået af amerikanske styrker bliver hurtigt kendt – lokalt og globalt.

Endnu et vigtigt vejledende princip er, at COIN er en langvarig affære, som lægger beslag på store ressourcer. Man skal derfor planlægge langsigtet. På det strategiske niveau er opretholdelse af den amerikanske befolknings støtte "den afgørende COIN-aktivitet".

Paradokserne

Læserens opmærksomhed i forbindelse med disse principper bliver skærpet i et afsnit, som opstiller en række paradokser:

Jo mere man beskytter sine egne styrker, desto mere usikker bliver man. Sejr kommer nærmere, når man får beskyttet befolkningen, ikke COIN-soldaterne. Hvis man isolerer sig selv i baser, bliver kontakten med befolkningen svækket. Man skal dele den risiko, som civile oplever.

Jo mere magt man anvender, desto mindre effektiv er den. Enhver magtanvendelse har følger, og de kan ikke alle forudses. Brug af væbnet magt i stort omfang øger risikoen for fejl og ofre i det civile samfund. Samtidig får oprørernes propaganda muligheder.

Til tider er det bedst, at man ikke reagerer. Ofte er oprørernes formål med et angreb eller en terror-aktion, at COIN-styrken skal provokeres til overreaktion. Hvis en omhyggelig vurdering af modtræk, når til det resultat, at de negative følger overgår de positive, skal alternativer, herunder passivitet, overvejes.

Sejre på taktisk niveau garanterer intet. I Vietnam tabte USA aldrig et slag, men man tabte alligevel krigen. Militære aktioner skal derfor altid planlægges og gennemføres med de politiske mål for øje.

Flertallet af vigtige beslutninger tages ikke af generaler. Vellykket COIN bygger på dømmekraften hos soldater på ethvert niveau. Ordrer fra toppen og doktriner er ikke nok. COIN-styrkerne skal uddannes og trænes, så de kan tilpasse sig den lokale situations behov på eget initiativ.

Overfladisk

Værket virker med sine 241 sider imponerende. Det opsummerer årtiers erfaring og er skrevet af det amerikanske forsvars førende eksperter. Men det er allerede blevet udsat for kritik.

I avisen New York Times har to civile forskere fremført, at håndbogen er overfladisk, fordi den ikke giver læserne indsigt i de indbyrdes forskellige drivkræfter, som er bag de mange oprørsgrupper i Irak. En effektiv COIN-indsats skal spille oprørsgrupper ud imod hinanden – og så splid i de enkelte grupper. Det er måske for meget forlangt, at en håndbog skal give så dybt indsigt, men kritikerne får i det mindste fremhævet, at opgaven kan være mere end "umådeligt svær og kompleks", som de militære forfattere ellers selv fremhæver.

Andre kritikere har påpeget, at håndbogen måske allerede er forældet, når det gælder Irak, hvor en borgerkrig er under hastig udvikling. Det er en anden type konflikt end et oprør, og udfordringerne er særegne. Når det gælder Afghanistan er "hovedfjenden", siger NATO-officerer med langvarig personlig erfaring fra landet, ikke Taliban. Det største problem er, at regeringen i Kabul med rette af befolkningens i landets sydlige dele anses for korrupt, uduelig og direkte farlig. Håndbogen er da også utvetydig i sin fremhævelse af, at hvis en regering ikke opnår legitimitet, så vil COIN mislykkes.

For en af USA’s ofte mest indsigtsfulde sikkerhedspolitiske journalister, Fred Kaplan, rejser håndbogen to spørgsmål: Kan USA’s væbnede styrker leve op til de krav, som håndbogen stiller? Vil amerikanske borgere og politikere langvarigt støtte en indsats mod oprør?

Svarene kan allerede skimtes. Håndbogens forfattere mener så åbenbart, at USA i Irak har forbrudt sig imod stort set samtlige vejledende principper, som de opstiller, og det er langt fra klart, at en omstilling er mulig, selv hvis det ønskes fra højeste sted, i løbet af en overskuelig årrække. Desuden viser opinionsundersøgelser og politikeres udtalelser, at store dele af USA allerede er kørt træt.

Et indirekte budskab i håndbogen, mener Kaplan, er derfor: "Som nation er vi uegnet til at udkæmpe denne type krige".

Håndbogen kan via internettet hentes på: http://www.fas.org/irp/doddir/army/fm3-24fd.pdf

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.