Trykt i CS-bladet nr. 7, september 2006

Lærestreger fra Hizbollah

Konflikten i Libanon har åbnet nye farer i krigen mod terror.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Mens soldater strømmer til FN-styrken i Libanon, gør andre regnskabet op efter det israelske angreb.

Nogle resultater kan hurtigt opsummeres: Hizbollah vandt, fordi bevægelsen i ugevis kunne slås mod numerisk samt teknologisk overlegne israelske styrker. Israel tabte, fordi man ikke vandt en overbevisende sejr. Libanons civile tabte stort. USA tabte politisk, fordi Washington igen, set med arabiske øjne, var "zionisternes" allierede i en angrebskrig. Iran kunne på sidelinjen glæde sig over, at USA har fået nye problemer og at mange års støtte til Hizbollah bredt blev anset for en god investering.

Måske vil dette indtryk blive ændret lidt i den kommende tid. Helt kan det ikke udelukkes, at den libanesiske regering sammen med FN-styrken afvæbner Hizbollah, og at militære forsyninger til bevægelsen fra Syrien samt Iran blokeres. Men det mest sandsynlige er, at Hizbollah bag FN’s skærm får tid til genopbygning af sine styrker og udnyttelse af sejren politisk. Hizbollah har adgang til ubegrænsede økonomiske midler, som også kan finansiere genopbygning af det civile samfund, og dermed sikre bevægelsen øget popularitet.

Eksemplet smitter

Set i et større perspektiv kan konfliktens forløb få meget alvorlige følger for USA’s og NATO’s såkaldte krig mod terror.

Politisk har ekstremister i den muslimske verden fået yderligere medvind samtidigt med, at Vestens samarbejde med regeringer i den samme verden og "moderate" kræfter er blevet mere kritisabelt.

Militært har konflikten vist, at den israelske Goliat ikke længere kun udfordres af arabere med slynger og lignende primitive våben. Hizbollah, en arabisk David, anvendte med betydelig effekt relativt højt udviklede våben og taktik, som i den asymmetriske krig mere end udlignede Israels konventionelle styrke.

Det er i begge tilfælde lærestreger, som, hvis effektive modtræk ikke findes, kan blive gentaget i Irak, Afghanistan og andre steder, hvor vestlige styrker bliver indsat i kamp mod oprørere. Det er deres opfattelse, at Vesten er sårbar, og "sejren" over Israel bekræfter denne tro.

Enhedsfront

Konfliktens mulige politiske følger kan ses i taler, som Al Qaeda’s næstkommanderende Ayman al-Zawahiri har holdt under og efter den israelske invasion. Den tidligere leder af den amerikanske efterretningstjeneste CIA’s indsats mod Osama bin Laden, Michael Scheuer, fremhæver, at al-Zawahiri med solidaritetserklæringer til Hizbollah arbejder for en enhedsfront mellem alle muslimer mod "zionister og korsfarere". Hizbollah er en shia-muslimsk organisation og derfor i et modsætningsforhold til Al Qaeda, der er rodfæstet mellem sunni-muslimer.

De to retninger i Islam har været i indbyrdes konflikt gennem mere end 1.000 år. Senest har Al Qaeda’s afdeling i Irak arbejdet hårdt for borgerkrig mellem shia og sunni.

Ayman al-Zawahiri appellerede til enhed på tværs af det gamle skel i en tale den 27. juli, hvor han fremhævede, at Islams første ledere udgør et forbillede, og han nævnte i den forbindelse udtrykkeligt shia-muslimernes største helte, Ali og Hussein. Udspillet kom samtidigt med, at det saudi-arabiske præsteskab, som er helt i lommen på Saudi-Arabiens ledere, kom med voldsomme udfald mod shia-muslimer. Formentlig under indtryk af Hizbollahs ekstremt populære indsats, tog ledende sunni-præster i blandt andet Egypten afstand fra de saudiske udfald.

Støtte fra Iran

Al-Zawahiri fik også straks opbakning fra generalsekretæren for en ledende sunni-muslimsk organisation i Libanon, Faysal al-Mawali. Han sagde, at talen havde "ny og meget vigtig betydning". Al Qaeda’s opfordring til en "storstilet alliance mellem alle verdens undertrykte er, naturligvis, ensbetydende med en alliance mellem sunni og shia, især mod zionistisk aggression og amerikansk tyranni", fortsatte al-Mawali.

Vestlige nyhedsmedier har generelt overset al-Zawahiri’s udspil og den positive reaktion. Men hvis samarbejde på tværs af det gamle skel bliver muligt, kan betydningen knapt overdrives. Når det gælder Irak, hvor en borgerkrig er under udvikling mellem shia- og sunni-muslimer, kommer forsoningen nok for sent. Men i forbindelse med Afghanistan kan følgerne blive meget mærkbare for USA og NATO.

Tilsyneladende har Taliban og Al Qaeda hidtil ikke haft adgang til moderne våben, men det kan Iran hurtigt rette op på. Desuden er det tænkeligt, at Hizbollah vil sende rådgivere til oprørerne i Afghanistan. Større problemer for de vestlige styrker kan være i Irans magtpolitiske interesse, fordi et amerikansk angreb bliver mindre sandsynligt, når vestlige styrker er overanstrengte i det afghanske morads.

