Trykt i Information 22. september 2006

Canada erklærer sig i krig mod Taliban

Den canadiske indsats i Afghanistan kan være ildevarslende lærestykke for Danmark.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Canada opfandt fredsbevarende missioner for FN. Det skete under Suez-krisen i 1956, og den daværende canadiske udenrigsminister Lester Pearson fik af den grund Nobels fredspris. Siden har canadiske soldater i titusindevis gjort tjeneste med blå baret og fået befolkningens opbakning til, hvad man anså for et moralsk og konstruktivt bidrag til en bedre verdensorden.

I det sydlige Afghanistan, i Kandahar-provinsen, er Canada nu i krig. Det erkendte den konservative premierminister Stephen Harper i sidste uge, da han i et tv-interview sagde: "Kendsgerningen er, at vi deltager i en krig i Afghanistan. Det har vi gjort i nogen tid, men i dag er vi ved fronten i denne krig".

Det er en krig, som befolkningen har vendt sig imod. Avisen Toronto Star kunne i mandags (18. sept.) bringe en opinionsundersøgelse, som for første gang viser, at modstanderne (49 procent) overgår tilhængerne (38 procent).

Undersøgelsen blev bragt samtidigt med, at 4 soldater blev dræbt og ti alvorligt såret i et selvmordsattentat. Dermed er landets samlede tab oppe på 36 dræbte soldater og én diplomat – langt størstedelen er faldet i år. Hvis man sammenligner antallet af indsatte soldater med tabene, så fremgår det, at en canadisk soldat har seks gange større sandsynlighed for at blive dræbt end en amerikansk soldat har i Irak.

Dansk parallel

Den canadiske tragedie er blevet bemærket i danske officerskredse, fordi vores militære tradition og folkelige opbakning til internationale missioner også er rodfæstet i den fredsbevarende opgave. Kan det danske forsvar se frem til en lignende skæbne?

Når det gælder den politiske beslutningsproces bag engagementet i Afghanistan er parallellen slående.

Den canadiske avis Toronto Star har set nærmere på et afgørende møde mellem den daværende liberale premierminister Paul Martin og forsvarschefen Rick Hillier den 21. marts sidste år. Man besluttede ved den lejlighed, at Canada ikke kun skulle overtage USA’s genopbygningsmission, et såkaldt PRT-hold, i Kandahar. Man ville også indsætte en stor styrke kampsoldater. Beslutningen blev taget lige før Martin skulle besøge præsident Bush, og forbedring af forholdet til USA var et stærkt motiv. Fra militært hold var motivet, at forsvarschefen, som netop var tiltrådt, ville ændre militæret, så det blev mere egnet til kampopgaver, og desuden ville han styrke militærets prestige. Canadiske soldater har slæbt rundt med et tøse-drenge image – skabt af de utallige fredsbevarende missioner.

Martin’s efterfølger sidder tilsyneladende så fast i dette spor, at han efter mandagens attentat erklærede, at tabene nok ville bidrage til forbedring af militæret, og at Canada i årtier har spillet en for passiv rolle.

Militaristisk adfærd

Set med afghanske øjne er det gamle image for længst blevet udskiftet. I juni beskrev Senlis Council, en europæisk sikkerhedspolitisk gruppe, Canadas adfærd i Kandahar. Man påpegede, at canadierne er gået i USA’s fodspor med "militaristisk" adfærd, som har kostet "utallige civile" livet. Danske militære kilder, som har fulgt den canadiske indsats på nærmeste hold, giver en tilsvarende karakteristik. Canada har stort set ikke magtet den civile genopbygning, som var et erklæret mål. Forholdene i Kandahar er blevet stærkt forværrede, siden canadierne kom til.

Årsagerne til denne forværring er mange. Taliban har optrappet sin aktivitet kraftigt. Canada har afsat meget få folk og penge til den civile indsats. Men det virkeligt foruroligende spørgsmål, set i dansk sammenhæng, er: Hvordan reagerer en militær styrke, som har fredsbevarende traditioner, men lige pludselig ikke kan anvende denne del af sin træning? Griber den så til en mere primitiv militær tradition, hvor udslettelse af fjenden med massiv ildkraft er målet?

Hverken canadiske eller danske soldater har i nævneværdigt omfang beskæftiget sig med den militære mellemløsning: oprørsbekæmpelse. Det er en meget vanskelig operationstype, som skal kombinere kamp med indsats for civilbefolkningens velfærd.

Det er spørgsmål, som ikke skal stille soldaternes motiver og engagement i dårligt lys. Senlis-gruppens rapport roser faktisk de canadiske soldater, fordi deres hensigter var gode nok.

Problemet er, at de øverste politiske og militære chefer har sat soldaterne ind uden tilstrækkelige redskaber – og placeret dem i en situation, som, erkender man nu, var uventet.

Efter selvmordsattentatet diskuterer canadierne, hvordan man kan beskytte soldaterne mod gentagelser. Soldaterne var blevet sårbare, fordi de til fods gik gennem en landsby og ville vise indbyggerne deres gode vilje. Alternativet er, at man fører krig fra panservogne. Canada sender nu pansrede kampvogne af Leopard-typen. Danmark sender pansrede mandskabsvogne. Det er fornuftigt nok, hvis man vil beskytte sine soldater. Men det brændende spørgsmål er: Hvad er følgerne for den oprindeligt planlagte mission?

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.