Trykt i Information 13. november 2006

Vietnam-demonstrant skal redde Pentagon

Fra lang karriere i CIA medbringer USA’s kommende forsvarsminister Robert Gates respekt for Kongressen.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Israelitterne lagde symbolsk deres synder på hovedet af en buk, som derefter blev jaget ud i ørkenen. Donald Rumsfeld er blevet en sådan syndebuk. Skal man nu vente dristige udspil fra hans efterfølger?

Rumsfeld er ikke en person, som uden egen skyld må undgælde for andres forseelser. Men andre har stor medskyld. Det var eksempelvis ledende kræfter i militæret, som i 90’erne fokuserede på omstilling af de væbnede styrker, så man skulle knuse enhver fjendtlig stat med små enheder, udrustet med højteknologi. Han ville gennemtrumfe denne proces med ethvert nødvendigt middel og holdt fast i visionen, da den virkelige verden meldte sig med ganske anderledes krav.

Militæret har siden, i det mindste teoretisk, lært af Irak og Afghanistan, at bekæmpelse af oprør og ikke kamp mod staters konventionelle styrker er den store udfordring. Højeste mode i Pentagon er nu doktriner for "counterinsurgency", som er en meget mandskabskrævende opgave, der kun stiller lavteknologiske krav.

Hvis CIA-veteranen Robert Gates bliver forsvarsminister, er hans første opgave genoprettelse af tillid mellem de væbnede styrker og deres civile chefer. Han skal derfor både udrense Rumsfelds civile assistenter og udvise oprigtig interesse for de militære lederes rådgivning. Dernæst skal han fra Kongressen sikre bevillinger, så hæren kan blive udvidet med omkring 100.000. Det er en overkommelig opgave, fordi Demokraterne gerne vil demonstrere forsvarsvilje – dog nok på bekostning af f.eks. missilforsvar og andre dyre indkøb af tvivlsomme våben. Men konkrete resultater, som kan mærkes ude i felten, er ikke sandsynlige i løbet af et par år.

Store forventninger

Forventningerne er imidlertid mere vidtrækkende. Ingen kandidat til ministerposter i Bush-regeringen, bortset fra tidligere udenrigsminister Colin Powell, er blevet mødt med så bred ros. Det ironiske er, at forventningerne er knyttet til en overordnet udenrigs- og sikkerhedspolitisk indsats på trods af, at Gates i sin karriere kun har vist, at han er en pragmatisk "manager", som udfører præsidenters politik. Det er mere i overensstemmelse med hans instinkter, at de seneste års tendens, hvor forsvarsministeriet har overtaget udenrigspolitikken, bliver brudt.

Tilsyneladende venter den amerikanske elite en mirakelkur fra Baker-gruppen, der skal give et oplæg til ny strategi i Irak. Håbet er, at Gates, som var med i gruppen, vil gennemføre dens anbefalinger. Måske er miraklernes tid ikke forbi, men en realistisk forventning til gruppen er, at den vil foreslå et figenblad, som gør tilbagetrækning mulig med et minimum af anstændighed i behold.

I den forbindelse kan det være vigtigt, at Robert Gates tidligere har erkendt et amerikansk nederlag. Han indleder sine memoirer, From the Shadows fra 1996, med en omtale af Vietnam-krigen: "Jeg samt næsten alle mine venner og bekendte i CIA var imod krigen og enhver langtrukket strategi for tilbagetrækning". Den 25-årige Gates var endog med i en demonstration, da USA indledte en offensiv i Cambodia. Vietnam-krigens betydning for mange, som i dag er mod engagementet i Irak, kan næppe overvurderes – og det er en erfaring, der adskiller dem fra den nye krigs bagmænd.

Mellem de største udfordringer for Gates er, at han også skal genoprette tilliden mellem Pentagon og Kongressen. Der er udsigt til et utal af høringer, hvor han selv og noget nær enhver i uniform, som Kongressen vil tale med, må finde sig i skarpe krydsforhør, der både borer i aktuelle planer og kræver "det beskidte vasketøj" fra de seneste seks år lagt frem. Han har på nærmeste hold oplevet en lignende situation, da CIA’s direktør William Colby i midten af 70’erne blev stillet til regnskab for efterretningstjenestens misgerninger. Colby valgte åbenhed – kombineret med reform af CIA. Konservative lagde ham af den grund for had, men i sit erindringsværk støtter Robert Gates sin gamle chef.

I samme værk kommenterer Gates Kongressens rolle. Han har kritik, men konklusionen er, at nok er de folkevalgte besværlige, men ud fra sine erfaringer i Det Hvide Hus under fem præsidenter kan han sige, at "nogle frygteligt tossede planer" kunne være godkendt, hvis man ikke havde haft udsigt til et hårdt modspil fra Kongressen. Det er, påpeger han, meningen med USA’s forfatning, at den skal gøre samarbejde mellem Kongressen og præsidenten besværligt – "jeg har oplevet alt for mange i Det Hvide Hus, som glemte det".

Kritikere hævder, at Gates i CIA overdrev truslen fra Sovjet. Desto mere bemærkelsesværdigt er det, at han i erindringsværket leverer en meget nuanceret vurdering af Den Kolde krig, milevidt fra høgenes hymne til USA’s påståede sejr. Hvis han overfører erfaringer fra den tid bliver det næppe, at ethvert problem har en militær løsning. Siden sin afgang fra CIA i 1993 har han kun sjældent deltaget i den sikkerhedspolitiske debat. Mellem undtagelserne er et studie fra 2004 af Iran, som, i strid med Bush-regeringens politik, fremhæver behovet for "direkte dialog" med Teheran og en aktiv indsats for fred mellem Israel og den arabiske verden.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.