Katastrofe for USA

For USA’s vedkommende har konflikten været en "katastrofe", erklærer to amerikanske eksperter, Philip Gordon og Jeremy Shapiro fra The Brookings Institution i Washington. Mange andre kommentarer har slået lige så dystre toner an.

Hvis man kort skal ridse den for USA negative del af regnskabet op, ser det sådan ud:

• Gennem de globale nyhedsmediers portræt af en krig, som især ramte libanesiske kvinder og børn, er der utvivlsomt blevet skabt flere terrorister. Mange libanesere har iøvrigt amerikanske pas, så risikoen for terror-aktioner i USA er vokset.
  
• En sunni-shia alliance anført af religiøse ledere og med stor klangbund på græsrodsniveau kom meget ubelejligt for USA på et tidspunkt, hvor nogle arabiske ledere ellers var bekymrede over Irans voksende indflydelse.
  
• Angrebet på Hizbollah og den vellykkede modstandskamp provokerer og opmuntrer på samme tid shia-militsgrupper i Irak.
  
• Konflikten bortledte opmærksomheden fra USA’s indsats for via FN at lægge pres på det iranske atomprogram.
  
• USA kan efter sin støtte til Israel ikke længere være en upartisk mægler i striden mellem palæstinenserne og Israel.
  
• Reformkræfter i den muslimske verden er blevet undergravet, fordi Vesten fremstår mere ondsindet end før.
  
• Endelig har USA’s rolle under konflikten pustet til tillidskrisen mellem Europa og USA.

Til ethvert regnskab hører også en plus-side, men næsten ingen kan fremhæve noget, der kan opveje USA’s politiske tab. Hvis Irans og Hizbollahs muligheder for brug af libanesisk territorium til beskydning af Israel med store raketter er blevet svækket, kan denne del af regnskabet udfyldes med et enkelt point. Men det kan næppe opveje alle tabene.

Militært lærestykke

Kampene i det sydlige Libanon vil blive studeret grundigt, fordi de viser, hvordan en guerilla, som er både veltrænet og udrustet med moderne våben, kan slås.

Hizbollah havde gennem seks år forberedt sine kampstillinger, og netværket af bl.a. tunneller samt forud placerede ammunitionsdepoter overraskede israelerne. Det største problem for Israel var, at Hizbollah gjorde civile til sit "panser", et både offensivt og defensivt våben - som den amerikanske forsvarsekspert Anthony Cordesman udtrykker det.

I en analyse anerkender han, at Israel i starten ville undgå store civile tab, men i det store regnskab tæller gode hensigter ikke, og det er "irrelevant", at Hizbollahs brug af civile er moralsk forkasteligt samt i strid med krigens love. I en asymmetrisk krig er guerillaen tvunget til brug af civile i denne rolle, fordi egen konventionelle svaghed skal opvejes. Det giver desuden store politiske fordele, at fjenden tvinges til angreb på civile boligområder.

Ingen overvågningssystemer kan i tilfredsstillende grad skelne mellem civile og væbnede oprørere. Israelske våben er præcise – træfsikkerheden lå på omkring 10 meter for artilleri og flybomber. Men selv det kan ikke hindre, at uheld indtræffer. Desuden greb Israel til massivt bombardement af boligblokke og civil infrastruktur, da man ville bevise, at en krig med Israel kan blive kostbar for hele samfundet.

Moderne våben

Hizbollah anvendte adskillige våben, som hidtil ikke er brugt af guerilla-soldater. Førerløse fly med sprænglegemer blev sendt ind over Israel. Iran havde åbenbart leveret hovedsæt, som gav nattesyn. Elektronisk krigsførelse neutralisere i nogle tilfælde Israels føring på dette felt, og den israelske kommunikation blev aflyttet.

Særligt effektiv var brugen af anti-tank våben. Foruden en række ældre typer var guerillaen udrustet med tredje-generations anti-tank våben af russisk fabrikat. Hizbollah anvendte eksempelvis AT-14 Kornet, som har termisk sporesystem og fører sprænglegemet frem til målet via en laser-stråle - op til 5 kilometers afstand. Dette system er effektivt mod reaktivt panser. De israelske tab af pansrede køretøjer er endnu uvisse – tallene svinger en del. Men de seneste forlydender peger på meget betydelige tab.

Anti-tank våbnene blev åbenbart brugt med stor opfindsomhed, også mod mure israelerne søgte ly bag.

Eksperter fremhæver desuden, at Hisbollah med små grupper på 2-3 mand, der var i indbyrdes kommunikation, havde udviklet deres egen form for netværkskrig.

Den amerikanske forsvarsekspert Anthony Cordesman beskriver detaljeret den militære lære i sin rapport "Preliminary ’Lessons’ of the Israeli-Hisbollah War", som kan hentes på http://www.csis.org/media/csis/pubs/060911_isr_hez_lessons.pdf

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.