Trykt i Information 15. september 2006

Nederlagets vej brolagt med civile ofre

Danske soldaters mulige medansvar for drab på civile undersøges.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Har et NATO-fly dræbt 13 civile under forsvaret af fortet i den afghanske by Musa Qala? Og har danske soldater, som den pågældende dag udpegede mål for flyene, et medansvar?

Ifølge Hærens Operative Kommando er begge spørgsmål genstand for en undersøgelse, som gennemføres af den udsendte danske styrke og NATO i fællesskab.

Det er den britiske avis The Independent, som i en tilsyneladende veldokumenteret artikel den 26. august bragte episoden frem. Til grund lå interviews i provinshovedstaden Lahkar Gar med flere af de overlevende. For en uge siden tog Politiken historien op, og nu ruller undersøgelsen.

Dermed er problemet med civile ofre, når et oprør skal bekæmpes, rykket ind på nærmeste hold for et land, som hidtil har solgt sit engagement i Afghanistan med henvisning til behovet for genopbygning. Man skal dog ikke holde vejret i angst for, at næste runde bliver en anklage for krigsforbrydelser.

Familien befandt sig i en kampzone. Krigens love accepterer drab på civile, hvis det ikke sker overlagt eller groft uansvarligt. Intet tyder på, at sådanne anklager kan rejses mod de danske soldater.

Den væsentlige anklage, som kan rejses, er mere alvorlig. Alle med ansvar for NATO’s håndtering af konflikten har så åbenbart gjort sig skyldig i militær amatørisme, som baner vej for et nederlag.

Det er anklagen, som rejses af britiske officerer via nyhedsmedierne. Alliancens styrker i det sydlige Afghanistan skulle gennemføre en stabilitets- og genopbygningsoperation. Men da militære ledere opdagede, at Taliban stod overraskende stærkt, lod man sig lokke ind i en helt anden type operation. Det vil dog være for venligt, hvis man kalder indsatsen "bekæmpelse af oprør" – altså, som det hedder i fagsproget, counterinsurgency.

Forkert reaktion

Oprørsbekæmpelse er nok den vanskeligste opgave, som en vestlig militær organisation kan få. Det er en operationstype, som i faglitteraturen er grundigt belyst, og der er udviklet helt specielle doktriner. NATO’s fremfærd er, afslører officerernes vidnesbyrd, i strid med al denne erfaring.

Når man skal besejre et oprør, er det altafgørende, at befolkningens tillid vindes. Det er målsætningen, som skal spille den altafgørende rolle for hele den militære indsats. Teoretisk var det erkendt, da NATO planlagde sin mission. Soldaterne skulle stabilisere (altså beskytte) nogle områder, hvor man så kunne tage fat på en genopbygning, der ville give hele befolkningen et positivt indtryk af NATO’s hensigter. Fordi den indsatte styrke er ekstremt lille, skulle man starte med nogle få og geografisk stærkt afgrænsede områder.

Men i stedet for rykkede NATO-styrken ind i Talibans kerneområder, hvor man hurtigt befandt sig i en tilstand af belejring. Derefter ville man lette presset med offensive operationer, som med stor ildkraft skulle knuse oprørernes rygrad.

Den britiske hær mener selv, at den har stor ekspertise i bekæmpelse af oprør. Men den kunne med fordel, sammen med danske kollegaer, skele til en ny håndbog i bekæmpelse af oprør, som den amerikanske hær har udviklet. Den bygger på de klassiske erfaringer og er blevet genopfrisket af fiaskoen i Irak.

Lærestreger

Nogle af håndbogens principper kan ses i en række paradokser, som forfatterne opremser:

Jo mere man beskytter sine egne styrker, desto mere usikker bliver man.

Sejren kommer nemlig nærmere, når man får beskyttet befolkningen, ikke sine egne soldater. Hvis man isolerer sig selv i baser, bliver kontakten med befolkningen svækket. Man skal dele den risiko, som civile oplever. Forsvaret af fortet i Musa Qala, hvor soldaterne beskyttede bag dets vægge beskød omegnen, er i klar strid med dette råd.

Jo mere magt man anvender, desto mindre effektiv er den.

Brug af væbnet magt i stort omfang øger risikoen for fejl og ofre i det civile samfund. Samtidig får oprørernes propaganda gode muligheder. Det er netop, hvad der skete ved Musa Qala og gentages under den igangværende Medusa-offensiv.

Sejre på det taktiske niveau garanterer intet.

Man kan ikke dræbe alle oprørere. De skal i stedet isoleres – fra deres sag og befolkningen. Derfor skal militære aktioner altid planlægges og gennemføres med de politiske mål for øje. Striben af tal fra NATO, som beskriver dræbte Taliban-oprørere, er derfor meningsløs – og maskerer formentlig, at civile også dræbes.

Som politisk selvforsvar kan NATO henvise til, at oprørerne ikke bærer uniform og at de skjuler sig bag civile, i strid med krigens love. Begge dele er rigtigt – og fuldstændig irrelevant. Fordi en guerilla har underlegen konventionel slagkraft, gør den i sin asymmetriske krigsførelse civile til sit "panser" – som den amerikanske forsvarsekspert Anthony Cordesman formulerer det. Sådan ser den virkelige verden ud, og i effektiv oprørsbekæmpelse gør man sit yderste, så fjenden ikke får fordele af den grund.

Oprør kan bekæmpes med specialstyrker, som med kirurgisk præcision dræber fjender, eller med en så massiv indsættelse af tropper, at fjenden bliver overvældet. NATO har i stedet indsat en styrke, som kun kan forsvare sig selv. Forstærkning med en kampgruppe på 1.000 mand vil kun forstærke dette indtryk.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.